Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande: Forskelle mellem versioner

Regeringen i Estland gik ind på ultimatummet og underskrev en aftale herom den [[28. september]][[1939]]. Letland fulgte den [[5. oktober]] [[1939]] og Litauen kort efter den [[10. oktober]] [[1939]]. Aftalerne gav Sovjetunionen lov til at etablere militærbaser på de baltiske landes område, så længe krigen varede i Europa<ref> The Baltic States: Estonia, Latvia and Lithuania by David J. Smith, Page 24, ISBN 0-415-28580-1 </ref> og udstationere 25.000 sovjetiske soldater i Estland, 30.000 i Letland og 20.000 i Litauen fra oktober 1939.

 

 

* 437.325 soldater;

 

=== Finland invaderes ===

 

== Sovjetunionens invasion og besættelse, 1940–1941 ==

Den [[15. juni]] invaderede Sovjetunionen Litauen<ref name="TM006241940">[http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,764071-2,00.html Five Years of Dates] at Time magazine on Monday, Jun. 24, 1940 </ref>, og sovjetiske tropper angreb de lettiske grænsevagter ved Masļenki.<ref name="OPL">[http://www.am.gov.lv/en/latvia/history/occupation-aspects/ Besættelsen af Letland] på Udenrigsministeriet i Republikken Letland</ref>

 

 

[[Molotov]] beskyldte de baltiske stater for at have konspireret mod Sovjetunionen og afleverede et ultimatum til alle de baltiske lande om etablering af sovjetisk-godkendte regeringer. Med trussel om invasion og beskyldninger mod de tre stater for at have overtrådt de oprindelige aftaler såvel som at have konspireret mod Sovjetunionen, fremlagde Moskva ultimatummer, som krævede nye indrømmelser, der omfattede udskiftning af regeringerne og tilladelse til et ubegrænset antal sovjetiske tropper i de tre lande.<ref> Vedrørende Litauen se f.eks. {{cite journal | quotes = NO | author = Thomas Remeikis | year = 1975 | title = The decision of the Lithuanian government to accept the Soviet ultimatum of June 14, 1940 | journal = LITUANUS, Lithuanian Quarterly journal of Arts and Sciences | volume = 21 | issue = No.4 - Winter 1975 | url = http://www.lituanus.org/1975/75_4_02.htm | accessdate = 2007-03-03 }}</ref><ref>se rapport fra Letlands Chargé d'affaires, Fricis Kociņš, vedrørende samtalerne med den sovjetiske udenrigskommissær Molotov i {{cite book | last = I.Grava-Kreituse, I.Feldmanis, J.Goldmanis, A.Stranga. | title = Latvijas okupācija un aneksija 1939-1940: Dokumenti un materiāli. ''(The Occupation and Annexation of Latvia: 1939-1940. Documents and Materials.)'' | year = 1995 | language = latvian | pages= 348–350 | url = http://www.historia.lv/alfabets/L/la/okupac/dokumenti/kocins/1940.21.06..htm }}</ref><ref>for Estonia see, for instance, {{cite journal | quotes = NO | author = Tanel Kerikmäe, Hannes Vallikivi | year = 2000 | title = State Continuity in the Light of Estonian Treaties Concluded before World War II | journal = Juridica International | pages = 30–39 | issue = I 2000 | url = http://www.juridica.ee/international_en.php?document=en/international/2000/1/22575.ART.0.pub.php | accessdate = 2007-03-03 }}</ref><ref name=autogenerated1 /> Hundredtusinder af sovjetiske tropper gik over grænserne ind i Estland, Letland og Litauen.<ref>næsten 650.000 ifølge {{cite book |last=Kenneth Christie, Robert Cribb |title=Historical Injustice and Democratic Transition in Eastern Asia and Northern Europe: Ghosts at the Table of Democracy |url = http://books.google.com/books?visbn=0700715991&id=liV7upFWBb8C&pg=PA83&lpg=PA83&sig=EEeRpxGm9rGcZCT3B5dxPHpQiPQ#PPA79,M1 |year=2002 |publisher=RoutledgeCurzon |location= |isbn=0700715991 |pages = 83}}</ref> Disse yderligere sovjetiske styrker oversteg langt hærene i de tre lande.<ref name="Black book"> Stephane Courtois; Werth, Nicolas; Panne, Jean-Louis; Paczkowski, Andrzej; Bartosek, Karel; Margolin, Jean-Louis & Kramer, Mark (1999). ''The Black Book of Communism: Crimes, Terror, Repression''. Harvard University Press. ISBN 0-674-07608-7. </ref>

[[Fil:MirLatBern.jpg|thumb|right|300px|Mindesmærke for deporterede lettiske børn, som døde i eksil, 1941-1949]]

Straks efter "valgene" arresterede [[NKVD]] enheder under ledelse af [[Ivan Serov]] over 15.000 "fjendtlige elementer" og medlemmer af deres familier<ref name="Black book"/>. I det første år af den sovjetiske besættelse, fra juni 1940 til juni 1941, var antallet af henrettede, udskrevne eller deporteret estimeret til mindst at udgøre 124.467: 59.732 i Estland, 34.250 i Letland og 30.485 i Litauen.<ref>Dunsdorfs, Edgars. ''The Baltic Dilemma''. Speller & Sons, New York. 1975</ref> Dette tal omfattede 8 tidligere statsoverhovedet og 38 ministre fra Estland, 3 tidligere statsoverhoveder og 15 ministre fra Letland, og den daværende præsident, 5 premierministre og 24 andre ministre fra Letland.<ref>Küng, Andres. ''Communism and Crimes against Humanity in the Baltic States''. 1999 [http://www.rel.ee/eng/communism_crimes.htm www.rel.ee]</ref>

 

I juli og august 1940 afleverede estiske, lettiske og litauiske udsendinge i USA og Storbritanninen officielle protester mod den sovjetiske besættelse og annektering af deres lande. De Forenede Stater,<ref>se, f.eks., {{cite web | authorlink = United States Congress | title=Concurrent Resolution of the House and Senate: H. CON. RES. 128 | quote=''udtrykke den holdning i Kongressen at regeringen i Den russiske Føderation skulle udsende et klart og utvetydigt signal om anerkendelse og fordømmelse af den illegale besættelse og annektering af Sovjetunionen mellem 1940 og 1991 af de baltiske lande, Estland, Letland og Litauen.'' | date=[[25. juli]] [[2005]] | url=http://frwebgate.access.gpo.gov/cgi-bin/getdoc.cgi?dbname=109_cong_bills&docid=f:hc128rfs.txt.pdf |format=PDF| accessdate=2006-12-09 }}</ref>

, og de fleste andre vestlige lande<ref>{{cite journal | last=Dehousse | first=Renaud | title=The International Practice of the European Communities: Current Survey | journal=European Journal of International Law | volume=4 | issue=1 | year=1993 | pages=141 | url= http://www.ejil.org/journal/Vol4/No1/sr1.html | accessdate=2006-12-09 }} – ^{[http://scholar.google.co.uk/scholar?hl=en&lr=&q=author%3ADehousse+intitle%3AThe+International+Practice+of+the+European+Communities%3A+Current+Survey&as_publication=European+Journal+of+International+Law&as_ylo=1993&as_yhi=1993&btnG=Search Scholar search]}</ref><ref>{{cite journal | last=European Parliament | title=Resolution on the situation in Estonia, Latvia, Lithuania | journal=Official Journal of the European Communities | volume=C 42/78 | date=[[13. januar]] [[1983]] | url=http://upload.wikimedia.org/wikipedia/en/8/80/Europarliament13011983.jpg }} ''"mens den sovjetiske annektering af de tre baltiske lande stadig ikke formelt er blevet godkendt af de fleste europæiske lande og USA, Canada, Storbritanninen, Australien og Vatikanet og de fortsat holder fast i begrebet de baltiske stater"''.</ref>

aldrig formelt anerkendte annekteringen, men ikke greb direkte ind overfor den sovjetiske kontrol. De baltiske lande fortsatte deres eksistens i statsretlig forstand i overensstemmelse med international ret.<ref>{{cite journal | last=Van Elsuwege | first=P. | title=State Continuity and its Consequences: The Case of the Baltic States | journal=Leiden Journal of International Law | volume=16 | year=2003 | pages=377–388 | doi=10.1017/S0922156503001195 }}</ref><ref>{{cite journal | last= Malksoo | first= Lauri | title=Illegal Annexation and State Continuity: The Case of the Incorporation of the Baltic States by the USSR | journal=The American Journal of International Law | volume=99 | issue=3 | year=2005 | pages=734–736 | doi=10.2307/1602324 }}</ref>

Medlemmer af det estiske, lettiske og litauiske diplomatkorps i vestlige lande fortsatte med at formulere og udtrykke de officielle holdninger for Estland, Letland og Litauen og beskyttede deres respektive landes interesse og deres statsborgere mellem 1940–1991, dvs. indtil selvstændigheden blev genskabt.

 

[[Tysklands besættelse af de baltiske lande|Tyskland besatte de baltiske lande]] efter angrebet på Sovjetunionen i [[Operation Barbarossa]]. I begyndelsen anså de baltiske folk tyskerne for at være befriere fra sovjetisk styre. I Litauen brød der en revolte ud på krigens første dag, og der blev dannet en uafhængig, provisorisk regering. Da tyskerne nærmede sig [[Riga]] og [[Tallinn]], blev der gjort forsøg på at genetablere nationale regeringer. Det var håbet, at tyskerne ville genskabe deres uafhængighed. Sådanne politiske håb forsvandt snart, og den baltiske samarbejdsvilje blev knap så udtalt eller forsvandt helt.<ref>[http://www.britannica.com/eb/article-37264/Baltic-states Baltic states German occupation] at Encyclopædia Britannica </ref> En stigende andel af den lokale befolkning vendte sig mod, at tyskerne omdannede det meste af Baltikum (undtagen Memel, som blev returneret til Tyskland) samt Hviderusland til [[Reichskommissariat Ostland]], en koloni hvor de fire nationaliteter blev regeret af en tysk administration. [[Hinrich Lohse]], en tysk nazipolitiker, var Reichskommissar indtil den sovjetiske genbesættelse.

 

 

Mod slutningen af krigen, da det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen, gik mange estere, letter og litauere igen sammen med nazisterne. De håbede, at ved at engagere sig i krigen kunne de sikre sig vestlig støtte til kampen for uafhængighed af Sovjetunionen.<ref>''The Baltic States: The National Self-Determination of Estonia, Latvia and Lithuania'' by Graham Smith, p. 91. ISBN 0-312-16192-1 </ref>

I Letland blev der etableret et nationalistisk undergrundscentralråd for Letland den [[13. august]] [[1943]]. Et tilsvarende organ, Den øverste Komite for befrielse af Litauen, dukkede op den [[25. november]] [[1943]]. Den [[23. marts]] [[1944]] blev undergrundsationalkomiteen for den estiske republik grundlagt. Da Estland blev indlemmet i den tyske provins Ostland, valgte tusinder af estere, der ikke ville stå på samme side som nazisterne, at gå ind i den finske hær for at kæmpe mod Sovjetunionen. Det finske 200. infanteriregiment bestod af estiske frivillige.

<ref>''Resistance! Occupied Europe and Its Defiance of Hitler'' af Dave Lande, p. 200. ISBN 0-7603-0745-8</ref> Adskillige tusinde estere, som havde sluttet sig til den finske hær, kom tilbage til Estland og sluttede sig til det nyoprettede hjemmeværn, som skulle forsvare Estland mod sovjetiske angreb.

 

 

=== Holocaust ===

{{hovedartikel|Jødernes historie i Estland}}

 

Der har været afholdt retssager mod 7 etniske estere (Ralf Gerrets, Ain-Ervin Mere, Jaan Viik, Juhan Jüriste, Karl Linnas, Aleksander Laak and Ervin Viks) for forbrydelser mod menneskeheden.

Efter at Estland genvandt sin uafhængighed, blev der nedsat en international, estisk kommission til undersøgelse af forbrydelser mod menneskeheden.<ref>[http://www.historycommission.ee/ Estonian International Commission for Investigation of Crimes Against Humanity<!-- Bot generated title -->]</ref>

Før [[Holocaust]] boede der 160.000 jøder i Litauen, og det var et af de største centre for jødisk teologi, filosofi og lærdom. Det stammede endda fra før [[Gaon af Vilna]]. I 1941 var antallet af jøder vokset med flygtninge fortrinsvis fra Polen, så der nu var omkring 250.000 jøder i landet.

 

 

I slutningen af juni begyndte dele af den tyske [[Einsatzgruppe A]] under [[Franz Walter Stahlecker]] at operere på litauisk område. Nogle steder søgte Stahleckers mænd at tilskynde til [[pogrom]]er, såkaldte "''Selbstreinigungsaktionen''") mod den jødiske befolkningsgruppe. Stahleckers samlede rapport fra den [[15 oktober]] [[1941]] udtrykte frustration over, hvordan man i starten stødte på uventede vanskeligheder ved dette.<ref>Nuremberg Document L-180, [http://www.nizkor.org/hweb/orgs/german/einsatzgruppen/esg/documents/egageneral.html relevante uddrag fra www.nizkor.org]</ref> Alligevel kunne tyskerne sammen med [[Ypatingasis Būrys|frivillige litauiske hjælpestyrker]], indlede storstilede nedskydninger af jøder. Ifølge tyske dokumenter blev der mellem den [[25. juni|25.]] og [[26. juni]] [[1941]], "elimineret omkring 1.500 jøder af litauiske partisaner. Mange jødiske synagoger blev brændt af; i de følgende nætter blev yderligere 2.300 dræbt."<ref name = "Einsatz">[http://www.einsatzgruppenarchives.com/osr12.html Einsatzgruppen Archiver].</ref> Indtil november 1941 blev mange jøder dræbt på steder som [[Paneriai]] ([[Paneriai massakren]]). De overlevende 40.000 jøder blev samlet i [[Vilnius]], [[Kaunas]], [[Šiauliai]] og [[Švenčionys]] [[ghetto]]erne samt i [[koncentrationslejr]]e, hvor mange døde af sult eller sygdom. I 1943 blev ghettoerne enten ødelagt af tyskerne eller konverteret til koncentrationslejre, og 5.000 jøder blev deporteret til [[udryddelseslejr]]ene.

Under den første bølge af drab i 1941-1942 blev der også dræbt sigøjnere, påståede kommunistiske aktivister og mentalt handicappede.<ref>Jvf.[http://www.nizkor.org/hweb/orgs/german/einsatzgruppen/esg/jager.html Jäger Rapporten] fra [[1. december]] [[1941]]</ref> Hertil kom, at store grupper sovjetiske krigsfanger gik til grunde i tysk fangenskab som følge af systematisk vanrøgt fra de tyske myndigheders side.<ref>{{cite book |last= Dieckmann |first= Christoph |authorlink= |coauthors= Toleikis, Vytautas; and Zizas, Rimantas |title= Karo belaisvių ir civilių gyventojų žudynės Lietuvoje, 1941–1944 = Murders of Prisoners of War and of Civilian Population in Lithuania, 1941–1944 |series= Totalitarinių režimų nusikaltimai Lietuvoje 2 |year= 2005 |publisher= Margi Raštai |location= Vilnius |language= Lithuanian and English |isbn= 9986092973 |oclc= 62401555}}</ref>

 

 

== Sovjetisk genbesættelse, 1944-1991 ==

Efter 2. Verdenskrig, hvor en del af målet var en større grad af integration af de baltiske lande i Sovjetunionen, blev massedeportationerne bragt til ophør i de baltiske lande, men en politik, som tilskyndede sovjetisk immigration til Baltikum blev opretholdt.<ref name="USDS">[http://www.state.gov/r/pa/ei/bgn/5378.htm Background Note: Latvia] på US Department of State</ref>

 

 

== Historiske overvejelser ==

I Nordeuropa varierede de mindre landes skæbne under 2. Verdenskrig betydeligt. [[Danmark]] og [[Norge]] blev besat af Tyskland. [[Sverige]] måtte gøre indrømmelser overfor Tyskland, men dygtigt diplomati og et troværdigt forsvar gjorde, at det kunne holde sig ude af krigen. Både Danmark og Norge genoptog den demokratiske styreform straks efter Tysklands kapitulation.

 

 

=== Anerkendelse af ikke-anerkendelse af besættelse og annektion ===

 

==== ''De jure'' ikke-anerkendelse ====

Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande blev ikke anerkendt ''de jure'' af følgende lande ifølge en opgørelse fra [[8. august]] [[1960]]: <ref>{{cite book |title=The Baltic Question During the Cold War |last=Hiden |first=John |authorlink= |coauthors=Vahur Made, David J. Smith |year=2008 |publisher=Routledge |location= |isbn=9780415371001 |pages=120 |url=http://books.google.com/books?id=jx4JQycHtnkC&pg=PA120&dq }}</ref>

 

 

==== ''De jure'' anerkendelser ====

Regeringerne tildelte ''de jure'' anerkendelse af den sovjetiske besættelse og styre over de baltiske lande ifølge undersøgelsen fra 8. august 1960:

 

* {{flagland|BOL}}

* {{flagland|JPN}}

Med præcedens i forhold til [[folkeret]]ten i den tidligere fastlagte Stimson-doktrin, som anvendt på de baltiske lande i den amerikanske viceudenrigsminister Sumner Welles' deklaration af [[23. juli]] [[1940]], udgjorde grundlaget for ikke-anerkendelse af Sovjetunionens indlemmelse af de baltiske lande med magt.<ref name="USA"/><ref>[http://books.google.com/books?id=YaYbzQQN97EC&dq The Baltic States: Estonia, Latvia and Lithuania By David J. Smith; Page 138]</ref> Trods Welles' deklaration genoplevede balterne snart deres århundredlange rolle som brikker i stormagternes konflikter. Efter at have besøgt Moskva i vinteren 1941-1942 talte den britiske udenrigsminister [[Anthony Eden]] allerede for, at man skulle ofre de baltiske lande for at sikre sovjetisk samarbejde i krigen. Den britiske ambassadør i USA, Halifax, rapporterede: "Mr. Eden kan ikke løbe risikoen for at fjendtliggøre Stalin, og det britiske krigskabinet har ... enedes om at forhandle en traktat med Stalin, som vil anerkende Sovjetunionens grænser fra 1940."<ref>Harriman, Averel & Abel, Elie. ''Special Envoy to Churchill and Stalin 1941-1946'', Random House, New York. 1974. p. 1135.</ref> I 1943 havde Roosevelt også opgivet balterne og Østeuropa til Stalin. Under et møde med kardinal Spellman i New York den [[3. september]] udtalte Roosevelt: "De europæiske folk må simpelthen udholde russisk dominans i håb om, at om ti eller tyve år kan de leve godt sammen med russerne."<ref>Gannon, Robert. The Cardinal Spellman Story. Doubleday, New York. 1962. pp. 222-223</ref> På et møde med Stalin i [[Teheran-konferencen|Teheran]] den 1. december sagde Roosevelt, "at han fuldt ud var klar over, at de tre baltiske lande tidligere og igen for nylig havde været en del af Rusland og tilføjede spøgende, at når de russiske arméer igen besatte disse områder, ville han ikke gå i krig med Sovjetunionen over dette spørgsmål". <ref>Minutes of meeting, Bohlen, recording. ''Foreign Relations of the United States, The Conferences of Cairo and Teheran, 1943'', pp. 594-596</ref> En måned senere henviste Roosevelt til [[Otto von Habsburg]], og at han havde sagt til russerne, at de kunne overtage og styre Rumænien, Bulgarien, Bukovina, det østlige Polen, Litauen, Estland, Letland og Finland.<ref>Bullitt, Orville. ''For the President: Personal and Secret''. Houghton-Mifflin, Boston. 1972. p. 601.</ref> Fremtiden var afgjort da Churchill den 9. oktober [[1944]] mødtes med Stalin i Moskva og skitserede efterkrigstidens Europa. Churchill sagde senere: "Det korte af det lange var, at jeg sagde: <nowiki>'</nowiki> Vil det ikke synes temmelig kynisk, hvis det ser ud, som om vi havde set bort fra disse spørgsmål, så afgørende for millioner af mennesker på en så nonchalant måde? Lad os brænde dette papir.<nowiki>'</nowiki> — <nowiki>'</nowiki>Nej behold det,<nowiki>'</nowiki> sagde Stalin."<ref>Churchill, Winston. ''6 bd. Steen Hasselbalchs Forlag. 1948-1954''</ref> På [[Jaltakonferencen]] i februar 1945, som normalt beskrives som stedet, hvor fremtidens Europa blev fastlagt, blev Churchills og Roosevelts tidligere tilsagn til Stalin om ikke at blande sig i Sovjetunionens kontrol over Østeuropa stadfæstet.

 

 

=== Holdningen i Den russiske Føderation ===

Selv om man i den forbindelse ikke omtalte den sovjetiske tilstedeværelse i Baltikum som en besættelse, var det hvad den Russiske Føderede Socialistiske Sovjet Republik og Litauen bekræftede i en efterfølgende aftale midt under Sovjetunionens sammenbrud. Rusland erklærede i præampelen til aftalen af [[29. juli]] [[1991]] ''Traktat mellem Russiske Føderede Socialistiske Sovjet Republik og Republikken Litauen om grundlaget for forholdet mellem de to stater'', at Sovjetunionen måtte fjerne konsekvenserne af annekteringen i 1940, som krænkede Litauens suverænitet og anerkendte dermed, at Sovjetunionen havde besat Litauen.

 

 

Der er nu frygt blandt nogle historikere for, at Kreml støtter ultra-nationalismen og er i færd med en [[hvidvaskning]] af den sovjetiske fortid.<ref>[http://online.wsj.com/public/article/SB118367568881058545.html A Do-Over for Russian History?] at the Wall Street Journal.</ref>

 

 

Artikel II definerer former for aggression: ''Som aggressor skal betegnes enhver stat, som er den første, der har begået en af følgende handlinger:

 

Konventionen om definition af aggressionsartikel II fastslår derefter, at "intet politisk, militært, eller økonomisk hensyn kan være undskyldning eller begrundelse for aggression, som beskrevet i artikel II." Og selv om et tillæg til artikel III opremser mulige årsager til intervention i et naboland, fastslår den også, at "de høje kontraherende parter er ydermere enige om at anerkende, at denne konvention ''aldrig kan legitimere nogen overtrædelse af international ret, som kan afledes af omstændighederne i den ovenfor anførte liste''."

Kort efter underskrev Sovjetunionen [[Erklæringen om de Forenede Nationer]] af [[1. januar]] [[1942]], som igen bekræftede overholdelse af Atlanterhavserklæringen.

 

 

Endelig underskrev Sovjetunionen [[De Forenede Nationers Pagt]] den [[24. oktober]] [[1945]],

* [[15. juni]] [[1941]] Guvernøren i New York, [[Herbert Lehman]], erklærer 15. juni for De baltiske landes dag.

* [[22. juni]] [[1941]] [[Operation Barbarossa]], Tyskland invaderer Sovjetunionen.

* [[25. juni]] [[1941]] [[Fortsættelseskrigen]] starter mellem Finland og Sovjetunionen.

* [[2. juli]] [[1941]] Generalmobilisering i Sovjetunionen.

== Eksterne henvisninger ==

* Mälksoo, Lauri (2000). [http://www.springerlink.com/content/3e5hl9ux79vj213x/ Professor Uluots, the Estonian Government in Exile and the Continuity of the Republic of Estonia in International Law]. ''Nordic Journal of International Law'' 69.3, 289-316.

* [http://www.okupatsioon.ee/english/index.html Kistler-Ritso Estonian Foundation] ''[http://www.okupatsioon.ee/english/index.htm Besættelsesmuseet i Estland]''

* [http://www.occupationmuseum.lv/eng/about_us/welcome.html/ Besættelsesmuseet i Letland]

[[Kategori:Litauens historie]]

[[Kategori:Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande| ]]

{{Link GA|ja}}