Synkopetiden: Forskelle mellem versioner

'''Synkopetiden''' -– '''yngre urnordisk''' -– sproghistorisk betegnelse for perioden [[500]]-[[700]] i slutningen af [[urnordisk]] hvor det [[norrønt|norrøne sprog]] undergik en udtaleforvandling: ''synkopen''.

Mange tryksvage mellem- og slutvokaler forsvandt -– urnordiske trestavelsesord blev på norrønt til tostavelsesord. (Der findes mere radikale eksempler, som f.eks. '''*haraƀanaz'''>'''hrafn''' (''ravn'')).

Mange af de forsvundne vokaler havde, før de forsvandt, forårsaget en [[omlyd]] i den foregående vokal, der var forskellig alt efter den forsvundne vokal. Disse forskelle blev nu betydningsbærende. Det førte til at sproget fik flere forskellige vokaler (æ og ø er vistnok opstået på den måde) og nogle bøjningsmønstre, der måske forekommer en nutidsdansker besynderlige , hvoraf enkelte stadig findes i nudansk: ''et barn'' -– ''flere børn''. På moderne islandsk og færøsk er disse bøjninger stadig almindelige og benyttes, i hvert fald på islandsk til at danne nye ord per analogi.