The Who: Forskelle mellem versioner

Efter et par tilløb i koncept-genren udgav de i [[1969]] det første af deres hovedværker, rockoperaen ''Tommy'', en anderledes melodisk rockmusik med en spirituel undertone og en hidtil uhørt lydkvalitet. Tekstmæssigt en lidt løs historie om en dreng, der efter et forældre-påført traume lukker ned for alle sine sanseindtryk, men ender med at genopdage dem. I overført betydning et opgør med social forråelse/forførelse og et favntag med den personlige frigørelse.<ref name="thoweb freiendlan">[http://www.thewho.net/articles/townshen/friedlan.htm The Hypertext Who &rsaquo; Article Archive &rsaquo; The Who: People Try To Put Us Down (1996)]</ref> Albummet blev en kunstnerisk og kommerciel storsucces, og blev af det engelske magasin [[Melody Maker]] udråbt til årets album. I 1975 blev det filmatiseret af [[Ken Russell]] med ''Roger Daltrey'' og ''Keith Moon'' på rollelisten.

 

 

Inspireret af oplevelser fra turneen skulle næste udspil egentlig have været et ambitiøst multimedie-koncept benævnt ''Lifehouse'', denne gang bygget op af live-optagelser omkring et fremtidstema: musikkens frigørende kraft som modtræk mod et totalitært styre.<ref>[http://www.webcitation.org/query?url=http://www.geocities.com/hollywood/set/8452/&date=2009-10-26+00:10:30 WebCite query result<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Det højtflyvende koncept måtte efter nogle prøveoptagelser opgives i sin helhed, men hovedparten af sangene fandt ind i et mere traditionelt album ''Who's Next'' fra [[1971]]; et album som blandt andre ''Rolling Stone'' anser som et af rockmusikkens bedste med sange som ''Won't Get Fooled Again'' og ''Behind Blue Eyes''. Den dengang helt nye synthesizer-teknik fik en fremtrædende plads i instrumenteringen. De frasorterede Lifehouse-sange, heriblandt ''Join Together'', ''Pure and easy'' og ''Relay'' (der tekstmæssigt kan siges at tage forskud på de internet-bårne revolter i Mellemøsten), er siden blevet udgivet i forskellige sammenhænge.

The Who blev i høj grad kendt for deres koncerter, som var karakteriseret af stor instrumental dygtighed og overskud, et højt lydtryk og som regel også ødelæggelse af diverse instrumenter. The Who viste om nogen gruppe hele spektret fra nuancer til vildskab; ''Pete Townshend'' med både sprøde og voldsomme akkorder tilsat store armsving og hop, ''Roger Daltrey'' kraftfuldt i forgrunden med sin mikrofon svingende omkring sig, ''Keith Moon'' med varierede tromme-fills og jonglerende med trommestikkerne, og så ''John Entwistle'' afslappet i baggrunden med fast greb om bassen og rytmen, men med hyppige tilskud af hurtige soloer.

 

Aftenen på ''Railway Tavern'' er med på ''Rolling Stone's'' liste over ''50 begivenheder, der ændrede rockens historie''.<ref>[http://www.rollingstone.com/ Rolling Stone | Music News, Reviews, Photos, Videos, Interviews and More]</ref>

 

 

== Udenfor scenen ==

Alligevel er især ''Pete's'' og ''Keith's'' indbyrdes forhold præget af humor og stor respekt, hvilket kunne ses både på scenen og i talrige interviews.