Tysklands oprustning i 1930'erne: Forskelle mellem versioner

Afskedigelsen af [[Hans von Seeckt]] som chef for hæren i oktober [[1926]] og den langsomme erkendelse i hærledelsen af, at kun et samarbejde med lovgivningsmagten kunne give politisk rygdækning af den ønskede oprustning, betød et skifte i forholdet mellem Reichswehr og den af hæren skeptisk betragtede rigsregering.<ref>Der tales om et "sensationellen Wende" i: Müller/Volkmann: ''Die Wehrmacht. Mythos und Realität.'' S. 79</ref> Således meddelte Reichswehrminister [[Otto Geßler|Geßler]] regeringen i november 1926, at den hidtil gennemførte hemmeligholdelse overfor statens ledelse ville blive opgivet og at der fremover ville blive informeret om de indtil da indledte oprustningstiltag. På grund af den således accepterede politiske kontrol med Reichswehr var regeringen under rigskansler [[Wilhelm Marx]] og dennes socialdemokratiske efterfølger [[Hermann Müller]] parat til at finansiere de fortsat hemmelige rustningstiltag. Herefter blev efter to års forarbejde det ''Første oprustningsprogram'' den [[29. september]] [[1928]] godkendt af hærchefen og den [[18. oktober]] blev det bevilliget af regeringen. Målet for dette program, som for første gang samlede alle hærens materielle oprustningsplaner i et femårigt program var at sikre udstyr og ammunition til en hær på 16 divisioner, begrænset lageropbygning og tiltag til styrkelse af industrikapaciteten i tilfælde af mobilisering. Dette mål skulle nås frem til [[1932]] og der skulle anvendes 350 mio. [[Reichsmark]] fra en hemmelig fond.<ref group="A">Den oprindelige plan om en 21-divisioners hær blev opgivet af økonomiske årsager. Broderparten gik til hæren. Kriegsmarine fik kun ca. 7 mio. RM om året. De 350 mio. RM blev bevilget med fuld understøttelse fra regeringspartierne via en hemmelig fond i statsregnskabet. Desuden blev ''Staatssekretärausschuß'' (viceministerudvalget) grundlagt, som kunne godkende bevillinger og bestod af en repræsentant for Rigsrevisionen (Rechnungshof), Reichswehr og finansministeriet. Udvalget var således ikke underlagt rigsdagens kontrol. Se Hürter: ''Groener'', S.&nbsp;114f.</ref> Målt i forhold til de samlede bevillinger til Reichswehr i størrelsesordenen 726,5 mio. RM (=8,6 % af statsbudgettet) virkede de 70 mio. RM, der således var til rådighed årligt, forholdsvis beskedne, men det må betragtes som en nyskabelse i den tyske hærs historie, at de komplekse forhold omkring fremstilling af bestemte former for militært udstyr i en moderne målrettet blev afstemt efter hinanden i en samlet plan.<ref>Ernst Hansen: ''Reichswehr und Industrie. Rüstungswirtschaftliche Zusammenarbeit und wirtschaftliche Mobilmachungsvorbereitungen 1923 -– 1932.'' Boldt-Verlag 1978, ISBN 3-7646-1686-5, S. 64ff.</ref>

blev fredshærens styrke nu fastsat til 36 divisioner. Med den samtidige bekendtgørelse om "Værnepligtsloven" blev nu også formelt de sidste begrænsninger fra Versailles-traktaten afskaffet, og indførelsen af den almindelige værnepligt fra [[1. oktober]] [[1935]] bekendtgjort. Hermed havde Hitler indfriet et løfte til generalerne fra 1933.<ref>Vedrørende Hitlers løfte: se Punkt 4 i [http://www.ns-archiv.de/krieg/1933/03-02-1933.php Liebmann-Abschrift] -– Med loven skete der en række navneforandringer fra om sommeren: Reichswehr blev til [[Wehrmacht]], troppekontoret Truppenamt blev til Generalstab og lederne af de tre værn blev til øverstbefalende.</ref> I juli blev de af generalstaben udarbejdede planer godkendt, hvorefter der indtil [[1. oktober]] [[1939]] skulle ske en udvidelse af hærens styrke til omkring 700.000 mand (bestående af 33 infanteri- og 3 panserdivisioner). For første gang blev der også opstillet konkrete tal for krigshæren, der skulle vokse fra 28 divisioner i april 1936 til 49 i 1939 og endelig til 63 divisioner i [[1941]].<ref name=autogenerated1>MGFA: [[DRZW]], Bind 1, S. 420.</ref>

Fra 1936 skete der løbende omdisponeringer og dermed en opbremsning af oprustningen da manglen på råstoffer blev til en prekær faktor. Således er det ikke noget tilfældet, at det er i denne periode at Hitlers fireårsplan blev til. Dette program til udnyttelse af alle hjemlige råstofkilder og udbygning af en industri til fremstilling af erstatningsprodukter -– fortrinsvis [[syntetisk gummi]] og [[syntetisk benzin]] -– uden hensyntagen til rentabiliteten og den dermed forbundne målsætning om at gøre erhvervslivet krigsdueligt, må ses i sammenhæng med hærens augustprogram. De økonomiske problemer blev imidlertid ikke løst herved. Således kunne allerede i 1937 kun halvdelen af hærens behov for [[kobber]] dækkes, hvilket fik hærens øverstbefalende til at meddele, at en betydelig del af den ammunition, som skulle produceres i 1939 ville blive udleveret uden O-ringe og tændsats.<ref>Meddelelse fra den øverstkommanderende til rigskansleren i: MGFA: Bind 1, S. 445</ref> Udover knaphed på metaller var der også mangel på råstål fra 1937, hvilket førte til rationering af jern og [[stål]]. Således kunne der i dette år i stedet for det af hæren krævede 750.000 ton stål månedligt kun leveres 300.000 ton.<ref Namename="Mueller">Mueller-Hillebrand: ''Das Heer 1933-1945.'' Bind I, S.37(a), S.20(b), S.70(c), S.128(d), S.126(e)</ref> En yderligere skarp kamp om fordelingen opstod efter Hitlers ordre til [[Organisation Todt]] om at udbygge [[Siegfried-linjen]] uden hensyntagen til den økonomiske situation. Knapheden på stål førte i december 1938 til at Reichswirtschaftsministeren indførte et stop for alle ordrer på stålbarrer og –plader til industrien, hvorved der opstod graverende forsinkelser på leveringerne af våben, udstyr og ammunition. Heeresamt og generalstaben tog herefter konsekvensen og meddelte, at størstedelen af krigshæren først kunne færdigopstilles den [[1. april]] [[1941]], og at de ønskede ammunitionsbeholdninger først ville kunne nås den [[1. april]] [[1942]]. Hitler havde imidlertid ikke blikket rettet mod lageropbygning og krævede et endnu højere tempo i oprustningen, hvilket i april 1939 fik hærledelsen til at meddele, at 34 infanteridivisioner så godt som ingen våben og udrustning havde, og at reservehæren kun havde 10 % af de nødvendige geværer og maskingeværer, samt at det samlede ammunitionsforråd var faldet til 15 dages kamp.<ref>MGFA: Band 1, Verzögerung: S. 446; Ausstattungsmisere: S.&nbsp;447</ref> Den gennemførte oprustning i bredden tillod således ikke opbygning af lagre, så den ønskede etablering af reservemateriel kunne ikke gennemføres.

Denne indeholdt bygning af otte lommeslagskibe, tre hangarskibe, 18 krydsere, 48 destroyere og 72 ubåde og skulle gennemføres frem til 1949.<ref Namename="Dülffer">Jost Dülffer: ''Weimar, Hitler und die Marine. Reichspolitik und Flottenbau 1920-1939.'' Droste-Verlag 1973, ISBN 3-7700-0320-9, S.248f(a), S.566(b), S.313(c), S.389(d), S.568f.(e), S.458ff.(f), S.504ff.(g)</ref> I efteråret blev der indenfor rammerne af denne plan afgivet ordrer om bygning af de svære krydsere [[Blücher (svær krydser)|''Blücher'']] og ''[[Admiral Hipper (svær krydser)|Admiral Hipper]]'' samt fem destroyere. Samtidig blev planerne om det første store slagskib -– [[Bismarck (slagskib)|''Bismarck'']] -– forceret, så man kunne regne med at byggeriet heraf kunne starte i sommeren 1936. Med disse byggeordrer blev rammerne fra Versailles-traktaten brudt, hvilket dog ikke fik konsekvenser, da dette kunne holdes hemmeligt for offentligheden.

Hitlers forsøg på tilnærmelse til Storbritannien for at få frie hænder mod øst, havde ikke den ønskede succes, så i 1937 blev Storbritannien for første gang set som en mulig modstander i de studier, som blev udført af flådens operationsafdeling.<ref Namename="Salewski">Michael Salewski: ''Die deutsche Seekriegsleitung 1935 – 1945.'' Bernard & Graefe Verlag 1985, ISBN 3-7637-5168-8</ref> Det blev der taget hensyn til i Raeders udvidede byggeprogram fra [[21. december]] [[1937]], som ikke kun omfattede nybygning af seks slagskibe men også tilføjede to til de to allerede påbegyndte hangarskibe. Denne plan blev på grund af den anspændte økonomiske situation ikke til noget. I 1937 kunne der ikke igangsættes bygning af et eneste krigsskib. Overfor de højtsvævende planer tog bestanden af skibe sig ved årets slutning temmelig beskeden ud. Flåden bestod af tre lommeslagskibe, 6 lette krydser, 7 destroyere og 12 torpedobåde.<ref>Rolf Güth: ''Die Marine des deutschen Reiches 1919-1939.'' Bernard & Graefe Verlag 1982, ISBN 3-7637-5113-0, S.&nbsp;157</ref>

I 1938 blev der endelig gjort op bandlysningen af muligheden for en tysk-britisk konfrontation, hvorefter operationsafdelingen i flådens ledelse udformede et memorandum om mulighederne for at føre krig til søs mod Storbritannien Heraf fremgik det, at flåden ikke kunne bryde den forventede britiske blokade, og at det eneste mål for krigsførelsen til søs kunne bestå i en vedvarende chikane af den oversøiske britiske handel ved hjælp af langtrækkende lommeslagskibe og massiv anvendelse af ubåde. Fremtiden for de af Hitler foretrukne slagskibe blev kun behandlet i forsigtige vendinger i dokumentet, og i den efterfølgende drøftelse viste der sig den paradoksale situation, at stabschefen måtte slå fast, "at man ganske vist havde brug for denne skibstype, men at man ikke kunne komme til klarhed over hvad den præcis skulle bruges til".<ref Namename="Salewski" /> Dette memorandum blev dog kun tildelt marginal betydning, og man udviklede efter flere gennemarbejdninger af planen et utopisk program, som bl.a. under navnet [[Z-planen]] skulle opnå en tvivlsom berømthed. Planen omfattede i sin endelige udformning i alt 10 [[slagskib]]e, 4 [[hangarskib]]e, 15 [[lommeslagskib]]e, 5 svære, 22 lette og 22 opklarings[[krydser]]e<!--Spähkreuzer, mellem krydser og destroyer-->, 68 [[destroyer]]e og 249 ubåde.<ref>I Z-planen er medtaget de allerede planlagte og til rådighed stående skibe. Den oprindelige plan omfattede endda 8 hangarskibe. Se Robert Bohn: ''Neutralität und totalitäre Aggression.'' Franz Steiner Verlag 1991, ISBN 3-515-05887-7, S 60</ref> Programmet skulle være afsluttet i [[1948]], og slagskibene og hangarskibene med deres ekstremt lange byggetid blev i første omgang skubbet i baggrunden. Samtidig lod flådechefen det ikke blive ved denne eventyrlige vision, men foreslog udover en kraftig hjemmeflåde også etableringen af en flåde i udlandet, der skulle bestå af fire kampgrupper med hver en slagskrydser, svære krydsere og hangarskibe samt destroyere, ubåde og forsyningsskibe, og skulle kunne operere selvstændigt på verdenshavene.<ref>MGFA: [[DRZW]], Bind 1, S. 468</ref> Ligesom hos hæren afslørede denne verdensfjerne plan flådeledelsens manglende forståelse for økonomien, for selv ved en stort set umulig færdiggørelse af planen ville man ikke have opnået paritet med de indtil da byggede allierede flåder. Da Raeder forelagde Z-planen for Hitler den [[17. januar]] [[1939]] lykkedes det ham ikke at få gennemført en prioritering af bygningen af lommeslagskibe, da Hitler gav forrang til bygningen af de seks slagskibe af H-klassen, og gav ordre til at de skulle være færdige i [[1944]].<ref name="Salewski" /> Således blev der den 14. april afgivet ordrer på slagskibene "H" og "J" og den [[25. maj]] [[1939]] på slagskibene "K", "L", "M" og "N". Ganske vist afspejlede det nu igangsatte slagskibsbyggeri ikke planerne for en krig til søs mod Storbritannien, men flåden var slået ind på den farlige vej til at blive en verdensmagt.

Intet andet værn gennemførte en så rivende udvikling som [[Luftwaffe (Wehrmacht)|Luftwaffe]], der fra Versailles-traktatens totalforbud voksede til 4.000 fly ved fronten ved krigens udbrud. Det skyldtes i starten, at det ikke havde stivnede traditioner, som skulle følges og på grund af den politiske vægt, som dets chef, [[Hermann Göring]] kunne bidrage med. Oprustningen i luften var også baseret på fundamentet i Andet rustningsprogram fra sommeren 1932, hvori der kun regnedes med opstilling af rene uddannelsesenheder i 1933/34 og frem til 1937 med opbygning af 21 [[eskadrille]]r med 150 kampfly (78 [[rekognosceringsfly]], 54 [[jagerfly]] og 18 [[bombefly]]).<ref name="Mueller"/> De startvanskeligheder, som Luftwaffe måtte slås med ses ikke kun derved at det ikke havde en organisationsstruktur at falde tilbage på, men også ved at den personkreds som var knyttet til militær luftfart var særdeles begrænset. Således var der i 1933 kun 76 officerer i [[Reichsluftfahrtministerium]] og de flyvende enheder bestod af 3 camouflerede "reklameeskadriller", som var blevet oprettet i 1930 og udelukkende var udrustet med [[biplan]]er. I starten stod der 550 kvalificerede flyveofficerer til rådighed, hvoraf 220 var uddannet i [[Lipezk]] i Sovjetunionen.<ref Namename="Völker">Völker: ''Die deutsche Luftwaffe 1933-1939.'' , S.15f.+229(a), S.58(b), S.131(c), S.170(d), S.201(e), S.138(f), S.99+121(g), S.31,48,102f.(h), S.106+111ff.(i), S.182+193(j).</ref>

Det tidligste memorandum om de grundlæggende spørgsmål indenfor luftkrigsførelsen hed "Die deutsche Luftflotte" og blev udarbejdet af direktøren for [[Lufthansa]], Dr. Robert Knauss, og det blev i maj 1933 forelagt viceministeren i Reichluftfartministerium. Knauss gik ud fra, at Tysklands stormagtsstilling kun kunne etableres ved en øjeblikkelig opbygning af en flåde af bombefly og hævdede, at bygningen af to panserkrydsere under de nuværende magtforhold ikke ville ændre noget, men at man for de samme penge kunne bygge 400 bombefly, hvilket ville udgøre et vældigt afskrækningsmiddel (oprindelig overfor Frankrig og Polen).<ref>Luftflåden skulle bestå af 400 bombefly med en rækkevidde på 800 km og en bombelast på mindst 2 ton. og 10 rekognosceringseskadriller se MGFA: [[DRZW]], Bind 1, S.475f.</ref> Trods den af Milch udtalte enighed med memorandummet blev teorierne kunne uvelkomment medtaget i det første officielle program for oprustning i luften fra juni 1933, som indtil efteråret 1935 forudså opstilling af 600 kampfly i 51 eskadriller.<ref name="Homze"/> Tyngdepunktet lå ganske vist entydigt i den planlagte opstilling af 27 bombeeskadriller, men alligevel bestod bomberflåden hverken af de af Knauss ønskede flytyper, og ligeledes blev den ønskede størrelsesorden nået, for i stedet for de af ham forlangte 400 bombefly skulle kun 250 være klar til indsats i efteråret 1935. Et tidligere formuleret program med i alt 1.000 fly i året 1934, blev anset for urealistisk, da det oversteg produktionskapaciteten.<ref Namename="Homze">Edward L. Homze: ''Arming the Luftwaffe. The Reich Air Ministry and the German Aircraft Industry 1919 -– 1939.'' Nebraska Press 1976, ISBN 0-8032-0872-3, S.74f.(a og b), S.78 u. 184(c), S.222ff.(d), S.145(e).</ref>

Den aktuelle råstofsituation gjorde et sådant utopisk program uaktuelt fra starten. Således kom selv det tekniske kontor til det resultat, at en sådan produktionsstigning ikke kunne gennemføres og at man for at kunne opretholde en sådan luftflådes kampevne under en tænkt krig i 1941 havde behov for flybrændstof i sådanne mængder, at en opfyldning af de nødvendige -– ikke eksisterende -– lagertanke ville kræve import af 85 % af den på daværende tidspunkt eksisterende produktion af flybenzin på verdensmarkedet.<ref name="Völker"/> Udover den inkompetente ledelse kom der nu den almindelige knaphed på råstoffer. Således kunne allerede i 1937 kun en tredjedel af stålbehovet dækkes, hvorfor det trods forbedring af forsyningssituationen på grund af at Göring var befuldmægtiget i fireårsplanen, kom til en produktionsnedgang i 1938.<ref name="Homze"/> Den politiske ledelses forsøg på at overvinde den daværende stagnation med alt for store fordringer, måtte give bagslag ved en så kompliceret sag som oprustning i luften. Som et eksempel er nævnt den

Bemærkelsesværdigt atypiske træk viste regimet sig med hensyn til belastningen af civilbefolkningen. Således blev en omstilling til total krigsøkonomi ikke gennemført på grund af en i sidste ende ubegrundet frygt for utilfredshed i befolkningen. Omsorgen for hjemmefronten fik nationalsocialisterne til at vige tilbage fra at gennemføre nødvendige indgreb, såsom virksomhedslukninger eller en -– af militæret kraftigt krævet -– reduktion af den civile produktion. For at efterkomme krav fra den socialrevolutionære del af partiet om at støtte middelstanden blev der endvidere besluttet en decentralisering af produktionen, hvilket gjorde en overordnet planlægning og styring stadig sværere og forøgede det allerede eksisterende transportproblem. På den anden side kunne den forhåndenværende maskinpark ikke effektivt udnyttes, da den tydeligt stigende mangel på arbejdskraft ikke tillod produktion i skiftehold. At afhjælpe dette problem ved at indsætte kvinder i produktionen var direkte i modstrid med den nationalsocialistiske ideologi og den statslige familieunderstøttelse fjernede enhver tilskyndelse til kvindelig erhvervsudøvelse.<ref group="A">• Transportproblem: I 1938 mangledes der 4.500 lokomotiver og 100.000 godsvogne. MGFA: [[DRZW]], Bind 1, S. 366.<br />• Mangel på uddannet personale: I 1939 blev manglen på arbejdere vurderet til 1 mio. mand. MGFA: Bind 1, S. 364 <br /> • Regneeksempel på en familieøkonomi: Blev manden, som hidtil havde tjent 216 RM på en fabrik indkaldt, fik selv den barnløse kone en understøttelse på 84 RM, foruden huslejetilskud på 10 RM. De således 94 RM som månedligt var til rådighed gav ingen tilskyndelse til at gå i arbejde, da kvinden i f.eks. en konservesfabrik kun tjente 53 RM. MGFA: Bind 5/1, S. 771.</ref>

Forstmeier/Volksmann: ''Kriegswirtschaft und Rüstung 1939 -– 1945.'' Droste-Verlag 1976, ISBN 3-7700-0443-4 <br />

At der efter krigens begyndelse -– hvad dele af militærledelsen havde ventet -– ikke indtraf en mangel på ammunition, skyldtes den uventet hurtige afslutning på de indledende [[Blitzkrieg-doktrinen|Blitzkrieg]]-felttog og det dermed yderst ringe ammunitionsforbrug.

I modsætning til hæren havde flåden ingen problemer med at dække behovet for officerer. Officerskorpset bestod i 1933 af 1.100 officerer og var ved krigens begyndelse vokset til 4.400. Personellet udgjorde i starten af 1933 15.000 mand, og var frem til krigens begyndelse vokset til 78.000 -– en femdobling.<ref>Rolf Güth: ''Organisation der Marine in Krieg und Frieden 1913–33.'' i: "Deutsche Marinegeschichte der Neuzeit." ISBN 3-7637-0307-1, S. 347ff.</ref> Ved i løbet af sommeren gennemførte trinvise mobilisering var den samlede styrke ved krigens begyndelse vokset til 150.000 mand. Den langsomme opbygning af den utilstrækkelige skibsbestand foregik således:

men på grund af manglende koordination af rustningerne og bibeholdelse af fredsøkonomien -– selv efter krigens begyndelse -– var rustningsindustriens kapacitet begrænset, så en oprustning i dybden og opbygning af lagre ikke kunne gennemføres.<ref>MGFA: ''Das Zeitalter der Weltkriege.'', S. 262<br />Fazit Ineffizienz se: Müller/Volkmann: ''Die Wehrmacht.'' S. 102.</ref> Selv af militærledelsen blev Wehrmacht i sommeren 1939 betegnet som ikke parat til krig.<ref>Vurdering af bl.a. Klaus-Jürgen Müller: ''Das Heer und Hitler.'' Oldenbourg-Verlag 1988, ISBN 3-486-55350-X, S.&nbsp;407ff. <br />Gotthard Breit: ''Das Staats- und Gesellschaftsbild deutscher Generale beider Weltkriege im Spiegel ihrer Memoiren.'' Boldt-Verlag 1973, ISBN 3-7646-1576-1, S.185ff.</ref> I løbet af den stadig længere varende og i denne form ikke planlagte udvidelse af konflikten viste det sig, at Wehrmacht ikke var rustet til en lang verdenskrig. Det med store anstrengelser opnåede forspring på visse delområder forsvandt fordi man undlod at gennemføre en hurtig totalmobilisering af økonomien.<ref>Således byggede Storbritannien allerede i sommeren 1939 flere fly end Tyskland, og et år senere var det allerede 50 % flere. Hertil kommer kapaciteten i Sovjetunionen og USA, som fra krigens midte blev udnyttet fuldt ud. [[Richard Overy]]: ''Die Wurzeln des Sieges.'' Rowohlt-Verlag 2002, ISBN 3-499-61314-X, S. 425.</ref>

* Marian Zgorniak: ''Europa am Abgrund -– 1938.'' LIT-Verlag, 2002, ISBN 3-8258-6062-0.