Øre: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
MerlIwBot (diskussion | bidrag)
m Robot ændrer tl:Tengatl:Tainga
m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>
Linje 2:
[[Fil:Ear.jpg|thumb|150px|Eksempel på den ydre del af øret.]]
[[Fil:Oerets_opbygning_stor.png|thumb|300px|Ørets opbygning]]
Mennesket har to '''ører''' - et på hver side af hovedet. Det ydre øre kan give anledning til flere begreber, måske fordi det er synligt og fordi det kan variere meget fra individ til individ, se f.eks. [[stritøre]], [[kåløre]]...
 
Funktionen af ørerne er at give adgang for [[høresans]]en og [[balance]]n, som er nogle af de basale sanser hos [[menneske]]t. Øret er opdelt i det ydre øre, mellemøret og det indre øre.
Linje 16:
Det ydre øre opfanger [[lyd]]e, og de fordybninger og folder, der findes i det ydre øre anvendes til retningsbestemmelse, når lyden kommer direkte forfra eller bagfra og der derfor ikke er forskel på lydtrykket imellem de to ører, eller forskel på hvornår lyden når frem til de to ører.
 
Efter det ydre øre ligger øregangen og for enden af denne sidder [[trommehinde]]n. På den anden side af trommehinden er mellemøret. Mellemøret er et luftfyldt rum, hvor de tre øreknogler sidder - [[hammer (knogle)|hammeren]], [[ambolt (knogle)|ambolten]] og [[stigbøjle (knogle)|stigbøjlen]].
 
Ved ændringer i omgivelsernes tryk, f.eks. når man dykker eller letter med et fly vil trykket i det ydre øre ændres, mens trykket i mellemøret forbliver konstant. Denne trykforskel kan give stærke smerter og i værste fald sprænge trommehinden, hvis ikke trykket udlignes. [[Det Eustachiske rør]] har denne funktion. Det er en lille kanal, der evolutionært set er udviklet fra [[gælle]]r. Røret, der løber fra mellemøret til næsehulen er normalt lukket af, men det kan åbnes ved bevægelser med underkæben. Derfor anbefales det at tygge [[tyggegummi]], hvis man skal flyve.
 
Krybdyr har kun en enkelt øreknogle (hammeren), mens alle pattedyr har tre. Stigbøjlen, der er menneskets mindste knogle, og ambolten er omdannede kæbeknogler. Hammeren sidder på trommehinden og leder dennes bevægelser videre til ambolten, som igen leder bevægelser videre til stigbøjlen. Stigbøjlen sidder i forbindelse med endnu en membran - det ovale vindue, der markerer overgangen til det indre øre.
 
[[Fil:Cortis_organ_stor.png|thumb|300px|Tværsnit af sneglen og Cortis organ]]
Linje 32:
Når en lyd rammer det ydre øre bliver den ledt ind i øregangen og får her trommehinden til at svinge med lydens frekvens. [[Svingning]]erne overføres via øreknoglerne til det ovale vindue. Da [[areal]]et af det ovale vindue kun er 1/25 del af trommehindens areal bliver lydenergien koncentreret på et mindre areal og [[tryk (fysik)|trykket]] bliver dermed forøget. Dette er vigtigt, da lyden nu skal transmitteres gennem [[væske]]n i det indre øre, og væske giver mere modstand end [[luft]].
 
Lydbølgen løber nu igennem sneglens tre afsnit tilbage til den sidste membran - det runde vindue. På lydens vej gennem sneglen bliver basilarmembranen sat i svingninger. Den svinger dog ikke lige meget overalt. Stedet, hvor der er maksimalt udsving, bestemmes af lydens [[frekvens]]. Høje frekvenser får den del nærmest det ovale vindue til at svinge mest. Sansehårene, der sidder på basilarmembranen bliver dermed aktiveret forskelligt afhængigt af, hvor de sidder i sneglen. Ved hjælp af nerveimpulserne fra sansecellerne, hvorpå hårene hæfter kan [[hjerne]]n beregne hvilken del af basilarmembranen, der svinger mest og dermed beregne lyden.
 
Mennesket kan normalt høre frekvenser mellem 20 og 20.000 Hz. Hørelsen er dog mest følsom for lybølger omkring 1000-4000 Hz. En almindelig samtale ligger omkring 200-5000 Hz.