Cembalo: Forskelle mellem versioner

Cembaloet var et almindeligt [[tasteinstrument]] i [[16. århundrede|16.]] til [[18. århundrede]], og anvendes i dag hovedsageligt ved fremførelse af [[renæssancemusik|renæssance-]] og [[barokmusik]]. Desuden er der i det [[20. århundrede|20. årh.]] skrevet en del kompositioner for instrumentet, ligesom det anvendes i andre musikgenrer, og forefindes – som klang – på elklaverer[[elklaver]]er og synthesizere[[synthesizer]]e.

I modsætning til et [[klaver]] er et cembalo ikke anslagsfølsomt, da strengene ikke anslås med en [[filt]]beklædt hammer, men ''knipses'' med [[plekter|plektre]] af fjer. Klangen varieres i stedet som følge af cembalistens artikulation og valg af et eller flere strengesæt ("[[register|registre]]"). Det moderne [[klaver]] anses generelt for en viderudvikling af cembaloet, men det er nok fejlagtigt, da de to instrumenter eksisterede side om side fra [[1720]] til omkring [[1800]], hvor musikken gradvist havde ændret sig i klaverets favør.

* [[Fil:Johann Sebastian Bach - The English Suite -1 - 13EAllemande.ogg|Allemande af Engelsk Suite nr. 1]] af [[Johann Sebastian Bach|J.S. Bach]], spillet på cembalo af flamsk type.

Cembalofamilien består af instrumenterne [[spinet]], [[virginal]], [[virginal|muselar]], [[clavicyterium]] og cembalo. De har alle samme mekanik, baseret på [[springer]]en, men varierer i størrelse og kompleksitet. Spinet, muselar og virginal er sædvanligvis små instrumenter, med kun ét [[register]] og ét [[klaviatur|manual]]. Et cembalo har som oftest flere 2 el. 3 registre, og kan også have to manualer. På spinet, muselar og virginal er strengene anbragt på tværs af tangenterne, mens de på et cembalo går på langs. Spinettets, muselarets og virginalets kompakte størrelse og lave vægt gjorde dem til husinstrumenter, mens cembaloet anvendtes både hjemme og til [[koncert (begivenhed)|koncerter]] i større rum. Et clavicyterium er navnet på det forholdsvis sjældne opretstående cembalo. Ydermere findes instrumenter som ''clavecin brisé'' (sammenfoldigt cembalo), [[claviorganum]] (sammenbygget cembalo og orgel), [[lautenwerk]] (Lautenklavier) (cembalo med tarmstrenge) og sammenbygning af [[hammerklaver]] og cembalo.

Cembalofamiliens instrumenter anvender alle ''[[springer]]enspringeren'' til frembringelse af den særlige klang. Springeren er et stykke træ (ca 15mm x 3mm x 10–15 cm), hvor på der i en lille sprække sidder et [[plekter|plektrum]]. Springerne er anbragt lodret bagest på hver tangent. Når tangenten trykkes ned vil springeren hæves, og plektret vil knipse strengen, som bringes i svingninger. Strengens svingninger overføres via ''steget'', og sætter hele [[klangbund]]en i svingninger, således at klangen forstærkes – samme princip som på en [[guitar]]. Når tangenten slippes, kan plektret passere forbi strengen, da den er monteret på en lille vippe, som holdes på plads af en fjeder. På springeren sidder også et lille stykke filt, som dæmper strengen, når tangenten ikke er trykket ned.

Denne simple præcisionsmekanisme er formodentlig udviklet tidligt sidst i [[1400-tallet]], og har ikke ændret sig siden. Springeren er sædvanligvis lavet af en hård træsort, som er stabil (oftest [[pære]]træ). Til den lille vippe "tungen" anvendes træsorter, som kan holde plektret og akslen uden at revne, ofte [[Kristtorn|kristtjørn]]. Til fjederen anvendes ofte en svinebørste eller et tyndt stykke messing. Plektret (ca. 8mm langt og 1-2mm bredt og 0,4-0,5mm tykt ved roden) kan skæres af fjer fra [[ravn]] (eller andre større fugle som [[grib]] eller [[kalkun]]) eller plastmaterialer som delrin og celcon, der i dag er mest almindeligt. For at plektrene giver den bedst mulige klang, og for at de ikke hænger fast i strengene, skal de skæres meget omhyggeligt og tyndes ud mod spidsen. Denne proces kaldes ''[[intonation]].''

Hver streng på et cembalo er fastgjort i den ene ende til et stift og i den anden ende til en stemmenagle, så strengens spænding kan varieres, og den dermed kan stemmes til en bestemt tone/frekvens. Fra fastgøringsstift til nagle passerer strengen omkring to stifter, som bestemmer strengens klingende længde. Sammenlignet med et [[klaver]] anvender cembaloet forholdsvis tyndere (men længere) strenge, og har dermed et lavere strengetræk. En strengs frekvens bestemmes af dens længde, dens vægt og dens opspænding. I følgeIfølge matematikkens love fordobles længden af en streng for en streng med samme opspænding og vægt, men som klinger en oktav dybere (den halve frekvens). Dette giver cembaloet den vingeagtige facon. Udgangspunktet "mensuren" er vanligvis længden for tonen svarende til c² (det c som er umiddelbart over kammertonen). For et jernstrenget instrument vil mensuren være mellem 30 cm og 37 cm. For et messingstrenget instrument, noget kortere, da messing er tungere end jern, mellem 25 cm og 28 cm. I praksis bliver instrumentet meget langt, hvis mensuren skal overholdes i bassen, derfor anvendes gradvise tykkere strenge mod bassen, mens det tilstræbes, at mensuren overholdes i diskanten. Tykkeste streng er normalt ikke mere end 0.63 mm på cembaloets dybeste tone (F₁), mens tyndeste streng er 0,19 mm. Der anvendes ikke omspundne strenge som i klaveret, i stedet anvender cembaloet længere strenge i bassen, samtidig med at der ikke findes bastoner helt så dybe som på klaveret. På visse moderne cembaloer har man anvendt omspundne strenge for at kunne tilbyde et 16' register uden at kassens længde blev forøget. Ofte havde 16' registret da samme mensur som 8' registret, og delte samme steg på klangbunden. I de få eksempler, der er på 16' registre fra barokken, er instrumenterne tilsvarende længere (mere end 2,7m), og der anvendes altid en særskilt steg (ofte også en særskilt klangbund) til 16' registret.

Da tonen kun kan varieres minimalt, anvendes registre til at ændre klangtype og -styrke. Ligesom på orglet kaldes det almindelige register for 8'. På cembaloer findes ofte to 8' registre eller et 8'- og et 4' register. Hver register har sædvanligvis sit eget sæt strenge og sin egen række af springere, der kan skydes til og fra. Udover disse registre findes ofte også et lutregister, som er små stykker filt eller læder, der bringes til at dæmpe strengene. Andre registre er sæt af springere, som knipser strengene tættere på tastaturet, eller som er forsynet med bløde læderplektre ("peau de buffle"). Der findes også enkelte historiske eksempler på anvendelse af 16' register (som klinger en oktav lavere end 8') og 2' registre (som klinger to [[oktav]]er højere end 8'). Ligesom der også findes instrumenter med tre 8' registre. I praksis er cembaloets klangtype af en sådan beskaffenhed, at mange eller usædvanlige registre ikke giver væsentlige fordele for fortolkning af musikken, men gør instrumenterne unødigt komplicerede og vanskeligere at stemme og vedligeholde.

[[ambitus|Toneomfanget]] er gradvist blevet udbygget fra rennæssancen til barokken. Derfor har cembaloets [[klaviatur]] ikke fast toneomfang, men afhænger af det enkelte instrument og det tidsrum og sted det blev bygget. Typisk toneomfang i rennæsancen var C-c³ (49 toner – ofte med [[kort oktav]] eller [[brudt oktav]]). Senere finder vi omfang som C-d³, G₁-c³ kulminerende med F₁-f³ (61 toner) i det [[18. århundrede|18. årh.]] Musikken af fx [[Johann Sebastian Bach|J.S. Bach]] holder sig indenfor toneomfanget G₁-d³ (56 toner), mens [[Domenico Scarlatti]] kræver F₁-g³ (63 toner).

[[Fil:ClavecinDoubleClavier.jpg|thumb|Tomanuals fransk cembalo af Joseph Colesse, Lyon 1775-77 (Musée de la Musique, Paris)]]I instrumenter med 2 manualer (også kaldet tangentrækker eller [[klaviatur]]erklaviaturer) forefindes oftest 3 sæt strenge (2 x 8' og 1 x 4'), fordelt således at den kraftigst intonerede 8' spilles fra nederste manual sammen med 4'. Den svagere 8' spilles fra øverste manual, ofte også med mulighed for lut. Ved at skubbe øverste manual 1 cm ind kobles de to manualer sammen, således at alle 3 registre kan spilles fra nederste manual. Dette er den almindelige disposition for store cembaloer fra det 18. århundredeårh, med undtagelse af Spanien, Portugal og Italien, hvor tomanuals instrumenter var meget usædvanlige.

Der findes enkelte eksempler på 3 manuals instrumenter. De fleste af dem af falsknerier fra det [[19. århundrede|19. årh.]] Det eneste bevarede instrument er bygget af H.A. Hass i [[1740]] (privateje). Se video under eksterne henvisninger.

Som alle andre strengeinstrumenter skal et cembalo stemmes nu og da. Det går ud af stemning, mest pga. ændringer i [[luftfugtighed]], som betyder, at klangbunden ændrer facon en lille smule. Det er nok til, at instrumentets stemning skal korrigeres. Et nyt instrument skal stemmes hyppigere, mindst ugentligt, mens et instrument, der er et par år gammelt, kan holde stemningen i længere tid. Før en koncert vil man altid stemme hele instrumentet. I en pause under koncerterten vil man tjekke stemningen og foretage små korrektioner. Stemningen foretages ved at dreje forsigtigt på [[stemmenagle]]rne med en [[stemmenøgle]].

Moderne cembaloer bygges ofte således, at de både kan spille i moderne kammertone og barokkammertone (415Hz). Da det er et halvtonespring, kan tastaturet skubbes ca 1 cm mod højre til høj stemning og mod venstre til lav stemning.

''For at sidde i den rigtige højde må undersiden af armene, håndledene og fingrene være lige. Kroppens centrum og klaviaturets bør være den samme. Man bør vende sig lidt mod højre, knæene må ikke være presset sammen, men den højre fod bør være strakt frem.'' [[François Couperin]], [[1716]].

''Albuerne skal være lidt lavere end klaviaturets højde, så at håndledene er som limet til tastaturet, og fingrene har så god kontakt som muligt.'' [[Jean-Phillippe Rameau]], [[1725]].

''Håndledet og fingerene skal altid være afslappede. Fingrene skal alene bevæges fra, hvor de sidder på hånden – bevægelserne skal ikke være store, hvis små kan gøre det.'' [[Jean-Phillippe Rameau]], 1725.

''Bevægelsen af [[Johann Sebastian Bach|J.S. Bach]]'s fingre var så lille, at det næsten ikke kunne ses. Kun det øverste led bevægede sig. Hans hånd beholdte sin afrundede form, også i det mest krævende passager'' [[Forkel]], [[1802]].

''Et blødt anslag kræver, at fingerene holdes så tæt på tangenterne som muligt. En hånd, der falder ned højt fra, giver en hårdere klang fra strengen. [[François Couperin]], 1716.

''Lad aldrig hænderne hvile på fingrene, omvendt skal hænderne støtte fingrene.'' [[Jean-Phillippe Rameau]], 1725.

''Ved hurtige løb, må fingrene ikke løftes hurtigt, men fingerspidserne skal trækkes tilbage til kanten og glide af på den. Dette vil give tydelige løb.'' [[J.J. Quantz]], 1752, adda han beskriver [[J.S. Bach]]'s teknik.

Fingersætning beskriver hvilke fingre, der bør anvendes på hvilke tangenter. Hvis man ønsker god kontakt med tangenterne, må man anvende den følsomme fingerspids. Dette betyder at tommelfingeren er mindre egnet. De tre midterste fingre er længere og derfor bedre egnet til at nå klaviaturets halvtoner.

Hvis man skal spille længere skalaer, kræver det, at man flytter hånden. Dette beskrives af en af Bach's sønner:

''Fem fingre kan kun spille fem toner i række. For at udvide dette, er der to teknikker: at krydse tommelfingeren under hånden eller at krydse fingrene over hinanden. Begge skal udføres så at tonerne flyder jævnt. I tonearter med få eller ingen halvtoner, er det bedst at krydse 3. finger over 4. finger eller 2. finger over tommelfingeren, for at opneopnå ubrudt legato''. [[Carl Philipp Emanuel Bach|C.P.E. Bach]], [[1753]].

Cembaloet antages at være udviklet i [[middelalder]]en. På samme måde som at en [[fløjte]] mekaniseredes til et lille [[orgel]] ("portativ" el. "organetto") i middelalderen, kan man forestille sig en mekanisering af en harpe. [[Drejelire]]n er et andet eksempel på middelalderlig anvendelse af [[tast]]er på et strengeinstrument. Fordelen ved mekanisering er muligheden for at spille flere samtidige toner, men det kræver et større instrument og en kompliceret mekanik. Der findes et manuskript ([[Arnoult van Zwolle]], ca [[1450]]) som afbilder mekanikken i et middelalderligt cembalo. Af forskellige overleverede rester tyder det på, at de tidligste instrumenter var opretstående (kaldet ''clavicyterium'') ligesom harpen. Clavicyteriet kræver dog en fjedermekanisme for at få springerne til at returnere – dette har muligvis gjort at instrumentet blev lagt ned, således at tyngdekraften kunne gøre dette arbejde. De ældste kendte instrumenter er fra [[15. århundrede|15. årh.]] og generelt korte instrumenter med tykke sider og anvendendeanvendender en mere kompliceret mekanik end senere. De ældste overleverede instrumenter er næsten alle fra Italien fra starten af det [[16. århundrede|16. årh.]] De havde ét manual, et sæt strenge og en kasse bygget af forholdsvis tyndt træ. Der har været bygget cembaloinstrumenter i alle vesteuropæiske lande, men de har udviklet sig i forskellig retning og har forskellig konstruktion, bestrengning, dekoration og klangideal. De vigtigste regionale skoler er: Italien, Iberiske halvø, Flandern, Frankrig, England samt nordtyskland/skandinavien og sydtyskland.

[[Fil:Klavecimbel-it.jpg|thumb|Italiensk cembalo af Pietro Faby, Bologna 1677 (Musée de la Musique, Paris)]]
De italienske cembaloer varierer i bygningstradition fra egn til egn. Generelt har de i renæssancen tynde kasser (ca. 4mm) uden låg. De har enten et enkelt 8' register eller 8' og 4', og det var muligt at skifte register. Klaviaturomfanget var ofte C/E-c³ eller C/E-f³ (hvor C/E betegner "[[kort oktav]]" i bassen). Generelt anvendtes lang mensur og jernstrenge. Kassen var ofte ikke bemalet, men forsynet med byggerens karakteristiske træprofiler. Da instrumentet var skrøbeligt, anbragtes det i en kraftigere ydre kasse, som også kunne bære et låg. Samtlige eller næsten samtlige italienske renæssanceinstrumenter har været bygget om i barokken eller udsat for en tvivlsom restaurering senere, hvorfor det i dag ofte er vanskeligt at finde frem til instrumentets originale design.

I barokken ombyggesombyggedes de fleste italienske cembaloer til to 8' registre – dvs. stegen til 4' fjernedes og 8'-stegen forsynedes med et ekstra sæt strenge. Samtidig ændredes bestrengningen til messing, som kræver en relativ kort mensur. Dermed ændredes klaviaturomfanget til det dybere G₁-c³ (el. lign.) Årsagen til ombygningen skal formentlig findes i skiftende musikalsk smag: man ønskede instrumenter, som var kraftigere og dermed bedre til continuospil. En del af barokkens instrumenter byggedes som "false inner-outer", dvs. med en kasse af tykt træ (ca 12mm), som var bygget, så det lignede et tyndt instrument i en ydre kasse. Bemærkelsesværdige italienske cembalobyggere er Zenti, Ridolfi, og Giusti (Rom 17. årh.), Pisaurensis og Baffo (Venedig, 16. årh.), Migliai (Firenze, 17. årh.), Guarracino (Napoli, 17. årh.) og Grimaldi (omkring 1700).

Fransk cembalobygning i den tidlige barok (før 1700) har kun efterladt få, men meget spændende instrumenter. Tilsyneladende er de inspirerede af både italiensk og flamsk eller midteuropæisk cembalobygning, men franskmændene forsyner – formodentlig som de første – instrumenterne med to ens manualer og indfører skydekoblingen, der muliggør at spille alle registre fra nederste manual. Kassens konstruktion er en blanding af flamske og italienske elementer. Instrumenterne var kostbart dekorerede (i modsætning til Ruckers' simple papir og marmorering), med anvendelse af de fineste teknikker fra møbelkunsten i det 17. årh., herunder både [[intarsia]] og kineserier. Byggere som [[Vincent Tibaud]] og [[Jean-Antoine Vaudry]] er blandt dem, hvis instrumenter findes i dag.

Tysk cembalobygning er en blanding af flere forskellige stilarter. Der findes eksempler på instrumenter, som ligner italiensk cembalobyggeri på flere måder, bl.a. instrumentet af Hans Müller (16??). Overleverede instrumenter viser tydeligt 3 forskellige skoler: nordtysk, midttysk og sydtysk. De nordtyske insrtumenter er især kendt fra byggerne [[J.A. Hass]], [[Hieronymus AlbrectAlbrecht Hass|H.A. Hass]] og [[Christian Zell]]. Det er store jernbestrengede insrtumenterinstrumenter, i flere tilfælde med usædvanlige registerkombinationer: 3 x 8' + 1 x 4' (H.A. Hass 1723), 2 x 8', 1 x 4', 1 x 16' (H.A. Hass [[1734]], Conservatoire Bruxelles) og 2 x 8', 1 x 4', 1 x 16', 1x 2' (H.A. Hass 1740, Privatejet). Sidstnævnte er vist også det eneste historiske 3-manuals cembalo – se video med dette instrument under "eksterne links". Det nordtyske klaviaturomfang var typisk C-d3 el. F1-c3 indtil ca. 1730, hvorefter det udvidedes til F1-f3. Instrumenterne kendes ofte på at kassen buer i enden og at de er dekorede med kineserier og malet skildpadde, ligesom der til tastaturene er flere eksempler på anvendelsen af skildpadde til undertangenterne.

Sydtysk cembalobyggeri er kendetegnet ved udekorerede kasser, messingbestrengning og et lidt anderledes koblingssystem. Den kendte orgelbygger Silberman skulle også have bygget cembaloer, men ingen insrtumenter er signeret med hans navn. Der findes dog et instrument i Musikinstrumentenmuseum (Berlin), som tilskrives hans værksted. Det er et stort simpelt instrument med omfanget F1-f3. Af andre sydtyske byggere kan nævnes H. Gräbner, af hvem der er overleveret flere meget store udekorerede instrumenter, bl.a. et med omfanget D1-d3 (5 oktaver).

Svensk cembalobygning ser ud som om det er inspireret af den nordtyske skole. Instrumenterne er store, der anvendes jernstrenge og de er afrundede i enden. Det største cembalo, der er kendt, blev bygget af J.A. Bromann i Stockholm (1740?). Det er 3,4m langt! og har 3 x 8' + 1 x 4'. Det er konstrueret som et eksperiment, anvendende omtrendt samme tykkelse strenge på hele instrumentet for at stabilisere stemningen.

I øvrigt findes et tysk tomanuals cembalo, bygget af H.A. [[Hass]] ([[Hamborg]] 1723) på [[Musikhistorisk Museum]] i Købehavn.

Med den gradvise ændring af den musikalske smag sidst i det 18. årh. blev der ikke længere brug for cembaloet. Det første instrument med hammermekanik blev bygget af den italienske cembalobygger Cristofori allerede i 1720. Det sidste cembalo blev bygget i England kort efter 1800. Herefter uddøde cembalobyggetraditionen fuldstændigt. Ved stigende interesse for historie og arkæologi begyndte man sidst i det [[19. århundrede]] igen at opføre renæssance- og barokmusik, og fik dermed brug for cembaloet. En af foregangsmændene var den franske pianist Louis-Joseph Diémer (1843-1919), som vistnok spillede den "første" offentlige koncert på cembalo i [[1888]]. Her anvendte han et historisk instrument bygget af Pascal Taskin, Paris [[1769]] – i dag på Raymond Russel Collection, Edinburgh. I forbindelse med verdensudstillingen i Paris, 1889 fremvistes 3 nybyggede cembaloer af klaverfabrikanterne Louis Tomassini, Erard og Pleyel. Disse var delvist baseret på studier af historiske franske instrumenter, men der udvikledes hurtigt en moderne form for cembaloinstrument, som var baseret på alle de erfaringer man havde fra klaverproduktion. [[Fil:Harpsichord 1980.JPG|thumb|Et moderne cembalo i klaverstil af Sperrhake, 1980]]
Designet af det "moderne" cembalo indebar: kraftigere bestrengning og deraf tung konstruktion med tykke sider og jernramme, pedaler til hurtige registerskift, 16' register, talrige reguleringsskruer, ingen bund, fineret kasse og et klangideal plus en spillemåde, som oftest lå langt fra det historiske instrument. Disse instrumenter opnåede popularitet og blev bygget af en lang række byggere bl.a.: Neupert, Maendler, Wittmeyer, Sperrhake, Merzdorf, Lindholm og Sassmann (Tyskland), Pleyel og Gaveau (Frankrig), Arnold Dolmetsch og Goble (England), John Challis og Eric Herz (USA) og Jørgen Bengaard (Danmark). Til disse instrumenter er der skrevet en del musik i det 20 årh., bl.a. af [[Francis Poulenc]] og [[Manuel de Falla]]. Cembalisten [[Wanda Landowska]] spillede på Pleyel-instrumenter, og var med til at genopdage cembaloet, bl.a. med den første indspilning af [[Johann Sebastian Bach]]'s [[Goldbergvariationer]] i [[1931]]. Nogle af det moderne cembalos muligheder og dets klangideal kan høres her: [[Media:Adriano Banchieri - The Battle.ogg|Sylvia Kind (1908-2002) spiller Banchieri]]. Bemærk de hyppige registerskift, som styredes ved hjælp af pedaler.

Disse instrumenter betragtedes dog af et stigende antal cembalister som utilstrækkelige til fremførelse af tidlig musik bl.a. på grund af: klangideal, volumen (de var generelt for svage og måtte ofte forstærkes elektrisk), disposition (de havde ofte en 16' + 8' på nederste manual og 8' + 4' på øverste manual, hvilket gav mange registerskift og en "mudret" klang på nederste manual) og vedligeholdelse (de anvendte mange specialdele og var komplicerede at stemme og vedligeholde). Dette førte til at byggere som Frank Hubbard og William Dowd i USA og Martin Skowroneck i Tyskland begyndte alene at bygge instrumenter baseret på historiske forbilleder. Denne bevægelse startede i [[1950'erne]], og har i dag helt fortrængt det "moderne" cembalo baseret på klaverbygning.

Moderne cembaloer bygges nu næsten udelukkende med historiske forbilleder for øje. Dette sker typisk med en tilpasning af originalinstrumenters ofte utilstrækkelige omfang. Således bygges de fleste moderne instrumenter i en historisk stil, men ikke som egentlige kopier. Cembalister forventer stort omfang og transponering samtidig med at instrumentet skal være pålideligt. Faktorer, som kræver store kompromiser, og som ikke findes i historiske instrumenter. Et godt eksempel på et moderne populært cembalo er et cembalo som benævnes af "flamsk type", som det instrumentet vist på billedet. Dekorationsmæssigt ligner det indvendigt et Ruckers-instrument (flamsk 17.årh.), men det har 2 x 8', transponering og et udvidet senere type tastatur (og dermed en udvidet kasse). Instrumentet er altså aldeles uhistorisk, men opfylder den moderne cembalists krav på fortrinlig vis. Senest – efter 2000 – har der dog vist sig en fornyet interesse for mere historiske instrumenter, hvor kompromiserne er færre.