Slaget ved Santa Cruz-øerne: Forskelle mellem versioner

'''Slaget ved Santa Cruz-øerne''' blev udkæmpet den [[26. oktober]] [[1942]] som led i [[Stillehavskrigen]] under [[2. verdenskrig]]. Det var det fjerde hangarskibsslag mellem den [[United States Navy|amerikanske]] og den [[Kejserriget Japans flåde|japanske]] flåde. I lighed med [[slaget i Koralhavet]], [[slaget ved Midway]] og [[slaget øst for Salomonøerne]] var de to flåder ikke indenforinden for synsvidde eller kanonafstand af hinanden. I stedet blev alle angreb fra begge sider gennemført med fly fra hangarskibe eller fra land.

Den japanske landoffensiv på Guadalcanal blev besejret af allierede landstyrker i [[slaget om Henderson Field]]. Alligevel stødte de to modstanderes fly og skibe sammen om morgenen den 26. oktober 1942 lige nord for [[Santa Cruz-øerne]]. Efter udveksling af luftangreb fra hangarskibe blev de allierede overfladeskibe tvunget til at trække sig tilbage fra kampområdet, da et hangarskib var blevet sænket og et andet svært beskadiget. De deltagende japanske hangarskibsstyrker trak sig også tilbage, fordi de havde lidt store tab af fly og flybesætninger foruden betydelige skader på to hangarskibe. Selv om slaget lignede en taktisk sejr til japanerne, viste tabet af mange uerstattelige erfarne flybesætninger sig at være en langsigtet fordel for de allierede, som havde tabt væsentlig færre flybesætninger og hurtigt kunne erstatte tabene. Slaget betragtes derfor som en Pyrrhussejr for japanerne, da de japanske hangarskibe herefter ikke spillede nogen større rolle i slaget om Guadalcanal, der til sidst blev vundet af de allierede.

Området, hvor de amerikanske hargarskibsstyrker opererede, kaldtes "[[Torpedo]] Junction"<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 335.</ref> af de amerikanske styrker på grund af det store antal japanske undervandsbåde i området.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 6–7.</ref> Den 31. august blev ''Saratoga'' torpederet af den japanske undervandsbåd ''I-26'' og måtte repareres i tre måneder.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 10–12.</ref><ref>Efter denne hændelse blev den daværende chef for hangarskibsgruppen [[Frank Jack Fletcher]] frataget sin post og overført til tjeneste i land i resten af krigen. Frank, ''Guadalcanal'', p. 204–205</ref> Den 14. september blev ''Wasp'' ramt af tre torpedoer fra den japanske undervandsbåd ''I-19'', mens den beskyttede en større forstærknings- og forsyningskonvoj til Guadalcanal og næsten kom i kamp med to japanske hangarskibe ''Shōkaku'' og ''Zuikaku'' (som trak sig tilbage lige inden de to grupper kom indenforinden for rækkevidde af hinandens fly). Da maskinerne var ødelagt af skader fra torpedoerne, kunne brandbekæmpelsen ikke slukke de store brande, og skibet blev forladt og sænket.<ref>Evans, ''Japanese Navy'', p. 179–180, Hammel, ''Carrier Strike'', p. 24–41. Slagskibet USS ''North Carolina'' og destroyeren ''O'Brien'' blev også ramt af torpedoer under det samme angreb. ''O'Brien'' sank senere som resultat af torpedoskaderne, og ''North Carolina'' var under reparation ved Pearl Harbor indtil den 16. november 1942.</ref>

Selv om amerikanerne nu kun havde et hangarskib (''Hornet''), som var klar til indsats i det sydlige stillehav, blev de allierede ved med at havevære luftoverlegenhedoverlegne i luften over de sydlige Salomonøer, fordi de havde fly med base på [[Honiara International Airport|Henderson Field]] på Guadalcanal. Om natten, hvor fly ikke kunne operere effektivt, kunne japanerne imidlertid operere med deres skibe omkring Guadalcanal næsten efter forgodtbefindende. Der opstod således et dødvande i slaget om Guadalcanal, hvor de allierede fremførte forstærkninger og forsyninger om dagen, mens japanerne sejlede forstærkninger og forsyninger ind med krigsskibe i "[[Tokyo Express]]" om natten. Ingen af de to sider var i stand til at fremføre tilstrækkelig mange tropper og forsyninger til at opnå en afgørende fordel. I midten af oktober havde begge sider nogenlunde lige mange tropper på øen.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 19–21, 84–85.</ref> Dødvandet blev kortvarigt afbrudt af to søslag. Om natten den 11.-12. oktober opfangede og besejrede en amerikansk styrke en japansk styrke, som var på vej for at bombardere Henderson Field i [[slaget ved Kap Esperance]], men blot to nætter senere bombarderede en japansk styrke, som omfattede slagskibene ''Haruna'' og ''Kongō'', Henderson Field, ødelagde de fleste amerikanske fly og forårsagede alvorlige skader på flyvepladsens faciliteter.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 316–319.</ref> Selv om flyvepladsen stadig kunne bruges, tog det flere uger inden flyvepladsen var blevet repareret og havde fået nye fly, så den var oppe på fuld styrke igen..

På dette tidspunkt foretog amerikanerne to skridt, som skulle forsøge at bryde dødvandet. For det første blev reparationerne på ''Enterprise'' forceret, så skibet kunne vende tilbage til det sydlige stillehav så hurtigt som muligt. Den 10. oktober modtog ''Enterprise'' sine nye fly og flybesætninger. Den 16. oktober forlod den Pearl Harbor, og den 23. oktober<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 154–155.</ref> var den tilbage i det sydlige stillehav og mødtes med ''Hornet'' og resten af de allieredes flåde i området den 24. oktober 273 sømil nordøst for [[Espiritu Santo]].<ref>McGee, ''The Solomons Campaigns'', p. 145.</ref>

For det andet udskiftede [[admiral]] [[Chester Nimitz]], som var de allieredes øverstkommanderende i Stillehavet, [[viceadmiral]] [[Robert L. Ghormley]] med viceadmiral [[William Halsey, Jr.]] som chef for flådestyrkerne i det sydlige stillehav, som havde kommandoen over allierede styrker involveret i felttoget på Salomonøerne.<ref>McGee, ''The Solomons Campaigns'', p. 134.</ref> Nimitz mente, at Ghormley var blevet for snæversynet og pessimistisk til effektivt at kunne lede de allierede styrker i kampen om Guadalcanal. Halsey var efter sigende respekteret i hele flåden, fordi han var en fighter.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 334.</ref> Efter at have overtaget posten begyndte Halsey straks at udarbejde planer, som skulle trække de japanske flådestyrker ind i kamp, og skrev til Nimitz, "Jeg måtte begynde at slå løs næsten med det samme."<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 150.</ref>

Den japanske kombinerede flåde forsøgte også at trække allierede flådestyrker ind i noget, som de håbede kunne blive et afgørende slag. To store hangarskbie –hangarskibe, ''Hiyō'' og ''Junyō'', samt et mindstemindre hangarskib, ''Zuihō'', ankom til dneden japanske flådebase på [[Chuuk|Truk]] fra Japan i begyndelsen af oktober og sluttede sig til ''Shōkaku'' og ''Zuikaku''. Med fem hangarskibe fuldt udstyret med fly og talrige slagskibe, krydsere og destroyere var den japanske flåde under admiral [[Isoroku Yamamoto]] sikker på, at de kunne få revanche for nederlaget i [[slaget ved Midway]].<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 146–149.</ref> Bortset fra et par luftangreb på Henderson Field i oktober holdt de japanske hangarskibe og deres støtteskibe sig ude af slaget om Guadalcanal og opholdt sig i stedet i den nordvestlige del af Salomonøerne, mens de ventede på en lejlighed til at nærme sig og angribe de amerikanske hangarskibe. Da den [[kejserlige japanske hær]]s næste planlagte storangreb på allierede styrker på Guadalcanal var fastsat til den 20. oktober, begyndte Yamamotos skibe at placere sig ved de sydlige Salomonøer, så de kunne støtte hærens offensiv og være klar til at angribe allierede krigsskibe og ikke mindst hangarskibe, som nærmede sig for at støtte de allierede styrker på øen. Japanerne mente, at det var sandsynligt, at der var amerikanske flådestyrker i området, fordi de havde læst et telegram fra [[United Press]] fra den [[20. oktober]], hvor af det fremgik, at USA var ved at forberede sig på et stort flåde- og luftslag i det sydlige stillehav.<ref>Hara, ''Japanese Destroyer Captain'', p. 124–125.</ref>

Da de fejlagtigt troede, at det var lykkedes den japanske hær havde at erobre Henderson Field, sejlede en japansk flådestyrke tæt på Guadalcanal om morgenen den 25. oktober for at yde yderligere støtte til hærens offensiv. Fly fra Henderson Field angreb konvojen hele dagen og sænkede den lette krydser ''Yura'' og beskadigede destroyeren ''Akizuki''.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 103–106. Styrken bestod af den japanske krydser ''Yura'' og destroyerne ''Akizuki'', ''Harusame'', ''Murasame'' og ''Yudachi'' (Parshall, ''Imperial Japanese Navy Page''. Combinedfleet.com). Selv om Hammel skriver, at det var en forsyningskonvoj, antyder Parshall, at det var en bombardementstyrke. ''Akizuki'' tog til Japan for at blive repareret, hvilket blev afsluttet den 16. december 1942. Denne hændelse betragtes i almindelighed som et selvstændigt slag.</ref>

[[Fil:SantaCruzChart2.jpg|thumb|right|Kort over slaget ved Santa Cruz-øerne den 26. oktober 1942. De røde linjer viser japanske krigsskibe, og de sorte angiver de amerikanske hangarskibe. Nummererede gule felter angiver vigtige kampe i slaget.]]

Trods det, at de japanske landstyrkers offensiv var slået fejl, og trods tabet af ''Yura'' fortsatte resten af den kombinerede japanske flåde at manøvrere i nærheden af de sydlige Salomonøer den 25. oktober i håbet om at støde på allierede styrker og komme i kamp. Den japanske styrke omfattede 4 hangarskibe, fordi ''Hiyō'' ved et uheld var blevet ramt af brand den 22. oktober, hvilket havde tvunget den til at vende tilbage til [[Chuuk|Truk]] for at blive repareret.<ref>Hara, ''Japanese Destroyer Captain'', p. 124.</ref> Den japanske flådestyrke var delt i tre grupper. Den fremskudte gruppe bestod af ''Junyō'' foruden 2. slagskibe, 4 tunge og 1 let krydser samt 10 destroyere, og var under kommando af viceadmiral [[Nobutake Kondō]] i den tunge krydser ''Atago''. Hovedstyrken bestod af ''Shōkaku'', ''Zuikaku'' og ''Zuihō'' samt en tung krydser og otte destroyere og var under kommando af viceadmiral [[Chuichi Nagumo]] i ''Shōkaku''. Den forreste gruppe bestod af to slagskibe, tre tunge og en let krydser samt syv destroyere og var under kommando af [[kontreadmiral]] [[Hiroaki Abe]] i slagskibet ''Hiei''. Udover at have kommandoen over den fremskudte styrke havde Kondo overkommandoen over de tre styrker.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 374–375.</ref>

På amerikansk side krydsede flådegrupperne omkring USS ''Hornet'' og ''Enterprice'', som var under kommando af [[kontreadmiral]] [[Thomas C. Kinkaid|Thomas Kinkaid]], rundt nord for Santa Cruz-øerne den 25. oktober på udkig efter de japanske flådestyrker. De amerikanske skibe sejlede som to adskilte hangarskibsgrupper i en af afstand af ca. 10 sømil. Udover de to hangarskibe bestod den amerikanske styrke af et slagskib, USS ''South Dakota'', seks krydsere, ''Portland'', ''San Juan'', ''Northampton'', ''Pensacola'', ''San Diego'' og ''Juneau'' samt 14 destroyere. En [[Catalina]] flyvebåd fra Santa Cruz-øerne lokaliserede den japanske hovedstyrke kl. 11.03, men de japanske hangarskibe var omkring 355 sømil fra den amerikanske styrke, lige udenforuden for hangarskibsflyenes rækkevidde. Kinkaid håbede på at formindske afstanden, så han kunne gennemføre et angreb samme dag, og sejlede med fuld fart mod de japanske skibe, og kl. 14.25 afsendte han en angrebsstyrke på 23 fly. Men da japanerne var klar over, at de var blevet opdaget af amerikanske fly og ikke selv vidste, hvor de amerikanske hangarskibe befandt sig, vendte de om og sejlede nordpå for at holde sig udenforuden for de amerikanske flys rækkevidde.<ref>Hara, ''Japanese Destroyer Captain'', p. 127.</ref> Den amerikanske angrebsstyrke måtte derfor vende tilbage til deres hangarskibe uden at have fundet eller angrebet de japanske skibe.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 163–174.</ref>

Klokken 2.50 den 26. oktober skiftede de japanske skibe igen kurs og sejlede nu sydpå. De to flåder nærmede sig til en afstand af 200 sømil kl. 5.00.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 186.</ref> Begge sider afsendte adskillige rekognosceringsfly og forberedte deres øvrige fly på at angribe, så snart den anden sides skibe var blevet lokaliseret. Selv om en Catalina med radar opdagede de japanske hangarskibe kl. 3.10, nåede rapporten herom først frem til Kinkaid kl. 5.12. DeDa han troede, at de japanske skibe formentlig havde ændret position i løbet af de mellemliggende to timer, besluttede han at vente med at afsende en angrebsstyrke, indtil han fik mere aktuel angivelse af de japanske skibes placering.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 381.</ref>

Klokken 6.45 opdagede et amerikansk rekognosceringsfly hangarskibene i Nagomos hovedstyrke.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 187.</ref> Klokken 6.58 rapporterede et japansk rekognosceringsfly tilsvarende, hvor ''Hornet'' befandt sig.<ref name="Frank">Frank, ''Guadalcanal'', p. 382.</ref> Begge sider skyndte sig for at blive de første, der angreb. Japanerne var de første, som fik sendt en angrebsstyrke af sted. Den var på 64 fly, heraf [[Aichi D3A]] [[styrtbombefly]], 20 [[Nakajima B5N]] [[torpedofly]], 21 [[A6M Zero|A6M3 Zero]] [[jagerfly]] og 2 Nakajima B5N2 kommandofly mod ''Hornet'' kl. 07.40.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 191–192.</ref> Ligeledes ankom kl. 7.40 ankom to amerikanske [[SBD Dauntless|SBD-3 Dauntless]] fly ved ''Zuihō''. Da den japanske jagerdækning havde travlt med at jagte andre amerikanske rekognosceringsfly, kunne begge de amerikanske fly gennemføre et angreb og kaste deres bomber mod ''Zuihō'', hvilket forårsagede store skader og forhindrede at hangarskibet kunne modtage fly, som ville lande.<ref name="Frank"/>

I mellemtiden beordrede Kondo Abes forreste styrke til at skynde sig frem og forsøge at opfange og angribe de amerikanske krigsskibe. Kondo lod også sin egen fremskudte styrke sejle frem med højeste hastighed, så flyene fra ''Junyō'' kunne slutte sig til angrebene på de amerikanske skibe. Klokken 08.10 afsendte ''Shōkaku'' en ny bølge af fly bestående af 19 styrtbombefly og 8 Zero jagere, mens ''Zuikaku'' afsendte 16 torpedobombefly kl. 0.:40. Klokken 9.10 havde japanerne således 110 fly på vej til at angribe de amerikanske hangarskbiehangarskibe.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 383.</ref>

[[Fil:EnterpriseAvenger.jpg|thumb|right|Mens en TBF Avenger forbereder sig på start fra ''Enterprise'' den 26. oktober, angiver de tegn som besætningsmedlemmer holder oppe den sidst kendte position på de japanske hangarskibe samt anstruktionerinstruktioner om at tage af stedafsted uden at vente på fly fra ''Hornet''.]]

De amerikanske angrebsfly var ca. 20 minutter bagefter japanerne. Da de mente, at et hurtigt angreb var vigtigere end et koordineret angreb, fløj de amerikanske fly af sted mod de japanske skibe i mindre grupper. Den første gruppe bestod af 15 SBD styrtbombefly, 6 [[TBF Avenger|TBF-1 Avenger]] torpedobombefly og 8 [[F4F Wildcat|F4F4 Wildcat]] jagere under kommando af [[orlogskaptajn]] R. Eation fra ''Hornet'' og tog af sted omkring kl. 8 fra Hornet. En anden gruppe med 3 SBD, 7 TBF og 8 Wildcats fra ''Enterprise'' tog af sted kl. 8.10. En tredje truppe med 9 SBD, 8 TBF og7 Wildcats fra ''Hornet'' var i luften kl. 8.20.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 198–199.</ref>

Klokken 8.40 passerede de to angrebsstyrker indenforinden for synsvidde af hinanden. 9 Zeroer fra ''Zuihō'' overraskede og angrebsgruppen fra ''Enterprise'' med et angreb, hvor de havde solen i ryggen. I angrebet blev 4 zeroer, tre wildcats og 2 TBF'er skudt ned, mens yderligere to TBF'er og en Wildcat blev tvunget til at vende om på grund af svære skader.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 384–385. Kun Wildcatjageren landede i sikkerhed.</ref>

Klokken 8.50 opdagede den forreste angrebsstyrke fra ''Hornet'' fire skibe fra Abes forreste styrke. Da de fortsatte, opdagede de amerikanske fly de japanske hangarskbie og forberedte sig på at angribe. Tre Zeroer fra ''Zuihō'' angreb styrkens Wildcats og trak dem væk fra de bombefly, de skulle beskytte. Styrtbombeflyene i den første gruppe indledte således deres angreb uden jagereskorte. 20 zeroer fra de japanske hangarskibe angreb de amerikanske bombefly og nedskød 4. De resterende 11 indledte deres angreb på ''Shōkaku'' kl. 9.27 og ramte den med 3-6 bomber, hvilket ødelagde flydækket og forårsagede alvorlige skader i skibets indre. Det sidste af de 11 bombefly mistede overblikket over, hvor ''Shōkaku'' befandt sig, og kastede i stedet sin bombe mod den japanske destroyer ''Teruzuki'' og forårsagede mindre skader.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 213–223.</ref> De seks torpedofly i den første angrebsstyrke, som var blevet adskilt fra deres gruppe, kunne ikke finde de japanske hangarskibe og vendte til sidst om. På hjemvejen mod ''Hornet'' angreb de den svære japanske krydser ''Tone'',, men ingen af torpedoerne ramte.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 387–388.</ref>

[[Fil:SantaCruzChikuma.jpg|thumb|left|Den japanske krydser ''Chikuma'' under angreb den 26. oktober. Den hvide plet i midten af skibet er der, hvor en 1.000 punds bombe ramte lige på broen og forårsagede stor skade og mange døde og sårede.]]

Torpedoflyene fra den anden angrebsformation fra ''Enterprise'' kunne ikke finde de japanske hangarskibe og angreb i stedet den svære japanske krydser ''Suzuya'' fra Abes forreste styrke, men forårsagede ingen skader. På omtrent samme tidspunkt fandt den tredje amerikanske angrebsstyrke fra ''Hornet'' Abes skibe og angreb den japanske svære krydser ''Chikuma'' og ramte den med 2 1.000 bunds bomber, som forårsagede svære skader. De tre styrtbombefly fra Enterprise ankom derefter og andgreb også ''Chikuma'' og forårsagede yderligere skader, da en bombe ramte og 2 landede tæt ved.

De amerikanske hangarskibe fik besked fra deres udgående angrebsstyrke kl. 8.30 om, at japanske fly var undervejs.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 235.</ref> Klokken 8.52 fik den japanske leder af angrebet øje på ''Hornet''-gruppen (''Enterprise''-gruppen var skjult af en regnbyge) og satte sit angreb ind. Klokken 8.55 opdagede de amerikanske hangarskibe de japanske fly på radaren 35 sømil borte og begyndte at dirigere de 37 Wildcats i deres jagerpatrulje mod de japanske fly. På grund af kommunikationsproblemer, fejltagelser og primitive kontrolprocedurer var det kun nogle få af de japanske jagere, der kom i kamp med de japanske fly, inden de indledte deres angreb på ''Hornet''.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 235–239.</ref> Selv om den amerikanske jagerpatrulje nedskød adskillige styrtbombefly, kunne de fleste japanske fly indlede deres angreb forholdsvis uskadt af de amerikanske jagere.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 385.</ref>

Klokken 9.09 åbnede antiluftskytset på ''Hornet'' og dens eskorte ild mod de 20 uskadte japanske torpedofly og resterende 16 styrtbombefly, da de indledte deres angreb på hangarskibet.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 249–251. ''Hornets'' eskorte bestod af de tunge krydsere ''Northampton'' og ''Pensacola'', de lette krydsere ''San Diego'' og ''Juneau'' samt seks destroyere.</ref> Klokken 9.12 blev hornet ramt af en 250 kg semi-panserbrydende bombe lige på flydækket ud for øen. Bomben gennembrød tre dæk, inden den eksploderede og dræbte 60 mand. Få øjeblikke senere ramte en 242 kg bombe flydækket og eksploderede ved anslaget, hvilket skabte et 3,3 meter stort hul og dræbte 30 mand. Omkring et minut senere ramte en tredje bombe ''Hornet'' i nærheden af den første og trængte ned gennem tre dæk inden den eksplodere, hvilket skabte yderligere alvorlige skader, men ikke umiddelbart tab af liv.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 253–356.</ref> Klokken 9.14 blev et styrtbombefly ramt af antiluftskyts lige over ''Hornet''. Det ramte fly styrtede ned i skibets skorsten og spredte brændende flybenzin over signaldækket.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 386, and Hammel, ''Carrier Strike'', p. 262–267.</ref>

Samtidig med at styrtbombeflyene angreb nærmede torpedofly sig også ''Hornet'' fra to forskellige vinkler. Selv om de havde store tab på grund af beskydningen fra antiluftskytset, ramte torpedoflyene ''Hornet'' med to torpedoer mellem kl. 09.13 og 09.17, hvilket fik maskinerne til at sætte ud. Mens ''Hornet'' tabte farten, nærmede et beskadiget japansk styrtbombefly sig og ramte med vilje hangarskibets side, hvilket udløste en brand i nærheden af skibets største lager af flybenzin. Klokken 9.20 forsvandt de resterende angrebsfly, mens Hornet lå ubevægelselig og i brand tilbage.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 269–271.</ref> 25 japanske og 6 amerikanske fly blev ødelagt i dette første angreb på ''Hornet''.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 386, Hammel, ''Carrier Strike'', p. 284.</ref>

Med hjælp fra brandslanger fra de tre eskorterende destroyere kom brandene på ''Hornet'' under kontrol klokken 10. Sårede blev evakueret fra hangarskbiet, og et forsøg blev gjort af krydseren ''Northampton'' på at bugsere ''Hornet'' væk fra kampområdet. Det tog imidlertid tid, at få en trosse på plads, og flere bølger af japanske fly var på vej. <ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 271–280.</ref>

Fra kl. 9.30 modtog ''Enterprise'' mange af de beskadigede fly fra jagerdækningen og tilbagevendende rekognosceringsfly fra begge hangarskibe. Men med flydækket fuldt og en anden bølge af japanske fly på vej, hvilket var blevet opdaget af radaren kl. 9.30, stoppede ''Enterprise'' for modtagelse af fly kl. 10 og fly med tomme tanke begyndte at lande på vandet, hvorefter besætningerne blev reddet af destroyere. Et af disse fly – et beskadiget torpedofly fra ''Enterprise''', som tidligere var blevet angrebet af jagere fra ''Zuihō'' – styrtede i vandet nær destroyeren ''Porter''. Da destroyeren reddede besætningen, ramte flyet ''Porter'' og eksploderede, hvilket forårsagede alvorlige skader og dræbte 15 besætningsmedlemmer. Efter at hangarskibsstyrkens chef havde givet ordre til at sænke skibet, blev besætningen reddet af destroyeren ''Shaw'', som derpå sænkede ''Porter'' med kanonild på positionen ({{coor dm|08|32|S|167|17|E|type:event|name=USS Porter (DD-356)}}).<ref>Evans, ''Japanese Navy'', p. 520, Frank, ''Guadalcanal'', p. 388–389, Hammel, ''Carrier Strike'', p. 299.</ref>

Da den første bølge af japanske angrebsfly begyndte at vende tilbage til deres hangarskbie fra angrebet på ''Hornet'', opdagede et af dem ''Enterprise'' styrken og rapporterede hangarskibets position.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 283.</ref> Den anden japanske angrebsbølge, som troede at ''Hornet'' var ved at synke – rettede deres angreb mod ''Enterprise'', da disse begyndte kl. 10.08. Den amerikanske jagereskorte havde igen besvær med at opfange de japanske fly, inden de angreb ''Enterprise'', og nedskød kun 2 af de 19 styrtbombefly, da de indledte deres angreb på hangarskibet. De angreb gennem intens antiluftskytsild fra ''Enterprise'' og dens eskorte, men bombeflyene ramte hangarskibet med to 250 kg bomber og ramte tæt forbi med en tredje, hvilket forårsagede svære skader på hangarskibet og fik den forreste flyelevator til at sætte sig fast.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 300–313.</ref> 12 af de 19 bombefly gik tabt ved dette angreb.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 390.</ref>

[[Fil:SantaCruzEHornetWildcat.jpg|thumb|right|En wildcat fra ''Hornet'', som var landet få minutter tidligere, skrider hen over flyvedækket på ''Enterprise'', mens hangarskbiethangarskibet manøvrerer vildt under angrebet fra ''Junyos'' styrtbombefly. To besætningsmedlemmer beskytter sig selv på dækket, mens røg fra en tidligere bombetræffer indhylder dem.]]

De resterende torpedofly angreb ''Enterprise'', ''South Dakota'' og krydseren ''Portland'', men alle deres torpedoer ramte ved siden af eller var blindgængere, som ikke forårsagede skader. Angrebet sluttede kl. 10.53. Ni af de 16 angribende torpedofly var blevet skudt ned.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 391.</ref> Efter at have slukket de fleste af brandene ombord kl. 11.15 genåbnede ''Enterprise'' sit flydæk og begyndte at modtage de fly, som kom tilbage fra morgenens angreb på de japanske krigsskibe. Kun nogle få fly landede imidlertid, inden den næste bølge af japanske fly angreb og begyndte deres angreb på ''Enterprise'', hvilket betød en afbrydelse af landingerne.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 335–337.</ref>

Efter adskillige tekniske vanskeligheder lykkedes det endelig ''Northampton'' at begynde at slæbe ''Hornet'' ud af kampområdet kl. 14.45. Samtidig var ''Hornets'' besætning tæt på at have fået gang i skibets motorer,<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 395–396.</ref> men kl. 15.20 angreb den anden angrebsbølbe fra ''Junyō'' det omtrent stillestående hangarskib. Klokken 15.23 ramte en torpedo ''Hornet'' og ødelagde reparationen på motorerne, forårsagede kraftige oversvømmelser og gav skibet en slagside på 14°. Uden motorkraft til at drive pumperne blev, ''Hornet'' opgivet, og besætningen forlod skibet. Den tredje angrebsbølge fra ''Zuikaku'' angreb ''Hornet'' på dette tidspunkt og ramte det synkende skib med endnu en bombe. Hele besætningen på ''Hornet'' var evakueret kl. 16.27. Det sidste japanske angreb ramte det synkende skib med endnu en bombe kl. 17:20.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 359–376.</ref>

Destroyerne ''Mustin'' og ''Anderson'' fik ordre til at sænke ''Hornet'' med kanonild og torpedoer, mens resten af de amerikanske krigsskibe trak sig tilbage mod sydøst for at komme udenfor rækkevidde af Kondos og Abes flåder. Da de japanske flådestyrker var blot 20 minutter borte, forlod de to japanske destroyere ''Hornets'' brændende skrog kl. 20.40. Da resten af Kondos og Abes krigsskibe ankom ved ''Hornet'' klokken 22:20, besluttede de, at den var for beskadiget til at forsøge at redde. Destroyerne ''Makigumo'' og ''Akigumo'' skød fire 24 tommer torpedoer ind i skroget, og kl. 1.35 den 27. oktober sank skibet til sidst.<ref>Hammel, ''Carrier Strike'', p. 380.</ref> på den omtrentlige position {{coor dm|08|38|S|166|43|E|type:event}}. Adskillige natlige angreb fra Catalinaer med radar mod ''Junyō'' og ''Teruzuki'', viden om det forspring, de amerikanske krigsskibe havde ved tilbagetrækningen fra området, samt en kritisk brændstofsituation fik tilsyneladende japanerne til at revurdere yderligere forfølgelse af de amerikanske krigsskibe. Efter at have tanket olie nær de nordlige Salomonøer, vendte skibene tilbage til deres hovedbase ved Truk den 30. oktober. Under amerikanernes tilbagetrækning fra kampområdet til Espiritu Santo og Ny Kaledonien kolliderede ''South Dakota'' med destroyeren ''Mahan'' og beskadigede den kraftigt.<ref>Evans, ''Japanese Navy'', p. 520, Frank, ''Guadalcanal'', p. 399. ''Mahan'' vendte tilbage til tjeneste den 9. januar 1943.</ref>

De mest betydningsfulde tab for den japanske flåde var imidlertid flybesætningerne. Amerikanerne mistede 81 fly og 26 piloter og besætningsmedlemmer under slaget.<ref>Lundstrom, ''Guadalcanal Campaign'', p. 456.</ref> Japanerne derimod mistede 99 fly og 148 piloter og besætningsmedlemmer – herunder to ledere af styrtbombegrupper, tre torpedoeskadrilleledere og 18 andre sektions eller gruppeledere. 49 % af de japanske torpedofly besætningertorpedoflybesætninger, som deltog i slaget, blev dræbt sammen med 39 % af styrtbombefly besætningernestyrtbombeflybesætningerne og 20 % af jagerpiloterne.<ref>Frank, ''Guadalcanal'', p. 400–401, Hammel, ''Carrier Strike'', p. 381, og Lundstrom, ''Guadalcanal Campaign'', p. 454.</ref> Japanerne mistede flere flyvere ved Santa Cruz, end de havde mistet i hver af de forudgående tre hangarskibsslag ved [[Slaget i Koralhavet|Koralhavet]] (90), [[Slaget ved Midway|Midway]] (110) og [[Slaget øst for Salomonøerne|øst for Salomonøerne]] (61). Da slaget ved Santa Cruz-øerne var slut, var mindst 409 af de 765 japanske eliteflyvere, som havde deltaget i [[angrebet på Pearl Harbor]], døde. Antallet af dræbte flyvere udgjorde 57 fra ''Zuikaku'', 55 fra ''Shōkaku'', 27 fra ''Junyō'' og 9 fra ''Zuihō''.<ref>Peattie, ps. 180 & 339.</ref> Japanerne mistede så mange flybesætninger, at de ubeskadigede ''Zuikaku'' og ''Hiyō'' også blev tvunget til at vende tilbage til Japan på grund af mangel på uddannede flybesætninger. Efter at være blevet frataget kommandoen kort efter slaget og overført til tjeneste i land skrev admiral Nagumo i sin rapport til flådens hovedkvarter: "Dette slag var en taktisk sejr, men et rystende strategisk nederlag for Japan. I betragtning af vor fjendens store overlegenhed i industriel formåen, skal vi vinde hvert slag overvælgendeovervældende. Dette sidste var desværre ikke nogen overvældende sejr."<ref>Hara, ''Japanese Destroyer Captain'', ps. 135.</ref>

Efter at have mistet mange af sine erfarne flybesætninger, og uden nogen hurtig måde at erstatte dem på, på grund af en institutionaliseret begrænset kapacitet i dens programmer til træning af flybesætninger og en mangel på reserver, mistede Japan sin strategiske mulighed for at besejre de allierede hangarskibsstyrker i et enkelt afgørende slag, inden USA's overlegne industrielle styrke gjorde dette mål uopnåeligt. Selv om de vendte tilbage til Truk i sommeren 1943, spillede de japanske hangarskibe ikke længere en offensiv rolle i [[felttoget på Salomonøerne]]. Historikeren [[Eric M. Hammel|Eric Hammel]] opsummerede betydningen af slaget ved Santa Cruz-øerne således: "Santa Cruz var en japansk sejr. Den sejr kostede Japan det sidste reelle håb om at vinde krigen."<ref name="Hammel"/>