Aflad: Forskelle mellem versioner

Afladshandel var en skik, der udviklede sig i middelalderen. Korstogsbevægelsen havde fremmet afladsvæsenet, og snart uddeltes aflad i uhyre omfang, så at Innocens 3. så sig nødsaget til at forbeholde paven ret til at give fuldstændig aflad (i 1215). I det 13. århundrede udformede [[skolastik]]erne [[Alexander fra Hales]] og [[Thomas fra AqvinoAquinas]] afladslæren, og i det 15. århundrede blev afladshandel end mere almindelig, især da Nikolaus 5. i 1450 udstedte et opråb til kristenheden om at komme kongen af Cypern til hjælp mod tyrkerne og tillod, at afladspengene måtte bruges dertil. Ved hjælp af den nye bogtrykkerkunst udfærdigedes nu masser af afladsbreve, affattede på latin, rummende kundgørelse af aflad under nærmere fastsatte betingelser og med åben plads til køberens navn, der med blæk blev indført af afladskræmmerne (''quæstores eleemosynarum''), klerke, som i egenskab af pavelige legater forestod "handelen". Et af de allerældste afladsbreve, fra 1454, købt af en kannik ved Vor Frue Kirke i København, bevares endnu i "[[Nationalmuseet]]" i København<ref>faksimileret i Chr. Bruun: ''De nyeste Undersøgelser om Bogtrykkerkunstens Opfindelse''; 1889</ref> og er vist nok trykt af [[Gutenberg]] i [[Mainz]].