Martin Knudsen: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
ZéroBot (diskussion | bidrag)
m r2.7.1) (Robot tilføjer sv:Martin Knudsen
Linje 23:
Indenfor hydrogafien blev Martin Knudsen en pioner for salt bestemmelser eller saliniteten baseret på hans hydrografiske tabeller og hans ansvar for gennem mange år at fremstille standard havvand. I næsten et halvt århundred var han tilknyttet i forskellige kapaciteter til ICES (International Council for the Exploration of the Sea) den ældste internationale organisation for hav og fiskeri forskning. Her var han hydrograf, delegeret, formand for den hydrografiske komité og medlem af ICES kontoret. Han anses som grundlægger af den fysiske oceanografi.Hans navn er derfor anset ligeså højt indenfor oceanografien og hydrografien især for udviklingen af en metode til bestemmelse af havvands saltholdighed og beregning af vandtransporten til og fra lukkede havområder, de såkaldte Knudsen-relationer. Hans special-konstruerede pipette blev internationalt standardudstyr, og hans "normalvand" fremstillet i København blev distribueret til havforsknings-laboratorier verden over[3],[68]. Gennem Kommissionen for Havundersøgelser var han med til at danne Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) i 1902 samt at sikre, at dette råd fik sit hovedsæde i København[28],[37],[38],[69],[70],[74],[76-80],[214],[246],[251]. Knudsen var også aktiv i den fysiske oceanografi især med udviklingen af metoder til at definere egenskaberne i og af havvand[3],[68],[72],[177],[192],[212],[217]. Det der slog Martin Knudsen's navn an internationalt var udviklingen og salget af et stort stort antal hydrografiske instrumenter, som han havde udviklet i samarbejde med Universitetets konservator Hans Jørgen Nielsen, som iøvrigt var hans halvfætter.
 
Martin Knudsen blev introduceret til hydrografi da han blev knyttet til den danske ”Ingolf-ekspedition” for at stå for de kemiske og fysiske målinger af havvandet rundt om Island og op langs vest Grønland i sommeren 1895 og 1986. Han beskrev i en rapport om ekspeditionens hydrografiske arbejde[253] at han var totalt ukendt med denne type forskning. Han forstod imidlertid hurtigt hvad det drejede sig om. Knudsen’s talent for at udvikle apparater slog hurtigt igennem. Han udviklede udstyr til analyser af luftarter optaget i havvand og han designede en forbedret udgave af det vendbare termometer. Han var også opmærksom på vigtigheden af mere nøjagtige bestemmelser af saliniteten, idet det blev klart at forskellige vandmasser kun varierer ganske lidt i salinitet, undertiden mindre end metodernes måle[[måleusikkerhed]]er unøjagtigheder og for alle tidligere salinitets bestemmelser. Knudsen forkastede derfor metoden til salinitets bestemmelse baseret på vægtfylde. I stedet målte han det gulgrønne klor som er noget opløseligt i vand, den vandige opløsning kaldes klorvand. Klor optager nemt elektroner og egner sig derfor godt som oxidationsmiddel. Det var i virkeligheden halogenerne som han målte ved volumen titreringer svarende til Mohr’s metode, som er en udfældning af klor med en opløsning af sølvnitrat og anvendende kromeret kalium som index. For at øge nøjagtigheden af metoden indførte Knudsen forseglede ampuller med havvand hvor saliniteten var blevet bestemt med meget stor omhu med Volhard titreringer; dette vand blev så anvendt til at kalibrere sølvnitraten anvendt til titrering af havvands prøver. På denne måde blev alle klor bestemmelserne refereret til samme standard hvilket resulterede i international overensstemmelse. Salinitets tallet fremstod ved at gange klor indholdet eller kloriniteten med en såkaldt klor koefficient. I mens tallene fra Ingolf-ekspeditionen blev udregnet lavede Knudsen tabeller til at lette udregningen af havvandets massefylde ud fra dets temperatur og salinitet.
 
En vigtig del af det hydrografiske arbejde ombord på skibet var bestemmelsen af mængden af opløste gasser i vandet. Knudsen konstruerede et apparat til samtidig bestemmelse af kvælstof og ilt i havvandsprøverne. Med hensyn til ilt fandt Knudsen nogle helt åbenbare anomaliteter. Det var en almindelig antagelse at overfladevandet var mere eller mindre mættet med luft, afhængig af vandets temperatur. I materialet fra den engelske ekspedition ”Challenger” havde William Dittmar imidlertid fundet nogle prøver indeholdende mere ilt end det kunne forklares ud fra loven om gas absorption. Han havde prøvet adskillige måder at forklare disse anomalier, som gjorde at han til sidst forslog at disse anomalier skyldtes observations fejl[246],[254]. Hercules Tornøe, som bearbejdede samme type data fra den norske ”Vøringen-ekspedition”, var stødt på samme problem. Han var imidlertid ikke indstillet på at acceptere observations fejl som en forklaring. Han konkluderede at mængden af ilt i overflade vandet afhænger ikke blot af vandets temperatur, men også på noget man endnu ikke vidste hvad var[246],[255].