Diskussion:Danmark-Norge: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 146:
== Norges juridiske stilling i rigsfællesskabet ==
Norges juridiske stilling i rigsfællesskabet i perioden 1536-1660 er kompliceret, og tolkningen heraf vanskelliggøres af, at kongemagten i 1500-tallet af politiske grunde bevidst ønskede at holde Norges præcise retsstilling uklar. [[Christian 3.]] lovede i sin håndfæstning, at inkorporere Norge som delområde i Danmark, men løftet blev ikke holdt. Selvom Norges rigsråd blev nedlagt, og landet dermed ikke havde egen regering, beholdt Norge sin egen lovgivning og de fleste øvrige institutioner. Rigets gamle landslov [[Magnus Lagabøtes Landslov]] var i kraft indtil 1604, hvor ''Christian 4.s Norske Lov'' trådte i kraft. Norge forblev således et selvstændigt rige gennem hele adelsvælden, men spørsmålet om, hvorvidt dette rige havde sin fulde suverænitet i behold og var ligestillet med Danmark er omdiskuteret. Grundlæggende kan man sige, at det var i kongehusets interesse at opretholde forestillingen om Norge som et ligestillet kongerige, mens rigsrådet modsat havde en interesse i at hævde sin suverænitet over rigernes fælles anliggender -som udenrigspolitik og flåde - ved at fastholde forestillingen om Norge som underordnet Danmark. Opfattelsen af Norge som et fuldt ligestillet rige kom dog til at stå stærkere i den sidste del af perioden, hvilket afspejler Christian 4.s interesse for Norge og ønske om at svække rigsrådet.
Kongemagtens opfattelse af Norge som et suverænt kongerige fremgik klart ved [[enevælden]]s indførelse. [[Stændermøde]]t i [[Christiania]] [[1661]] aflagde en [[arvehylding]] i lighed med den, der i [[København]] var fundet sted for hele Danmark og stadfæstede i en særlig suverænitetsakt den danske arve- og suverænitetsoverdragelse. Stænderne udtalte tilligedesuden i denne akt, at de "for sig og deres efterkommere gav afkald på alt, hvad der i deres privilegier og i landsloven, recessen og ordinansen stred mod ''jura majestatis'' og mod arverettigheden, suveræniteten og den absolutte regering,". deEndvidere lovede stænderne at "hævde og værne om kongehusets ved ed overdragne magt" og overdrog til kongens egen "nådigste vilje", hvordan regeringen herefter skulle foregå og arvefølgen ordnes. En norsk stænderbeslutning ansås således af kongehuset som nødvendig, for at legitimere statsforandringen i Norge''<ref>C. O. Bøggild Andersen, s. 249</ref>.
Efter indførelsen af enevælden i 1660 og afskaffelsen af det danske rigsråd var Norge juridisk set fuldt ud ligeberettiget med Danmark.
Dette kommer til udtryk i indledningen til ''Christian 5.s [[Norske Lov]]'' af [[15. april]] [[1687]] – der er et sidestykke til [[Danske Lov]] fra [[1683]] og i hovedtrækkene er identisk med denne, men havde samme grundlovsfæstede retskraft. Her fremhæves Norge som eget kongerige ved siden af Danmark, mens Danske Lov kun nævnes for at understrege behovet for en egen norsk lov.
 
== Norges politiske stilling i rigsfællesskabet ==
Tilbage til siden »Danmark-Norge«.