Christoffer af Bayern: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
KLBot2 (diskussion | bidrag) |
Rmir2 (diskussion | bidrag) m småret |
||
Linje 43:
}}
'''Christoffer af Bayern''' ('''Christoffer 3.'''), ([[26. februar]] [[1416]] – [[6. januar]] [[1448]]). Han var eneste søn af pfalzgrev Johan ved Rhinen og [[Erik 7. af Pommern]]-Stolps søster, Catharina. Han var konge af Danmark [[1440]]-[[1448]], af [[Sverige]] [[1441]]-[[1448]] og af [[Norge]] [[1442]]-[[1448]]. I sin ungdom gjorde han tjeneste under den tyske kejser. I [[1437]] anmodede det danske [[rigsråd]] Christoffer om at overtage den danske trone, efter at [[Erik 7. af Pommern|Erik af Pommern]] var undveget til [[Gotland]]. Christoffer indvilligede, og den 9. april 1440 blev han hyldet som konge på [[Viborg]] [[Landsting (middelalderen)|Landsting]]. I 1443 arvede han Oberpfalz-Neumarkt efter sin far.
== Baggrund for kongevalget ==
Situationen i Danmark var særdeles vanskelig. Både Norge og Sverige havde opsagt unionen. Og i 1441 gjorde de nordjyske bønder oprør under ledelse af [[Henrik Tagesen Reventlow]]. Efter hårde kampe erobrede bondehæren kongens fæstning [[Aggersborg]], og bønderne satte over [[Limfjorden]]. De forskansede sig ved Husby Hole bag en tredobbelt vognborg. Christoffers tropper led et smerteligt nederlag den 3. maj 1441. Da Christoffer havde brug for hæren andre steder, tilbød han bønderne [[frit lejde]]. De fleste tog imod tilbuddet og tog hjem, kun [[vendelboer]]ne blev tilbage. Den 6. eller 8. juni gik Christoffer endnu en gang til angreb på vognborgen og vandt en knusende sejr. Oprørernes ledere blev henrettet, og oprøret var for en tid slået ned. Senere i 1441 fik [[ærkebiskop]] [[Hans Laxmand]] ved forhandlinger igennem, at Christoffer skulle overtage den svenske trone, dog fik den svenske [[rigsforstander]] [[Karl Knutsson|Karl Knutsson Bonde]] [[Finland]] og [[Öland]] som [[len]].
Line 48 ⟶ 50:
Den 13. november blev Christoffer hyldet som svensk konge. I 1442 opnåede Hans Laxmand også, at Christoffer skulle arve tronen i Norge, og i januar [[1443]] blev Christoffer kronet til konge af Danmark.
== Politik som konge ==
Efter kroningen genindførte Christoffer [[tiende]] i [[Jylland]] og på [[Fyn]]; måske inspireret hertil af ærkebiskoppen. I 1443 fik København en ny [[stadsret]], der forbød fremmede at handle med fremmede og at bruge udenlandsk [[valuta]]. Desuden blev [[Øresundstold]]en genindført. [[hansestad|Hansestæderne]] var naturligvis ikke begejstrede, og de truede med at indgå forbund med Erik, der stadig sad på Gotland. På et møde i 1445 blev Christoffer tvunget til at stadfæste Hansestædernes [[privilegium|privilegier]] i Norge og Sverige. Vistnok som et led i denne aftale blev Christoffer i september [[1445]] på [[Københavns Slot]] gift med [[markgreve]] [[Johann af Brandenburg]]s datter, Dorothea. Christoffer døde af feber på fæstningen Kernen ([[Kärnan]]) i [[Helsingborg]] den 5. januar [[1448]]. Han blev begravet i [[Roskilde Domkirke]]. Hans enke Dorothea blev i oktober [[1449]] gift med [[Christian 1.]] Hun viste sig at være en stor finansiel begavelse, som fik mange slotte i pant. Hun døde i [[1495]].▼
Christoffers kongegerning blev præget af de vanskeligheder, der var blevet knyttet til hans kongevalg. Han måtte for at opnå støtte afgive flere løfter, som det siden viste sig vanskeligt at indfrie:
# Foreningen mellem rigerne var indskrænket til at være en blot personalunion, og Sønderjylland havde Christoffer i 1440 måttet forlene arvelig til [[Adolf af Schauenburg]];
# Hansestæderne havde fået løfte på deres store særrettigheder;
# i landets indre politik var stormændenes og [[Rigsråd]]ets indflydelse blevet den afgørende.
=== Tiende genindføres ===
Efter kroningen genindførte Christoffer [[tiende]] i [[Jylland]] og på [[Fyn]], måske inspireret hertil af ærkebiskoppen.
Den store bondeopstand, der i flere år havde raset i Nørrejylland, blev knust: i [[Slaget på St. Jørgensbjerg]] blev vendelboerne helt slåede den [[6. juni]] [[1441]].
=== Gotland og Erik af Pommern ===
Ved sin tiltrædelse havde Christoffer lovet svenskerne at skaffe dem Gotland, hvor den fordrevne kong [[Erik af Pommern]] sad på sit faste slot [[Visborg]]. Christoffer forsøgte ved forhandlinger at få ham bort derfra, men formåede det ikke, og når der klagedes over det [[sørøveri]], som Erik bedrev, svarede han letsindig: "''Morbroder skal også leve''".
=== Misvækst ===
I Sverige mindedes han som "Barkekongen", fordi folket under en indtrådt [[misvækst]] måtte blande [[bark]] i brødet.
Til hans regering knytter sig dog også vedtagelsen af en omarbejdelse af Magnus Eriksens almindelige Landslov.
=== Bayrerne favoriseres ===
I Danmark klagede man over, at Christoffer indkaldte og begunstigede landsmænd fra Bayern.
=== [[Hanseforbundet]] stækkes ===
▲
Nogen interesse synes han at have haft for at tilbagetrænge hansestædernes handelsvælde: han begunstigede deres medbejlere, nederlænderne og englænderne, og når han mødtes med Nordtysklands fyrster, frygtede man i de fri stæder, at der lagdes onde råd op imod dem. Det hed sig også, at man efter kongens død fandt en stor skat samlet, som han ville have brugt til et overfald på [[Lübeck]].
=== Død ===
Christoffer døde af feber på fæstningen "Kernen" ([[Kärnan]]) i [[Helsingborg]] den [[5. januar]] [[1448]]. Han blev begravet i [[Roskilde Domkirke]].
== Sønneløst ægteskab ==
Den [[26. september]] [[1445]] ægtede han [[Dorothea af Brandenburg]], en datter af [[markgreve]] [[Johann af Brandenburg]], vist nok som et led i en aftale med Hansestæderne, men ægteskabet var endnu sønneløst, da Christoffer pludselig døde.
Hans enke Dorothea blev i oktober [[1449]] gift med [[Christian 1.]] Hun viste sig at være en stor finansiel begavelse, som fik mange slotte i [[pant]]. Hun døde i [[1495]].
== Valget af efterfølgeren ==
Efter Christoffers død tilbød Rigsrådet tronen til hertugen af Sønderjylland, [[Adolf 8. af Holsten|Adolf 8.]] (1401 – 4. december 1459), som også var greve af Holsten og Stormarn. Adolf afslog med den begrundelse, at han var for gammel og pegede i stedet på sin søstersøn, grev Christian 12. Dietrichssøn af Oldenburg og Delmenhorst. Hverken Adolf eller hans to brødre efterlod sig børn, men det lykkedes Adolf at få Christian anerkendt som sin arvtager.
| |||