Åger: Forskelle mellem versioner

virkelige grund i, at man kunne undvære lån mod renter under de nuda bestående, mindre udviklede forretningsforhold; men det fremtrådte som et udtryk for en med mosaisk ret stemmende religiøs betragtning. Efter at det først havde været blot gejstlige forbudt, erklærede Paven [[443]] det for en fordømmelig handling, at selv læge personerlægfolk tog renter, og endelig blev de, der bedrev åger, på [[koncil]]iet i [[Vienne]] [[1311]] truedetruet med udelukkelse fra [[nadver]]en samt med frakendelse af ret til at oprette [[testamente]] og til at blive begravedebegravet i indviet Jordjord. Dette absolutte forbud mod åger blev, som en kanonisk retsregel, gældende i hele [[Europa]]. Men medens det i andre lande tillige fik understøttelse gennem den verdslige

Denne regel er optagenoptaget i Christian 5.s Danske Lov 5-14-5; den er endnu formelt i kraft med hensyn til lån af andet end penge, men vil ikke blive anvendt. Hvad angaar pengelån, blev den højeste tilladte rente først nedsat til 5% i [[1813]], senere til 4% i [[1820]], men ved lov af 6. april

[[1855]], blev al rentetagen givengivet fri, undtagen for så vidt angår udlån imod pant i fast ejendom. Ved det sidste er den højeste tilladte årlige rente

Ågerlovgivningen var nemlig fra slutningen af 18. årh. blevet ivrig angrebet. Det stærkere udviklede økonomiske samkvem nødvendiggjorde ikke blot, at man havde adgang til at tage en vis højere rente end tidligere tilladt, men man måtte efter omstændighederne have ret til at tage en hvilken som helst. Det var nemlig ikke alene umuligt at fastslå som den højeste tilladte rente, hvad man mente der svarede til den sædvanlige pris på pengene, for denne pris nødvendigvis være vekslende; men det var umuligt endog blot at fastslå en passende højeste rente for de enkelte arter af kontraktsforholdkontraktforhold. BlaBl.a. måtte den større eller mindre risiko ved lånet motivere en stærkt vekslende rentefod. På den anden side virkede ågerlovene ikke, som de skulle; thi de var lette at omgå. Den tvang, som loven pålagde kreditor, førte kun til, at der valgtes omveje, (gennem store forudbetalinger eller forskrivninger for langt mere end det lånte, gennem høje provisioner, når lånet periodisk skulle fornyes, eller påtvingelse af varer til ublu priser), og derved gjordes skyldnerens vilkaar endnu hårdere.