|
== Vedtagelsen ==
Forfatningen blev på trods af internationale protester og advarsler vedtaget i [[Rigsrådet]] den 13. november. <ref name= neer>{{Harvnb|Neergaard|1916|p=878}}</ref> Med [[Frederik 7.]]'s død og [[Christian 9.]]'s tiltræden den 15. november blev sagen yderligere kompliceret, fordi [[arvefølge]]n var fastlagt ved international aftale i 1852. Den nye konges [[legitimitet]] var derfor bundet op på disse aftalers ordlyd, der bl.a. indebar, at hertugdømmerne ikke kunne regeres efter forskellige principper.<ref name= neer/>
I dagspressen udtryktes der tvivl om, hvorvidt den nye konge ville underskrive forfatningen, og også [[Rigsrådet]] og [[København]]s borgerrepræsentation pressede kongen i henvendelser, der understregede forfatningens betydning for "Danmarks riges frihed og selvstændighed."<ref>{{Harvnb|Neergaard|1916|p=875}}</ref>
På det første statsrådsmøde efter sin tiltræden underskrev den nye konge forfatningen den [[18. november]] [[1863]]. Novemberforfatningen afløste den såkaldte [[Fællesforfatningen|fællesforfatning]] (også betegnet ''helstatsforfatningen'') fra [[1855]]. Kongen udtrykte store betænkeligheder, fordi den danske regering havde modtaget et telegram, hvor [[England|den engelske]] regering havde udtrykt ønske om, at [[Danmark]] ikke foretog sig noget, "som kunne virke forstyrrende ind på en fredelig mediation." C.C. Hall nedtonede dog betydningen af den engelske henvendelse og understregede, at forfatningen var en nødvendig foranstaltning. <ref name=jor1>Møde i Geheimestatsrådet den 18. november 1863, i:Jørgensen (1970), s. 189</ref> Da kongen herefter trak [[Helstaten]] frem som den "rigtigste og klogeste løsning", understregede Hall, at regeringen påtog sig det fulde ansvar for forfatningen, og at han ikke fandt, at stormagternes reaktion var en tilkendegivelse af, at forfatningen var i strid med traktaterne.<ref> En hentydning til [[London-protokollen]] fra 1852</ref> <ref name=jor2>Møde i Geheimestatsrådet den 18. november 1863, i:Jørgensen (1970), s. 192</ref> Da [[Christian 9.]] bemærkede, at han helst ville udsætte sagen, indtil internationale forhandlinger var kommet i gang, bemærkede [[marineminister]] Bille, at når kongen havde opfyldt folkets ønske, ville han også få folkets opbakning. <ref name=jor3>Møde i Geheimestatsrådet den 18. november 1863, i:Jørgensen (1970), s. 194</ref> Herefter udtalte kongen, at han følte, at sagen "var en arv, som hans højsalige forgænger har efterladt ham", <ref name=jor3/> og understregede, at ansvaret lå hos ministeriet. Derfor ville han skrive under af pligt, selv om han nødig ville bringe landet i ulykke.<ref name=jor3/>
== Følger ==
|
