Stormagt: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m →1814 - 1918: indsat interne henvisninger |
Rmir2 (diskussion | bidrag) m →1814 - 1918: sprogret |
||
Linje 21:
En ny situation indtrådte med slutkampene mod [[Napoleon 1.]] 1813-1815, da de magter, som havde ledet denne kamp og overvejende båret kampens byrder, gjorde krav på at kunne ordne og lede Europas forhold. Det afgørende skridt i denne retning var stormagtsalliancen i [[Chaumont]] [[1. marts]] [[1814]] mellem [[England]], [[Preussen]], [[Rusland]] og [[Østrig]]. På [[Wienerkongressen]] i 1815 ville disse lande alene bestemme over Europas skæbne, men måtte modvilligt give en plads i sit råd også til det besejrede Frankrig. De fem magter eller stormagterne, hvilket ord fra denne tid får karakter af en teknisk betegnelse, havde dermed konstitueret sig som en slags international overinstans. Nærmest betragtede de sig som garanter for den ved aftalerne i 1814-15 trufne ordning. De bestræbte sig på at - først ved regelbundent sammenkaldte kongresser, der efter ved ministerkonferenser og fyrstemøder - at opretholde fredstilstanden og på mindelig vis løse opdukkende stridsspørgsmål. Den konserverende politik, som stormagternes statsmænd - ikke mindst takket være [[Metternich]]s indflydelse - udviklede i dette fredsfremmende formål, gjorde stormagtsforbundet, som da sædvanligvis (omend med urette) kaldtes den Hellige alliance, yderst upopulær i alle liberale kredse. Såvel på grund heraf som på grund af sine særlige interesser skilte England sig ofte ud fra de kontinentale magter. I vigtigere spørgsmål lykkedes man dog alligevel som regel at nå en vis enighed, og det kan næppe med rimelighed benægtes, at stormagterne på denna tid bestræbte sig på den almene freds bevarelse. Som de betydningsfuldeste resultater af deres arbejde i denne retning bør nævnes ordningen af det selvstændiggjorte [[Grækenland]]s stilling 1830-1832, bestemmelserne vedrørende [[Belgien]] 1831 og 1839 samt London-aftalen i 1841 vedrørende [[Sortehavet]]. Den nye krigsperiode, som [[Krim-krigen]] indledte, fik den betydning, at ved nationalitetsrørelser og senere den imperialistiske politik sprænge den forud bevarede relative enhed i stormagtskredsen, hvilken samtidigt voksede derved, at det forenede Italien blev optaget deri (fra 1867), samt at Nordamerikas Forenede Stater (USA) og siden Japan anerkendtes som stormagter. Begge de sidst nævnte indtrådte i stormagtskredsen i 1890-erne og markerede en udvidelse af den politiske horisont fra overvejende europæisk politik til verdenspolitik. Hermed indtrådte også en vis forskydning blandt stormagterne, da visse af dem, så som USA, Frankrig, England og Rusland, blev mere verdenspolitisk interesserede end de øvrige.
Hverken den ældre femmagtsgruppe eller de i mellemkrigstiden anerkendte otte stormagter - England (officielt [[Storbritannien]]), [[Frankrig]], [[USA]], [[Italien]], [[Japan]], [[Rusland]], [[Tyskland]] (i stedet for [[Preussen]]) og [[Østrig-
=== Mellemkrigstiden ===
|