Den Ortodokse kirke er i stor grad organisertorganiseret som nationalkirkernationale kirker. Den økumeniske patriark i Konstantinopel anerkendes som den første blandt ligemænd men med visse forrettigheder.
Den indre organisering af [[særkirke]]nesærkirkerne har det klassiske kristne [[hierarki]] med [[biskop]]er, [[præst]]er og [[diakon]]er. Øverst i hver særkirke står en [[patriark]], [[ærkebiskop]], eller [[metropolit]] som den første blandt biskopperne. Kirkerne er noget forskelligt organiserede.
Den ortodokse kirke kræver ikke, at alle præster skal leve i [[cølibat]]; kun munkene må gøre dette. Dog er det således, at kun munke bliver [[ordination|ordineret]] til [[biskop]]per, så alle biskopper er cølibatære.
[[Særkirke]]rneSærkirkerne, som tilhører den østlige ortodokse kommunion, inddeles i to hovedkategorier, de [[autokefal]]e og de autonome. De autokefale (fra græsk, "eget hoved") har ret til at vælge sit eget kirkelige overhoved. De autonome er i stor grad selvstyrede, men valget af kirkens lokale overhoved må godkendes af moderkirken. Endelig findes nogen særkirker med tvetydig status og nogen, som ikke deler fuld kommunion men som på alle andre punkter hører ind under samme tradition. De, som hører til sidstnævnte kategori, er udbryderkirker dels af [[nationalisme|nationalistiske]] grunde, dels af [[dogmatik|dogmatiske]].
