Møllebygger: Forskelle mellem versioner

'''Møllebygger''' kaldes en håndværker, der bygger møller og møllerimaskiner – i ældre tid [[vindmølle]]r og [[vandmølle]]r fortrinsvis af træ. Møllebyggeren stod både for opførelsen af den bygning, der rummede mølleriet, for gangtøjet (hjul, drev og aksler, der transmitterer kraften fra vinger eller vandhjul til maskinerne) og for selve maskineriet bestående af kværne, sigter m.v. I [[1900-tallet]] da vind- og vandmøller tabte terræn og valsemøllerne vandt frem, fik faget karakter af maskinbygger, og det dominerende materiale blev efterhånden [[jern]].

Møllebyggerkunsten kom til [[Danmark]] i [[1100-tallet]] med de munke, der byggede Danmarks første vandmøller. I lavstiden tilhørte møllebyggerne tømrerlavet ligesom hustømrere og skibstømrere. Møllebyggerfaget adskiller sig dog fra hustømrerfaget ved, at møllebyggeren dels skal have mekanisk og matematisk indsigt, dels skal være i stand til at arbejde både i [[træ]] og jern. I begyndelsen af 1900-tallet blev møllebyggerfaget et selvstændigt fag, og man kunne nu erhverve svendebrev som møllebygger. Møllebyggerne deltog i de tekniske skolers undervisning, således at de fulgte tømrerne i 2/3 af tiden og smedene i 1/3 af tiden. Siden [[1970]] har man ikke kunnet tage [[svendebrev]] som møllebygger i Danmark. De håndværkere, der i dag arbejde med møllebyggeri, er ofte udlærte som tømrere[[tømrer]]e og er så senere blevet oplært ved at arbejde i et møllebyggerfirma. I dag er faget primært et restaureringsfag[[restaurering]]sfag.