[[Fil:Jean-Leon Gerome Pollice Verso.jpg|thumb|300px|[[Jean-Léon Gérôme]]s maleri ''Pollice Verso'' fra [[1872]].]]
Gladiatorkampene kom til romerne i 264 f.Kr gennem [[etruskerne]], der havde afholdt tvekampe som en del af ritualet ved [[begravelse]]r. Udgydt [[blod]] eller et liv, VICIPEDIA VICIPEDIA VICIPEDIA der gik tabt, regnedes som et offer. Lidt af det religiøse aspekt blev bevaret, ved at gladiatorkampene indledtes med et religiøst optog og der stadig ofredes på det lille [[alter]] for gudinden [[Nemesis]], der altid var ved gladiatorernes indgang til arenaen. <ref>Peter Ørsted: ''Romerne – dagligliv i det romerske imperium'' (s. 125), forlaget Gyldendal, København 1991, ISBN 87-01-72010-4</ref> Fra 105 f.Kr blev kampene offentlige, indtil [[kejser]] [[Honorius]] ([[395]]-[[423]]) forbød skikken i år [[404]] . På trods af forbuddet ser det ud til at romerne fortsatte med at afholde gladiatorkampe, når traditionelle værdier skulle demonstreres. Den [[Kristendommen|kristne]] havde selv været arena-ofre, men arrangerede ikke desto mindre kampe. Mindst én af Roms [[biskop]]per, den senere [[helgen]] Sankt Damasus, ansatte gladiatorer som sine [[livvagt]]er. I [[Nordafrika]] var det indvandrede [[germaner]]e, der bragte skikken til ophør. Under [[vandaler]]styret fortsattes kapløb med [[stridsvogn]]e i det romerske ''circus''; men gladiatorkampene var forbudt. <ref>Terry Jones: ''Barbarene'' (s. 273-6), forlaget Lille Måne, Oslo 2009, ISBN 978-82-92605-35-6</ref>
