Hannibal Sehested (konseilspræsident): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Addbot (diskussion | bidrag) m Bot: Migrerer 7 interwikilinks, som nu leveres af Wikidata på d:q1576188 |
Økonom (diskussion | bidrag) m wikilink |
||
Linje 11:
Allerede da [[ministeriet Reedtz-Thott]] gik af i [[1897]] blev Hannibal Sehested opfordret til at overtage posten som statsleder og danne en regering, men takkede nej. I 1900 blev han dog overtalt efter hårdt pres fra [[Christian 9.|kongen]] og Estrup og indvilgede deri. Det nye ministerium var klart [[27. april]] 1900, og blandt ministrene var politiske veteraner som [[H. William Scharling]], [[Carl Goos]] og [[Ludvig Bramsen]]. Ud over posten som regeringschef påtog han sig også udenrigsministerposten.
En af stridspunkterne i disse år var en ny [[skattereform]]. Sehested vidste, at det meste af [[Folketinget]], hvor Venstre havde solidt flertal, var uvilligt til forhandling, men troede, at han i hvert fald kunne regne med sit bagland i Landstinget, hvor Højre havde flertal. Dette viste sig at være en fejltagelse. Dele af Højre, anført af [[Jacob Scavenius]] og [[Lars Dinesen]], enedes med [[Venstrereformpartiet]] om Skattekommissionens forslag, og denne politik blev støttet af grev [[Mogens Frijs]] og hans meningsfæller. Under Landstingets behandling af regeringens forslag kom det som følge heraf til et voldsomt sammenstød [[22. november]] 1900 mellem Sehested og grev Frijs. Som den diplomatisk dygtigt og taktfulde adelsmand Sehested var, erklærede han dagen efter, at han vel måtte have misforstået Frijs, men situationen var på det tidspunkt blev så kritisk, at en sprængning af Højrepartiet var uundgåelig. I [[1902]] organiserede udbryderne sig i partiet [[De Frikonservative]].
Under landmandsforsamlingen i [[Odense]] [[3. juli]] 1900 havde kronprins [[Frederik 8.|Frederik]] holdt en tale, hvori han tog meget varmt til orde for Sehesteds regering, der, som han sagde, bestod af ''"dygtige og patriotiske Mænd".'' Denne tale blev en rød klud i ansigtet på politikerne fra Venstre, og den gamle konflikt mellem de to partier blev yderligere tilspidset, da Sehested [[18. marts]] [[1901]] nægtede at fraskrive sig [[Provisorium|provisoriet]] som politisk middel. Dette stod i kontrast til [[Tage Reedtz-Thott]], der som det først havde erklæret, at han aldrig ville vedtage midlertidige love hen over hovedet på Folketinget.
| |||