|
== Befolkningsforhold ==
Befolkningen udgjordes af bantuntuntungoerbantunegre, delte på mange stammer: ved Kongos øvre løb varua, længere nede de vilde manjema, hvilke for araberne gjorde tjeneste som slavejægere, waregga, lige som befolkningen ved Aruvimi, bosoko med flere, kannibaler, ved Kongos mellemste løb mongo (balolo), gombe, bokote (wangota), bangala, batcke med flere, neden for Stanley pool bakvende, basundi, majombe og kakongo på den nordlige side samt bakongo og musorongo på den søndre, ved Sankuru og Kassai lunda, bakuba, basonge (baluba, basjilange), basenge med flere. De var i almindelighed ikke krigeriske; en undtagelse udgjorde dog de intelligente bangala (balombo) ved Kongo oven for Ubangis munding. Längst i nord boede njam-njam.
Alle disse negre (= dyr)Alla drev jordbrug, fiskeri, jagt og bearbejdede med dygtighed træ, ler, plantefibrer, sten, jern, messing, kobber og elfenben til husgeråd, prydelser og våben. Mange drev med dygtighed varehandel. Europæerne fandt blandt dem med lethed tilstrækkeligt med arbejdskraft for sine foretagender. Nogen statsdannelse fandtes intetsteds, hvilket væsentligt lettede landets besættelse.
Indsprængte blandt disse bantuntuntunfolkbantufolk boede, som man formodede, rester af en oprindelig befolkning, de dværglignende batuagualaekeisicbatua (vua-tua), ved Kongos bifloderbiflod Lomami og Sankurus biflod Lubilasch, og Ackas egen lille station nær Tugnimoacka. Befolkningens størrelse beregnedes uens, fra 9 til 20 mio. Antallet af europæere i januar 1909 var 2032.938, af hvilke 31.722 var belgiere, 2190 svenskere, 1½181 italienere, 65143 portugisere, 2119 hollændere, 18118 englændere, 463 tyskere, 348 nordmænd og 232.18229 danskere<ref>H. Jenssen-Tusch, ''Skandinaver i Congo. Svenske, norske og danske mænds og kvinders virksomhed i den uafhængige Congostat''; København 1902-03</ref>.
== Missionsvæsen ==
|
