Franklin D. Roosevelt: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Robotassisteret flertydig: New York - Ændrede link(s) til New York (delstat) |
Økonom (diskussion | bidrag) m wikilink |
||
Linje 264:
== Anden præsidentperiode, 1937–1941 ==
I en dramatisk kontrast til den første periode blev der gennemført meget lidt ny lovgivning i den anden periode. Der blev etableret en [[United States Housing Authority]] (1937), en ny landbrugslov og [[Fair Labor Standards Act]] (FLSA) of 1938, som fastlagde en [[minimumsløn]]. Da økonomien igen begyndte at blive svækket i slutningen af 1937 reagerede Roosevelt med et energisk program der skulle stimulere økonomien og bad Kongressen om $5 mia. til WPA nødhjælp og offentlige arbejder. Dette betød at der en overgang var skabt i 1938 var skabt 3,3 mio. WPA jobs.
USA's højesteret var den væsentligste forhindring for Roosevelts programmer i den anden valgperiode, idet den væltede mange af hans tiltag. Specielt besluttede højesteret i 1935 at [[National Recovery Act]] (NRA) var i strid med forfatningen ved at overdrage lovgivningsmæssige beføjelser til præsidenten. Roosevelt forbløffede Kongressen ved i starten af 1937 at foreslå en lov, som gav ham tilladelse til at udpege fem nye højesteretsdommere, en "vedvarende tilførsel af nyt blod".<ref>Pusey, Merlo J. [http://www.americanheritage.com/articles/magazine/ah/1958/3/1958_3_24.shtml ''F.D.R. vs. the Supreme Court''], American Heritage Magazine, April 1958,Volume 9, Issue 3</ref> Denne plan stødte på intens politisk modstand i hans eget parti, anført af vicepræsident Garner, da den lod til at forstyrre ligevægten i magtdelingen og give præsidenten kontrol over domstolen. Roosevelts forslag blev nedstemt. Domstolen trak sig også tilbage fra en konfrontation med regeringen ved at godkende Labor Relations og Social Security lovgivningen. Dødsfald og pensioneringer fra Højesteret gav snart Roosevelt mulighed for selv at udpege dommere til Højesteret uden større sværdslag. Mellem 1937 og 1941 udpegede han 8 nye højesteretsdommere.<ref> Leuchtenburg (1963) pp 231–39</ref>
| |||