Den spansk-amerikanske krig: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Pixi Uno (diskussion | bidrag) m Gendannelse til seneste version ved SarahStierch, fjerner ændringer fra 90.185.193.112 (diskussion | bidrag) |
Rmir2 (diskussion | bidrag) udvidet fra Salmonsen |
||
Linje 1:
{{ibrug|[[Bruger:Rmir2|Rmir2]] ([[Brugerdiskussion:Rmir2|diskussion]]) 30. mar 2014, 10:28 (CEST)}}
{{Militær konflikt
|konflikt= Den spansk-amerikanske krig
Line 21 ⟶ 23:
'''Den spansk-amerikanske krig''' fandt sted i [[1898]] mellem [[USA]] og [[Spanien under restaurationstiden|Spanien]]. Krigen resulterede i at USA fik kontrol over spanske besiddelser i [[Caribien]] og [[Stillehavet]]. Besiddelserne var: [[Cuba]], [[Filippinerne]], [[Guam]] og [[Puerto Rico]].<ref name="WDL">{{cite web |url = http://www.wdl.org/en/item/11326/ |title = Military Map, Island of Puerto Rico |website = [[World Digital Library]] |date = 1898 |accessdate = 2013-10-22 }}</ref> [[Cuba]] fik sin selvstændighed og resten af områderne blev købt af USA fra Spanien for 20 mio. USD.
Den [[15. februar]] [[1898]] skete der en eksplosion på det amerikanske krigsskib USS ''[[USS Maine|Maine]]'' som lå i havnen i [[Havana]]. Skibet sank og 266 mænd døde. Undersøgelsen af, hvad eksplosionen skyldtes, kom ikke til at endeligt resultat, men den amerikanske presse mente, at det var en sabotagehandling. Pressen krævede krig med sloganet ''"Remember the Maine! To hell with Spain!"''. Efterfølgende undersøgelser har sandsynliggjort, at der var tale om en spontan eksplosion i [[krudt]], der var opbevaret for tæt på en varmekilde.
== Krigen begynder ==▼
▲Den [[15. februar]] [[1898]] skete der en eksplosion på det amerikanske krigsskib USS ''[[USS Maine|Maine]]'' som lå i havnen i [[Havana]]. Skibet sank og 266 mænd døde. Undersøgelsen af, hvad eksplosionen skyldtes, kom ikke til at endeligt resultat, men den amerikanske presse mente, at det var en sabotagehandling. Pressen krævede krig med sloganet ''"Remember the Maine! To hell with Spain!"''. Efterfølgende undersøgelser har sandsynliggjort, at der var tale om en spontan eksplosion i [[krudt]], der var opbevaret for tæt på en varmekilde. Dvs., at krigen startede på et falsk grundlag set med nutidens øjne.
== Baggrund ==
Oprindelsen til denne krig var det cubanske spørgsmål, som i hele det 19. århundrede havde været et konfliktspørgsmaal mellem Spanien og De Forenede Stater (USA). Cuba var — tillige med Puerto Rico — den sidste rest af det store kolonirige, som Spanien tidligere besad i Amerika, men som stykke for stykke var blevet revet ud af dets hænder ved revolutioner. For Amerika var Cuba en attråværdig besiddelse, forsømt under det spanske herredømme men et rigt felt for amerikansk foretagsomhed, hvis det kunne lykkes at bringe det ind under De Forenede Stater. Cubanernes separatistiske tendenser fandt derfor let støtte i Amerika. Det spanske regimente på øen havde fremkaldt en ikke ringe uvilje hos befolkningen både på grund af politiske og finansielle forhold. Der dannedes et stort, spansk-fjendtligt parti, og dette støttedes af Amerika, om end ikke åbenbart og direkte så dog for så vidt som Staternes regering så igennem fingre med, at der førtes våben, ammunition og penge fra Fristaterne til Cuba som hjælp for de misfornøjede. Allerede tidligere var utilfredsheden gentagne gange slået ud i åbent oprør, således 1849, 1851, 1854 og 1868 — sidste gang varede oprøret i 10 år. Et nyt oprør brød ud 1895, farligere end nogen sinde før.
Importen af landbrugsprodukter til Cuba fra Amerika indtog en fremtrædende plads blandt stridsspørgsmålene: man klagede over, at den foregik — over Spanien. Hertil kom, at talrige amerikanere var bosatte på Cuba og her var udsat for trakasserier fra administrationens side. Under disse omstændigheder tog den offentlige mening i Amerika kraftig til orde for at støtte cubanerne, og i april 1896 vedtog kongressen en resolution, der tenderede imod at anerkende oprørerne som krigsførende magt. Den amerikanske regering var nu ganske vist mere mådeholden i sin stilling til sagen, men da Spanien helt nægtede reformer så længe, oprøret ikke var standset, og da dette fortsattes, stadig støttet ved tilførsler fra Amerika, voksede spændingen mellem Spanien og Fristaterne i betænkelig grad.
Imidlertid var den militære kommando på Cuba i februar 1896 overgået til en ny guvernør, general Weyler — man ønskede i Spanien en kraftigere bekæmpelse af oprøret. Kampen antog fra nu af en forbitret karakter. General Weyler slog ind på en ny metode — "koncentrationerne" —, som gik ud på at afskære oprørerne fra alle fornødenheder. Landbefolkningen blev mod eller med sin vilje samlet i byerne, og al høst blev ødelagt. For den civile befolkning opstod der som følge heraf stor lidelse, nød og elendighed. I mange byer voksede dødelighedsprocenten til 20 à 25 %. I Amerika steg ophidselsen stadig. Men endnu tøvede præsident W. Mac-Kinley og valgte, lige som sin forgænger, Cleveland, forhandlingernes vej. Disse førte vel ikke til noget direkte resultat, men i oktober 1897 kom der et nyt ministerium i Spanien: Sagasta blev ministerpræsident efter, at forgængeren, Cánovas, var blevet myrdet. Sagasta tilbagekaldte general Weyler, som afløstes af Marechal Blanca. Der blev nu tilstået Cuba selvstyre. Men denne reform kom for sent, og trods alle Marechal Blanca’s ærlige bestræbelser vedblev elendigheden på øen. Oprørernes eneste svar på Blanca’s fredelige skridt var "uafhængigheden eller døden". Trods amnesti, ophævelse af "koncentrationerne" og reformer på landbrugets og industriens område fortsatte insurgenterne (selvstændighedsforkæmperne) kampen under Maximo Gomez og de Cisneros ledelse. Krigen blev blot endnu mere forbitret og ubarmhjertig ført, ikke mindst fra insurgenternes side, og da den spanske guvernør kun var herre i byerne men magtesløs uden for disse, løb de spanske reformer for en stor del ud i sandet.
Under alt dette havde ophidselsen i Amerika efterhånden nået kogepunktet, og et par tilfældige begivenheder fremkaldte eksplosionen. Først et uforsigtigt affattet brev fra den spanske gesandt i Washington. Det blev opsnappet og den 9. februar 1898 offentliggjort af cubanske agenter og viste sig at indeholde nogle lidet smigrende udtalelser om Mac-Kinley. Til trods for, at Spanien straks afløste gesandten og gjorde de fornødne undskyldninger, lod stemningen i Amerika sig ikke berolige, og nu indtrådte den begivenhed, som fik bomben til at springe. Den 15. februar 1898 sprang det amerikanske panserskib "Maine", der var stationeret i Havanna, i luften; der var 253 døde og sårede. Helt opklaret er grunden til denne katastrofe aldrig omend sandsynligheden taler for, at det drejede sig om et ulykkestilfælde. Men for almenheden i Amerika stod katastrofen straks som en forbrydelse, og der anstilledes en undersøgelse, og præsidentens budskab angående resultatet af denne lod temmelig tydelig skinne igennem, at spanierne ikke var uden skyld i katastrofen. På sin side erklærede den spanske regering, at Spanien ingen som helst andel havde i det skete og tilbød at lade sagen komme for en international voldgift. Herpå indlod den amerikanske regering sig nu ikke. Den fremsatte heller ikke nogen formel fordring på skadeserstatning, men forhandlingerne om forholdene på Cuba antog fra nu af en udpræget skarp karakter, som ikke kunne lade tvivl åben om, hvor det bar hen. Forgæves søgte de seks europæiske stormagter at mægle, et tilsvarende skridt fra pavens side havde snarere den modsatte virkning end den tilsigtede, og den 18. april 1898 kom bruddet, idet De Forenede Stater anerkendte Cubas uafhængighed og forlangte, at spanierne skulde rømme øen. Den spanske regering svarede ved at tilbagekalde sin gesandt i Washington og tilstille den amerikanske gesandt i Madrid hans pas.
== Styrkerne ==
De to Modstandere var lige dårligt forberedte på krig.
Den regulære amerikanske hær på fredsfod talte 2.143 officerer og omkring 26.000 mand spredt over hele det udstrakte land, en styrke der kun var lidet egnet til at være kerne i en national hær. De enkelte staters milits (omkring 5.800 officerer og omkring 105.000 mand) var for enkeltes vedkommende, for eksempel New Yorks, ret god, mens den i andre stater vedkommende kun eksisterede på papiret. Denne milits var nærmest kun bestemt til lokalforsvar og temmelig uanvendelig mod Spanien. Man ville nu ved anvendelse af frivillige bringe den regulære hær op til 61.000 mand, mens der i øvrigt, ligeledes ved frivillige, skulle skabes et passende kystværn. Den hele mobilisering såvel som den regulære hærs koncentration foregik på yderst primitiv måde, og resultaterne svarede til forberedelserne. Regeringen forlangte, at fra den 10. maj skulle 70.000 mand være rede til overførelse til Cuba, den øverstbefalende, General Miler, erklærede, at mangel på udrustning og ammunition gjorde enhver bevægelse umulig. Og foreløbig skete der intet.
Spanien havde ikke nogen særlig kolonihær. Hver kolonis forsvarsstyrke afpassedes efter befolkningens art. På Antillerne, hvor befolkningen ønskede uafhængighed, var hæren rekruteret fra hjemlandet, på Filippinerne, hvor befolkningen i politisk henseende var meget delt, bestod hæren der imod for en væsentlig del af indfødte. På Cuba rådede man over 115 bataljoner, 48 eskadroner, 76 kanoner foruden en del fæstningsskyts. Styrken, der var svækket ved afgang af forskellig art, beløb sig til 150.000 mand i alt. Heraf var dog kun henved 80.000 mand tjenestedygtige, resten var på hospitalerne, og i det hele taget svarede hærens kampdygtighed på ingen måde til dens betydelige størrelse. Hæren var tilmed ganske overordentlig spredt, fordelt i garnisoner over hele øen, mere beregnet på at forsvare byerne og holde insurgenterne i tømme end til at operere mod en fremmed magts krigsstyrker. Befæstningsanlæg af nogen egentlig værdi fandtes kun ved Havanna, hvis forsvar var ret vel ordnet. Fæstningsværkerne om Sanjago var forældede og temmelig værdiløse. På Puerto Rico fandtes kun en svag garnison: 5 bataljoner. På Filippinerne, hvor de landmilitære operationer i øvrigt kun fik ringe betydning, rådede spanierne over 13—14.000 mand, dels spanske, dels indfødte tropper.
== Operationerne på Cuba og Puerto Rico ==
Som ovf. fremhævet var den amer. Hær temmelig magtesløs. Den offentlige Mening forlangte øjeblikkelig Afsendelse af en Ekspedition til Cuba, men foreløbig var et saadant Foretagende ganske umuligt: Kun den regulære Hær var overhovedet anvendelig, og hvad skulde man i det hele taget udrette med de svage Midler, hvorover man raadede? Der samledes ganske vist et Ekspeditionskorps under General Shafter i Egnen om New Orleans, men hvor og hvad skulde man angribe? Havanna var uangribelig, og noget andet rimeligt strategisk Maal fandtes ikke for et Ekspeditionskorps af en Størrelse som General Shafters. Krigen indlededes under disse Omstændigheder paa Søen. Den amer. Flaade blokerede Havanna. En sp. Eskadre under Admiral Cervera afgik fra Hjemlandet til de vestindiske Farvande, men løb ved Ankomsten til Cuba 19. Maj ind i Sanjagos Havn, som den foreløbig ikke forlod, og hvor den snart efter indesluttedes af en amer. Eskadre under Admiral Samson. Ved Efterretningen om, at den sp. Eskadre var løbet ind i Sanjagos Havn, var der pludselig opstaaet et positivt Maal for den amer. Hær, thi paa den afsides Del af Øen, hvor Sanjago laa, turde man regne med ikke at støde paa betydelige sp. Stridskræfter. 31. Maj fik General Shafter Ordre til at afgaa til Cuba for sammen med Flaaden at angribe Sanjago og tage ell. ødelægge den sp. Eskadre. Det lykkedes imidlertid kun at bringe Ekspeditionskorpset op paa 16.000 Mand, i alt væsentlig dannet af Tropper af den regulære Hær. Søtransporten fandt Sted under megen Friktion og store Forsinkelser, dels fordi man i det hele taget var daarlig forberedt paa et saadant Foretagende, dels fordi der, som det synes, herskede stor Uorden ved Transportens Iværksættelse. Endelig foraarsagede ogsaa Frygt for sp. Krigsskibes Indgriben nogen Forsinkelse i Transportens Afsendelse. Først 14. Juni afgik Ekspeditionen i 35 Transportskibe, eskorteret af Krigsskibe. 20. Juni ankom denne Flaade ud for Cubas Sydøstkyst, og Udskibningen fandt Sted ved Baiquiri (c. 14 danske Mil Ø. f. Sanjago) 22. Juni efter et voldsomt Bombardement. Spanierne gjorde ingen Modstand; de havde rømmet Baiquiri, før Bombardementet begyndte. De amer. Troppers Udskibning foregik derefter, men med stor Langsomhed; den varede i 5 Dage, og det svære Artilleri blev endda først udskibet 2. Juli. Der havde forinden Landsætningen fundet en Sammenkomst Sted mellem General Shafter og Admiral Samson, og Cubanernes Anfører Garcia tog Del i Forhandlingerne. Disse førte dog ikke til noget egl. Samarbejde mellem Hær og Flaade, saaledes som Admiral Samson havde ønsket det. Admiralen vilde nemlig sammen med Hærstyrken angribe Forterne ved Indløbet til Sanjagos Havn, men General Shafter vilde ikke gaa med hertil, idet han foretrak at marchere lige løs paa Sanjago.
Sanjago ligger en Mils Vej fra Kysten af en udstrakt Bugt i den sydøstlige Del af Cuba i Bunden af den c. 1 Mil lange Fjord, hvor den sp. Eskadre havde søgt Tilflugt, dækket af Forter og Miner ved Fjordmundingen. Mod Landsiden var Byen dækket af nogle forældede Fæstningsværker, supplerede ved et Blokhussystem, det hele af meget ringe militær Værdi. Besætningen bestod af 6000 Mand under General Linarés. Foruden disse Tropper havde Spanierne endnu 24000 Mand paa denne Del af Cuba, fordelt i forsk. Garnisoner, men næppe mere end godt en halv Snes Mil fra Sanjago. Men lige saa lidt som Spanierne havde modsat sig Landgangen, lige saa lidt gjorde de noget Forsøg paa at hjælpe General Linarés. Ordningen af General Shafter’s Tropper foregik under en Del Friktion og Besvær og der gik fl. Dage, før man var klar til Fremrykning. Egnen mellem Udskibningsstedet og Sanjago er for en stor Del bedækket med tætte Skove og Krat, Terrainet derfor meget uoverskueligt og en Fremrykning i Hovedsagen indskrænket til Vejene. Da Fremmarchen endelig kom i Gang, skete den derfor kun langsomt. Spanierne havde sendt Styrker frem fra Sanjago for at opholde Amerikanerne paa fl. Steder, og det kom til mere ell. mindre alvorlige Fægtninger, navnlig ved Carrey og San Juan (1. Juli). Amerikanerne beholdt Valpladsen, idet Spanierne trak sig tilbage til Sanjago; men General Shafter’s Tropper var meget medtagne af Kampens Anstrengelser og af Varmen, og han havde under alvorlig Overvejelse atter at opgive det vundne Terrain, skønt man fra de erobrede Højder ved San Juan kunde beherske Sanjago og beskyde Byen. Amerikanernes Stilling synes imidlertid p. Gr. a. Troppernes moralske Tilstand at have været alt andet end gunstig, cg General Shafter henvendte sig nu til Admiral Samson om Hjælp, uden at dette dog førte til noget Resultat. Men endnu en Gang fremkaldte vigtige Begivenheder paa Søen en Vending til Gunst for den amer. Hær. 3. Juli om Morgenen forlod Admiral Cervera’s Eskadre Sanjago og blev ødelagt under Forsøget paa at undslippe. Udfaldet i Kampen ved San Juan synes i væsentlig Grad at have bidraget til Cervera’s Beslutning om at forlade Sanjago.
Søslaget ved Sanjago havde en betydelig moralsk Virkning saavel paa Byens Forsvarere som for Angriberne. General Shafter fattede atter Mod og besluttede at fastholde sine Stillinger, medens Forsvarernes Mod naturligvis sank stærkt ved Efterretningen om deres Flaades Ødelæggelse. Det kom til Underhandlinger, og 16. Juli kapitulerede Sanjago. Insurgenterne blev holdt helt uden for Forhandlingerne, ikke en Gang Garcia blev det tilladt at komme ind i Sanjago, trods den ikke ringe Hjælp han havde ydet Amerikanerne. Disse var fra nu af uindskrænket Herrer paa Havet, og de kunde uhindret tage Puerto Rico som næste Angrebsobjekt. Det gjaldt for Amerikanerne om frem for alt at faa hurtige Resultater — Havanna var alt for vel forsvaret, men Puerto Rico vilde man sandsynligvis let kunde erobre. Den til Ekspeditionen bestemte Styrke beløb sig til ca. 16.000 Mand. 21. Juli begyndte Indskibningen, der foregik under de samme Vanskeligheder og med den samme Friktion, som da det gjaldt Cuba, og den trak ud lige indtil 10. Aug. Udskibningen begyndte 25. Juli ved Port-Guanica. Den sp. Besætning paa Puerto Rico var meget for svag til at kunne modsætte sig Landgangen; den maatte indskrænke sig til at forberede Forsvaret af selve Hovedstaden. Trods den ringe Modstand, Amerikanerne mødte, skred deres Operationer langsomt frem, og da Fjendtlighederne 13. Aug. afbrødes af Fredsforhandlingerne, var der endnu ikke naaet noget afgørende Resultat.
== Kampen om Filippinerne ==
Kampen om Filippinerne var nærmest en Søkrig. Efter et Søslag ved Cavite var det sp. Forsvar i Virkeligheten dødsdømt og i Øernes Fald kun et Tidsspørgsmaal. Admiral Dewey fremkaldte uden Vanskelighed Oprør paa Øerne; dette bredte sig hurtig til Provinserne Nord og Syd for Manilla, og snart kunde Insuigenternes Fører Aguinaldo angribe Hovedstaden med c. 5000 Mand. Angrebet gjorde i Beg. nogle Fremskridt, men gik snart i Staa foran Manillas Fæstningsværker. Situationen var dog yderst alvorlig for Spanierne, thi rundt omkr. led deres over Øerne spredte Garnisoner Nederlag paa Nederlag over for de ret energisk førte Insurgenter. Ogsaa i Manilla var Situationen alt andet end god. Admiral Dewey vilde dog ikke bombardere Byen, da han indsaa det unyttige heri, saa længe han ikke havde Kræfter til at besætte Byen. Saaledes gik Tiden indtil ind i Juli Maaned. Imidlertid havde Amerikanerne udrustet en Ekspedition paa omtrent 10000 Mand, der under General Merritt afgik fra St Francisco, og i Løbet af Juni og Juli overførtes til Filippinerne i 3 Transporter. 1. Transport ankom til Cavite 30. Juni, den sidste 31. Juli. General Merritt besluttede at besætte Insurgenternes Stillinger, men uden at indlade sig paa noget Samarbejde med dem. Han fik dem til godvillig at rømme Stillingerne, som der efter blev besat af amer. Tropper. Derpaa blev der planlagt et alm. Angreb paa Manilla: Bombardement fra den amer. Flaade saavel som fra Land og derefter Angreb til Lands fra de amer. Tropper; alt tilsyneladende efter alle Kunstens Regler, men i Virkeligheden en Angrebsplan baseret paa, at Spanierne ikke vilde gøre alvorlig Modstand. Og det slog til. 13. Aug. Kl. 9,35 Fm. begyndte Amerikanerne at beskyde Manilla, og nogle Timer senere marcherede de amer. Tropper, uden at møde væsentlig Modstand, ind i Byen. Kampen fra Spaniernes Side kan kun betegnes som Skinforsvar; Kl. 1,30 Eftm. kapitulerede Byen. Tabene var meget ringe paa begge Sider, men 13000 Fanger og et rigt Bytte faldt i Amerikanernes Hænder.
== Krigens Afslutning ==
Freden. Sanjagos Fald havde brudt Spaniernes Modstandskraft, og 26. Juli indledede Regeringen Fredsforhandlinger, som førte til Freden i Paris 10. Decbr 1898 (Fredspræliminarierne var allerede blevet undertegnet i Washington 12. August); Spanien opgav alle Rettigheder med Hensyn til Cuba, afstod Puerto Rico og sine andre Besiddelser i Antillerne saavel som Øen Guam. Med Hensyn til Filippinerne, saa overlodes de til de forenede Stater mod Betaling af 100 Mill. frc. Selve Krigen, der var ført under højst ulige Vilkaar for de to Parter, havde varet i 4 Maaneder.
== Noter ==
{{reflist}}
== Eksterne henvisninger ==
[http://runeberg.org/salmonsen/2/21/1083.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind XXI (1924), s. 1051-1054; opslag: Spansk-amerikanske Krig]
{{Commonskat|Spanish-American War}}
| |||