Den spansk-amerikanske krig: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag)
Rmir2 (diskussion | bidrag)
m →‎Baggrund: rettet intern henvisning
Linje 29:
Importen af landbrugsprodukter til Cuba fra Amerika indtog en fremtrædende plads blandt stridsspørgsmålene: man klagede over, at den foregik — over Spanien. Hertil kom, at talrige amerikanere var bosatte på Cuba og her var udsat for trakasserier fra administrationens side. Under disse omstændigheder tog den offentlige mening i Amerika kraftig til orde for at støtte cubanerne, og i april 1896 vedtog kongressen en resolution, der tenderede imod at anerkende oprørerne som krigsførende magt. Den amerikanske regering var nu ganske vist mere mådeholden i sin stilling til sagen, men da Spanien helt nægtede reformer så længe, oprøret ikke var standset, og da dette fortsattes, stadig støttet ved tilførsler fra Amerika, voksede spændingen mellem Spanien og Fristaterne i betænkelig grad.
 
Imidlertid var den militære kommando på Cuba i februar 1896 overgået til en ny guvernør, general [[Weyler]] — man ønskede i Spanien en kraftigere bekæmpelse af oprøret. Kampen antog fra nu af en forbitret karakter. General Weyler slog ind på en ny metode — "koncentrationerne" —, som gik ud på at afskære oprørerne fra alle fornødenheder. Landbefolkningen blev mod eller med sin vilje samlet i byerne, og al høst blev ødelagt. For den civile befolkning opstod der som følge heraf stor lidelse, nød og elendighed. I mange byer voksede dødelighedsprocenten til 20 à 25 %. I Amerika steg ophidselsen stadig. Men endnu tøvede præsident [[William McKinley]] og valgte, lige som sin forgænger, [[Grover Cleveland]], forhandlingernes vej. Disse førte vel ikke til noget direkte resultat, men i oktober 1897 kom der et nyt ministerium i Spanien: [[Sagasta]] blev ministerpræsident efter, at forgængeren, Cánovas, var blevet myrdet. Sagasta tilbagekaldte general Weyler, som afløstes af [[Marechal Blanca]]. Der blev nu tilstået Cuba selvstyre. Men denne reform kom for sent, og trods alle Marechal Blanca’s ærlige bestræbelser vedblev elendigheden på øen. Oprørernes eneste svar på Blanca’s fredelige skridt var "uafhængigheden eller døden". Trods amnesti, ophævelse af "koncentrationerne" og reformer på landbrugets og industriens område fortsatte insurgenterne (selvstændighedsforkæmperne) kampen under [[Maximo Gomez]] og [[de Cisnero]]s ledelse. Krigen blev blot endnu mere forbitret og ubarmhjertig ført, ikke mindst fra insurgenternes side, og da den spanske guvernør kun var herre i byerne men magtesløs uden for disse, løb de spanske reformer for en stor del ud i sandet.
 
== Krigen bryder ud ==