Sibirien: Forskelle mellem versioner

Ved ishavskysten er sommeren for kold for skovvækst, og vegetationen har derfor et arktisk præg. Over de flade strækninger breder sig endeløse moser ([[tundra]]er), kun på bakkede steder findes [[hede]] med mange smukke blomster. Ved kysten lever sæler, [[isbjørn]]e og talrige søfugle, i tundraerne de almindelige polardyr: [[rensdyr]], [[lemming]], [[snehare]], [[polarræv]], [[rype]] med flere. Man skal imidlertid ikke fjerne sig langt fra kysten, inden den stigende sommervarme sætter sit præg på vegetationen. Snart begynder skove af [[lærk]] på den om sommeren kun i få cm’s dybde optøede jord. Længere mod syd kommer [[birk]]en til, der efter [[gran]], [[Fyrreslægten|fyr]] og [[ædelgran]]. Den største del af Sibirien er en uhyre nåleskov, dog afbrudt af udstrakte eng- og mosedrag. Ved østkysten og på Kamtjatka består skoven på grund af den kølige sommer af andre træarter end i det indre. Mod sydvest frembringer den hede sommer en overgang til steppevegetation (Kirgisersteppe). De sibiriske skove, hvor der sydligst vokser ahorn og slyngplanter, har en rig dyreverden af væsentlig de samme arter som Nordeuropas. Her lever [[elg]]e, [[rådyr]], [[ulv]]e, [[bjørn]]e, [[zobel]], [[egern]], [[flyveegern]] med flere. Ved Amur har [[Sibirisk tiger|den sibiriske tiger]] sit levested.