Wikipedia

Peder Olivarius Bugge: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
Der arbejdes tydeligvis ikke på artiklen; {{wikificering}} indsat i stedet.
Rmir2 (diskussion | bidrag)
95.108 edits
m småret
Linje 1:
{{wikificering}}
'''Peder''' (''Peter'') '''Olivarius Bugge''' ([[2. december]] [[1764]] i Holt ved [[Tvedestrand]] - [[6. december]] [[1849]] i [[Trondhjem]]) var en norsk biskop og politiker, søn af provst [[Søren Bugge]], far til [[Søren Bruun Bugge|Søren Bruun]] og [[Frederik Moltke Bugge]].
 
== Liv og virke ==
Han tog 1784 filol., 1786 teol. Eksamen, 1787 Magistergraden, var 1787-90 Sognepræst paa Sjælland,
blev derefter sin Faders Efterfølger i Vanse ved Farsund, 1799-1803 Sognepræst i
Fredericia, 1804-42 Biskop i Trondhjem. B. fandt ved sin Tiltræden til Bispeembedet dettes Sager
i Uorden og dets Indtægter beskaaret, hvilket havde til Følge, at han kom i Strid med
Kancelliet i Kbhvn, der blev Skive for den stridslystne og skarptungede Prælats bidende Kritik
og Spottegloser. Det endte med, at han 1813 af Kongen fik tildelt en »fortjent og alvorlig
Irettesættelse«, medens en paatænkt Afsættelse ikke længere lod sig gennemføre, om ikke af anden Grund,
saa fordi de politiske Begivenheder i og ang. Norge snart skaffede Regeringen i Kbhvn andet
at tænke paa. I disse Begivenheder spillede B. en fremtrædende Rolle. Han havde længe staaet
i Korrespondance med Prins Christian Fredrik, og fra Jan. 1814 traadte den stærkt politisk
interesserede B. i et personlig fortroligere Forhold til ham som Raadgiver og ivrig Forfægter
af Norges Løsrivelse fra Danmark og sin Vens Kandidatur til Norges Trone. B. var for længst
en bitter Modstander af det danske Styre, stærkt paavirket af den fremspirende eng. Liberalisme,
og brugte med lige saa megen Energi som Held sin Indflydelse hos Prinsen til at faa ham til
at godkende Folkets Suverænitet som Grundlag for den konstitutionelle Forfatning, hvilken
Selvstændighedspartiet snart skulde sætte al Magt ind paa at gennemføre. Et af Aaret 1814’s mange
Grundlovsudkast (optrykt i Y. Nielsen, »Bidrag til Norges Historie 1814«, I) skyldes B., der
ogsaa, uden at være Medlem af Rigsforsamlingen, opholdt sig paa Eidsvold under dennes Samvær
der som Prinsens Gæst og Omgangsfælle. Paa det første ordentlige Storting 1815-16 mødte
B. som 1. Repræsentant for Trondhjem og valgtes til Odelstingspræsident og Vicepræsident i
Stortinget, foruden at han var Medlem af en Række vigtige Komiteer. Hos Karl Johan stod
B. til at begynde med alt andet end i Gunst, men der gik ikke ret lang Tid, før B. havde
forsonet sig med Monarken og de ny Tilstande, og ved Kongens Kroning i Trondhjem 7. Septbr
1818 holdt B. en Tale, der noksom viste, hvilket overvældende Indtryk Karl Johan’s
Personlighed havde gjort paa ham, men som indbragte den for Tvetungethed mistænkte Prælat
demonstrativt Mishag fra hans Medborgeres Side, idet de samme Aften slog hans Vinduer ind.
Krænket og misfornøjet trak B. sig herefter tilbage fra Politikken. Hans Holdning til det norske
Kirkedepartement blev efterhaanden præget af den samme Stridbarhed, udløst i uærbødig Vid
og Spot, som havde dikteret hans Optræden lige over for det danske Kancelli; men hans
Autoritet var efterhaanden blevet svækket, og 1842 blev han lemfældig tvunget til at søge
sin Afsked. B., der i yngre Aar tilhørte den rationalistiske Retning, blev med Aarene stærkt
paavirket af Herrnhutismen og gav sig mere og mere hen til Missionering i pietistisk Aand med
Bibellæsninger og Opbyggelsesmøder. B. var en sjælden rigt udrustet Personlighed, rig ogsaa
paa Karaktermodsætninger; med tilsyneladende Skaanselsløshed i sin Dom over dem, der
kom ud for hans Kritik, var han mild og hjælpsom indtil den højeste Selvopofrelse lige over
for dem, der søgte ham af Nød ell. som Sjælesørger. Selv usædvanlig lærd, bl.a. Latiner paa
sin Hals, var han en varm Ven af de klassiske Studier og af en grundig teol. Dannelse;
1803-15 var han Vicepræses, 1815-20 Præses i Videnskabernes Selskab i Trondhjem. En Række
interessante Breve fra B., udgivne af M. Birkeland i »Bidrag til Norges Historie 1814« (1858),
kaster Lys over ham som Menneske og Politiker.
(Litt.: B.’s nedenn. Søn F. M. B., »Charakteristiske Træk af Biskop B.’s Liv og ▼
Virksomhed« [1851]; D. Thrap, »Fra Biskop B.’s Haand« [1886; heri ogsaa den famøse Kroningstale]).▼
 
Han tog 1784 filologisk, 1786 teologisk eksamen, 1787 magistergraden, var 1787-90 [[sognepræst]] på Sjælland, blev der efter sin faders efterfølger i [[Vanse]] ved [[Farsund]], 1799-1803 sognepræst i [[Fredericia]], 1804-42 [[biskop]] i [[Trondhjem]]. Bugge fandt ved sin tiltræden til bispeembedet dettes sager i uorden og dets indtægter beskårede, hvilket havde til følge, at han kom i strid med kancelliet i København, der blev skive for den stridslystne og skarptungede prælats bidende kritik og [[spot]]tegloser. Det endte med, at han 1813 af kongen fik tildelt en "fortjent og alvorlig irettesættelse", mens en påtænkt afsættelse ikke længere lod sig gennemføre, om ikke af anden grund, så fordi de politiske begivenheder i og angående Norge snart skaffede regeringen i København andet at tænke på. I disse begivenheder spillede Bugge en fremtrædende rolle: han havde længe stået i korrespondance med prins [[Christian Fredrik]], og fra januar 1814 trådte den stærkt politisk interesserede Bugge i et personlig fortroligere forhold til ham som rådgiver og ivrig forfægter af Norges løsrivelse fra Danmark og sin vens kandidatur til Norges trone. Bugge var for længst en bitter modstander af det danske styre, stærkt påvirket af den fremspirende engelske liberalisme, og brugte med lige så megen energi som held sin indflydelse hos prinsen til at få ham til at godkende folkets suverænitet som grundlag for den konstitutionelle forfatning, hvilken selvstændighedspartiet snart skulle sætte al magt ind på at gennemføre. Et af året 1814’s mange grundlovsudkast (optrykt i Y. Nielsen: ''Bidrag til Norges Historie 1814'', I) skyldes Bugge, der også, uden at være medlem af rigsforsamlingen, opholdt sig på [[Eidsvold]] under dennes samvær der som prinsens gæst og omgangsfælle.
== Kilder ==▼
 
== Sveriges håndlanger ==
* {{runeberg.org|salmonsen|2|4|0250.html Bugge, 1) Peter Olivarius}}▼
 
På det første ordentlige storting 1815-16 mødte Bugge som 1. repræsentant for Trondhjem og valgtes til odelstingspræsident og vicepræsident i stortinget foruden, at han var medlem af en række vigtige komiteer. Hos Karl Johan stod Bugge til at begynde med alt andet end i gunst, men der gik ikke ret lang tid, før Bugge havde forsonet sig med monarken og de nye tilstande, og ved kongens kroning i Trondhjem 7. september 1818 holdt Bugge en tale, der noksom viste hvilket overvældende indtryk, Karl Johan’s personlighed havde gjort på ham, men som indbragte den for tvetungethed mistænkte prælat demonstrativt mishag fra hans medborgeres side, idet de samme aften slog hans vinduer ind. Krænket og misfornøjet trak Bugge sig her efter tilbage fra politikken.
 
== Striden med det norske kirkedepartement ==
 
Hans holdning til det norske kirkedepartement blev efterhånden præget af den samme stridbarhed, udløst i uærbødig vid og spot, som havde dikteret hans optræden lige over for det [[danske kancelli]], men hans autoritet var efterhånden blevet svækket, og 1842 blev han lemfældig tvunget til at søge sin afsked.
 
▲== KilderPietist ==
 
Bugge, der i sine yngre år tilhørte den rationalistiske retning, blev med årene stærkt påvirket af [[Herrnhutismen]] og gav sig mere og mere hen til missionering i [[pietisme|pietistisk ånd]] med bibellæsninger og opbyggelsesmøder.
 
== En modsætningsfyldt personlighed ==
 
Bugge var en sjælden rigt udrustet personlighed, rig også på karaktermodsætninger: med tilsyneladende skånselsløshed i sin dom over dem, der kom ud for hans kritik, var han mild og hjælpsom indtil den højeste selvopofrelse over for dem, der søgte ham af nød eller som sjælesørger. Selv usædvanlig lærd, blandt andet latiner om en hals, var han en varm ven af de klassiske studier og af en grundig teologisk dannelse. 1803-15 var han vicepræses, 1815-20 præses i [[Videnskabernes Selskab i Trondhjem]]. En række interessante breve fra Bugge, udgivne af M. Birkeland i "''Bidrag til Norges Historie 1814''" (1858), kaster Lys over ham som Menneske og Politiker.
 
== Litteratur ==
 
▲(Litt.: B.’s nedenn. Søn *F. M. B.,Bugge: »''Charakteristiske Træk af Biskop B.’s Liv og Virksomhed'' (1851);
▲Virksomhed« [1851]; *D. Thrap,: »''Fra Biskop B.’s Haand«'' [(1886; heri ogsaaogså den famøse Kroningstalekroningstale]).
 
== Eksterne henvisninger ==
 
▲* {{runeberg.org|salmonsen|2|4|0250.html Bugge, 1) Peter Olivarius}}
* {{runeberg.org|dbl|3|0238.html Bugge, Peder Olivarius}}
 
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Peder_Olivarius_Bugge"