Amerikanske uafhængighedskrig: Forskelle mellem versioner

'''Den amerikanske uafhængighedskrig''' ([[1775]]–[[1783]]) eller '''amerikanske befrielseskrig''' (engelsk: ''American Revolutionary War'' eller ''American War of Independence''), var en krig mellem [[Storbritannien]] og [[13 oprindelige kolonier|tretten britiske kolonier]], som [[den amerikanske uafhængighedserklæring|erklærede sinderes uafhængighed]] som [[Amerikas Forenede Stater]] i [[1776]]. Krigen var kulminationen på [[den amerikanske revolution]], en kolonial magtkamp mod politiske og [[merkantilisme|økonomiske]] kræfter i [[det britiske imperium]]. Krigen udvidede sig senere udenfor britisk [[Nordamerika]]. Mange [[indianere]] kæmpede også på begge sider i konflikten.

Kolonisterne var delt i, hvilken side de skulle støtte i krigen. I nogle områder var kampen en [[borgerkrig]]. [[Patriot (Den amerikanske revolution)|Revolutionære]], også kendt som "amerikanere" eller "patrioter", havde den aktive støtte fra omkring 40-45 % af befolkningen i kolonierne. Omkring 15-20 % af befolkningen støttede den britiske krone under krigen, og var kendt som [[loyalister (amerikanske revolution)|loyalister (eller toryer)]]. Loyalisterne stillede med omkring 50.000 mand i løbet af krigen til støtte for det britiske imperium. Efter krigen forlod omkring 70.000 loyalister USA; de fleste drog til [[Canada]], Storbritannien eller til britiske kolonier i [[Caribien]] <ref>Procentandelen af loyalister og patrioter: Robert M. Calhoon, "Loyalism and Neutrality" i ''The Blackwell Encyclopedia of the American Revolution'', s. 247, antallet i loyalisternes styrker: Mark M. Boatner, ''Encyclopedia of the American Revolution'', s. 663.</ref>.

I et forsøg på at koordinere den militære indsats, etablerede den [[den kontinentale kongres|kontinentale kongres]] (på papiret) en regulær [[den kontinentale armé|kontinental hær]] i juni [[1775]] og udnævnte [[George Washington]] til [[øverstkommanderende]]. Udviklingen af den kontinentale hær var et pågående arbejde, og Washington tog nølende militser ind i de regulære styrker under krigen. Selv om så mange som 250.000 mand kunne have tjent som regulære eller som militsmænd for den revolutionære sag i de otte krigsår, var der aldrig mere end 90.000 væbnede mænd totalt for amerikanerne i løbet af et år. Hærene i Nordamerika var små målt med datidens europæiske målestok. Det største antal mænd, som Washington personlig kommanderede på slagmarken på en gang, var mindre end 17.000 <ref>Antallet af væbnede patrioter: Boatner, s. 264. Boatner siger, den største styrke, Washington kommanderede, var "under 17.000", Christopher Duffy (''The Military Experience in the Age of Reason, 1715–1789'', s. 17) anslår Washingtons maksimale antal blot var 13.000 mand". Til sammenligning bemærker Duffy, at [[Fredrik den storeStore]] i reglen kommanderede fra 23.000 til 50.000 mand i sine slag.</ref>.

[[Afroamerikaner]]e, [[slaveri|slaver]] og frie sorte, deltog på begge sider i krigen. Sorte soldater deltog i de nordlige milister fra udbruddet, men dette var forbudt i syd, hvor slavejere frygtede bevæbnede slaver. I november 1775 udstedte [[John Murray|Lord Dunmore]], den kongelige guvernør i [[Virginia]], en proklamation, som lovede frihed til slaver, som kæmpede for briterne. [[Henry Clinton]] udstedte et lignende edikt i New York i [[1779]]. Titusindvis af slaver strømmede til de britiske linjer, selvom kun 1.000 blev bevæbnet. Mange deltog som budbringere, mekanikere, arbejdere, tjenere, spejdere og guider, selvom mere end halvdelen døde af [[kopper (sygdom)|koppe]]-epidemier, som hærgede de britiske styrker, andre blev drevet ud af de britiske linjer, da der ikke var mad nok. Til trods for Dunmores løfter, fik majoriteten af slaveneslaverne ikke deres frihed.<ref>Britisk brug af flygtede slaver: Sidney Kaplan og Emma Nogrady Kaplan, ''The Black Presence in the Era of the American Revolution'', s. 71-89.</ref>

De fleste [[indianere]] øst for [[Mississippi (flod)|Mississippi]] blev påvirket af krigen. Mange samfund var delt i spørgsmålet om, hvordan de skulle forholde sig til konflikten. De fleste indianerne, som sluttede sig til krigen, kæmpede mod USA, da de indfødtes land var truet af ekspanderende amerikansk bosætning. Det er anslået, at 13.000 indianere kæmpede på britisk side. Den største gruppe, [[Irokeserføderationen]], kæmpede med 1.500 mænd.<ref>Antallet af indianere totalt: James H. Merrell, "Indians and the New Republic" i ''The Blackwell Encyclopedia of the American Revolution'', s. 393. Antallet irokeserkrigere: Boatner, s. 545.</ref>

Militsen rykkede derefter frem mod Boston og [[belejringen af Boston|belejrede Boston]], de britiske styrker fik forstærkning på omkring 4.500 soldater ad søvejen. [[17. juni]] 1775 erobrede britiske styrker under general [[William Howe]] Charlestown-halvøen i [[slaget ved Bunker Hill]]. Amerikanerne trak sig tilbage, men de britiske tab var så alvorlige, at angrebet ikke blev fulgt op. Belejringen var ikke brudt, og Gage blev snart erstattet af Howe som britisk øverstkommanderende.

Den nylig udnævnte general Washington ankom udenfor Boston i juli 1775, for at overtage ledelsen af kolonistyrkenekolonistyrkerne og for at organisere den kontinentale armé. Stilstanden fortsatte gennem efteråret og vinteren. Tidligt i marts 1776 blev tunge [[kanon (våben)|kanoner]], som patriotenepatrioterne havde taget ved [[erobringen af Fort Ticonderoga|Fort Ticonderoga]] placeret på [[Befæstningen af Dorchester Heights|Dorchester Heights]], et højdedrag, hvorfra der var udsigt over de britiske stillinger. Howes situation var nu umulig, og briterne [[evakueringsdagen (Massachusetts)|evakuerede byen]] den [[17. marts]] 1776 og søgte midlertidig tilflugt i [[Halifax, Nova Scotia]]. Washington overtog det meste af den kontinentale hær for at befæste [[New York City]].