'''Public choice''' er en [[teori]] indenfor [[nationaløkonomi]] og [[statskundskab]], der anvender samme [[videnskab]]elige værktøj til sin analyse af politiske fænomener som nationaløkonomerne bruger til analysen af økonomiske fænomener.
Teoriens analytiske fokus er på de politiske aktører på [[individ]]niveau, der antages at handle rationelt ved at forsøge at maksimere sinderes egennytte. [[Politiker]]e stemmemaksimerer, [[embedsmand|embedsmænd]] budgetmaksimerer emner, og [[vælger]]nevælgerne er mest af optaget af emner, der står dem selv nær – f. eks. interesserer [[landmand|landmænd]] sig mest for landbrugspolitik – men idet informationen i samfundet er assymetrisk[[asymmetrisk information|asymmetrisk]], er ingen perfekt informeret, og dermed vil særinteresser ofte blive tilgodeset. Det antages desuden at omkostningerne ved at søge at opnå fuld information er for store. Staten, der ellers opfattes som en supraindividuel beslutningsenhed i mange økonomiske teorier, antages også at være nyttemaksierendenyttemaksimerende. Public choice-teorien opfatter således samfundet som et [[marked]], der styres af [[udbud og efterspørgsel]], hvor de politiske beslutningstagere (politikere og embedsmænd) udbyder politiske beslutninger, mens de politiske interessenter (vælgere) efterspørger dem.
Retningen har særligt vundet indpas i løbet af [[1970'erne]] og er nært beslægtet med [[rational choice]] og [[New Publicpublic Managementmanagement]].
