Tortur: Forskelle mellem versioner

I nogle tilfælde kan et helt samfund være mere eller mindre traumatiseret, hvor torturen er blevet anvendt på en systematisk og omfattende måde. Efter flere års undertrykkelse, konflikt og krig er almindelige støttenetværk og -strukturer i samfundet ofte brudt op eller ødelagt. Ved at give psykosocial støtte og oprejsning til torturofre og traumer kan man medvirke til genopbygningen af ødelagte samfund. Rehabiliteringscentre spiller derfor en central rolle til fremme af demokrati, sam-eksistens og respekt for menneskerettigheder. De giver støtte og håb, og fungerer som symbol på sejr over den menneskeskabte tortur-terror, der kan blokere for udviklingen af demokrati i hele samfund.

 

Tortur har historisk set en lang tradition, hvor den blev bl.a. brugt til at få anklagede til at tilstå forbrydelser og medsammensvorne. Denne anvendelse af tortur var almindelig i [[Europa]] igennem [[Middelalderen]] og de efterfølgende århundreder. Først i løbet af [[Oplysningstiden]] i det [[18. århundrede]] blev det mere udbredt at kritisere anvendelsen af tortur, og flere lande begyndte at indføre forbud mod den, således under [[Frederik 2. af Preussen]], som afskaffede den i alle sine riger i [[1754]], [[Gustav 3. af Sverige]] i [[1772]] (selvom "svårare fängelse" som et tilståelsesredskab først blev afskaffet i [[1868]]) og [[Josef 2. (Tysk-romerske rige)|Joseph 2.]] i [[Østrig]] og [[Böhmen]] i [[1776]]. I [[Frankrig]] blev tortur som redskab til at fremkalde tilståelser afskaffet i [[1780]], mens den systematiske praksis med at anvende tortur mod dømte forbrydere for at få dem til at afsløre medsammensvorne først blev afskaffet i [[1788]].<ref>Lynn Hunt, ''Inventing Human Rights - A History'', W.W. Norton Company, 2008, s. 75-76.</ref>