|
Nielsen var af sin far, stutmester F.G.E. Nielsen (1769—1851) bestemt til Officer; 13 år gammel kom han ind på Landkadetakademiet, 1811 blev han løjtnant og 1820 premierløjtnant, men da han ikke længere kunne bekæmpe sin lyst til skuespilkunsten, betroede han sig til [[Dr. Ryge]] og aflagde af hensyn til sin stilling i hemmelighed prøve for teaterdirektionen, der straks lovede ham ansættelse med 400 rigsdaler i gage, når han var blevet løst fra sine militære forpligtelser. Kort efter han havde fået sin afskedsbegæring bevilget, debuterede ban 12. september 1820 som Axel i »Axel og Valborg«, og ligesom han havde erobret direktionen, sejrede han nu over publikum; det stod straks klart for alle kyndige, at Nielsen ville blive den rette fremstiller af den nordiske helt og elsker, som teatret hidtil havde savnet, skønt det var 12 år siden, at den første oehlenschlägerske tragedie blev opført. Nielsen besad ikke alene glimrende fysiske skuespilleregenskaber, men kraft og lyrik. Hans unge helte og elskere var ikke forskellige, men idealbilleder af ham selv; uden at eje den inderste lidenskab var de opbrusende i deres heftighed, mandige og ømme i deres kærlighed.
Hans skønne stemme vuggede på rytmernes svulmende velklang og hans muskelstærke skikkelse med den ædle holdning og det fritbårne hoved gav tilskuerne det indtryk, at der stod en mand bag de store ord. Derimod lykkedes en Rollerolle som Hamlet ikke for ham, fordi han savnede Åndfuldhedåndfuldhed i Diktionendiktionen, og i de store Karakterrollerkarakterroller: Macbeth, Kong Lear, Hakon Jarl og Palnatoke stod han tilbage for Dr. Ryge, hvis lidenskab var dybere. August Bournonville skrev, at Nielsens stemme forholdt sig »til Ryges som det fyldige, men bløde Valdhorn til Kamplurens skarpe gennemtrængende Toner«. Dog, selv om samtiden ikke mente, at Nielsen nåede sin forgænger i fremstillingen af disse skikkelser, kom ingen af Nielsens efterfølgere til at stå mål med ham. Han udførte også et stort repertoire i lystspillet, og inden for dette område ydede han sin bedste kunst i ældre roller.
Navnlig i Konversationsskuespilkonversationsskuespil af den Scribeske Skole gengav han paapå fortrinlig Visvis en Deldel Karaktererkarakterer af født Fornemhedfornemhed og ridderlig Tænkemådetænkemåde, fyldige Markiermarkier med et indskrænket Åndslivåndsliv, men hvis Væsenvæsen var Noblessenoblesse og Selvtilfredshedselvtilfredshed (f. Ekseks. Markienmarkien i »Slottet i Poitou«), Disse Figurerfigurer formede han også i sit eget Billedebillede, thi N.Nielsen var i Årenesårenes Løbløb selv blevet en Festfigurfestfigur, der levede et selskabeligt Livliv og talte langt bedre, end han tænkte. Da [[J. L. Heiberg]] skrev Skuespillersindetsskuespillersindets Psykologipsykologi i »En Sjæl efter Døden«, var NNielsen hans model. Bortset fra høflighedsfraser havde forholdet mellem dem været spændt fra ungdomsdagene, og da Heiberg udnævntes til direktør (1849), blev Nielsens af skiftende luner og upålideligt helbred fremkaldte ansøgninger om afsked et tema, som ofte beskæftigede pressen.
hans Model. Bortset fra Høflighedsfraser havde Forholdet mellem dem været spændt fra Ungdomsdagene, og da Heiberg udnævntes til Direktør (1849), blev N.’s af skiftende Luner og upålideligt Helbred fremkaldte Ansøgninger om Afsked et Tema, som ofte beskæftigede Pressen.
Et Parpar Årår før han fik sit Ønskeønske opfyldt (1855), skrev Heiberg til Ministerietministeriet: »Uagtet Theatret maa betragte det som et Tab at miste en i så mange Henseender begavet Skuespiller, som det, alene på Grund af hans udvortes Fortrin, bliver vanskeligt at erstatte, så vil på den anden Side den store Letsindighed, hvormed han behandler sin Kunst, idet han så godt som aldrig memorerer en Rolle, og derved stadigen besværer sine Medspillende, der må bruge alle slags Kunstgreb for at dække hans Usikkerhed og derved redde Stykkernes Virkning, bevirke, at Beklagelsen over hans Afgang bliver mindre«. Dog, efter Heiberg’sHeibergs Afskedafsked knyttedes N.Nielsen atter til Teatretteatret, hvor han optrådte sidste Ganggang 24. Febrfebruar 1860 som (Markien i »Kamp og Sejr«.
Nielsen var den første danske skuespiller, der blev [[Titulær professor|professor]], [[Ridder (ordensvæsen)|ridder]] og [[Dannebrogsmand]], og som modtog fremmede dekorationer. Han optrådte ofte på udlandets scener; 1824 debuterede han som tysk skuespiller i [[Braunschweig]], blandt andet som Coreggio; 1827 optrådte han i [[München]] og på [[Burgteatret]] i [[Wien]], blandt andet som Axel i ''[[Axel og Valborg]]'', senere var han flere gange gæst på scenerne i [[Kristiania]], [[Bergen]], [[Stockholm]] og [[Helsingfors]], sidste gang 1858.
|
