|
|militær_data5 =
}}
[[Stanley Baldwin|ldwin]]s regering og gennemførte Storbritanniens katastrofale genindførelse af [[guldfod]]en, som medførte [[deflation]], [[arbejdsløshed]] og minearbejderstrejken, der førte til generalstrejken i 1926.<ref>[http://news.bbc.co.uk/1/hi/events/budget_99/budget_briefing/279928.stm Budget Blunders: Mr Churchill and the Gold Standard (1925)], BBC News. Hentet 02-12-2007.</ref> Hans beslutning, som blev bekendtgjort i finanslovsforslaget for 1924, blev truffet efter lange konsultationer med forskellige økonomer, heriblandt [[John Maynard Keynes]], departementschefen (the Permanent Secretary to the Treasury), Sir [[Otto Niemeyer]] og bestyrelsen for [[Bank of England]]. Beslutningen fik Keynes til at skrive ''The Economic Consequences of Mr. Churchill'', hvori han hævdede at genindførelsen af guldfoden til parikursen fra før 1. verdenskrig i 1925 (£1=$4,86) ville føre til en verdensomspændende [[depressionen|depression]]; men beslutningen var generelt populær og blev set som 'sund økonomi' selv om den blev mødt med modstand fra [[Lord Beaverbrook]] og den britiske industrisammenslutning (Federation of British Industries).<ref>James p. 207</ref> og så skulle han tisse
{{elefantridder|År=1950}}
'''Sir Winston Leonard Spencer Churchill''' ([[30. november]] [[1874]] – [[24. januar]] [[1965]]) var en [[Storbritannien|britisk]] politiker og statsmand, som især er kendt for sit lederskab af Storbritannien under [[2. verdenskrig]]. Han var [[Britiske premierministre|premierminister]] i Storbritannien fra [[1940]] til [[1945]] og igen fra [[1951]] til [[1955]]. Han betragtes i vide kredse som en af de største ledere i krigstid.
Ved siden af sit politiske arbejde var han [[forfatter]] til 37 bøger fordelt på i alt 58 bind, og han nåede at male over 500 malerier. Som forfatter skrev han navnlig populærhistoriske værker samt oversigtsværker over samtiden. Han er den eneste britiske premierminister, som har modtaget [[Nobelprisen i litteratur]] og var den første, som blev udnævnt til æresborger i [[De forenede Stater]].<ref>{{cite web|title=Winston Churchill|url=http://www.senate.gov/reference/resources/pdf/pl8806.pdf|work=Pub.L. 86-6|publisher=U.S. Senate|accessdate=17. marts 2011|date=9 April 1963}}</ref>
Churchill blev født ind i en [[aristokrati]]sk familie. Hans far, [[Lord Randolph Churchill]], som var søn af [[John Churchill|hertugen af Marlborough]], var en [[karisma]]tisk politiker, som bl.a. var britisk finansminister. Hans mor, [[Jenny Jerome]], stammede fra en velhavende amerikansk familie.
Da det konservative parti tabte parlamentsvalget i [[1945]], blev han leder af oppositionen. I [[1951]] dannede han igen regering, og han beholdt posten indtil han trak sig tilbage i [[1955]]. Da han døde i [[1965]] tilstod [[Elizabeth 2. af Storbritannien|dronningen]] ham en statsbegravelse, som tiltrak et af de største antal af verdens statsmænd, som nogensinde har været samlet.
== Familie og tidligt liv ==
[[Fil:Randolph Churchill in18830001.jpg|thumb|left|100px|Lord Randolph Churchill, 1883]]
[[Fil:JennieJeromeSmall.jpeg|thumb|left|100px|Lady Randolph Churchill]]
Som efterkommer af den aristokratiske Spencer-familie<ref>{{cite web|url=http://www.thepeerage.com/p10620.htm#i106196|title=Rt. Hon. Sir Winston Leonard Spencer Churchill|accessdate=20 December 2007|author=Darryl Lundy|publisher=thePeerage.com}}</ref> brugte Winston Leonard Spencer Churchill, ligesom sin far, efternavnet Churchill i det offentlige liv<ref>Jenkins, pp. 1–20</ref>. Hans forfader George Spencer ændrede sit efternavn til Spencer-Churchill i [[1817]], da han blev ''Duke of Marlborough'', for at fremhæve at han stammede fra [[John Churchill]], den første ''Duke of Marlborough''. Winstons fader, [[Lord Randolph Churchill]], var John Spencer-Churchill (den 7. ''Duke of Marlboroughs'' tredje søn og var politiker, mens hans moder, Lady Randolph Churchill (født Jennie Jerome) var datter af den amerikanske millionær Leonard Jerome. Winston blev født to måneder for tidligt, den [[30. november]] [[1874]] i et soveværelse på [[Blenheim Palace]], Woodstock, [[Oxfordshire]], otte måneder efter sine forældres hurtige giftermål<ref>Jenkins, p. 7</ref>. Winston havde én broder, John Strange Spencer-Churchill.
[[Fil:Churchill 1881 ZZZ 7555D.jpg|thumb|left|upright|100px|Churchill som 7-årig i 1881]]
Uafhængig og oprørsk af natur som han var, klarede han sig generelt dårligt i skolen, for hvilket han blev straffet. Han gik på tre privatskoler: St. George's School i [[Ascot]], derefter Bruswick School i Hove ved [[Brighton]] og endelig kom han på det fornemme [[Harrow]] den [[17. april]] [[1888]], hvor hans militære karriere begyndte i det små. Få uger efter at være ankommet, havde han sluttet sig til ''Harrow Rifle Corps''<ref name="Centre-Hussars">[http://www.winstonchurchill.org/learn/biography/the-soldier/lt-churchill-4th-queens-own-hussars Lt Churchill: 4th Queen's Own Hussars], The Churchill Centre. Hentet 28. august 2009.</ref>. Han fik høje karakterer i engelsk og historie og var skolens mester i fægtning.
Han fik næsten aldrig besøg af sin moder (dengang kendt som Lady Randolph Churchill) og skrev breve til hende, hvori han inderligt bad hende om at komme til skolen eller om at få lov til at komme hjem. Han havde et overfladisk forhold til sin far og sagde engang, at de sjældent talte med hinanden<ref>Jenkins, pp. 10–11</ref>. På grund af mangel på forældrekontakt fik han et meget nært forhold til sin barnepige, Elizabeth Anne Everest, som han plejede at kalde "Old Woom"<ref>Jenkins, p. 10</ref>. Hans fader døde [[24. januar]] [[1895]] i en alder af 45, hvilket fik Churchill til at tro, at han også ville dø ung, og at han skulle skynde sig hvis han skulle nå at sætte sit præg på verden.<ref>Haffner, [http://books.google.com/books?id=FI2LNFtBLasC&pg=PA32&dq=die+young p. 32]</ref>
=== Talebesvær ===
[[Fil:Blenheim main entrance.jpg|thumb|[[Blenheim Palace]], Churchill-familiens hjem]]
Forskellige skribenter omtalte i [[1920'erne]] til [[1940'erne]] Churchills stammen<ref>{{cite web|url=http://www.stutterers.org|title= Churchill Stutter|publisher=Stutterers.org|date=|accessdate=9 August 2009}}</ref> og Churchill beskrev sig selv som havende talebesvær, som han konstant arbejdede på at overvinde. Hans tandproteser blev specielt udformet med henblik på at støtte hans udtale<ref>{{cite web|url=http://www.thehistoryblog.com/archives/6954|title=Churchill's teeth sell for almost $24,000}}</ref>. Efter mange års indsats kunne han endelig fastslå: "Mit [[handicap]] er ingen hindring"<ref>{{cite book | url = http://books.google.com/?id=Fb3PKOd6A2cC&pg=PA162|title=Public speaking in the reshaping of... |publisher= Google books|date=1987-10|accessdate=12 April 2010|isbn=9780874133158|author1=Oliver, Robert Tarbell}}</ref>
Churchill Centre afviser imidlertid kategorisk påstanden om at Churchill stammede, men bekræfter, at han havde problemer med at udtale bogstavet ''S'' og talte med en [[læspe]]n<ref>{{cite web|url = http://www.winstonchurchill.org/learn/reference/frequently-asked-questions-faq/personal-life| series = FAQ | title= Personal Life|accessdate= 28. august 2009| publisher =The Churchill Centre}}</ref> ligesom sin far.<ref>Jenkins, p. 73, citerer HW Massingham i the ''[[Daily News (UK)|Daily News]]''</ref>
=== Ægteskab og børn ===
[[Fil:Clementine Churchill 1915.jpg|thumb|150px|Clementine Churchill i 1915]]
Churchill mødte første gang sin senere hustru, [[Clementine Churchill|Clementine Hozier]], i 1904 ved et bal på Crewe House.<ref>[[Mary Soames|Soames, Mary]]: ''Speaking for Themselves: The Personal Letters of Winston and Clementine Churchill''. p. 1</ref> I 1908 mødtes de igen ved et middagsselskab ved Lady St Helier. Churchill var placeret ved siden af Clementine, og de indledte snart en livslang romance.<ref>Soames p. 6</ref> Han friede til Clementine under et selskab på [[Blenheim Palace]] den [[10. august]] [[1908]] i det derværende Dianatempel.<ref>Soames pp. 14–15</ref> Den [[12. september]] [[1908]] blev de viet i [[St. Margarets Kirke|St. Margaret's, Westminster]]. Kirken var fuld og ceremonien blev ledet af biskoppen af [[St Asaph]].<ref>Soames p. 17</ref> I marts 1909 flyttede parret til et hus på 33 Eccleston Square.
Deres første barn, [[Diana Churchill|Diana]], blev født i London den [[11. juli]] [[1909]]. Efter graviditeten flyttede Clementine til Sussex for at komme til kræfter, mens Diana blev i London med sin barnepige.<ref>Soames pp. 18, 22, 25</ref> Den [[28. maj]] [[1911]] blev deres andet barn, Randolph, født på Eccleston Square.<ref>Soames pp. 40, 44</ref> Deres tredje barn, Sarah, blev født den [[7. oktober]] [[1914]] i Admiralitetet i London. Fødslen skete i en periode med ængstelse for Clementine, da Winston var sendt til [[Antwerpen]] af regeringen for at "styrke modstandsviljen i den belejrede by" efter at det var kommet frem at belgierne havde planer om at overgive byen.<ref>Soames p. 105</ref>
Clementine fødte sit fjerde barn, Marigold Frances Churchill, den [[15. november]] [[1918]], fire dage efter den officielle afslutning på [[1. verdenskrig]].<ref>Soames p. 217</ref> I begyndelsen af august 1921 blev Churchill-familiens børn overladt til mademoiselle Rose, en fransk barneplejerske i Kent. I mellemtiden rejste Clementine til Eaton Hall i Cheshire for at spille tennis med hertugen af Westminster og hans familie. I mellemtiden blev Marigold forkølet, men lod til at blive rask igen. Uden at nogen bemærkede det gik sygdommen over til [[Sepsis]] – blodforgiftning. Efter råd fra en kone tilkaldte Rose Clementine; men den [[23. august]] [[1921]] døde Marigold, og hun blev begravet på Kensal Green Cemetery tre dage senere.<ref>Soames pp. 239, 241</ref>
Den [[15. september]] 1922 blev Churchill-familiens sidste barn [[Mary Soames|Mary]] født. Senere samme måned købte Churchill-familien [[Chartwell]], som blev Winstons hjem indtil hans død i 1965.<ref>Soames p. 262</ref><ref>{{cite web|last=Crowhurst|first=Richard|year=2006|accessdate=9. januar 2008|title=Chartwell: Churchill's House of Refuge|url=http://www.timetravel-britain.com/06/Oct/chartwell.shtml|publisher=Moira Allen}}</ref>
== Militærtjeneste ==
[[Fil:Churchhill 03.jpg|thumb|left|150px|Churchill i uniform i 1895]]
Efter at Churchill havde forladt Harrow i 1893 ansøgte han om optagelse på [[Royal Military Academy Sandhurst]]. Det krævede tre forsøg før han bestod adgangsprøven. Han søgte ind ved [[kavaleri]]et , fordi eksamenskravene var lavere end for [[infanteri]]et, og fordi han ikke behøvede at lære matematik, som han ikke kunne lide. Han bestod som nr. 8 på et hold med 150 i december [[1894]],<ref>Jenkins, pp. 20–21</ref> og selv om han nu kunne være skiftet til et infanteriregiment, som hans far havde ønsket, valgte han at blive i kavaleriet og blev udnævnt til [[Kornet (titel)|kornet]] ([[sekondløjtnant]]) i [[4th Queen's Own Hussars]] den [[20. februar]] [[1895]].<ref name="Centre-Hussars"/> I 1941 blev han æresoberst for husarerne.
Churchills gage som sekondløjtnant i 4th Hussars var £300; men han vurderede, at han havde brug for yderligere mindst £500 (svarende til £25.000 i 2001 priser) for at kunne opretholde en levestandard som de andre officerer i [[regiment]]et. Hans mor gav ham £400 om året, men han brugte flere gange mere. Ifølge hans levnedsbeskriver [[Roy Jenkins]] var det en af årsagerne til, at han blev interesseret i at blive krigskorrespondent.<ref>Jenkins, pp. 21–45</ref> Han havde ikke planer om at følge en konventionel militærkarriere, men i at udnytte enhver chance for militær indsats, og han brugte sin families indflydelse til at blive sendt i krig. Hans skribentvirksomhed gjorde ham kendt i offentligheden og skaffede ham en betydelig ekstraindkomst. Han var krigskorrespondent for adskillige Londonaviser<ref>{{cite journal|title=On the character and achievement of Sir Winston Churchill|journal=The Canadian Journal of Economics and Political Science, Vol 23, No. 2 May 1957 (May, 1957)|pages=173–194|author=G. K. Lewis}}</ref> og skrev bøger om felttogene.
=== Cuba ===
I [[1895]] rejste Churchill til [[Cuba]] som observatør under [[Spanien]]s kamp mod [[Cubas uafhængighedskrig|cubanske guerillaer]]. ''Daily Graphic'' havde bedt ham skrive om konflikten. Til sin store fryd kom han under beskydning for første gang på sin 21-års fødselsdag.<ref name="Centre-Hussars"/> Han havde gode minder om Cuba som en "...stor, rig og smuk ø..."<ref>Churchill, Winston S. 1951 The Second World War, Volume 5: Closing the Ring. Houghton Miffin Edition. Bantam Books, New York. p. 606. "Prime Minister to Foreign Secretary 5. Feb (19)44. Your minute about raising certain legations to the status of embassy. I must say that Cuba has as good a claim as some other places–'la perla de Las Antillas'. Great offence will be given if all the others have it and this large, rich, beautiful island, the home of the cigar, is denied. Surely Cuba has much more claim than Venezuela. You will make a bitter enemy if you leave them out, and after a bit you will be forced to give them what you have given to the others."</ref> Mens han var på Cuba, fik han smag for havannacigarer, som han røg resten af livet. Mens han var i New York boede han hos Bourke Cockran, en af hans mors beundrere. Bourke var en etableret amerikansk politiker og medlem af [[Repræsentanternes Hus]]. Han fik stor indflydelse på Churchill, både i hans holdning til politik og evne til at holde taler – og han fik kærlighed til Amerika.<ref>Jenkins p. 29</ref>
Kort efter fik han at vide, at hans barnepige, fru Everest, var døende. Han vendte tilbage til England og blev hos hende en uge til hun døde. Han skrev i sin dagbog "Hun var min bedste ven." I ''De unge år'' skrev han: "Hun havde været min kæreste og nærmeste ven i alle de tyve år, jeg havde levet."<ref>{{cite journal|title=Winston Churchill's Poignant Description of the Death of his Nanny|journal=PEDIATRICS Vol. 60 No.|date=5 November 1977|page=752|author=T. E. C. Jr. M.D.}}</ref>
=== Indien ===
I begyndelsen af oktober 1896 blev han forflyttet til [[Mumbai|Bombay]] i [[British Raj|Britisk Indien]]. Han blev anset for at være en af de bedste polospillere i sit regiment og førte sit hold til mange prestigefyldte turneringssejre.<ref>{{cite journal|title=Winston Leonard Spencer Churchill. 1874–1965|author=R. V. Jones|journal=Biographical Memoirs of Fellows of the Royal Society, Vol. 12, Nov., 1966 (Nov., 1966)|pages=34–105|year=1966|volume=12|doi=10.1098/rsbm.1966.0003|jstor=769525}}</ref>
[[Fil:Wc0042-3b13159r.jpg|thumb|150px|En ung Winston Churchill på foredragsturne i De forenede Stater i 1900]]
I 1897 forsøgte Churchill at rapportere fra og om nødvendigt kæmpe i den [[græsk-tyrkiske krig (1897)|græsk-tyrkiske krig]], men krigen sluttede i praksis inden han nåede frem. Mens han forberedte sig på orlov i England, hørte han, at tre [[brigade]]r fra den britiske hær skulle indsættes mod en stamme [[Pashtuner]] i Indiens nordvestlige grænseland, og ansøgte sin overordnede om lov til at deltage i kampen.<ref>{{cite web|url=http://arthursclassicnovels.com/arthurs/churchill/mkdff10.html|title=The Story Of The Malakand Field Force – An Episode of Frontier War|author=Sir Winston S. Churchill|work=arthursclassicnovels.com|accessdate=17. marts 2007|archiveurl=http://web.archive.org/web/20070714183801/http://arthursclassicnovels.com/arthurs/churchill/mkdff10.html|archivedate=July 14, 2007|deadurl=yes}}</ref> Han kæmpede under General Jeffery, som var chef for den anden brigade, der opererede i Malakand i Britisk Indiens grænseområde. Jeffery sendte ham af sted med 15 spejdere for at undersøge [[Mamund]]-dalen. Mens de var af sted stødte de på en fjendtlig stamme, sad af hestene og åbnede ild. Efter en times skydning ankom deres forstærkninger, 35. [[Sikher]], og skydningen døde gradvis ud og brigaden og sikherne marcherede videre. Hundredvis af stammekrigere lå i baghold og tvang briterne til at trække sig tilbage. De trak sig tilbage og fire mand bar en såret officer, men kampen var så intens, at de var tvunget til at efterlade ham. Han blev dræbt for øjnene af Churchill. Senere skrev han om drabsmanden: "Jeg glemte i dette øjeblik alt andet end ønsket om at dræbe denne mand."<ref name="Mamund"/> Imidlertid led sikherne stadige tab, så den næstkommanderende gav Churchill besked på at få resten af mændene og drengene i sikkerhed.
Inden han trak sig tilbage, bad han om en skriftlig ordre, så han ikke kunne blive anklaget for at desertere.<ref>{{cite book|last=Churchill|first=Winston|title=My Early Life|year=2002|month=October|publisher=Eland Publishing Ltd|isbn=0-907871-62-3|page=143}}</ref> Han fik ordren, underskrev den i en fart og red op ad bakken og alarmerede den anden brigade, hvorefter de angreb hæren. Kampene i området trak ud i yderligere to uger inden de døde kunne bjerges. Han skrev i sin dagbog: "Om det kunne betale sig, ved jeg ikke."<ref name="Mamund">{{cite news|title=Two opposition views of Afghanistan: British activist and Dutch MP want to know why their countries are participating in a dangerous adventure|publisher=Spectrazine|date=20 March 2006|accessdate=17. marts 2007}}</ref><ref>{{cite news|date=11 December 2004|title=Churchill On The Frontier – Mamund Valley III|publisher=UK Commentators|accessdate=17. marts 2007}}</ref> En beretning om [[Belejringen af Malakand]] blev udgivet i december 1900 som ''The Story of the Malakand Field Force''. Han modtog £600 for beretningen. Under felttoget skrev han også artikler til aviserne ''The Pioneer'' og ''[[The Daily Telegraph]]''.<ref>Jenkins, pp. 29–31</ref> Hans beretning om slaget var en af de første offentliggjorte artikler, og han fik £5 pr. spalte fra ''The Daily Telegraph''.<ref name="Centre-Youth">{{cite web|url=http://www.winstonchurchill.org/learn/biography/timelines/youth-1874-1900|title=Youth: 1874–1900|work=Sir Winston Churchill|accessdate=28. august 2009}}</ref>
=== Sudan og Oldham ===
Churchill blev forflyttet til [[Egypten]] i 1898. Han besøgte [[Luxor]], inden han sluttede sig til den del af 21st Lancers, som gjorde tjeneste i Sudan under kommando af general [[Herbert Kitchener]]. Her mødte han to officerer, som han kom til at arbejde med under [[1. verdenskrig]]: [[Douglas Haig]], der var en [[Kaptajn (militær)|kaptajn]] og [[David Beatty]], som var [[kaptajnløjtnant]] på en kanonbåd.<ref>Jenkins, p. 40</ref> Mens han var i Sudan deltog han i det sidste væsentlige britiske kavaleriangreb under [[slaget ved Omdurman]] i september 1898.<ref>Brighton, Terry, ''The Last Charge: the 21st Lancers and the Battle of Omdurman''. Marlborough: Crowood, 1998. ISBN 1861261896</ref> Han arbejdede også som krigskorrespondent for the ''Morning Post''. I oktober 1898 var han tilbage i Storbritannien og havde påbegyndt sit to binds værk ''The River War'', en beretning om generobringen af Sudan, som udkom året efter. Churchill tog sin afsked fra hæren med virkning fra den 5. maj 1899.
Han fik snart sin første mulighed for at komme i parlamentet, da [[Robert Ascroft]] tilbød ham at være den anden konservative kandidat i Ascrofts Oldham-kreds. Ascrofts pludselige død førte til et dobbeltvalg, og Churchill var en af kandidaterne. Som led i den nationale trend mod de konservative gik begge pladser tabt, men Churchill havde gjort indtryk ved sin ihærdige valgkamp
=== Sydafrika ===
Efter at det var mislykkedes at blive valgt i Oldham var Churchill på udkig efter en anden mulighed for at fremme karrieren. Den 12. oktober 1899 brød den [[Anden boerkrig]] ud mellem Storbritannien og Boerrepublikkerne, og han fik til opgave at fungere som krigskorrespondent for the [[Morning Post]] med en gage på £250 pr. måned. Han hastede af sted for at komme med det samme skib som den nyudnævnte britiske hærchef [[Redvers Buller|Sir Redvers Buller]]. Efter nogle uger i udsatte områder deltog han i en rekognoscering med et pansret tog. Det førte til hans tilfangetagelse og fængsling i en [[krigsfangelejr]] i [[Pretoria]] (en omdannet skolebygning tilhørende ''Pretoria High School for Girls''). Hans indsats under bagholdet mod pansertoget førte til spekulationer om at han ville blive tildelt [[Victoriakorset]], Storbritanniens højeste orden for tapperhed i kamp, men det blev ikke til noget.<ref name="Centre-Hussars"/>
Han undslap fangelejren og tilbagelagde næsten 500 km til byen [[Maputo|Lourenço Marques]] i det portugisiske [[Mozambique]] med hjælp fra en britisk minechef.<ref>Jenkins, pp. 55–62</ref> Hans flugt gjorde ham til en [[helt|national helt]] i Storbritannien, men i stedet for at tage hjem sluttede han sig igen til general Bullers hær, mens den marcherede for at undsætte briterne under [[belejringen af Ladysmith]] og erobringen af Pretoria.<ref>Jenkins, pp. 61–62</ref> Selv om han fortsatte som krigskorrespondent, blev han også officer i ''South African Light Horse''. Han var blandt de første britiske tropper, som red ind i [[Ladysmith]] og Pretoria. Det lykkedes ham og hans fætter, den 9. hertug af Marlborough, at komme til Pretoria før resten af tropperne, og de forlangte og modtog 52 fængselsvagters overgivelse.<ref>Jenkins, pp. 62–64</ref>
[[Fil:Burnham churchill jul1900.jpg|thumb|right|350px|På vej hjem fra Boerkrigen på ''RMS Dunottar Castle'', juli 1900.<ref name="finesthour127">{{cite web|url=http://www.winstonchurchill.org/images/finesthour/vol.01%20no.127.pdf|title=FinestHour|accessdate=2. august 2007|format=PDF|work=Journal of the Churchill Center and Societies, Summer 2005}}</ref> Stående fra venstre: Sir Byron Leighton, Claud Grenfel, major [[Frederick Russell Burnham]], kaptajn Gordon Forbes, [[Abe Bailey]] (hans søn John giftede sig med [[Diana Churchill]] i 1932), efter to ukendte ses Lord [[John Weston Brooke]]. Siddende: major Bobby White, lord Downe, general sir [[Henry Edward Colville]] (et år senere forlangte Churchill som parlamentsmedlem en undersøgelse af hans forflyttelse fra Sydafrika), major Harry White, major Joe Laycock, Winston Churchill, sir Charles Bentinck. Siddende foran: ukendt, oberst Maurice Gifford]]
I 1900 vendte Churchill tilbage til England på RMS ''Dunottar Castle'', det samme skib som han havde sejlet med til Sydafrika otte måneder tidligere.<ref name=autogenerated1>{{cite web|url=http://www.winstonchurchill.org/images/finesthour/vol.01%20no.127.pdf|title=FinestHour|accessdate=28. august 2009|format=PDF|work=Journal of the Churchill Center and Societies, Summer 2005}}</ref> Der udgav han ''London to Ladysmith'' og yderligere en bog med oplevelser fra Boerkrigen, ''Ian Hamilton's March''. Churchill var igen opstillet til parlamentet i [[Oldham]] ved valget i 1900 og blev valgt (hans konservative kollega, Crisp, tabte) i kampen om to parlamentspladser.<ref>Jenkins, pp. 45–50</ref><ref name=gilbert>{{cite book|last=Gilbert|first=Martin|title=Churchill: A Study in Greatness (one volume edition)|publisher=Pimlico|year=2001|location=London|isbn=978-0-7126-6725-8}}</ref> Efter parlamentsvalget i 1900 tog han på en foredragstur i Storbritannien efterfulgt af lignende ture til [[De forenede Stater]] og [[Canada]], hvilket indbragte ham over £5.000.<ref>Jenkins, p. 69</ref>
=== Territorialhæren ===
I 1900 tog han sin afsked fra den stående hær, og i 1902 lod han sig optage i Imperial Yeomanry hvor han blev udnævnt til kaptajn i ''Queen's Own Oxfordshire Hussars'' den 4. januar 1902.<ref name="yeoman1">{{cite web|url=http://www.winstonchurchill.org/learn/reference/commissions-and-military-attachments|title=Churchill's Commissions and Military Attachments, The Churchill Centre|publisher=Winstonchurchill.org|date=|accessdate=12. april 2010}}</ref> I april 1905 blev han forfremmet til [[major]] og udpeget til at lede Henley-[[eskadron]]en af Queen's Own Oxfordshire Hussars.<ref name="yeoman2">{{cite web|url=http://www.chu.cam.ac.uk/archives/churchill_papers/biography/churchill_chronology.php|title=Sir Winston Churchill: Biography: Chronological Summary, Churchill College|publisher=Chu.cam.ac.uk|date=6 March 2009|accessdate=9. august 2009}}</ref> I september 1916 blev han overført til territorialhærens officersreserve, hvor han blev, til han trak sig tilbage i 1924, da han fyldte 50.<ref name="yeoman2"/>
=== Vestfronten ===
Churchill var marineminister – ''First Lord of the Admiralty'' – ved 1. verdenskrigs udbrud, men blev tvunget til at forlade regeringen efter det katastrofale [[slaget ved Gallipoli|slag ved Gallipoli]]. Han forsøgte at blive udnævnt til brigadechef, men lod sig nøje med at blive leder af en [[bataljon]]. Efter at have været major ved 2. bataljon af [[Grenadier Guards]] blev han 1. januar 1916 udnævnt til [[oberstløjtnant]] med kommando over 6. bataljon af ''Royal Scots Fusiliers'', som indgik i 9. division. Breve til hans kone viser, at hans hensigt med at komme i aktiv tjeneste var at blive rehabiliteret, men det medførte en alvorlig risiko for at blive dræbt. Som bataljonschef fortsatte han med at være lige som dumdristig, som han havde været det i hele sin militære karriere, selv om han var stærk modstander af det masseslagteri, som foregik i mange af kampene på Vestfronten.<ref>Jenkins pp. 301–02</ref>
[[Bill Deedes|Lord Deedes]] henviste til Churchills erindringer ved et møde i [[Royal Historical Society]] i 2001 om hvorfor Churchill tog til fronten: "Han var hos [[Grenadier Guards]], som havde et tørlagt hovedkvarter. De satte stor pris på te og kondenseret mælk, som ikke lige var Winstons smag, men alkohol var tilladt ved fronten i skyttegravene. Så han foreslog obersten, at han virkelig havde brug for at opleve krigen på nærmeste hold og tog til fronten. Det blev højt værdsat af obersten."<ref>{{cite journal|title=Churchill Remembered: Recollections by Tony Benn MP, Lord Carrington, Lord Deedes and Mary Soames|journal=Transactions of the Royal Historical Society |pages= 393–414 [404]|author=T Benn et al.|volume=11|issue=|year=2001 | doi = 10.1017/S0080440101000202 | jstor=3679430 }}</ref>
== Politisk karriere indtil 2. verdenskrig ==
[[Fil:Churchillelectionposteroldham.jpg|thumb|Churchills valgplakat ved valget i 1900. Han stillede op i [[Oldham]], og fik en af pladserne.]]
=== Tidlige år i parlamentet ===
Churchill var igen opstillet i Oldham ved valget i 1900. Efter have vundet tog han på en foredragsturne i Storbritannien og USA som indbragte ham £10.000 – hvilket svarer til £800.000 i vore dage. I parlamentet blev han en del af en gruppering i det konservative parti, som blev ledet af [[Hugh Cecil|Lord Hugh Cecil]] – Hughliganerne. I løbet af det første år gik han imod regeringens militærudgifter<ref>Jenkins, pp. 74–76</ref> og [[Joseph Chamberlain]]s forslag om højere toldsatser, som havde til formål at beskytte Storbritanniens økonomiske dominans. Hans egen kreds afsatte ham praktisk taget, selv om han fortsatte med at repræsentere Oldham indtil det næste valg. Efter pinseferien i 1904 skiftede han over til det liberale parti. Som liberal fortsatte han med at tale for frihandel. Da de liberale fik regeringsmagten med [[Henry Campbell-Bannerman]] som premierminister i december 1905 blev Churchill viceminister for kolonierne, og havde primært ansvar for spørgsmål i forbindelse med Sydafrika efter Boerkrigen. Fra 1903 til 1905 var Churchill også beskæftiget med at skrive ''Lord Randolph Churchill'', et tobinds værk om sin far, som blev udgivet i 1906 og fik mange anmelderroser.<ref>Jenkins, p. 101</ref>
Efter at være blevet afsat af kredsen i Oldham, blev Churchill bedt om at opstille i Manchesters nordvestlige kreds. Han vandt pladsen ved valget i 1906 med et flertal på 1.214 og repræsenterede kredsen i to år indtil 1908.<ref name="centre-710">{{cite web|url=http://www.winstonchurchill.org/learn/reference/churchills-elections|title=Churchill's Elections|accessdate=28. august 2009|last=Hall|first=Douglas J.|publisher=The Churchill Centre}}</ref> Da Campbell-Bannerman blev efterfulgt af [[Herbert Henry Asquith]] i 1908 blev Churchill forfremmet til en egentlig regeringspost som handelsminister – ''President of the Board of Trade''.<ref name=gilbert /> I overensstemmelse med datidens lovgivning skulle nye ministre søge genvalg ved et suppleringsvalg. Churchill mistede sin plads, men var snart tilbage som repræsentant for [[Dundee]]-kredsen. Som handelsminister sluttede han sig til den nyudnævnte finansminister [[David Lloyd George|Lloyd Georges]] modstand mod marineminister [[Reginald McKenna]]s nye budget for flåden, som involverede enorme udgifter til bygning af [[dreadnought]]s ([[slagskib]]e), og gik samtidig ind for liberale velfærdsreformer.<ref name=toye>{{cite book|last=Toye|first=Richard|title=Lloyd George and Churchill: Rivals for Greatness|publisher=Macmillan|year=2007|location=London|isbn=978-1-4050-4896-5}}</ref> I 1908 fremlagde han ''Trade Boards Bill'', som fastlagde de første minimumslønninger i Storbritannien<ref>Churchill, Randolph. ''Winston S. Churchill: Young Statesman''. (c) 1967 C & T Publications: pp. 287–89</ref>. I 1909 etablerede han arbejdsformidlinger for at hjælpe arbejdsløse med at finde arbejde.<ref>Jenkins, pp. 150–51</ref> Han bidrog til at udforme den første pensionslovgivning for arbejdsløse – ''National Insurance Act of 1911''.<ref>Jenkins, p. 152</ref> Han gik ind for [[eugenik]] og deltog i udformningen af ''Lov om evnesvaghed af 1913'', selv om den endelige lov ikke indeholdt hans foretrukne sterilisering af [[udviklingshæmning|åndssvage]] i stedet for at fastholde dem på institutioner.<ref>Martin Gilbert, ''Churchill and Eugenics'', 2009. [http://www.winstonchurchill.org/support/the-churchill-centre/publications/finest-hour-online/594-churchill-and-eugenics online text]</ref>
[[Fil:Churchill 1904 Q 42037.jpg|thumb|left|150px|Churchill i 1904]]
Churchill bidrog også til vedtagelsen af ''Folkets budget'' (People's Budget)<ref>Jenkins, pp. 157–66</ref> ved at være præsident for "Budget League", en organisation som blev etableret som svar på oppositionens "Budget Protest League".<ref>Jenkins, p. 161</ref> Budgettet indeholdt nye skatter på de rige for at tillade indførelse af nye velfærdslove. Efter at budgetloven var blevet vedtaget i Underhuset i [[1909]] blev den sendt videre til Overhuset, hvor der blev nedlagt veto mod den. De liberale afviklede herefter to parlamentsvalg i januar og december 1910 for at få mandat til at gennemføre deres reformer. Budgettet blev herefter vedtaget efter gennemførelse af ''Parlamentsloven af 1911'', som han også aktivt støttede. I 1910 blev han forfremmet til indenrigsminister (''Home Secretary''). Hans tid på denne post var kontroversiel som følge af hans reaktion på Belejringen i Sidney Street, Tonypandy-optøjerne og [[suffragette]]rne.
I [[1910]] indledte nogle minearbejdere i [[Rhondda|Rhondda-dalen]] det som siden blev kendt som Tonypandy-optøjerne.<ref name=toye /> Politimesteren i Glamorgan anmodede om at der blev sendt tropper til området, for at hjælpe politiet med at stoppe optøjerne. Da Churchill fik at vide, at tropperne var undervejs, lod han dem fortsætte helt til [[Swindon]] og [[Cardiff]], men blokerede for at de blev indsat. Den 9. november kritiserede ''[[The Times]]'' denne beslutning. Trods det har der siden floreret rygter om at Churchill havde givet tropperne ordre til at angribe, og hans ry i Labour-kredse kom sig aldrig ovenpå denne episode.<ref>Churchill, Randolph. Winston S. Churchill: Young Statesman. (c) 1967 C & T Publications pp. 359–65</ref>
[[Fil:Sidney street churchill.jpg|thumb|Winston Churchill (''fremhævet'') i Sidney Street, 3. januar 1911]]
[[Fil:Winston Churchill verl sst das Geb ude der Admiralt t (1912).jpg|thumb|left|100px|Churchill som marineminister, 1912]]
I starten af januar 1911 aflagde Churchill et kontroversielt besøg under belejringen i Sidney Street i London. Der er nogen usikkerhed om hvorvidt han forsøgte at påvirke afviklingen af operationen på stedet, og hans tilstedeværelse gav anledning til megen kritik. Efter en undersøgelse udtalte [[Arthur Balfour]]: "han [Churchill] og en fotograf bragte begge værdifulde liv i fare. Jeg forstår hvad fotografen foretog sig, men hvad foretog det højtærede medlem sig?"<ref>Churchill, Randolph. ''Winston S. Churchill: Young Statesman''. (c) 1967 C & T Publications: p. 395</ref> En af Churchills levnedsbeskrivere, [[Roy Jenkins]], mener at han tog derhen blot fordi "han ikke kunne lade være med selv at opleve løjerne", og at han ikke udstak ordrer.<ref>Jenkins, p. 194</ref>
Churchills foreslåede løsning på problemet med suffragetterne (som ønskede kvindelig stemmeret), var at afholde en folkeafstemning om spørgsmålet, men det ønskede [[Herbert Henry Asquith]] ikke, og spørgsmålet om kvinders stemmeret forblev uløst indtil efter [[1. verdenskrig]].<ref>Jenkins, p. 186</ref>
I 1911 blev Churchill udnævnt til marineminister, ''[[First Lord of the Admiralty]]'', en post han beklædte indtil et stykke ind i 1. verdenskrig. Han stod bag adskillige reformer, herunder udvikling af marineflyvning (han tog selv flyvetimer),<ref>[http://www.theaerodrome.com/forum/newreply.php?do=newreply&noquote=1&p=347553 Churchill took flying lessons, 1911], The Aerodrome.com</ref> bygning af nye og større krigsskibe, udvikling af kampvogne – tanks, og overgangen fra at fyre med kul til at fyre med olie i flådens skibe.<ref>''Naval innovation: from coal to oil'', Erik J. Dahl, [[Joint Force Quarterly]], 2000</ref>
=== Første Verdenskrig og efterkrigskoalitionen ===
Den [[5. oktober]] [[1914]] tog Churchill til [[Antwerpen]], som den belgiske regering foreslog at evakuere. [[Royal Marine]]-brigaden var på stedet, og efter pres fra Churchill blev 1. og 2. Naval Brigade også indsat. Antwerpen faldt den 10. oktober og briterne mistede 2.500 mand. Af samtiden blev han angrebet for at spilde ressourcer.<ref>''The World Crisis'' (ny udgave), Odhams 1938, p. 323</ref> Det er mere sandsynligt, at hans indsats forlængede modstanden i en uge (Belgien havde tænkt sig at overgive Antwerpen den 3. oktober) og at denne ekstra uge reddede [[Calais]] og [[Dunkerque]].<ref>Robert Rhode James. ''Churchill: A Study in Failure''. Pelican, 1973, p. 80</ref>
Churchill var involveret i udviklingen af [[kampvogn]]e – tanks, som blev finansieret med midler fra flådens forskningsbudget.<ref name=WW1Tank/> Han var derefter leder af ''landskibskomiteen'', som var ansvarlig for etablering af det første kampvognskorps. Selv om det ti år senere blev betragtet som en taktisk sejr, blev det på daværende tidspunkt set som misbrug af midler.<ref name=WW1Tank>{{cite web|url=http://www.firstworldwar.com/weaponry/tanks.htm|title=The First World War, The development of the Tank, sponsored by Winston Churchill|accessdate=16 December 2007}}</ref> I 1915 var han en af de politiske og militære ledere, som stod bag det katastrofale [[Slaget ved Gallipoli|slag ved Gallipoli]] omkring [[Dardanellerne]].<ref name=Dardanelles>{{cite book|last=Callwell|first=C.E.|title=Dardanelles, a study of the strategical and certain tactical aspects of the Dardanelles campaign|publisher=Naval & Military Press Ltd|year=2005|location=London|isbn=978-1-84574-273-7}}</ref> Han fik meget af skylden for fiaskoen og da [[H. H. Asquith|premierminister Asquith]] dannede en samlingsregering krævede de konservative, at han blev afskediget som en del af prisen for at deltage.<ref>Jenkins, pp. 282–88</ref>
[[Fil:WinstonChurchill1916Army.gif|thumb|Churchill ved [[Royal Scots Fusiliers]] i 1916]]
I adskillige måneder beklædte Churchill [[sinecure]]posten som kansler for [[Hertugdømmet Lancaster]]; men den [[15. november]] trådte han ud af regeringen, da han følte, at hans talenter blev spildt<ref>Jenkins, p. 287</ref> og selv om han forblev medlem af parlamentet gjorde han tjeneste på [[Vestfronten under 1. verdenskrig|Vestfronten]].<ref>Jenkins, p. 301</ref><ref name="army.mod.uk">{{cite web|url=http://www.army.mod.uk/infantry/regiments/4598.aspx |title=20th and early 21st Century – British Army Website |publisher=Army.mod.uk |date= |accessdate=2011-04-03}}</ref> Mens han var på Vestfronten begav han sig personligt ud i ingenmandsland 36 gange og hans del af fronten ved [[Ploegsteert]] blev en af de mest aktive.<ref name="army.mod.uk"/> I marts [[1916]] vendte Churchill tilbage til England, efter at han var blevet rastløs i Frankrig og ønskede at tale i Underhuset.<ref>Jenkins, p. 309</ref> Den senere premierminister [[David Lloyd George]] kommenterede syrligt: "En dag vil du opdage, at den sindstilstand du afslørede i (dit) brev, er årsagen til at du ikke opnår tillid, selv om du skaber beundring. I hver en linje er nationens interesser overskygget af dine personlige hensyn."<ref>"[http://www.independent.ie/opinion/columnists/kevin-myers/the-greatest-20th-century-beneficiary-of-popular-mythology-has-been-the-cad-churchill-1876680.html The greatest 20th century beneficiary of popular mythology has been the cad Churchill]", [[Kevin Myers]], Independent.ie</ref> I juli 1917 blev Churchill udpeget til rustningsminister og i januar 1919 blev han krigs- og luftfartsminister. Han var hovedarkitekt bag tiårsreglen, (Ten Year Rule), et princip som lod finansministeriet styre og kontrollere den strategiske politik, udenrigspolitikken og finanspolitikken ud fra en antagelse om at der ikke kom en ny stor europæisk krig indenfor de næste fem til ti år.<ref>Ferris, John. ''Treasury Control, the Ten Year Rule and British Service Policies, 1919–1924''. The Historical Journal, Vol. 30, No. 4. (Dec., 1987), pp. 859–83</ref>
En stor opgave mens han var krigsminister var den vestlige intervention i den [[Russiske borgerkrig]]. Churchill var en stærk tilhænger af intervention, og erklærede at [[Bolsjevisme]]n skal "kvæles i sin vugge".<ref name="centre-282">{{cite web|url=http://www.winstonchurchill.org/i4a/pages/index.cfm?pageid=282|archiveurl=http://web.archive.org/web/20031216033237/http://www.winstonchurchill.org/i4a/pages/index.cfm?pageid=282|archivedate=16 December 2003|title=Cover Story: Churchill's Greatness|accessdate=26. februar 2007|author=Jeffrey Wallin with Juan Williams|date=4 September 2001|publisher=Churchill Centre}}</ref> I en splittet og løst organiseret regering sikrede han sig opbakning til intensivering og forlængelse af den britiske indsats længere end både parlamentet og folket ønskede det – og trods bitter modstand fra Labour. I [[1920]], efter at de sidste britiske styrker var blevet trukket tilbage, sørgede Churchill for at der blev sendt våben til polakkerne, da de invaderede [[Ukraine]]. Han blev koloniminister i 1921 og var en af underskriverne på den [[Anglo-irske traktat]] i 1921, som grundlagde [[den irske fristat]]. Churchill var involveret i de langvarige forhandlinger om traktaten, og for at beskytte de britiske maritime interesser fik han indføjet i traktaten at tre irske havne ([[Cobh]], [[Berehaven]] og [[Lough Swilly]]) fortsat kunne benyttes som baser ved [[Atlanterhavet]] af [[Royal Navy]].<ref>Jenkins, pp. 361–65</ref> I [[1938]] blev havnene i forbindelse med indgåelse af den [[Anglo-irske handelsaftale]] mellem [[Neville Chamberlain]] og [[Eamon De Valera]] givet tilbage til [[Irland]].
Churchill talte for at man skulle anvende tåregas mod de [[kurder|kurdiske]] stammefolk i [[Irak]],<ref>See Jonathan Glancey {{cite news|url=http://www.guardian.co.uk/world/2003/apr/19/iraq.arts|title=Gas, chemicals, bombs: Britain has used them all before in Iraq|accessdate=3. februar 2009|work=The Guardian|location=London|first=Jonathan|last=Glancey|date=19 April 2003}} og Johann Hari {{cite news|url=http://www.independent.co.uk/opinion/commentators/johann-hari/johann-hari-our-infantile-search-for-heroic-leaders-854278.html|title=Our Infantile Search for Heroic Leaders|accessdate=3. februar 2009|work=The Independent|location=London|date=26 June 2008}}</ref> Selv om briterne overvejede at bruge [[giftgas]] til at slå den kurdiske opstand ned med, blev det ved overvejelser, da konventionel bombning blev anset for at være tilstrækkelig.<ref>{{cite book|last=Bhattacharya|first=Sutapas|title=The oneness/otherness mystery|publisher=Motilal Banarsidass Publ|year=1999|page=244|isbn=9788120816541|url=http://books.google.com/?id=_JnQWzQlMN8C&pg=RA4-PA244&dq=churchill+kurds+gas&q=churchill%20kurds%20gas}}</ref>
=== Tilbage til det konservative parti, finansminister ===
I september 1922 trak det konservative parti sig ud af koalitionsregeringen efter et møde blandt ikke-fremtrædende parlamentsmedlemmer, som var utilfredse med håndteringen af [[Chanakkrisen]], et skridt som skal ses i sammenhæng med det forestående valg i oktober 1922. Churchill blev syg under valgkampen, og gennemgik en blindtarmsoperation. Dette gjorde det svært for ham at føre valgkamp, og det blev ikke bedre af, at der var intern splittelse i det liberale parti. Han blev kun nr. 4 i sin kreds – Dundee – og tabte til spiritusmodstanderen [[Edwin Scrymgeour]]. Churchill sagde siden spøgende, at han forlod [[Dundee]] "uden en taburet, uden et mandat, uden et parti og uden en blindtarm".<ref name="centre-710"/> Han opstillede igen for de liberale ved valget i 1923 i [[Leicester]], uden at blive valgt, og derpå som uafhængig, først uden at blive valgt ved et suppleringsvalg i Westminster Abbey-kredsen, men senere ved valget i 1924 var han opstillet og blev valgt i Epping. Det følgende år sluttede han sig igen formelt til det konservative parti. Han sagde: "Enhver kan skifte parti, men det kræver en vis snilde at skifte tilbage" (anyone can rat, but it takes a certain ingenuity to re-rat.)<ref name="centre-710"/><ref>{{cite web
|title=Winston Churchill and Parliamentary Democracy|publisher=Churchill Society for the Advancement of Parliamentary Democracy|url=http://www.churchillsociety.org/CMS%20-%20Parliamentary%20Democracy.htm|accessdate=4. maj 2008}}</ref>
Churchill blev udnævnt til finansminister i 1924 i [[Stanley Baldwin]]s regering og gennemførte Storbritanniens katastrofale genindførelse af [[guldfod]]en, som medførte [[deflation]], [[arbejdsløshed]] og minearbejderstrejken, der førte til generalstrejken i 1926.<ref>[http://news.bbc.co.uk/1/hi/events/budget_99/budget_briefing/279928.stm Budget Blunders: Mr Churchill and the Gold Standard (1925)], BBC News. Hentet 02-12-2007.</ref> Hans beslutning, som blev bekendtgjort i finanslovsforslaget for 1924, blev truffet efter lange konsultationer med forskellige økonomer, heriblandt [[John Maynard Keynes]], departementschefen (the Permanent Secretary to the Treasury), Sir [[Otto Niemeyer]] og bestyrelsen for [[Bank of England]]. Beslutningen fik Keynes til at skrive ''The Economic Consequences of Mr. Churchill'', hvori han hævdede at genindførelsen af guldfoden til parikursen fra før 1. verdenskrig i 1925 (£1=$4,86) ville føre til en verdensomspændende [[depressionen|depression]]; men beslutningen var generelt populær og blev set som 'sund økonomi' selv om den blev mødt med modstand fra [[Lord Beaverbrook]] og den britiske industrisammenslutning (Federation of British Industries).<ref>James p. 207</ref>
Churchill anså siden dette for at være sit livs største fejltagelse; men i samtidige diskussioner med den tidligere finansminister [[Reginald McKenna]] indrømmede Churchill at genindførelsen af guldfoden og den heraf følgende pengeknaphed var dårlig for økonomien. I disse diskussioner fastholdt han, at beslutningen primært var politisk – en tilbagevenden til førkrigsforhold, som han var tilhænger af.<ref>James p. 206</ref> I sin tale ved lovforslagets behandling sagde han: "Jeg skal sige Dem hvad det [genindførelsen af guldfoden] vil tvinge os til. Det vil tvinge os til at se virkeligheden."<ref>{{cite web|title=Speeches – Gold Standard Bill|url=http://www.winstonchurchill.org/learn/speeches/speeches-of-winston-churchill/115-gold-standard-bill|date=4 May 1925|publisher=The Churchill Centre|accessdate=28. august 2009}}</ref>
=== Afslutningen på 2. verdenskrig ===
[[Fil:Churchill waves to crowds.jpg|thumb|Churchill vinker til mængden på Whitehall på dagen hvor han meddelte nationen at krigen mod Tyskland var vundet, 8. maj 1945.]]
I juni 1944 invaderede de allierede styrker [[Operation Overlord|Normandiet]] og trængte i løbet af det følgende år de tyske styrker tilbage til Tyskland. Efter at være blevet angrebet fra tre sider af de Allierede, og trods fejlslagne allierede operationer såsom [[Operation Market Garden]] samt tyske modangreb, heriblandt [[Ardenneroffensiven]], blev Tyskland til sidst besejret. Den 7. maj 1945 modtog de Allierede Tysklands overgivelse i [[SHAEF]] hovedkvarteret i [[Rheims]]. Samme dag meddelte John Snagge i BBC at den 8. maj ville blive [[VE-dag]].<ref>[http://www.bbc.co.uk/radio4/history/coming_home/cominghome_archive.shtml coming home] [[BBC Four]], 9am to 9.45am, 9–13 May 2005.</ref> På VE-dagen meddelte Churchill i radioen, at Tyskland havde overgivet sig, at og at en endelig våbenhvile på alle fronter ville træde i kraft et minut efter midnat samme aften.<ref>[http://news.bbc.co.uk/onthisday/hi/dates/stories/may/8/newsid_3580000/3580163.stm On this day 8 May 1945] BBC. Hentet 26. december 2007.</ref><ref>Storbritannien havde dobbelt sommertid, hvilket var en time tidligere end 23.01 Centraleuropæisk tid (CET), som var det tidspunkt som var angivet i overgivelsesdokumentet ([http://www.raf.mod.uk/bombercommand/apr45.html RAF Site Diary 7/8 May]).</ref> Senere talte Churchill til en enorm menneskemængde i Whitehall og sagde: "Dette er jeres sejr." Folkemængden svarede: "Nej, det er din", og herefter førte Churchill dem igennem afsyngelsen af [[Land of Hope and Glory]]. Om aftenen talte han igen i radioen, og understregede, at Japan ville blive besejret i de kommende måneder.<ref name="gilbert">{{cite book|last=Gilbert|first=Martin|title=Churchill: A Study in Greatness (one volume edition)|publisher=Pimlico|year=2001|location=London|isbn=978-0-7126-6725-8}}</ref> Japanerne overgav sig senere den 15. august 1945.
Mens Europa fejrede freden efter afslutningen af seks års krig, var Churchill bekymret over muligheden for at festlighederne snart ville blive afbrudt.<ref>[http://www.telegraph.co.uk/htmlContent.jhtml?html=/archive/1998/10/01/nwar101.html Den hemmelige strategi om at indlede et angreb på den Røde Hær]. Bob Fenton. ''Telegraph'', Issue 1124. 1 October 1998.</ref> Han konkluderede, at Storbritannien og USA måtte være forberedt på at den Røde Hær ville ignorere tidligere aftalte grænsedragninger og aftaler i Europa og forberede sig på at "påtvinge Rusland De forenede Stater og det britiske imperiums vilje."<ref>{{cite web|last=British War Cabinet, [[Joint Planning Staff]], Public Record Office, CAB 120/691/109040 / 002|date=11 August 1945|url=http://www.history.neu.edu/PRO2/|title=Operation Unthinkable: 'Russia: Threat to Western Civilization'|format=online photocopy|publisher=Department of History, Northeastern University|accessdate=28. juni 2008}}</ref> [[Operation Unthinkable]] planen, som Churchill havde beordret udarbejdet, og som blev forberedt af britiske styrker, kunne den 3. verdenskrig være begyndt den 1. juli 1945 med et pludseligt angreb på de allierede sovjetiske styrker. Planen blev afvist af de britiske stabschefer som militært uigennemførlig.
|
