Fortsættelseskrigen: Forskelle mellem versioner

Et betydeligt antal sovjetiske immigranter, som var kommet til Østkarelen efter 1917, blev placeret i [[Østkarelske koncenttrationslejre|koncentrationslejre]]. Det var russiske kvinder, små børn og gamle, da næsten alle mænd og kvinder i den arbejdsdygtige alder enten var indkaldt eller evakueret: kun ⅓ af den oprindelige befolkning på 470.000 var tilbage i Østkarelen, da de finske besættere ankom, og kun halvdelen af disse var karelere. Omkring 30% (24.000) af den tilbageværende russiske befolkning blev anbragt i lejre, 6.000 af dem var flygtninge, som blev taget til fange, mens de afventede at kunne blive transporteret over [[Onega]] søen, og 3.000 fra den sydlige side af floden Svir, efter sigende for at sikre området bag fronten mod partisanangreb.

Den første af lejrene blev etableret den [[24. oktober]] [[1941]] i Petrozavodsk[[Petrosavodsk]]. I løbet af foråret og sommeren 1942 døde 3.500 indsatte af fejlernæring. I den sidste halvdel af 1942 faldt antallet af indsatte hurtigt til 15.000 i takt med, at folk blev sendt tilbage til deres hjem eller blev flyttet til "sikre" landsbyer, og i takt med at fødevaresituationen forbedredes døde kun 500 i de sidste to år af krigen.<ref name="Laine">Laine, Antti, ''Suur-Suomen kahdet kasvot'', 1982, ISBN 951-1-06947-0, Otava</ref><ref name="Jatkosota">Maanpuolustuskorkeakoulun historian laitos, ''Jatkosodan historia 1-6'', 1994</ref> I de følgende år tilbageholdt finnerne yderligereyderligerer nogle fåflere tusinde civile fra områder med partisanaktivitet, men da frigivelserne fortsatte, forblev antallet af tilbageholdte på omkring 13.000-14.000.