Karelen (landskab): Forskelle mellem versioner

== Landskab ==

 

 

Med hensyn til naturforholdene lader Karelen sig dele i 3 områder, nemlig Nordkarelen, Kystkarelen (ved kysterne af Ladoga og den [[finske bugt]]) samt det [[karelske næs]] (mellem [[Ladoga]] og havet). Nordkarelen er rigt på store søer, elve og moser og vidtstrakte [[nåleskov]]e. Skønt terrænets almindelige hældning er ringe, hæver sig mange lave bjerge, mest af hårde bjergarter som [[kvartsit]]; ved søen [[Pielisjärvi]] (94 [[m.o.h.]]) når bjerget [[Koli]] således 336 m. Lave bjergrygge og bakkedrag stryger gennem landet fra nordvest til sydøst, og mellem disse breder moserne sig. De betydeligste af Nordkarelens søer har afløb til [[Saimaa]], hvorfra den store flod [[Vuoksen]] gennemskærer Salpausselkä under dannelsen af vandfaldet Imatra, for der efter at strømme mod sydøst gennem Kystkarelen og udmunde i Ladoga. I ældre tider udmundede Vuoksen i den finske bugt ved [[Vyborg]], og her ender nu Saimas kunstige afløb, [[Saimaa kanalen|Saimaa-kanalen]]. I Kystkarelen er urfjeldet nærmest [[Salpausselkä]] dækket af [[grus]] og [[sand]], som bølgerne i sin tid, da havet stod højere, har skyllet ud af endemorænen; men nærmere den nuværende kyst stikker urfjeldet mange steder frem af grusdækket, ofte som stejle, sønderrevne fjeldvægge. Ladogas nordvestlige kyst, har karakter af en fjordkyst: dybe dale, udformet af istidens gletsjere, sænker sig ned mod den stejle, klippefulde strand. En [[skærgård]] ledsager kysten, såvel mod Ladoga som mod den finske bugt. [[Karelske næs|Det Karelske næs]], der skiller Ladoga fra den finske bugt, har der imod ensformige kyster, uden skærgård, og jordbunden består af sand og grus, hvor under urfjeldet først findes i betydelig dybde. Ved kysterne findes her klitter, som nogle steder vandrer ind i landet og tilsander marker og enge.<ref name=autogeneret1>Salmonsen</ref>