Unionsopløsningen: Forskelle mellem versioner

'''Unionsopløsningen''' omtaler tiden ved opløsningen af [[Den svensk-norske union]], som oftest fra november 1904 til 26. oktober 1905. Unionen blev først opløst ensidigt af [[Norge]] den [[7. juni]] [[1905]] og derefter formelt af begge parter den [[26. oktober]] samme år. Unionsopløsningen kom i stand efter flere år med uenigheder mellem Norge og [[Sverige]] om flere forhold. Norske politikere ønsket unionsbrud, mens flere svenske mente, at Norge havde for mange friheder inden unionen. Unionsopløsningen kom i stand i en proces hvor øget [[nationalisme]] og økonomiske uligheder frmkaldtefremkaldte unionsskepsis fra norsk side. Flere svenskere så også med bekymring på smitteeffekten det radikale Norges indføring af almen [[stemmeret]], flag, [[parlamentarisme]] og [[Konstitutionelt monarki|begrænset kongemagt]], kunne have på Sverige.

Allerede fra begyndelsen i [[1814]] var unionen formel, og Norge havde i stor grad varetaget sine [[grundlov]]sbestemte rettigheder. Unionen bestod formelt af, at den [[Norges regenter|norske]] og den [[Sveriges regenter|svenske konge]] var samme person, om end med to separate titler, og at norsk [[Udenrigspolitik|udenrigs-]] og handelspolitik var underlagt [[Utrikesdepartementet|det svenske udenrigsdepartement]]. Forsvaret var også ment til at være samlet, men det var kun i mindre grad samarbejde mellem de to landes militære styrker. Det relativt løse unionsbånd var i begyndelsen uproblematisk, men efterhånden blev en række symbolsager vigtige for nordmændene[[nordmænd]]ene. Blandt disse var ønsket om at fjerne den sjældent brugte [[Rigsstatholdere i Norge|rigsstatholder]] og ønsket om et rent [[Norges flag|norsk flag]]. I tillæg fik politiske sager som parlamentarismen og konsulatsagen større betydning, og den sidstnævnte, økonomisk motiverede sag blev afgørende for unionsbruddet.

Efter tre år med forsøgsvis forhandling mellem [[Høyre]] og [[Moderate Venstre]]s samarbejdsregering, og den svenske regering, brød samarbejdet mellem regeringerne i Norge og Sverige sammen i 1905, og derefter gik den nye norske regeringen ind for en mere direkte konfrontationslinje. Regeringen tog afsked efter at kongen nægtede at sanktionere en ny konsulatlov, men [[Oscar 2. af Sverige|Oscar II]] godtog ikke afskeden før han kunne finde en alternativ regering. Den 7. juni tolkede [[Stortinget]] det til at betyde at Oscar IIs manglende evne til at etablere en regering var en faktisk [[abdikation]]serklæring, og Stortinget erklærede unionen for opløst. Dette kontroversielle vedtag blev ikke accepteret i Sverige, og forholdet mellem de to stater var i flere måneder anstrengt med tilløb til mobilisering og reel fare for militær konfrontation.