I 597 måtte Jerusalem, hvis konge [[Jojakim]] havde brudt sin troskabsed til NebukadresarNebukadnesar, overgive sig til denne. Folket straffedes ved, at kongen ([[Jekonja]], Jojakim’s søn og efterfølger) samt flere tusinde af de rigeste familier bortførtes, en fremgangsmåde, der oftere anvendtes, således af assyrerne over for Israel’s rige 722. [[Sidkija]] blev indsat som konge, men da han uden at lytte til advarende røster sammen med nogle af de omboende småstater og Ægypten rejste sig mod kaldæerne, kom Nebukadresar igen og belejrede Jerusalem, der denne gang blev plyndret og ødelagt i juli 586. Naboerne, især [[edomitter]]ne, deltog i plyndringerne. Templets skatte røvedes og bortførtes, byen brændtes, og kongen med en ny skare af beboerne førtes bort til Babel; kun de fattigste blev ladt tilbage. Om livet i Palæstina, hvor [[Gedalja]] indsattes, men kort efter myrdedes, vides ikke meget andet end, at jøderne delvis blandede sig med den øvrige der boende befolkning.
