Frankenstein: Forskelle mellem versioner

Romanens hovedperson er en [[videnskabsmand]] ved navnen '''Victor Frankenstein''', der i sit [[laboratorium]] sætter legemsdele fra døde mennesker sammen til enet komplet menneskekrop,menneske og formår at give den liv. Han skræmmes dog over sin egen skabning, der flygter og må leve en tilværelse som udstødt, ensom vanskabning og udvikler sig til et monster.

På [[film]] og i andre senere versioner af fortællingen benytter Frankenstein ofte [[elektricitet]] til at give skabningen liv, men i selve romanen hører vi intet om, hvordan han bærer sig ad. Senere versioner har også tilføjet en religiøs [[morale]], hvor Frankenstein leger [[Gud]] og derfor straffes.

I populærkulturen kaldes skabningen ofte for "Frankensteins monster" eller simpelthen "Frankenstein" (selvomselv detom altsådet er navnet på videnskabsmanden).

Mary Shelley var gravid, da hun skrev sin bog om monsteret, der var skabt af kropsdele fra voksne, men med en [[sjæl]] som et nyfødt barn. Straks monsteret harer flygtet fra laboratoriet og ud i skoven, er det første, han er optaget af, synet af [[Månen]]: "''Jeg så en strålende form stige op mellem træerne,''" står der, og Mary Shelley forklarer i en [[fodnote]]: "Månen." Han lærer så at gøre ild op, at lave mad, at læse, og så giver han sig i kast med værker af [[Plutark]], [[Milton]] og [[Goethe]]. Ved at tyvlyttei smug at lytte til landsbyboernes samtaler vågner hans samvittighed og retfærdighedssans. Han mærker savnet af fællesskab og kærlighed; men hans udseende skiller ham fra alt andet levende: "''Jeg bar et helvede indeniinden i mig.''" I sin ensomme fortvivlelse knuser og ødelægger han alt somom sig. Han tigger sin skaber, Frankenstein, om at blive udslettet eller, alternativt, at tildeles en livsledsagerske. Sammen med hende vil han drage til Jordens fjerneste egne og etablerebosætte sig der. Dr. Frankenstein rejser til London for at lære sig de seneste [[kirurgi]]ske metoder, og opretter et laboratorium på [[Orkney]] for at sætte en ny skabning sammen. Halvvejs i skaberprocessen overmandes han dog af tvivl ved tanken om, at de to skabninger vil kunne få afkom. Han sænker instrumenterne i havet, og hans skabning ("monsteret")monster forbliver dømt til ensomhed. Som [[hævn]] dræber skabningen Frankensteins ven Clerval og derefter hans brud, Elizabeth. Frankensteins mål bliver nu at tilintetgøre skabningen. Han jager den over isødetisen ved [[Nordpolen]], hvor den til sidst flygter ud på en isflage og ses drivende væk, opslugt af mørket.

Mindre end 500 bøgereksemplarer blev solgt af det første oplag. Men i juli 1823 blev bogen sat op som [[drama]] med titlen ''Presumption; or the Fate of Frankenstein'' på ''English Opera House'' på Strand i [[London]]. Stykket skabte [[sensation]]. I løbet af de næste fire år blev det sat op fjorten steder, deriblandt [[Bristol]], [[Paris]] og [[New York]]. Stykket skilteadskilte sig fra romanen på væsentlige punkter, som senere fremstillinger har holdt sig til: Frankenstein fremstilles som en ond, gal videnskabsmand, hvor han i romanen er en romantisk [[idealist]], der tror sig at handlehandler til menneskehedens bedste. I bogen er hans laboratorium heller ikke et sted, der gnistrer af elektriske udladninger; tvært imodtværtimod arbejder han i skæret af stearinlys. Assistenten Fritz findes heller ikke i romanen, hvor Frankenstein arbejder i ensomhedalene. Monsteret gøres stumt, hvor handet i romanen tværttaler imodog er meget verbal og udtryksfuldudtryksfuldt. Mary Shelley tog sig ikke nær af ændringerne, og heller ikke af, at hun selv ikke modtog nogen økonomisk godtgørelsepenge. I september 1823 så hun selv forestillingen og var begejstret. Teateropsætningerne førte til, at hendes roman gradvis blev berømt - eller berygtet - i løbet af 1820'erne. <ref>Richard Holmes: ''The age of wonder'' (s. 334-5), HarperPress, ISBN 978-0-00-714963-7</ref>

Sommeren 1814 havdeforetog Mary Shelley og hendes senere ægtemand foretaget en skibsrejse ned gennem [[Rhinen|Rhindalen]]. Parret registrerede det monstrøse, umenneskelige udseende hos mange af de sværestærke arbejdere om bord, og at båden sejlede forbi den ruvende [[silhuet]]ten af slottet Frankenstein. <ref>Richard Holmes: ''The age of wonder'' (s. 326)</ref> Hun besøgte det ikke, men kan værehave været inspireret af dets omgivelser, også fordi hendes stedmor havde oversat brødrene [[Grimms eventyr]] til engelsk. <ref>http://frankensteinia.blogspot.no/2011/12/frankenstein-of-1826-in-color.html</ref>

Mary Shelley kan have baseret sin roman på historien om videnskabsmanden '''Johann Wilhelm Ritter''' (1776-1810), der i 1801 opdagede [[ultraviolet lys]] og øvede afgørende indflydelse på [[H.C. Ørsted]] under dennes besøg i 1801. Efter at være flyttet til [[München]] blev Ritter stærkt påvirket af Franz von Baader og dennes ''Naturphilosophie'', der omfattede [[eksperiment]]er med [[ønskekvist]]e og [[Elektricitet|elektrisk]] stimulering af muskler hos døde dyr, så de så ud til at genopstå som levende. Andre videnskabsmænd tog gradvis afstand fra ham, hans studenter forlod ham, og Ritter selv forlod sin familiekone (han havdeog tre børn) og isolerede sig i sit laboratorium. Han udførte også elektriske eksperimenter på sin egen krop, hvad der kan have ført til hans tidlige død. <ref>Richard Holmes: ''The age of wonder'' (s. 329)</ref>

'''Andrew Crosse''' (1784–1855) har også været nævnt som et muligt forbillede for Frankenstein. Han var en velhavende og eksentriskekcentrisk ungkarl, der bedrev udstrakte eksperimentereksperimenterede i sit veludstyrede laboratorium. I 1836 spildte han ved et uheld en opløsning på en [[vulkan]]sk sten. To uger senere fandt han en ukendt type [[mider]] på stenen. <ref>"Two weeks later he found mite-like creatures had appeared on the piece of volcanic rock. He sent samples off to the Natural History Museum but even they couldn't relate them to any other living creature." Citeret fra: http://www.bbc.co.uk/somerset/content/articles/2004/09/23/andrew_crosse_person_profile.shtml</ref> Da han offentliggjorde sit fund, blev han beskyldt for at mene, at han kunne skabe liv som Guds ligemand. Crosse var resten af livet præget af dissede falske beskyldninger. Men da dettedet skete tyve år efter udgivelsen af ''Frankenstein'', kan han ikke have været Mary Shelleys inspirationskilde.

Mary Shelley, hendes senere ægtemand [[Percy Bysshe Shelley|Shelley]], den 22-årige drlæge Polidori og [[Byron]] diskuterede [[Giovanni Aldini]]s elektriske eksperimenter og enedes derefter om at indgå en konkurrencekonkurrere om at skrive en gyserroman. Byron skrev et udkast om en døende opdagelsesrejsende, ''Augustus Darvell'', dateret 17. juni 1816 <ref>http://www.sff.net/people/DoylemacDonald/l_frag.htm</ref>; dr Polidori skrev fortællingen ''[[Vampyr]]en'', som han senere forsøgte at tilskrive Byron, for at få den solgt; Shelley skrev digtet ''Mont Blanc''; mens Mary i løbet af de næste fjorten måneder skabte sit værk ''Frankenstein, or The Modern [[Prometheus]]'', som hun leveredesendte til [[forlag]]et Lackington, Allen & Co i august 1817, kun tre uger før hun nedkom med sin datter, Clara, 2. september. Hun præsenterede med sin roman en helt ny type [[fiktion]], nemlig [[science fiction]]. <ref>Richard Holmes: ''The age of wonder'' (s. 327)</ref>

Selve skrivearbejdet var påbegyndt sommeren 1816 i Byrons [[villa]] Diodati ved [[Genfersøen]]. Det var "året uden sommer", efter vulkanen Tamboras udbrud på øen Sumbawa i [[Indonesien]], der gjorde vejret koldt og vådt. <ref>http://history1800s.about.com/od/crimesanddisasters/a/The-Year-Without-A-Summer.htm</ref> Den 19-årige Mary Shelley havde mistet sit for tidligt fødte barn. Inspireret af en [[drøm]] om en videnskabsmand, der skaber liv ved "galvanisering" af knogler, samlet fra lighuse, skullepåbegynde hun påbegynde bogen, der af avisen ''[[Guardian]]'' er tildeltfik ottendepladsen blandt verdens 100 bedste romaner. De første anmeldelser var yderst blandede; men [[Walter Scott]] var begejstret for værket. <ref>http://www.theguardian.com/books/2013/nov/11/100-best-novels-frankenstein-mary-shelley</ref>