Urkristendommen: Forskelle mellem versioner

Udviklingen af de kristne ritualer i 1. århundrede var præget af både kontinuitet og forandring. Med fra den gamle jødiske tradition tog de kristne de religiøse tekster, som nu udgør det gamle testamente, og ideenbrugte om [[synagoge]]n som rituelt samlingspunkt. Menfor teksterneudbredelsen blevaf nytolket,læren ogom selveJesus ritualernesom ændrede formjødernes, og indhold.hele Deverdens, allerførsteMessias. kristneSenere komer iteksterne templet ogblev brugte synagogernenytolket, og Jesusselve havderitualerne opfattetændrede sig selv som en reformator af jødedommenform og ikkeindhold, som en grundlægger afinden enfor nynogle religionsamfund. Indtil 90 e.v.t. fandt den kristne forkyndelse primært sted i synagogerne., Førstog vedde overgangenallerførste tilkristne detkom 2.i århundredetemplet begyndteog debrugte kristnesynagogerne for at opfattefortælle deresjøder traditionerom sombudskabet fundamentaltom forskelligeJesus, frafør jødernes.<ref>Bildede (1999)drog videre til ikke-jødiske ppfolk. </ref>

Den kritik af religiøse [[ritual]]er, der fremgår af de tidlige kristne tekster, betyder ikke, at de kristne ikke selv havde ritualer. Kritikken retter sig i stedet mod den jødiske offerkult og de hedenske religioners praksis. Helt fra begyndelsen var [[dåb]]en et meget centralt ritual, og det fungerede som en [[overgangsrite]] og blev opfattet som genfødsel til et nyt liv<ref>se fx Johs. 3;3-8</ref> og en nyskabelse af mennesket.<ref>se fx 2. kor. 5;17 & Gal. 6;15</ref> Den [[liturgi]]ske praksis i denne periode kendes dogganske godt; modsat i dag var dåben en lukket cerimoni, der blev foretaget efter, at man havde modtaget læren om Jesus - ikke som i dag, hvor man både kan døbes som barn eller umiddelbart efter man har hørt om den kristne lære.

[[Nadver]]en i form af et fællesmåltid med rituelt indhold indgår også hyppigt i de tidlige tekster.<ref>se fx 1. kor. 11;24-25 & Luk. 2;19</ref> [[Eskatologi]]ske forestillinger var et fremtrædende element i nadvermåltidet, og det fungerede både som en mindehøjtidelighed for Jesu død og som billede på hans fremtidige genkomst og [[Dommedag|denne verdens undergang]]. I dette ritual blev fortiden forbundet med fremtiden ved, at centrale [[Myte|mytiske]] begivenheder blev genskabt gennem ritualet. Gentagelsen fungerede som et billede på den kommende lyksalige tid efter Dommedag. Den kristne blev gennem sin deltagelse i menighedens fælles måltid delagtiggjort i Jesu døde og genopstandne legeme og fik derved et pant på at kunne indgå i det fremtidige [[Guds rige|gudsrige]]. NadverenSamtidig somer fællesmåltidnadveren havdesymbol flerepå parallellerat ivære bådedel mysteriereligionerneaf ogdet ikristne fællesskab. Nadveren som fællesmåltid har paralleller til den jødiske måltidstradition.<ref>se fx GRH pp. 256</ref>

Det er usikkert, om [[gudstjeneste]]r fungerede som en selvstændig ceremoni, eller om de indgik som led i de øvrige ritualer. Der er heller ikke levn, der tyder på, at der fandtes en fast liturgisk struktur for en gudstjeneste, blot at visse elementer ofte indgik; det drejer sig om [[salme]]sang, belæringer, [[åbenbaring]]er, [[bøn]] og [[tungetale]]. Formålet med åbenbaringer var at give menigheden indsigt ([[Gnosticisme|gnôsis]]) i de centrale trosforestillinger, og de blev næstenforetaget udelukkendeaf foretagetalle, der havde omvendt sig til troen, men også af en apostel eller en anden person med stor autoritet i bevægelsen. I den efter-apostolske tid bliverbegyndte detman i højere grad nødvendigt at etablere en [[dogmatik]], forfordi atman anså det nødvendigt for kunne opretholde ideenden lære om denJesus, renesom lærevar overleveret af Jesus og apostlene. Det skete ved, at [[ortodoksi]]en blev adskilt fra [[kætter]]iet, og med tiden får de belærende elementer også større betydning i gudstjenesten.<ref>Laursen (1994) pp. 407-417</ref>