Claudius: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Tilføjer Commonscat - kategori på Commons har samme navn som artiklen.
Linje 24:
Særlig opmærksomhed fik Claudius’ kejserinde [[Messalina]] (hans tredje hustru), som i samtidige kilder skildres som skandaløst umoralsk og meget indflydelsesrig. Hun henrettedes 48 efter nye skandaler og et formodet forsøg på statskup. Hans sidste hustru var niecen [[Agrippina Den Yngre]], som dominerede ham og fik ham til at adoptere hendes søn [[Nero]] med forbigåelse af hans egen søn Britannicus. Claudius døde kort efter, sandsynligvis forgiftet på hustruens initiativ. Han blev ophøjet til gud.
 
I samtidige historikeres fremstillinger skildres Claudius ofte som en fordrukken og halvkomisk svækling, der lunefuld og letpåvirkelig lod sig lede af andre. Ikke desto mindre viste han sig i flere krisesituationer i stand til at gribe hurtigt og hårdhændet ind, lige som han havde betydelige intellektuelle interesser. Hans sygdom er blevet tolket som Sankt Veitsdans[[sanktvejtsdans]] eller [[spastisk lammelse]].
 
Claudius har i det [[20. århundrede]] fået særlig berømmelse, der gør ham til en af de bedst kendte tidligere kejsere: forfatteren [[Robert Graves]]' romaner ''Jeg, Claudius'' (1934) og ''Claudius og Messalina'' (1937) skildrer ham som en begavet mand, der overlever ved at spille nar. Romanerne filmatiseredes af [[BBC]] i [[1976]] med [[Derek Jacobi]] i hovedrollen.