Wikipedia

Stavanger Domkirke: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
Småret
Småret og {{km}}
Linje 26:
}}
 
'''Stavanger domkirke''' i [[Stavanger]] i [[Norge]] stammer fra første halvdel af 1100-tallet og er den ældste stadig stående [[katedral|domkirkebygning]] i Norge. Det er desuden den eneste af landets domkirker, som har været i kontinuerlig brug siden 1300-tallet og er blandt landets middelalder-domkirker også den, som mestder har beholdt sit [[MiddelalderenMiddelalderlig arkitektur|middelalderlige udtryk]] udtrykbedst blandt landets domkirker.
 
Domkirken i [[Stavanger]] blev [[bispedømme|bispesæde]], efter at [[Stavanger bispedømme (1125-1682)|Stavanger bispedømme]] oprettedesblev oprettet omkring 1125. Fra [[reformationen]] og et par år frem blev bispedømmet styret fra [[Bergen]], men fra 1539 blev domkirken sæde for [[superintendent]]er (biskopper) i den [[Lutheranisme|lutherske]] kirke. I 1682 blev bispesædet flyttet til [[Kristiansand]], men ved opdelingen af dette bispedømme i [[1925]], hvor Stavanger bispedømme og [[Agder og Telemark bispedømme]] oprettedesblev oprettet, blev Stavanger domkirke bispesæde igen.
 
Katedralen ligger centralt i [[Stavanger]] mellem [[Breiavatnet]] i syd og sydvest, [[Torvet i Stavanger|torvet]] med [[Vågen (Stavanger)|Vågen]] i nord, [[Domkirkepladsen (Stavanger)|domkirkepladsen]] i øst og [[Stavanger katedralskole|Kongsgård]] i vest. Byen Stavanger voksede frem i området omkring domkirken, og kirken regnes for at være kernen i Stavanger centrum.
Linje 35:
[[Fil:Magnus Blindes og Harald Gilles saga-Biskop Reinald henges-E. Peterssen.jpg|left|thumb|float|[[Reinald af Stavanger]] var Stavangers første biskop fra omkring 1125 til 1135. Hans store projekt var opførelse af domkirken. Reinald kom oprindelig fra [[England]], hvilket nok er en af grundene til, at domkirken fik et anglo-normannisk præg. Illustrationen her, som er skabt af [[Eilif Peterssen]] til "[[Magnus Blinde]] og [[Harald Gille]]s saga" i 1899-udgaven af ''[[Heimskringla]]'', skildrer bisp Reinalds død: Han blev hængt i [[Bergen|Bjørgvin]] den 18. januar 1135.]]
 
Under [[krypt]]en er der fundet ældre brandlag fra 800- og 1000-tallet og skeletter[[skelet]]ter fra 1000-tallet. Hvis ikke skeletterne er flyttet fra ældre grave, har der formentlig ligget en anden kirke her eller lige i nærheden, før den nuværende domkirke blev opført.{{km}}
 
Traditionelt antages 1125 for at være både domkirkens opførelsesår og det år, hvor bispesædet blev etableret, og hvor grundlaget for byen Stavanger blev lagt. Etableringsåret for bispesædet er imidlertid usikkert.{{km}} Det vides med sikkerhed, at Stavanger var bispesæde i 1135, da bisp [[Reinald af Stavanger|Reinald]] blev [[Hængning|hængt]]. ''[[Morkinskinna]]'' beretter om en Stavangerbiskop i forbindelse med en hændelse, som er tidsfæstet til ca. 1128. Kilden regnes som ret usikker, men bør ikke helt afvises.{{km}} Flere forhold peger i retning af, at opførelsen af domkirken blev påbegyndt, før Stavanger blev bispesæde. Det er ikke usandsynligt, at grundstenen blev lagt omkring år 1100 – i kong [[Magnus Barfod]]s tid.{{km}}
 
[[Absalon Pedersson Beyer|Absalon Pederssøn Beyer]]<ref> Beyer, 1860, side 78</ref> skrev omkring 1570 om domkirken: "...hvilken som bygt 1012, som ciphren, der er udgraven i muren, tilkjennegiver, under Magnus Barfot". En anden afskrift har årstallet 1013. Eftersom Magnus Barfod var konge 1093-1103, har det været antaget, at årstallet var en skrivefejl for 1102 (eventuelt 1103). Omkring 1770 skrev dog Hans Smidt, der var tidligere klokker i domkirken, at årstallet stod på en sten i tårnet i den [[Gotik|gotiske]] del af kirken.<ref> Smidt, 1906, side 45</ref> Da denne del blev opført mod slutningen af 1200-tallet, har det været antaget, at stenen kunne være genbrug af en sten fra vesttårnet i kirkens ældste del. Som indvendinger mod dette har været fremført, at stenen kan være genbrug fra en helt anden bygning, og at tallet ikke nødvendigvis er et årstal.{{km}}
 
[[Frederik Macody Lund|Fredrik Macody Lund]] skrev i 1919, at katedralen i Stavanger er den eneste af de fem norske katedraler, som har en sognekirkes og ikke en katedrals karakter.{{km}} Han mente, at den havde været en større sognekirke – en fylkekirke – før den senere blev ophøjet til bispesæde: "Skibets arkitektur med alle de ældste [[Normannisk arkitektur|normanniske former]] i både profilering og ornamentering peger tilbage til tiden før år 1100".<ref> Lund, 1919, side 115-116 og Vestlandets Avis, 1934.</ref>
 
[[Gerhard Fischer]]s vurderinger af domkirken i 1964 er i høj grad knyttet til [[Oluf Kolsrud]]s konklusion om, at bispesædet er fra omkring 1125.<ref> Kolsrud, 1925</ref> Fischer henviser samtidig til, at der er elementer i kirken, som peger mod slutningen af 1000-tallet. Mest præcist udtrykker Fischer det i det engelske resume under omtalen af domkirkens skib: {{citat|The former suggest a period from about, or even prior to, 1100, and it may be questioned, whether an English master mason would have used "antiquated" details, if building operations were really started about 1125. It is a tempting theory, that before the bishopric was established, work was in progress on an earlier church.<ref> Fischer, 1964 side 86. </ref>}}
Linje 54:
 
== Domkirkens skytshelgener ==
Katedralen er viet til sankt [[Svithun]] af [[Winchester]], en [[Angelsaksere|angelsaksisk]] biskop som levede og virkede i 800-tallet. Ifølge [[Anton Wilhelm Brøgger]]<ref>Brøgger, 1915.</ref> er domkirken også viet til den hellige [[Treenigheden|treenighed]], fordi det er en katedral, men der findes ikke dokumenter, som stadfæster dette.
 
Domkirken havde oprindeligt en armknogle (en "armlegg") fra Sankt Svithun, som skal være kommet fra [[St. Svithuns skrin|Sankt Svithuns skrin]] i [[Winchester (Hampshire)|Winchester]] og være lagt i et nyt Sankt Svithuns skrin i Stavanger Domkirke.<ref name = "DN">[http://www.dokpro.uio.no/perl/middelalder/diplom_vise_tekst.prl?b=4532&s=n&str= Diplomatarium Norvegicum IV nummer 1074] og i oversættelse hos Jørgensen og Saletnich, 1999, side 64-65.</ref> Det vides, at Sankt Svithuns helgenskrin i Winchester er blevet åbnet i 1086 og i 1150.<ref> Haug, 2005, side 119 med henvisning til Christopher Hohler. Jævnfør også Helle, 2008.</ref> Der findes imidlertid ingen skriftlige kilder, som knytter Sankt Svithun til Stavanger før i 1204,<ref>Hohler, 1963-1964.</ref> så der kan kun gættes på, hvornår armknoglen blev bragt til Stavanger. De fleste har ment, at kirken fik den samtidig med, at kirken blev indviet, hvilket har været antaget at være sket omkring 1125. Christopher Hohler mener, at [[relikvie]]n må være kommet før 1066,<ref>Hohler, 1963-64.</ref> mens Elbjørg Haug mener, at det skete i den periode, hvor [[Knud den Store]] var konge i England (1016–35).<ref>Haug, 2005.</ref> Knut Helle mener, at relikvien kan være kommet til så sent som i 1150.<ref>Helle, 2008.</ref> Relikvien kan imidlertid også have tilhørt den kirke, som stod på stedet, før domkirken blev bygget.
Linje 60:
I henhold til en liste udarbejdet af biskop [[Hoskuld Hoskuldsson]], den sidste biskop i Stavanger før reformationen,<ref name="DN" /> havde kirken i 1517 i alt 36 relikvier. Foruden armknoglen fra Sankt Svithun var det blandt andet relikvier fra [[Jesus Kristus|Jesus]] (en linnedklud med hans blod), [[Jomfru Maria]], [[Paulus|apostlen Paulus]], [[apostlen Andreas]], evangelisten [[Markus]], [[Olav den Hellige]], [[Sunniva]], [[Sankt Barbara]], [[Edvard Bekenderen]], [[Sankt Valentin]], [[Sankt Stefan]], [[Pave Clemens 1.|Sankt Klement]], [[Juliana af Nikomedia|Sankt Juliana]], [[Sankt Agathe]] og [[Thomas Becket|ærkebiskop Thomas Becket]].
 
Tilsammen er der i forskellige kilder anført i alt 17 [[alter|altre]] og "stuker" ("stuke" bruges om et lille rum eller aflukke inde i kirken, jævnfør [[kapel]]). Der har næppe været mere end 12–13 samtidig.<ref name="Brøgger_og_Helle">Brøgger, 1915, side 166, se også Helle, 1975, side 98.</ref> Altrene og stukene var i almindelighed viet til helgener: HøjalteretHøj[[alter]]et var sandsynligvis viet til Sankt Svithun; i øvrigt findes blandt andet [[Jomfru Maria|Mariastuken]], [[helligånden|Helligåndsalteret]], Korstuken, [[Paulus]]stuken, [[Olav den Hellige|Olavsstuken]], Sjælestuken, [[Johannes Døberen|Johannesstuken]] og måske et [[Skt. Laurentius|Sankt Laurensiusalter]] og et [[Ærkeenglen Mikael|Sankt Mikaelsalter]].<ref name="Brøgger_og_Helle" /> Hvor disse var i kirken, er imidlertid uvist.
 
== Kirkens enkelte dele ==
Linje 69:
 
=== Våbenhuset ===
{{Uddybende|Våbenhus}}
Våbenhuset er det første rum, man kommer ind i fra hovedindgangen mod vest.
 
Før branden i 1272 var våbenhuset et tårn, nærmere bestemt kirkens vesttårn. Ved udgravning under gulvet er fundet fundamenter til det gamle tårn, som skal have været kvadratisk.<ref> Fischer, 1964, side 21.</ref> Det har været diskuteret, hvorvidt tårnet kan have været bygget før skibet, måske som et vagttårn, men det er uvist.<ref> Lindøe, 2. april 1998 og Nilsen, 2001, side 60-62.</ref> Efter branden blev tårnet revet ned og erstattet med et lavt vestparti. I 1920–1921 var der en længere diskussion i den lokale presse om at opføre vesttårnet igen, men projektet blev forladt.
 
Gerhard Fischer<ref> Fischer, 1964, side 64.</ref> mente i 1964, at det (romanske) [[kor (kirkedel)|kor]] blev påbegyndt først, og at byggeriet derefter fortsatte mod vest i [[romansk stil]], sandsynligvis under ledelse af en bygmester fra England. Senere tilkomkom en indgangsportal og indgangsparti i gotisk stil, sandsynligvis{{km}} i forbindelse med genopbygningen efter branden i 1272.
 
I våbenhuset findes to [[gravsten]] fra 1300-tallet: Den ene for[[ ombudsmandenombudsmand]]en Håkon fra Reve, død 1304, og den anden for biskop [[Botolf Asbjørnson]], død 1380. På væggen hænger et [[epitafium]] af [[Andrew Lawrenceson Smith|Anders Lauritzen Smith]]. Epitafiet viser Matias Tausan med sine to ægtefæller. Over indgangspartiet findes [[klokkespil]]let fra 1925, som er Norges ældste klokkespil.{{km}} Det havde oprindeligt 22 klokker, men i 1997 blev spillet restaureret og udvidet med 27 mere, så det i dag omfatter i alt 49 klokker.
 
Overgangen mellem våbenhuset og skibet har i middelalderen været mindre og kan have været på størrelse med en dør. Ved ombygningen efter branden i 1272 blev indgangspartiet ombygget og gjort større.
 
=== Skibet ===
{{uddybende|Kirkeskib (bygningsdel)}}
Skibet er bygget i tre dele ("treskibet"), med et hovedrum i midten og to siderum adskilt af massive cirkulære [[Romansk stil|romanske]] søjler. Skibets mål er 25,8 gange 18m18 m. Søjlene er sammenknyttet i [[Bue (bygningsdel)|buer]], og det er seks sådanne buer på hver side.
 
Det meste af taget inklusive tagstenene[[tagsten]]ene blæste ned og blev ødelagt i en storm i 1826, så der måtte lægges nyt tag på. I 1860'erne blev den daværende tagdækning udskiftet med [[skifer]], og de gamle tagsten blev i 1920 bruktbrugt til kapellet på [[Eiganes gravlund]].<ref>Stavanger Aftenblad 25. februar 1920.</ref>
 
I skibet var der jordgulv med stenfliser frem til 1860'erne, hvor der blev gravet to fod ned i jorden og lagt bjælkelag og gulvplanker. Det ældste plankegulv holdt kun nogle få år, fordi rummet under gulvet ikke var forsynet med ventilation.<ref>Stavanger 7.8.1875.</ref> Det nuværende gulv er fra 1999.
 
Toppen af [[kapitæl (arkitektur)|kapitælerne]] mod vest er udsmykket. I skibet og sideskibene er der lysekroner[[lysekrone]]r og lampetter lavet af [[Emanuel Vigeland]]. De gamle blev lånt ud til andre kirker og kapeller, og nogle blev lagt ned i krypten.
 
I Middelalderenmiddelalderen var der ståpladser til alle kirkegæster. Fra 1500-tallet var der i den forreste del af kirken faste træbænke med en dør ind til sæderne.<ref>Den ældste kilde til disse stole er fra 1593, jævnfør Erichsen, 1903 side 117. </ref> I 1844 blev de tidligere udskårne kirkestole erstattet af nye, malede stole. På hver side af midtergangen, som var omkring fire meter bred sad kvinderne på den nordlige siden og mændene på den sydlige. Pladser kunne købes mod en årlig afgift til kirken. Disse pladser var også en handelsvare, og der kunne opstå uenighed om, hvem der ejede sæder i kirken. Der fandtes desuden små halvcirkelformede samt nogle rektangulære gallerier langs begge sidevægge i midtskibet. De stak ud mellem søjlerne og havde indgang fra sideskibene. De, som ikke havde råd til siddepladser, havde ståpladser bagerst i kirken. Ordningen blev afviklet ved restaureringen i slutningen af 1860'erne.<ref>Stavanger Amtstidende: "NB.", 18. januar 1869. </ref>
 
==== Sideskibene ====
På den sydlige langskibsportal i domkirken er der siksakborterzigzagborter og stiliserede blomstermønstre med enkel geometrisk[[geometri]]sk opbygning. Det er en almindelig dekorering, som er knyttet til middelalderens stenkirker på [[Vestlandet]] og i [[Trøndelag]] og skyldes antagelig påvirkning fra ornamentik i den [[Normannisk arkitektur|normanniske stenkirkearkitektur]].
 
Tre af siderne af kapitælet på en halvsøjle i det sydlige sideskib er dækket af et middelalderrelief, som nogle gange omtales som "Syndebukrelieffet"<ref>Bugge 1952</ref> eller "Ragnarokrelieffet"<ref>Karlsson 1973</ref> efter forskellige forsøg på tolkning af motivet. [[Oddgeir Hoftun]] mener, at det hverken er en illustration af den bibelske beretning om [[syndebuk]]ken eller den [[nordisk mytologi|norrøne mytologiske]] beretning om [[Ragnarok]]. Han hævder, at [[relief]]fet, som domineres af et centralt placeret stort blad med stængler til hver side, skal udtrykke et kristenpolitisk budskab: Gennem en parodieret fremstilling af en [[hedenskab|hedensk]] dyreofring gives der udtryk for stridighederne i datidens samfund.<ref>Hoftun 2008, side 52-89</ref> Morten Stige forholder sig mere traditionelt til ikonografien og tolker relieffet som en mand, der trækker en [[manticore]] eller [[sfinks]] i skægget. I midten ses livstræet og en mand med [[sværd]], som kæmper med en [[løve]].<ref>Stige, 2006, side 174-190</ref> Det adskiller sig fra den anglo-normanniske stil og er hugget i en [[Lombardiet|lombardisk]] stil.
 
I 1860'erne blev vinduerne i sideskibene udskiftet med rundbuevinduer for at få dem i samme stil som resten af skibet. Frem til dette tidspunkt var der også i sideskibet aflåste kirkestole, som støtte op mod ydervæggene, og som var ejet af privatpersoner.
 
I sideskibet er der i dag fire epitafier i de ender af sideskibene, som er lavet af Anders Lauritzen Smith: Ægteparret [[Markus Kristensen Humble]] og Anna Kristensdatter Trane, ægteparret Severin Pedersen Godtzen og Elisabet Kristensdatter Trane, ægteparret Johannes Hjermann og Anna Katrina Nilsdatter, og Severin Pedersen Fransen med sine to ægtefæller Agnete Sydensdatter Godtzen og Mette Matsdatter Tausan. Alle epitafierne har [[portræt]]ter og farvede udskæringer med bibelske motiver og med ægteparrenes [[våben (heraldik)|våbenskjolde]]. Våbnene for Trane (Thrane) og Godtzen er slægtsvåben, som er brugt gennem flere [[generation]]er, mens de andre synes at være personlige våbenskjolde. Våbnene på epitafierne er sædvanlig [[heraldik|heraldisk]] udstyret med [[skjold]], [[hjelm]], [[hjelmklæde]] og [[hjelmtegn]].
 
Et ældre epitafium af ægteparret Elisabet Pedersdatter (død 1578) og lensherren Henrik Brockenhus (død 1588) med deres malede våbenskjold er flyttet til [[Stavanger Museum]]. Et [[maleri]] af [[borgmester]] Henrik Hanssen fra 1660 er forsvundet.
 
De lange loftslamper i sideskibene er udført af arkitekt Jonas Hidle (f. 1912) fra Stavanger.
 
[[Fil:Stavanger Cathedral pulpit.jpg|thumb|right|float|Prædikestolen[[Prædikestol]]en i Stavanger Domkirke i overgangen mellem skibet og koret.]]
 
==== Prædikestol og galleri ====
{{Uddybende|Prædikestol}}
Domkirken havde en prædikestol, bygget i 1554 af Nils Olavson Tømmermann.<ref>Elgvin, 1956, side 25. </ref> Den næste prædikestol blev skænket af Elisabet Pedersdatter (død 1578) og hendes mand Henrik Brockenhus. Den nuværende prædikestol er lavet i 1658 af [[Andrew Lawrenceson Smith|Anders Lauritsen Smith]]. I udsmykingen. som viser en række bibelske motiver, indgår initialerne og [våbenskjoldene for [[lensherre]]n Henrik Below og hans to ægtefæller Johanne Lykke og Pernille Qvitzow. Han har derfor ganske sikkert betalt for prædikestolen.
 
Line 111 ⟶ 114:
 
=== Koret ===
{{Uddybende|Kor (kirkedel)}}
[[Fil:Eirik Magnusson.JPG|thumb|120px|left|float|Hoved med konge[[krone (hovedbeklædning)|krone]] i koret, formentlig kong [[Erik Præstehader|Erik Magnusson]].]]
[[Fil:Håkon Magnusson.JPG|thumb|120px|right|float|Hoved med [[hertug]]krone i form af [[rose (heraldik)|rosenkrans]], i koret; sandsynligvis hertug (senere konge) [[Håkon 5. Magnusson]].]]
 
Frem til branden i 1272 havde kirken et kvadratisk romansk kor med en sidelængde på 11,5&nbsp;m. Det er fastslået ved de undersøgelser, som er foretaget af fundamentrester i krypten under koret. Åbningen mod skibet var på 3,4&nbsp;m. Efter branden blev dele af østvæggen og det romanske kor revet ned. Koret blev forlænget til en indvendig længde på 20,5&nbsp;m, og bredden indvendig er 8&nbsp;m. Det blev også bygget i en ny stilart – [[gotisk stil|gotikkengotik]]ken. Der blev opført to tårne mod øst, og korets åbning mod skibet blev øget til 5,8&nbsp;m under restaureringen i 1860'erne. Før restaureringen var der en mindre åbning med en halvbue øverst.
 
Koret var nok færdigt før biskop Arnes død i 1303<ref> Stige, 1997, side 44</ref>, og har sandsynligvis hentet sine forbilleder fra Nordøstengland.{{kmk}} Enkelte forhold kan tyde på, at der er kommet nye byggeledere til ved slutningen af arbejdet, men det meste er bygget af den samme mester.
 
Så snart man kommer ind i koret, er der på nordsiden en lille trappe med en dør til et snævert ottekantet tårn, der kun kan ses ude fra. Tårnet har en trappe med 25 trin, og det var tidligere muligt at fortsætte i en trætrappe til hen midt over koret og derfra til de to tårnrum over sakristierne.
Line 122 ⟶ 126:
[[Fil:Stavanger Domkirke.jpg|thumb|float|Kirken med det gotiske kor og tårnet set fra øst.]]
 
Loftsrummene kan have været brugt som lagerrum til kostbarheder, men det er usikkert. Ved restaureringen på loftet i 1866<ref> Stavanger Amtstidende 20. november 1866</ref> blev der fundet en messehagel eller korkappe på loftet, men uden at det blev fortalt, hvor loftet lå. Kappen har et billede, som er tolket til at være af sankt Svithun. Brøgger<ref> Brøgger, 1915, side 101.</ref> skrev, at den var et norsk klosterarbejde fra 1400-tallet. Haug<ref> Haug, 2005, side 54</ref> mente, at den var fra omkring 1520. Den er omsyetsyet om til et alterforhæng (antemensale). Den er nu udstillet på [[Stavanger Museum]], og det kan være, at den kom fra [[Hospitalkirken i Stavanger]].
 
Ved indgangen til sakristiet findes skulpturer af kong [[Magnus Lagabøte]], kong [[Erik 2. Magnusson]] samt hertug og senere konge Håkon 5. Magnusson.
 
Desuden findes der i koret blandt andet:
* en [[døbefont]], som vurderes til at være fra omkring år 1300,
* en dansk [[bibel]] trykt i [[København]] i [[1589]] – den skal i [[1600-tallet]] have tilhørt Anders Lauritsen Smith,
* et portræt af superintendent [[Jørgen Erikson]], som kan være malet af [[Peter Reimers]]. Portrættet er tidligst malet i 1604, sandsynligvis senere,
* alterkalk og disk givet af [[Laurits Clausen Scabo]] i 1608,
* en [[oblat]]ske skænket af biskop [[Thomas Cortsønn Wegner|Thomas Kortsen Wegner]] og hans kone Anne Kristensdatter Trane<ref> Stavanger Museums årbok, 1911, side 6–7.</ref>,
* dåbsfad, lavet af Albert Sink i Stavanger i 1742,
* en bispestol fra genindvielsen af Stavanger som bispesæde i 1925, og
* glasmalerier i østvæggen udført af [[Victor Sparre]] i 1957.
 
Alterlysestagerne fra 1660-tallet blev solgt på i 1860'erne. Der var også tidligere en høj altertavle med udskårne figurer, som dækkede en stor del af vinduet. I november 1853 kom en "gal" mand ind og skar tavlen i stykker.<ref> Erichsen, PA110, nummer 20, side 175</ref> Derefter blev der indsat en kopi af [[Bertel Thorvaldsen]]s kristusstatue i [[Vor Frue Kirke (København)|Vor Frue kirke]] i [[København]]. I 1866 blev den flyttet til [[Sankt Petri Kirke|Petrikirken]].
Line 146 ⟶ 150:
 
=== Krypten ===
{{uddybende|Krypt}}
Krypten er rummet under koret. Det har samme udstrækning som det oprindelige romanske kor. Der er en udvendig indgang (kælderdør) til krypten lig over for bispekapellet. I dag er krypten udgravet, indrettet som møderum og bruges i menighedssammenhæng.
 
Line 221 ⟶ 226:
* [http://aftenbladet.no/app/clickwalk/places/domkirkekoret.jsp 360-graders billeder fra koret]
 
== NoterReferencer ==
{{reflist|2}}
 
Line 231 ⟶ 236:
[[Kategori:Bygninger, konstruktioner og anlæg i Stavanger|Domkirke]]
[[Kategori:Domkirker i Norge]]
 
 
{{lovende}}
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Stavanger_Domkirke"