Den kolde krig: Forskelle mellem versioner

[[1970'erne]] bliver kaldt ''afspændingsårtiet''. Udgangspunktet var egentlig dårligt for afspænding. Vietnamkrigen var fastlåst og der havde i marts 1969 været kampe mellem sovjetiske og kinesiske tropper ved [[Ussuri]].<ref>Gaddis (2005), s.192</ref> USA og Kinas fælles bekymring for [[Leonid Bresjnev|Bresnjevdoktrinen]] og fælles ønske om en løsning på Vietnamkrigen betød, at de to lande nærmede sig hinanden.<ref>Gaddis (2005), s. 194</ref> På denne baggrund [[Nixons besøg i Kina i 1972|besøgte USAs præsident Richard Nixon Kina]] i 1972, hvilket bidrog til at normalisere forbindelserne mellem USA og Kina og fremme afspændingen.<ref>Gaddis (2005), s. 195</ref> [[SALT-aftalerne]] og [[ABM]] traktaten var de konkrete instrumenter, stormagterne benyttede i afspændingsprocessen.<ref>Gaddis (2005), s.108</ref> [[Henry Kissinger]] spillede en betydelig rolle som initiativtager til den øgede [[dipolomati]]skediplomatiske aktivitet i første halvdel af 1970'erne, og ''konferencen omkring sikkerhed og samarbejde i Europa'', [[CSCE]], som resulterede i [[Helsingfors-erklæringen]] i [[1975]], blev af mange iagttagere i samtiden anset for at være et gennembrud i Stormagternes nye, gensidige forståelse. Denne forståelse omfattede bl.a. regler for at føre krig og et forsøg på at fastholde den eksisterende balance i [[våbenkapløbet]]. Med aftalen anerkendte Vestmagterne de eksisterende grænser i Østeuropa, hvilket skabte stor modstand mod aftalen i USA. Denne modstand bidrog til, at [[Gerald Ford]], der havde overtaget præsidentposten fra Nixon efter [[Watergate]]skandalen, tabte præsidentvalget i 1976 til [[Jimmy Carter]].<ref>Gaddis (2005), s.242f</ref> Sovjetunionen havde til gengæld forpligtet sig til at overholde menneskerettighederne, hvilket bl.a. førte til [[Charta 77]] bevægelsen i Tjekkoslovakiet.<ref>Gaddis (2005), s. 244</ref> Helsingforsaftalerne skabte derfor interne problemer for regeringerne i begge stormagterne.