Sophus Schandorph: Forskelle mellem versioner

Åbenbart havde Schandorph hidtil hængt fast i et poetisk ideal og i poetiske former, som ikke passede for hans [[naturel]] og ikke tillod ham at bruge, hvad han sad inde med. Men så hændte det ham, midt i 70erne, at han kom i personlig berøring med den brandesske bevægelse. Han havde hibbet så småt efter den før. Nu [[desillusion|desillusionerede]] den ham over for det romantiske fantasteri, og dens litterære virkeligheds- og personlighedskrav viste ham hen til et nyt virkefelt. Delvis i samme retning var han for resten blevet påvirket af et par af [[Ivan Turgenjev]]s bøger. Og det andet og betydningsfuldeste afsnit af hans digtervirksomhed begynder. Det indledes med novellesamlingen ''Fra Provinsen'' (1876), særlig med dens bedste fortælling, ''En Enkestand''. Fra nu af er han endelig for alvor inde i digterisk opposition til tiden, for så vidt som hans fornemste og lykkeligst løste opgave kommer til at bestå i at forfølge det romantiserende selvbedrag, skuespillenet, hanget til at tro sig noget andet, end man er. Lige tvært imod opstiller han atter og atter som ideal det virkelighedskære eller i alt fald virkelighedstålsomme arbejdsmenneske, jævnt, passelig hjælpsomt, hadende som pest at stikke andre og sig selv patetisk eller sentimentalt [[blår]] i øjnene. Og først fra nu af livnes også hans digtning af alle de forskelligartede virkelighedsindtryk, som han huskede fra tidligere tid, eller som han fra dag til dag modtog. Naturligvis var disse indtryk ikke fotografisk uomtvistelige; de havde særpræg af hans personlighed, og de vare også tit (ham selv uafvidende) blevne forvanskede en del af erindringen. Siden hen, hvor han skrev vel meget, skabte han desuden frit overdrevne varianter af dem, ikke mindst til brug ved skildringer af bønder og småtskårne provinsialister. Men dette er jo fælleskår for al poesi og fællesskæbne for næsten alle digtere.