Versionen fra 14. mar. 2015, 13:42 redigér Rmir2 (diskussion \| bidrag) 95.108 edits m →‎Første kriseår 1919-1923: småret ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 14. mar. 2015, 13:47 redigér fjern redigering Rmir2 (diskussion \| bidrag) 95.108 edits m →‎Begyndelsen til enden 1929-1933: småret Gå til næste forskel →
Linje 316: === Begyndelsen til enden 1929-1933 === Ved valg til rigsdagen i maj 1928 gik socialdemokraterne frem fra 131 til 152 mandater, kommunisterne fra 45 til 54, de tysk-nationale gik stærkt tilbage, i juni afgik kabinettet Marx, og socialdemokraten [[Hermann Müller]] dannede et nyt kabinet på grundlag af en koalition mellem socialdemokrater, centrum, tysk folkeparti, demokrati og bayersk folkeparti. Stresemann fortsatte som udenrigsminister, efter hans død udnævntes Curtius til denne post. Regeringen modsatte sig bestemt de tysk-nationales af Hugenberg ledede yderliggående politik, og både af Rigsdagen og ved en Folkeafstemning forkastedes 1929 det tysk-nationale forslag om Opsigelse af fredstraktatens bestemmelser (»"Frihedsloven«").<ref name="Jensen 1045">[http://runeberg.org/salmonsen/2/26/1075.html Jensen, s. 1045]</ref> Få dage efter [[Gustav Stresemann]]s død indtrådte [[Wall Street-krakket]], der indledte en verdensomspændende depression, som ramte den skrøbelige tyske økonomi særlig hårdt og medførte en voldsom stigning i arbejdsløsheden.<ref name="Jensen 1045"/> I december 1929 vedtog rigsdagen med 222 stemmer med 158 efter en bevæget finansdebat et tillidsvotum til regeringen, en del af folkepartiet stemte imod. Den 12. marts 1930 vedtog rigsdagen [[Young-planen]] med 270 stemmer mod 192.<ref name="Jensen 1045"/> Den 27. marts opløstes regeringskoalitionen på spørgsmålet om statens tilskud til arbejdsløshedsforsikringen. Ministeriet Hermann Müller trådte nu tilbage, og den 30. marts dannede centrumsføreren Bruning den nye, rent "borgerlige" regering, hvori Curtius (af det tyske Folkeparti) fortsatte som Udenrigsminister, mens Moldenhauer (af det samme Parti) blev finansminister, Wirth, Stegerwald, Guerard (alle af Centrum) henholdsvis indenrigsminister, arbejdsminister og trafikminister, Schättel (af Det bayerske Folkeparti) postminister, demokraten Dietrich økonomiminister, den tysk-nationale Schiele landbrugsminister, Bredt (af det såkaldte "Wirtschaftspartei") justitsminister, Groener og Trevianus henholdsvis forsvarsminister og minister for de besatte områder.<ref name="Jensen 1045"/> Det sidstnævnte begreb ophørte at eksistere, da i juli 1930 de sidste franske soldater blev trukket tilbage fra Rhinlandet. Dermed rådede det tyske folk atter helt på sit eget område; også i kraft af den økonomiske tilstand i landet, omend nok så møjsommeligt vundet ved ofre og nøjsomhed, kunne det nu med en vis berettiget optimisme se fremtiden i møde trods bestandige finansielle vanskeligheder.<ref name="Jensen 1045"/> ==== Valget i september 1930 ==== Valgene til rigsdagen den [[15. september]] [[1930]] skabte en omvæltning i de parlamentariske partiforhold. socialdemokraterne fik 143 mandater, nationalsocialisterne 107, kommunisterne 76, centrum 68, tysk-nationale 47, folkepartiet 29, det økonomiske parti (''wirtschaftspartei'') 23, statspartiet (de nationalliberale) 20, bayersk folkeparti 19, andre 48. Det karakteristiske træk ved dette resultat, der måtte synes temmelig betydningsfuldt for de fredelige forhold i Tyskland og hele Europa, var den uhyre fremgang for de mest yderliggående partier og ganske særlig nationalsocialisterne. Ministeriet Brüning mistede sit parlamentariske flertal og blev afhængig af socialdemokratisk støtte.<ref name="Jensen 1045"/> Line 322 ⟶ 324: Med truslen fra nazister og kommunister, som over en tredjedel af befolkningen stemte på, besluttede rigskansler [[Heinrich Brüning]] fra det kristelig-demokratiske midterparti [[Zentrum]] at regere via nødforordninger, noget Weimarrepublikkens forfatning gav mulighed for. Dermed var der præcedens for at regere uden om parlamentet. ==== Valget i juli 1932 ==== I slutningen af 1932 spidsede situationen yderligere til, da den gamle krigshelt præsident Hindenburg ikke længere ville støtte Brünings provisoriske styre, fordi kansleren ikke var i stand til at løse landets problemer. Valget i juli 1932 blev til en dramatisk sejr for NSDAP med Adolf Hitler i spidsen der med 37,3 procent af stemmerne blev Tysklands klart største parti. Hindenburg kunne nu ikke komme uden om ham, og mange af de mere moderate højrefløjspolitikere var villige til at lade Hitler komme til magten. De troede, at de bedre kunne styre ham i en regering end uden for. Mange anså Hitler for kun at kunne gejle en folkemasse op, ikke til at kunne styre et land. Præsident Hindenburg udpegede [[Franz von Papen]] til at sammensætte en regering, der kunne mønstre et flertal. Papen tilbød Hitler en plads i regeringen, men til højrepolitikernes store overraskelse afslog Hitler og krævede posten som kansler. Det ville ingen på højrefløjen gå med til, og et nyt valg blev udskrevet.▼ ▲I slutningen af 1932 spidsede situationen yderligere til, da den gamle krigshelt præsident [[Hindenburg]] ikke længere ville støtte Brünings provisoriske styre, fordi kansleren ikke var i stand til at løse landets problemer. Valget i juli 1932 blev til en dramatisk sejr for [[NSDAP]] med [[Adolf Hitler]] i spidsen der med 37,3 ~~procent~~% af stemmerne blev Tysklands klart største parti. Hindenburg kunne nu ikke komme uden om ham, og mange af de mere moderate højrefløjspolitikere var villige til at lade Hitler komme til magten. De troede, at de bedre kunne styre ham i en regering end uden for. Mange anså Hitler for kun at kunne gejle en folkemasse op, ikke til at kunne styre et land. Præsident Hindenburg udpegede [[Franz von Papen]] til at sammensætte en regering, der kunne mønstre et flertal. Papen tilbød Hitler en plads i regeringen, men til højrepolitikernes store overraskelse afslog Hitler og krævede posten som kansler. Det ville ingen på højrefløjen gå med til, og et nyt valg blev udskrevet. ==== Valget i november 1932 ==== Ved valget i november 1932 gik NSDAP fire procentpoint tilbage til 33,1 ~~procent~~%, men de var stadig det største parti i landet. Hindenburgs nyudnævnte kansler [[von Schleicher]] forsøgte at regere med støtte fra venstredrejede nationalsocialister, midterpartiet Zentrum og socialdemokraterne. Men i januar 1933 lykkedes det von Papen, der nu var blevet ven med Hitler, at presse Hindenburg til at acceptere en koalition mellem højrefløjspartierne og NSDAP. Hindenburg gjorde det modstræbende, men troede på von Papens forsikringer om, at Hitler ikke ville holde længe. === Adolf Hitler bliver kansler og afskaffer Weimarrepublikken ===

Weimarrepublikken: Forskelle mellem versioner