Jagt: Forskelle mellem versioner

=== Middelalder ===

I lang tid forsøgte kongen at begrænse jagten til ham selv og hans mænd. Straffen for at skyde vildt var hård og bøndernes hunde kunne få hugget et ben af, så de ikke kunne løbe efter vildtet på kongens jagtrevirer.<ref name=":0" />

I senmiddelalderen forvandlede Danmark sig langsomt til et agerbrugssamfund. De store skove forsvandt efterhånden som landbruget spredte sig og træhugsten voksede pga. behovet for byggemateriale til huse, skibe og brændsel. Jagten fortsatte som et supplement til fødegrundlaget og for at skaffe råmaterialer som skind og horn. I vikingetiden og den tidlige middelalder blev skovene betragtet som frie områder, en slags fælleder, som alle måtte have lov til at benytte sig af og ingen havde særlig ejendomsret over. Dette brød kirken, stormændene og kongen sig dog ikke om og de besluttede sig for at sætte en stopper for den folkelige brug af skoven og dens livsformer. I Jydske Lov fra 1241 stod der derfor, at selvom bønderne nok ejede skoven, så ejede kongen grunden. I 1537 var det så slut med frit at kunne jage alle former for vildt uden frygt for repressalier. Straffen for at udøve jagt uden ejendomsret til grunden, så kaldt [[krybskytte|krybskytteri]], var hård og kunne lyde på fængsel eller hængning. Bøndernes jagtret blev således indskrænket og det moderne fænomen, hvor jagten hovedsageligt kan udøves frit af de øverste samfundslag på jord som de nu havde fuld ret over, blev hermed grundlagt. På denne tid underholdt adelen sig med jagt på bl.a. ulve, oddere, råvildt og vildsvin. [[Falkejagt]] blev desuden en ridderlig form for idræt blandt fine herrer og damer.