Weimarrepublikken: Forskelle mellem versioner

 

=== Første kriseår 1919-1923 ===

 

Den [[7. maj]] [[1919]] fik Tysklands delegerede på fredskongressen i Paris [[Versailles-freden|fredsbetingelserne]] overleveret. Scheidemann ville ikke tage ansvaret for Tysklands samtykke og gik af den 20. juni. Socialdemokraten Bauer dannede en ny regering med Erzberger som finansminister, og i det hele kun bestående af flertalssocialister og centrumsfolk, de to retninger, der alene tog det ansvar på sig at underskrive fredstraktaten, som 9. juli ratificeredes med 208 stemmer mod 115.<ref name="Jensen 93"/> Det, der ramte Tyskland hårdest ved hele denne fredsslutning, var ikke de landafståelser, som efterhånden med eller uden tilhørende folkeafstemning blev ført ud i Livet: [[Alsace-Lorraine]] til Frankrig, [[Posen]], [[Vestpreussen]] og [[Øvreschlesien]] til Polen, [[Nordslesvig]] til [[Danmark]], [[Eupen]] og [[Malmédy]] til [[Belgien]], [[Hultschien]] til [[Tjekkoslovakiet]], kolonierne, der alle tabtes, formelt delvis til [[Folkeforbundet]], [[Fristaden Danzig|Danzig]], der erklæredes for uafhængig<ref name="Jensen 93"/>, men det var frem for alt de tunge erstatningsbyrder, som Tyskland fra nu af skulle bære. Versailles-traktaten udtalte, at Tyskland egentlig burde give fuld erstatning, men erkendte, at dets hjælpekilder ikke strakte til. Hovedsummen blev ikke fastsat, men traktaten nøjedes med at opregne forskellige kategorier af skade, hvoraf de vigtigste var ødelæggelserne i Nordfrankrig og Belgien, de ødelagte skibe, Belgiens hærudgifter, de ulige landes pensioner for faldnes efterladte og invalider. Foruden penge skulle der ydes en mængde naturalpræstationer, og erstatningens endelige størrelse skulle fastsættes senest 1. maj 1921 af en særlig erstatningskommission, som på grundlag af Tysklands betalingsevne havde at udarbejde en plan for gældens afvikling. Undlod Tyskland med forsæt at opfylde sine forpligtelser, fik de allierede regeringer ret til at foretage "sanktioner" ved alle de midler, omstændighederne krævede. Tyskland skulle imidlertid straks begynde at betale.<ref name="Jensen 93"/> Den 11. august vedtog nationalforsamlingen en ny forfatning, der omend mere partikularistisk end oprindelig foreslået dog betød et skridt hen imod rigets større enhed, sammenlignet med kejserdømmets forfatning. Særlig omfattende sociale reformer blev ikke gennemført, og nogle vage forsøg med »bedriftsråd« var et mindre væsentligt skridt i retning af den meget drøftede socialisering end de "krigsskatter", der gennemførtes af Erzberger, og som lagde tunge byrder på den velhavende del af befolkningen. Stillet over for de voldsomme erstatningskrav, oven i købet med formindsket landområde, var det bydende nødvendigt for Tyskland at skaffe sig nye indtægter.<ref name="Jensen 93"/>