Wahhabisme: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m →Indien: småret |
Rmir2 (diskussion | bidrag) m →Spredning: sprogret |
||
Linje 13:
Politisk betydning fik hans bevægelse først efter, at han var flyttet over til [[Derʿīje]] og havde vundet en stammefyrste i [[Nedjd]], [[Muhammed ibn Saud|Ibn Saʿūd]], som ægtede hans datter, for sig. Denne samlede omkring sig flere centralarabiske [[beduin]]stammer og antog omkring 1745 titlen "emir af Nedjd". Han begyndte nu at vende sine blikke udad, nærmest mod [[el-Ahsa]], hvor [[Det Osmanniske Rige]] rustede sig til strid mod ham. Han døde i 1765, men hans planer gennemførtes af hans søn [[ʿAbd-el-ʿazīz]] (1720 - 1803). I 1787 overlod denne ledelsen over armén til sin søn Saʿūd, vahhabiternes mest betydende statsman, lige så meget udmærkende sig ved politisk evne som gennem den strenghed, hvormed han opretholdt orden i sine provinser. I 1795 underkastede el-Ahsa sig, og Saʿūd begyndte at trænge videre mod nord. Under de følgende år organiserede Det Osmanniske Rige sin modstand fra [[Bagdad]], hvis guvernører, tidvis understøttede fra Damaskus og [[Djidde]], dog kun formåede at udrette meget lidt. Den 21. april 1802 erobredes gennem overrumpling [[Karbala]], og den rige valfartslokalitet, shiʿiternes helligste by, led under en hensynsløs hærgning. Samme år vendte sig Saʿūd mod [[Mekka]] og formåede, delvis på grund af uenigheden blandt byens ledere, at erobre denne, hvor efter en stor vahhabitisk reformation igangsattes: religiøse ledere henrettedes, alle templer bortset fra [[Kaʿba]] blev nedrevede, fra den hellige plads bortdrev man de handlende, og det slør, som skjulte helligdommen for profane blikke, fjernedes.
Den 3. november 1803 blev ʿAbd-el-ʿaziz under eftermiddagsbønnen myrdet af en hævndgærrig perser, som til syneladende var overgået til
ʿAbdallahs søn [[Turki]] undkom imidlertid sydpå og genoprettede i [[er-Rijād]] vahhabitriget, som under de følgende år blev ladt i fred efter, at en omkring 5.000 mand stærk mod ham sendt egyptisk krigshær af sin vejviser var blevet ført vild i sandøknenen og var omkommet til sidste mand; riget stod dog i et vasalforhold till Egypten.
|