Forskel mellem versioner af "Wahabisme"

Ingen ændring i størrelsen ,  for 5 år siden
m
→‎Spredning: sprogret
m (→‎Indien: småret)
m (→‎Spredning: sprogret)
Politisk betydning fik hans bevægelse først efter, at han var flyttet over til [[Derʿīje]] og havde vundet en stammefyrste i [[Nedjd]], [[Muhammed ibn Saud|Ibn Saʿūd]], som ægtede hans datter, for sig. Denne samlede omkring sig flere centralarabiske [[beduin]]stammer og antog omkring 1745 titlen "emir af Nedjd". Han begyndte nu at vende sine blikke udad, nærmest mod [[el-Ahsa]], hvor [[Det Osmanniske Rige]] rustede sig til strid mod ham. Han døde i 1765, men hans planer gennemførtes af hans søn [[ʿAbd-el-ʿazīz]] (1720 - 1803). I 1787 overlod denne ledelsen over armén til sin søn Saʿūd, vahhabiternes mest betydende statsman, lige så meget udmærkende sig ved politisk evne som gennem den strenghed, hvormed han opretholdt orden i sine provinser. I 1795 underkastede el-Ahsa sig, og Saʿūd begyndte at trænge videre mod nord. Under de følgende år organiserede Det Osmanniske Rige sin modstand fra [[Bagdad]], hvis guvernører, tidvis understøttede fra Damaskus og [[Djidde]], dog kun formåede at udrette meget lidt. Den 21. april 1802 erobredes gennem overrumpling [[Karbala]], og den rige valfartslokalitet, shiʿiternes helligste by, led under en hensynsløs hærgning. Samme år vendte sig Saʿūd mod [[Mekka]] og formåede, delvis på grund af uenigheden blandt byens ledere, at erobre denne, hvor efter en stor vahhabitisk reformation igangsattes: religiøse ledere henrettedes, alle templer bortset fra [[Kaʿba]] blev nedrevede, fra den hellige plads bortdrev man de handlende, og det slør, som skjulte helligdommen for profane blikke, fjernedes.
 
Den 3. november 1803 blev ʿAbd-el-ʿaziz under eftermiddagsbønnen myrdet af en hævndgærrig perser, som til syneladende var overgået til vahhabiternawahhabiterna, og Saʿūd blev [[emir]]. Krigstogter indledtes nu både mod nord og mod syd. I syd erobredes 1805 [[Medina]]; Saʿūd lod åbne profetens grav og prisgav byens rigdom til udplyndring. I 1806 okkuperedes Mekka igen. I nord trængte hans hære gennem [[Eufrat-dalen]]-dalen helt frem till Damaskus, som i 1808 var stærkt truet. Da nu Saʿūd tillige søgte forbindelse med Det Osmanniske Riges fjender, især [[Persien]], blev situationen truende for Det Osmanniske Rige, men i første række for [[Egypten]], som blev urolig over Saʿūds (mislykkede) ekspedition mod Djidde i 1810. Efter, at Muhammed Ali i dette land takket være kuppet mod [[mameluk]]erne i 1811 havde fået frie hænder, ingreb han med kraft i kampen. En hær under ledelse af hans søn [[Tusūn pascha]] gik i land i 1811 i Djidde, og Muhammed Ali kom selv over for at fremme felttoget. Under dette døde Saʿūd i 1814 og efterfulgtes af sin søn ʿAbdallah, som tilbød Tusūn fred, men da Muhammed Ali ikke godtog fredsvilkårene, udbrød krigen påny under ledelse af hans ældste søn, Ibrahim. I 1818 indtog denne Derʿīje; ʿAbdallah kom i fangenskab og sendtes till [[Konstantinopel]], hvor han mod tro og love blev henrettet i december samme år. Derʿīje jævnedes med jorden.
 
ʿAbdallahs søn [[Turki]] undkom imidlertid sydpå og genoprettede i [[er-Rijād]] vahhabitriget, som under de følgende år blev ladt i fred efter, at en omkring 5.000 mand stærk mod ham sendt egyptisk krigshær af sin vejviser var blevet ført vild i sandøknenen og var omkommet til sidste mand; riget stod dog i et vasalforhold till Egypten.
93.382

redigeringer