Forskel mellem versioner af "Wahabisme"

2 bytes fjernet ,  for 5 år siden
m
rettet intern henvisning
m (indsat skabelon)
m (rettet intern henvisning)
[[Fil:Image-Abdullah bin Saud FSS2.JPG|thumb|Abdullah bin Saud. Billede fra 1819.]]
 
'''Wahhabisme''', hvis tilhængere omtales som 'wahhabitter', fra arabisk ''wahhābī'', det vil sige tilhængere af [[Muhammed Ibn Abd al-Wahab|Muhammed ibn Abd-el-wah-hāb]] (1704 i ʿUjeina - 1792 i Derʿīje i Nedjd[[Najd]], "den Gavmildes, det vil sige Guds, tjener"), sektens stifter, er en [[islam]]isk sekt af stærkt konservativ observans, navnlig dominerende i [[Saudi-Arabien]], opkaldt efter sin arabiske stamfader .
 
== Historie ==
[[File:First Saudi State Big.png|thumb|[[Diriyah-emiratet|Den første Saudiske stat]] 1744-1818]]
 
Politisk betydning fik hans bevægelse først efter, at han var flyttet over til [[Derʿīje]] og havde vundet en stammefyrste i [[NedjdNajd]], [[Muhammed ibn Saud|Ibn Saʿūd]], som ægtede hans datter, for sig. Denne samlede omkring sig flere centralarabiske [[beduin]]stammer og antog omkring 1745 titlen "emir af NedjdNajd". Han begyndte nu at vende sine blikke udad, nærmest mod [[el-Ahsa]], hvor [[Det Osmanniske Rige]] rustede sig til strid mod ham. Han døde i 1765, men hans planer gennemførtes af hans søn [[ʿAbd-el-ʿazīz]] (1720 - 1803). I 1787 overlod denne ledelsen over armén til sin søn Saʿūd, vahhabiternes mest betydende statsman, lige så meget udmærkende sig ved politisk evne som gennem den strenghed, hvormed han opretholdt orden i sine provinser. I 1795 underkastede el-Ahsa sig, og Saʿūd begyndte at trænge videre mod nord. Under de følgende år organiserede Det Osmanniske Rige sin modstand fra [[Bagdad]], hvis guvernører, tidvis understøttede fra Damaskus og [[Djidde]], dog kun formåede at udrette meget lidt. Den 21. april 1802 erobredes gennem overrumpling [[Karbala]], og den rige valfartslokalitet, shiʿiternes helligste by, led under en hensynsløs hærgning. Samme år vendte sig Saʿūd mod [[Mekka]] og formåede, delvis på grund af uenigheden blandt byens ledere, at erobre denne, hvor efter en stor vahhabitisk reformation igangsattes: religiøse ledere henrettedes, alle templer bortset fra [[Kaʿba]] blev nedrevede, fra den hellige plads bortdrev man de handlende, og det slør, som skjulte helligdommen for profane blikke, fjernedes.
 
Den 3. november 1803 blev ʿAbd-el-ʿaziz under eftermiddagsbønnen myrdet af en hævndgærrig perser, som til syneladende var overgået til wahhabiterne, og Saʿūd blev [[emir]]. Krigstogter indledtes nu både mod nord og mod syd. I syd erobredes 1805 [[Medina]]; Saʿūd lod åbne profetens grav og prisgav byens rigdom til udplyndring. I 1806 okkuperedes Mekka igen. I nord trængte hans hære gennem [[Eufrat]]-dalen helt frem till Damaskus, som i 1808 var stærkt truet. Da nu Saʿūd tillige søgte forbindelse med Det Osmanniske Riges fjender, især [[Persien]], blev situationen truende for Det Osmanniske Rige, men i første række for [[Egypten]], som blev urolig over Saʿūds (mislykkede) ekspedition mod Djidde i 1810. Efter, at Muhammed Ali i dette land takket være kuppet mod [[mameluk]]erne i 1811 havde fået frie hænder, ingreb han med kraft i kampen. En hær under ledelse af hans søn [[Tusūn pascha]] gik i land i 1811 i Djidde, og Muhammed Ali kom selv over for at fremme felttoget. Under dette døde Saʿūd i 1814 og efterfulgtes af sin søn ʿAbdallah, som tilbød Tusūn fred, men da Muhammed Ali ikke godtog fredsvilkårene, udbrød krigen påny under ledelse af hans ældste søn, Ibrahim. I 1818 indtog denne Derʿīje; ʿAbdallah kom i fangenskab og sendtes till [[Konstantinopel]], hvor han mod tro og love blev henrettet i december samme år. Derʿīje jævnedes med jorden.
ʿAbdallahs søn [[Turki]] undkom imidlertid sydpå og genoprettede i [[er-Rijād]] vahhabitriget, som under de følgende år blev ladt i fred efter, at en omkring 5.000 mand stærk mod ham sendt egyptisk krigshær af sin vejviser var blevet ført vild i sandøknenen og var omkommet til sidste mand; riget stod dog i et vasalforhold till Egypten.
[[File:Second Saudi State Big.png|thumb|[[Najd-emiratet|Den anden Saudiske stat]] 1850]]
I 1834 myrdedes Turki, og hans søn [[Faisal]] kunne efter adskillige vanskeligheder bemægtige sig tronen. To gange blev han fordrevet af egypterne, som indsatte slægtninge til ham, men endelig kunne han hævde sig som uinskrænket hersker i er-Rijād, hvor han i 1863 modtog Palgrave og i 1865 dronning [[Victoria]]s udsending, oberst Pelly. Han døde i 1865 og efterfulgtes af sin søn ʿAbdallah, under hvis regering riget splittedes af indre kampe inden for dynastiet og til sidst underlagdes et længere nordpå oprettet, livskraftigt vahhabitrige. En vis ʿAbdallah fra [[Djebel Schammar]], som ved revolutionen i er-Rijād i 1834 havde spillet en rolle på Faisals side, havde kort efter omkring Djebel Schammar og med [[Hāil]] som midtpunkt grundlagt et eget rige og et eget dynasti, Ibn Rašīderne, med titlen ”emirer af Djebel Schammar”. Disse fyrster var i begyndelsen [[tribut]]skyldige (skatskyldige) under er-Rijād, men udviklede efterhånden en stadig mere selvstændig stat, hvor mønsterorden og sikkerhed herskede; politisk orienterede de sig mod Det Osmanniske Rige og Egypten. Kort efter sin tronbestigning måtte ʿAbdallah i er-Rijād søge hjælp i Hāil mod sine oprørske slægtninge, og da han i 1874 blev afsat, søgte også han hjælp hos Det Osmanniske Rige, som på sin side fandt lejligheden gunstig til at genoprette sin suverænitet over NedjdNajd. Mod Englands protester besatte Den Høje Port el-Ahsā i 1875 og oprettede provinsen NedjdNajd, men formåede ikke at befæste sit vælde der. Da ʿAbdallah døde omkring 1888, kom er-Rijād faktisk under den da regerende Ibn Rašīden, den kraftfulde Muhammed, som dog fortsat måtte kæmpe mod Ibn Saʿūder i er-Rijād. I 1891 lykkedes det ham at slå en stor koalition af beduinstammer, og han fik der efter ro frem til sin død i 1897.
 
=== Indien ===
[[File:Saudi Arabia map.png|thumb|[[Saudi-Arabien]] efter foreningen i 1932]]
 
Sultan [[Abdul Aziz af Saudi-Arabien|’Abd-el-’azîz Ibn Sa’ud]] overfaldt i 1924 riget Hijāz och gjorde sig til herre i Mekka, hvor wahhabiterne rykkede ind den 13. oktober samme år. Kong Husein af Hedjas havde forinden [[abdikation|abdiceret]], hans søn och efterfølger Ali opholdt sig en tid i Djidde, men måtte i december 1925 ligeledes abdicere og forlade Hijāz. Ibn Sa’üd udråbtes den [[11. januar]] [[1926]] i Mekka til "konge af Hijāz og sultan af NedjdNajd", hvorved kongeriget Hijāz indlemmedes i Ibn Sa’uds wahhabitiske vælde. Dettes hovedstad havde hidtil været Riyadh, men Ibn Sa’ud residerede i Mekka.
 
== Eksterne henvisninger ==
93.383

redigeringer