Wahhabisme: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m indsat skabelon |
Rmir2 (diskussion | bidrag) m rettet intern henvisning |
||
Linje 1:
[[Fil:Image-Abdullah bin Saud FSS2.JPG|thumb|Abdullah bin Saud. Billede fra 1819.]]
'''Wahhabisme''', hvis tilhængere omtales som 'wahhabitter', fra arabisk ''wahhābī'', det vil sige tilhængere af [[Muhammed Ibn Abd al-Wahab|Muhammed ibn Abd-el-wah-hāb]] (1704 i ʿUjeina - 1792 i Derʿīje i
== Historie ==
Linje 12:
[[File:First Saudi State Big.png|thumb|[[Diriyah-emiratet|Den første Saudiske stat]] 1744-1818]]
Politisk betydning fik hans bevægelse først efter, at han var flyttet over til [[Derʿīje]] og havde vundet en stammefyrste i [[
Den 3. november 1803 blev ʿAbd-el-ʿaziz under eftermiddagsbønnen myrdet af en hævndgærrig perser, som til syneladende var overgået til wahhabiterne, og Saʿūd blev [[emir]]. Krigstogter indledtes nu både mod nord og mod syd. I syd erobredes 1805 [[Medina]]; Saʿūd lod åbne profetens grav og prisgav byens rigdom til udplyndring. I 1806 okkuperedes Mekka igen. I nord trængte hans hære gennem [[Eufrat]]-dalen helt frem till Damaskus, som i 1808 var stærkt truet. Da nu Saʿūd tillige søgte forbindelse med Det Osmanniske Riges fjender, især [[Persien]], blev situationen truende for Det Osmanniske Rige, men i første række for [[Egypten]], som blev urolig over Saʿūds (mislykkede) ekspedition mod Djidde i 1810. Efter, at Muhammed Ali i dette land takket være kuppet mod [[mameluk]]erne i 1811 havde fået frie hænder, ingreb han med kraft i kampen. En hær under ledelse af hans søn [[Tusūn pascha]] gik i land i 1811 i Djidde, og Muhammed Ali kom selv over for at fremme felttoget. Under dette døde Saʿūd i 1814 og efterfulgtes af sin søn ʿAbdallah, som tilbød Tusūn fred, men da Muhammed Ali ikke godtog fredsvilkårene, udbrød krigen påny under ledelse af hans ældste søn, Ibrahim. I 1818 indtog denne Derʿīje; ʿAbdallah kom i fangenskab og sendtes till [[Konstantinopel]], hvor han mod tro og love blev henrettet i december samme år. Derʿīje jævnedes med jorden.
Linje 18:
ʿAbdallahs søn [[Turki]] undkom imidlertid sydpå og genoprettede i [[er-Rijād]] vahhabitriget, som under de følgende år blev ladt i fred efter, at en omkring 5.000 mand stærk mod ham sendt egyptisk krigshær af sin vejviser var blevet ført vild i sandøknenen og var omkommet til sidste mand; riget stod dog i et vasalforhold till Egypten.
[[File:Second Saudi State Big.png|thumb|[[Najd-emiratet|Den anden Saudiske stat]] 1850]]
I 1834 myrdedes Turki, og hans søn [[Faisal]] kunne efter adskillige vanskeligheder bemægtige sig tronen. To gange blev han fordrevet af egypterne, som indsatte slægtninge til ham, men endelig kunne han hævde sig som uinskrænket hersker i er-Rijād, hvor han i 1863 modtog Palgrave og i 1865 dronning [[Victoria]]s udsending, oberst Pelly. Han døde i 1865 og efterfulgtes af sin søn ʿAbdallah, under hvis regering riget splittedes af indre kampe inden for dynastiet og til sidst underlagdes et længere nordpå oprettet, livskraftigt vahhabitrige. En vis ʿAbdallah fra [[Djebel Schammar]], som ved revolutionen i er-Rijād i 1834 havde spillet en rolle på Faisals side, havde kort efter omkring Djebel Schammar og med [[Hāil]] som midtpunkt grundlagt et eget rige og et eget dynasti, Ibn Rašīderne, med titlen ”emirer af Djebel Schammar”. Disse fyrster var i begyndelsen [[tribut]]skyldige (skatskyldige) under er-Rijād, men udviklede efterhånden en stadig mere selvstændig stat, hvor mønsterorden og sikkerhed herskede; politisk orienterede de sig mod Det Osmanniske Rige og Egypten. Kort efter sin tronbestigning måtte ʿAbdallah i er-Rijād søge hjælp i Hāil mod sine oprørske slægtninge, og da han i 1874 blev afsat, søgte også han hjælp hos Det Osmanniske Rige, som på sin side fandt lejligheden gunstig til at genoprette sin suverænitet over
=== Indien ===
Linje 31:
[[File:Saudi Arabia map.png|thumb|[[Saudi-Arabien]] efter foreningen i 1932]]
Sultan [[Abdul Aziz af Saudi-Arabien|’Abd-el-’azîz Ibn Sa’ud]] overfaldt i 1924 riget Hijāz och gjorde sig til herre i Mekka, hvor wahhabiterne rykkede ind den 13. oktober samme år. Kong Husein af Hedjas havde forinden [[abdikation|abdiceret]], hans søn och efterfølger Ali opholdt sig en tid i Djidde, men måtte i december 1925 ligeledes abdicere og forlade Hijāz. Ibn Sa’üd udråbtes den [[11. januar]] [[1926]] i Mekka til "konge af Hijāz og sultan af
== Eksterne henvisninger ==
|