Weimarrepublikken: Forskelle mellem versioner

Efter prins Max’ opfordring indtrådte de to socialdemokrater [[Philipp Scheidemann]] og [[Gustav Bauer]] i hans regering efter først at have krævet og fået løfte om vidtrækkende indre reformer, Belgiens og andre besatte områders rømning, opgivelse af traktaterne i Brest-Litovsk og Bukarest med [[Rumænien]]. Kun [[SPD|flertalssocialisterne]] blev på denne måde deltagere i regeringen, de [[USPD|uafhængige socialister]], der forkastede ethvert samarbejde med borgerlige partier og fordrede øjeblikkelig fredsslutning, stod uden for. I øvrigt bestod den nye regering af liberale og demokratiske politikere, der iblandt centrumsmanden[[Matthias Erzberger]] ([[Zentrum]]), og dens program, som prins Max fremsatte den 5. oktober, gik ud på forfatningens demokratisering og i udenrigspolitisk henseende på respekt for folkenes selvbestemmelsesret.<ref name="Jensen 92"/> Samme dag rettedes henvendelse til USAs præsident, [[Woodrow Wilson]], om at mægle fred, ved hvilken henvendelse man efterkom de ønsker, der indtrængende var blevet fremsat af det militære hovedkvarter. Den demokratiske bølge var stærkt stigende i den nærmest følgende tid og havde en stor styrke ved, at man ikke uden grund fortolkede præsident Wilsons noter således, at der ville blive budt Tyskland gunstigere fredsbetingelser, hvis det antog en demokratisk regeringsform, end hvis det vedblev at være "autokratisk". I en note af 23. oktober udtalte Wilson således, at "''verdens nationer ikke kunne have nogen tillid til de mænds ord, der hidtil havde behersket den tyske politik''".<ref name="Jensen 92"/> Kravet om Hohenzollernes afsættelse må betragtes som rejst af den sejrende [[entente]] førend af det tyske folk. For prins Max’ tanker var det fra først af ganske fremmed at gå så vidt. Den 28. oktober, da Tysklands forbundsfæller allerede havde svigtet, gjorde regeringen skridt til en række lovforanstaltninger, der skulle demokratisere forfatningen inden for det konstitutionelle monarkis ramme ved at overflytte de grundlæggende rettigheder fra kejseren til folket.<ref name="Jensen 92"/>

Den 6. juni 1920 blev der afholdt [[Valget i Tyskland 1920|det første valg]] til [[Rigsdagen (Weimarrepublikken)|rigsdagen]] efter den nye forfatning. Ved valget blev der fremgang for de yderliggående i national og social henseende: uafhængige socialister gik frem til 81, tyske folkeparti til 62, tysk nationale til 66, men demokraterne tilbage til 45, flertalssocialisterne til 112, centrum til 70.<ref name="Jensen 94"/> En mere konservativ regering var nu naturlig, og [[Konstantin Fehrenbach]] dannede et ministerium af centrum[[Zentrum]] og demokrater med [[Joseph Wirth]] som finansminister og [[Walter Simons]] som udenrigsminister. Også denne regering måtte efterkomme det krav fra verdenskrigens sejrherrer, at Tyskland skulle afrustes og beholde blot et [[Reichswehr|rigsværn]] til at opretholde den indre orden. Hvor megen magt, der lå på dette rigsværns hensigtsmæssigste indretning, havde Kapp-affæren[[Kappkuppet]] vist. Den 30. juli 1920 antoges en rigsværnslov for den nye hær, i hvilken den almindelige værnepligt blev ophævet, og den 5. august vedtoges en lov om civilbefolkningens afvæbning. Senere, i maj 1921, blev den bayerske ministerpræsident von Kahr tvunget til under trussel fra de allierede om besættelse af Ruhr at afvæbne et i Bayern dannet "einwohnerwehr".<ref name="Jensen 94"/>

Under disse forhold dannedes en stor regeringskoalition af socialister, demokrater, centrum og det tyske folkeparti, under ledelse af det sidste, idet [[Gustav Stresemann]] blev rigskansler og udenrigsminister. Den vanskelige post som finansminister overtoges af socialisten Hilferding. Denne regering, udnævnt den 14. august, opgav den passive modstand i Ruhr og indførte belejringstilstand over hele riget for at modarbejde den uro, gæring og opløsning, som rundt omkring var i stigen.<ref name="Jensen 95"/> Bayern, i hvis sydlige del den gamle modstand mod Preussen var meget levende, havde allerede i sommeren 1922 nægtet at anerkende rigets lovgivning og domstole, og under ledelse af den tidligere generalstabschef [[Erich Ludendorff]] og arbejderen [[Adolf Hitler]] organiseredes i München en "nationalsocialistisk bevægelse", hvis første mål var monarkiets gennemførelse, for hvilken der hele tiden i Bayern havde været en stærk stemning. I september 1923 fik den tidligere minister [[von Kahr]] overdraget diktatorisk myndighed over Bayern, og et forsøg, som nationalsocialisterne i november gjorde på at vinde magten, løb ud i sandet således, at videre foranstaltninger fra regeringens side blev overflødige.<ref name="Jensen 95"/>

Da rigsdagen trådte sammen på ny den 20. november, blev dens forhandlinger straks forstyrret af kommunistiske optøjer. Efter, at rigskansler [[Gustav Stresemann]] havde talt den 22. november, stillede både tysk-nationale og socialdemokrater mistillidsvota. De blev forkastet med forskellige flertal, men rigskansleren erklærede, at regeringen ikke havde til hensigt at fortsætte sine forretninger på grundlag af en parlamentarisk aritmetik og forlangte en klar og utvetydig afgørelse. Da så et af de fire regeringspartier stillet tillidsvotum var forkastet, måtte regeringen betragtes som styrtet.<ref name="Jensen 95"/> Den 1. december dannede der efter centrumsmanden Marx en regering af mellempartierne med Stresemann som udenrigsminister og [[Hans Luther]] som finansminister.<ref name="Jensen 95"/> I de økonomiske spørgsmål måtte denne regering finde sin vigtigste opgave. Om den forfærdelige nødstilstand i Tyskland på dette tidspunkt vidnede den ny rigskansler i en tale, som blev rundkastet ved juletid 1923: "''Vi er så forarmede, at hundredetusinder i det tyske folk vil være glade, hvis de i juledagene gennem de talrige velgørenhedsinstitutioner i ind- og udland for en enkelt gangs skyld vil blive i stand til at spise sig mætte''".<ref name="Jensen 95f">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0105.html Jensen, s. 95f]</ref> Omtrent samtidig betegnede udenrigsminister Stresemann Tyskland som et sygt lem på det europæiske legeme og genstand for alle europæiske kulturfolks bekymring.<ref name="Jensen 96">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0106.html Jensen, s. 96]</ref>

Valgene i maj 1924 stod om Dawes-planen. I en valgtale frarådede rigskansler Marx det tyske folk at gå imod Versaillestraktatens bestemmelser. De tysk-nationale udsendte et opråb, hvori de krævede: et folk, et rige, en kejser. Valgresultatet blev til gunst for de yderligtgående nationalister og kommunisterne. Der valgtes 100 socialdemokrater, 96 tysk-nationale, 65 af centrum, 62 kommunister, 44 af det tyske folkeparti, 32 såkaldte tysk »völkische« (Ludendorff’s tilhængere), 28 demokrater og 44 af forskellige mindre partier. Der var dog flertal i den nye rigsdag for regeringens »opfyldelsespolitik« med hensyn til erstatningsbestemmelserne, og ministeriet Marx fik et tillidsvotum med 247 stemmer mod 183. Marx og [[Gustav Stresemann|Stresemann]] kunne som Tysklands repræsentanter rejse til London for at træffe de endelige aftaler. Planen godkendtes af rigsdagen, idet de love, der var nødvendige for at sikre dens gennemførelse i Tyskland, vedtoges den 29. august. Den 7. oktober opfordrede det tyske folkepartis rigsdagsgruppe kabinettet Marx til at demissionere og opløse rigsdagen. Efter en række strandede forhandlinger om en bredere basis for regeringen fandt opløsningen sted. Det[[Deutsche tyske folkepartiVolkspartei]] gik såvel som de[[Deutschnationale tysk-nationaleVolkspartei]] til valg på et program, der vedkendte sig monarkiets genoprettelse som mål. Der valgtes ved disse valg 131 socialdemokrater, 102 tysk-nationaleDeutschnationale, 68 af centrum[[Zentrum]], 50 af det tyskeDeutsche folkepartiVolkspartei, 44 [[Kommunistische Partei Deutschlands|kommunister]], 32 demokrater, 14 tysk-"völkische", 48 af andre partier — en forskydning fra yderpartierne til mellempartierne, mens de samtidig — i december — afholdte landdagsvalg i [[Preussen ]]viste en forskydning til højre. Allerede den 10. december besluttede ministeriet Marx at træde tilbage.<ref name="Jensen 95"/>

Den 15. januar 1925 blev [[Hans Luther]] af det[[Deutsche Volkspartei]] (Det tyske folkeparti) udnævnt til [[Tyske kanslere|rigskansler]], den 18. januar var ministerlisten færdig, og det mærkeligste ved denne regeringsdannelse var de tysk-nationales deltagelse. For første gang havde dette parti repræsentanter i den tyske regering, mens socialdemokraterne var holdt helt uden for og ligeledes demokraterne som parti, idet forsvarsministeren, Gessier, der oprindelig var demokrat, ikke mere kunne betragtes som sit partis repræsentant. Stresemann var også i dette ministerium udenrigsminister, og han og Luther måtte betragtes som de førende ministre. Af socialdemokratiet blev regeringen imidlertid betragtet som en udpræget højreregering, "Vorwärts" truede den endog med generalstrejke, og socialdemokraten Breitscheid betegnede den i rigsdagen som en etape på vejen til genoprettelse af monarkiet. Imidlertid erklærede regeringen selv i sin programudtalelse, at den ville betragte ethvert forsøg på at omstyrte republikken som højforræderi. Der var nu en modsætning mellem rigets styre og styret i Preussen, der stadig var socialdemokratisk, men et forsøg på at gøre rigskansler Marx til afløser af den preussiske ministerpræsident Braun mislykkedes.<ref name="Jensen 95"/> Fra konservativ side dreves en pågående agitation mod ledende socialdemokrater, der imellem selve rigspræsident Ebert.<ref name="Jensen 95"/> Den 28. februar 1925 afgik denne ved døden, og det store spørgsmål om hans efterfølger afgjordes den 26. april således, at Tysklands ledende feltherre under verdenskrigen, Hindenburg, valgtes med 14.639.000 stemmer, mens 13.740.000 faldt på Marx som kandidat for de mere demokratiske partier og 4.900.000 på kommunisternes kandidat, den tidligere mesterbokser Thaelmann.<ref name="Jensen 96f">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0106.html Jensen, s. 96f]</ref> Dette præsidentvalg vakte frygt i udlandet og føltes som en triumf af de tyske monarkister. Hindenburg måtte imidlertid for at overtage sit embede aflægge ed på den republikanske forfatning, og ingen kunne betvivle, at han ville være tro mod det løfte, han således aflagde. I virkeligheden blev hans valg snarere en styrkelse end en svækkelse for republikken.<ref name="Jensen 97">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0107.html Jensen, s. 97]</ref>

Ved valg til rigsdagen i maj 1928 gik socialdemokraterne frem fra 131 til 152 mandater, kommunisterne fra 45 til 54, de tysk-nationale gik stærkt tilbage, i juni afgik kabinettet Marx, og socialdemokraten [[Hermann Müller]] dannede et nyt kabinet på grundlag af en koalition mellem socialdemokrater, centrum, tysk folkeparti, demokrati og bayersk folkeparti. Stresemann fortsatte som udenrigsminister, efter hans død udnævntes [[Julius Curtius]] til denne post. Regeringen modsatte sig bestemt de tysk-nationales af Hugenberg ledede yderliggående politik, og både af Rigsdagen og ved en Folkeafstemning forkastedes 1929 det tysk-nationale forslag om Opsigelse af fredstraktatens bestemmelser ("Frihedsloven").<ref name="Jensen 1045">[http://runeberg.org/salmonsen/2/26/1075.html Jensen, s. 1045]</ref> Få dage efter [[Gustav Stresemann]]s død indtrådte [[Wall Street-krakket]], der indledte en verdensomspændende depression, som ramte den skrøbelige tyske økonomi særlig hårdt og medførte en voldsom stigning i arbejdsløsheden.<ref name="Jensen 1045"/> I december 1929 vedtog rigsdagen med 222 stemmer med 158 efter en bevæget finansdebat et tillidsvotum til regeringen, en del af folkepartiet stemte imod. Den 12. marts 1930 vedtog rigsdagen [[Young-planen]] med 270 stemmer mod 192.<ref name="Jensen 1045"/> Den 27. marts opløstes regeringskoalitionen på spørgsmålet om statens tilskud til arbejdsløshedsforsikringen. Ministeriet Hermann Müller trådte nu tilbage, og den 30. marts dannede centrumsføreren Bruning den nye, rent "borgerlige" regering, hvori Curtius (af det tyske Folkeparti) fortsatte som Udenrigsminister, mens Moldenhauer (af det samme Parti) blev finansminister, Wirth, Stegerwald, Guerard (alle af Centrum) henholdsvis indenrigsminister, arbejdsminister og trafikminister, Schättel (af Det bayerske Folkeparti) postminister, demokraten Dietrich økonomiminister, den tysk-nationale Schiele landbrugsminister, Bredt (af det såkaldte "Wirtschaftspartei") justitsminister, Groener og Trevianus henholdsvis forsvarsminister og minister for de besatte områder.<ref name="Jensen 1045"/> Det sidstnævnte begreb ophørte at eksistere, da i juli 1930 de sidste franske soldater blev trukket tilbage fra Rhinlandet. Dermed rådede det tyske folk atter helt på sit eget område; også i kraft af den økonomiske tilstand i landet, omend nok så møjsommeligt vundet ved ofre og nøjsomhed, kunne det nu med en vis berettiget optimisme se fremtiden i møde trods bestandige finansielle vanskeligheder.<ref name="Jensen 1045"/>

[[Fil:Bundesarchiv Bild 183-R1230-505, Reichkabinett von Papen.jpg|thumb|von Papens kabinet: stående fra venstre: Gürtner (justitsminister), Warmbold (erhvervsminister), von Schleicher (forsvarsminister); siddende fra venstre: von Braun (landbrugsminister), von Gayl (indenrigsminister), [[Franz von Papen]] (kansler[[Tysklands = statsministerkanslere|Rigskansler]]), [[Konstantin von Neurath|von Neurath]] (udenrigsminister). På billedet mangler: von Krosigk (finansminister), Schäffer (arbejdsminister), von Eltz-Rübenach (trafik- og postminister).]]