Versionen fra 7. sep. 2014, 15:07 redigér Dipsacus fullonum bot (diskussion \| bidrag) Botter 12.818 edits m Bot: Fjerner {{Link GA}} og {{Link FA}} da Wikidata nu bruges i stedet for. ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 23. apr. 2015, 19:13 redigér fjern redigering Hafniensis (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede, Udvidede bekræftede brugere 575 edits m Let sproglig frisering, bl.a. konsekvent nyt komma efter Dansk Sprognævns anbefaling Gå til næste forskel →
Linje 32: \|kort =<!-- [[Fil:kortnavn.png\|center\|thumb\|250px\|Beskrivelse af kortet]] --> }} '''Færøsk''' (''føroyskt (mál)'' [førist måal]) er et vestnordisk [[sprog]], som har udviklet sig fra det [[Norrønt\|oldnordiske]] sprog, som [[landnam]]smændene talte, da de bosatte sig på [[Færøerne]] i det 9. århundrede. Siden dengang har man talt færøsk på Færøerne. Det er hovedsproget for de godt 48.000 indbyggere på [[Færøerne]] og tales af ca. 25.000 færinger bosat i [[Danmark]] og ~~formodenlig~~formodentlig af ca. 5.000 færinger i resten af verden. Færingerne har relativt let ved at forstå islandsk især på skrift, mens islændinge derimod ofte ikke forstår færøsk. == Historie == Linje 43: === Skriftsproget forsvinder === Efter [[reformationen]] forbød det danske styre brugen af færøsk (og norsk) i skoler, kirken og officielle dokumenter, og i over 300 år blev færøsk stort set kun brugt mundtligt. Historisk set fik dansk således en særdeles fremtrædende rolle på Færøerne og var i flere århundreder færingernes eneste [[skriftsprog]]. Til gengæld er der en rig skat af færøske folkeviser og kvad samt [[sagn]] og [[eventyr]], som er overleveret mundtligt gennem århundreder. [[Húsavíksbrevet]] fra 1407 er det sidste færøske skrift, der er bevaret fra tiden før reformationen. Frem til [[Jens Christian Svabo]] (1746–1824) i 1770-erne påbegyndte sin nedtegning af færøske kvad og skrev et udkast til en ordbog, findes der ikke bevaret noget skriftligt materiale. I mangel af skriftlige kilder ved forskerne ikke nøjagtig, hvordan færøsk udviklede sig i denne periode, men resultatet af den sproglige udvikling var, at det færøske sprog i 1700-tallet adskiller sig markant mere fra norsk end sproget omkring 1400. === Det moderne færøske skriftsprog === Færøsk blev genoplivet som skriftsprog, da [[Venceslaus Ulricus Hammershaimb]] i 1854 udgav en ny ortografi for færøsk. Hammershaimbs ortografi er ikke [[fonetik\|fonetisk]], men bygger direkte på den oldnordiske tradition. Den er derfor blevet kritiseret for at være for kompliceret. I [[1898]] lancerede [[sprogforsker]]en [[Jakob Jakobsen (filolog)\|Jákup Jakobsen]] en alternativ færøsk ortografi baseret på [[fonetisk]]e principper, men den slog ikke an. Det nye ~~færøsk~~færøske skriftsprog afløste så småt den danske skriftsprogstradition fra slutningen af 1800-tallet. Efter lang strid blev færøsk officielt skolesprog på Færøerne [[13. december]] [[1938]], hvor det afløste dansk. Færøsk har været kirkesprog siden 13. marts 1939 og siden 4. januar 1944 ligeberettiget retssprog. Først ved hjemmestyreordningen 1948 blev færøsk hovedsproget på Færøerne. Dansk blev det officielle andetsprog og har også i nutiden en central rolle på i det færøske samfund. I skolen har dansk status som første fremmedsprog, og børnene lærer det fra tredje klasse. Linje 58: * Sydstrømødialekt ([[Tórshavn]]-dialekt, ''havnarmálið'') * Søndenfjordsdialekt ''Søndenfjords'' betyder syd for Skopunarfjørður mellem [[Streymoy]] og [[Sandoy]]. ''Nordenfjords'' er også "tórshavnsk" og må ikke forveksles med ~~Norderødialekten~~Norderø-dialekten, som er lidt anderledes. Dertil er der ret store forskelle mellem dialekter i Sandoy og [[Suðuroy]], og selv mellem dialekter i Suðuroy er der forskelle. == Alfabet == Linje 208: Efter V.U. Hammershaimb 1891. === Selvlydene og tvelydene (vokaler og diftonger) === * '''a''' udtales som rent [a] i enhver '''kort''' stavelse samt i alle ubetonede endestavelser, f.eks. ''andi'', ånde, ånd; ''marka'', mærke. I en '''lang''' stavelse udtales det på [[Norderøerne]] og [[Eysturoy]] [æstroi] som dansk [æ], på de øvrige øer som et sammensmeltet [æa] (i én stavelse), dog således at a-lyden er den fremherskende, f.eks. ''flag'', græstørv, ''hagi'', udyrket mark, ''[[skarð]]'', bjærgkløft, udtales: [flæa], [hæaji], [skæar]. * '''á''' udtales, når det står i en '''lang''' stavelse, på Norderøerne og i flere bygder på Eysturoy som et langtrukket [a:], f.eks. ''ár'', år, ''bátur'', båd; på de andre øer lyder det som et sammensmeltet [åa] (i en stavelse), dog med fremherskende a-lyd; på [[Vágar]] [våar] udtales denne lyd bredest: [åar], [båatur]. I en '''kort''' stavelse udtales det på Norderøerne og Eysturoy som et meget åbent [å] eller undertiden som [a] (der kan have en svag bilyd af [o] eller [u]) efter sig), men på de andre øer som rent [å], som ''átti'', ejede, ''sátt'', forlig. Linje 216: * '''o''' er åbent [å] i en '''kort''' stavelse, som ''tosti,'' tørst, ''smokka'' glide ned; lukket [o:] i en '''lang''', som ''brot'', et brud, et stykke, ''troka'', trænge på. * '''ó''' udtales i en '''lang''' stavelse som [ou] eller rettere [åu], men i Norderødialekten (samt på Vágar) som [öu], f.eks. ''ósi'', en flodmunding, ''bjóða'' [bjouwa], byde. I en '''kort''' stavelse lyder det i Søndenfjordsdialekten (dialekten syd for [[Tórshavn]] ['toursjhaun], ['tåsjhaun]) som [å] eller [ou], f.eks. ''stórt'', stort, ''dóttir'', datter, læs: [stårt], [dåttir] eller [stourt], [douttir]; men derimod nordenfjords som [ö], altså [stört], [döttir]. Jf. [[Eivør Pálsdóttir]] [aivør pålsdöttir].<br />Som '''udlyd''' får det et ''gv'' efter sig, f.eks. ''klógv'' for "''kló''", en klo, ''sjógvur,'' sø; ligeledes når ordet ender på ''ov'' eller ''óg'', som ''hógv'' for "''hóv''", mådehold, ''nógv'' for "''nóg''", meget; men kun på Suðuroy udtales dette ''ógv'' som ''ogv'' ([ougv]), på [[Sandoy]] og nordenfjords lyder det [egv] ([klegv], [sjegvur], [hegv], [negv]). Dette fænomen hedder [[skerping]] og er typisk færøsk. * '''u''' lyd er som det danske ''u'', enten det '''korte''' som i "hun", f.eks. ''upp'', op, ''stuldur'', tyveri, eller det '''lange''', som i "hus", f.eks. ''duga'', at du, ''hurð'', en dør. I '''ubetonede''' endestavelser lyder det som [o] eller en mellemlyd mellem [o], [ö] og [ø], f.eks. ''flutu'', de flød, ''gjóstur'', tørrende blæst. Når ''á, æ'' eller ''ø'' står ~~udmiddelbart~~umiddelbart foran ''u'', indskydes i udtalen foran [u] et [v] (jf. nedenfor udtalen af ''ð'' og ''g''), f.eks. ''smáur'' (læs: [småvur]), liden, ''bøur'' (læs: ''bøvur''), indmark; dette indskudte [v] høres ikke på Suðuroy. * '''ú''' i '''lang''' stavelse lyder som [[norsk]] ''u'' med et efterslag af dansk ''u'' (eller som [yw]), f.eks. ''nú'', nu, ''hús'', hus. I en '''kort''' stavelse lyder ''ú'' almindelig som dansk åbent [y]. Som '''udlyd''' får det ofte, ligesom ''ó'', et ''gv'' efter sig og har da en åben [i]-lyd, som: ''búgv'' [bigv], bo, ''trúgvur'' [trigvur], trofast, ''kúgv'' [kigv] (ikke [tsjigv]!), ko. Det er en anden udgave af ''skerping''. * '''y''' udtales ganske som '''i''', f.eks. ''tyggja'' [tidsja], tygge; ''synir'' [sinir], sønner. Linje 223: * '''ø''' er åbent i en '''kort''' stavelse, som ''snøggur'', glathåret, lukket i en '''lang''', som ''øl'', øl. De ''egentlige'' tvelyde (diftonger) er: ''ei'', ''ey'' og ''oy''. * '''ei''' lyder som [ai] på Sydstreymoy (Tórshavn dialekt), Vágar og de sydlige øer, på Suðuroy dog ikke fuldt så åbent; på Nordstreymoy, Eysturoy og Norderøerne udtales det som [oi] ([åi]), idet ''bein'', et ben, her udtales [boin], men på den sydlige halvdel af Færøerne [bain] (som på tysk). Eksempelvis ''tveir'' [tvair], 2, ''leita'' [laita], lede, søge. * '''ey''' udtales overalt på øerne som [ei] ([æi]) i en '''lang''' stavelse, f.eks. ''fleytir'', flødeskum, ''heysur'', et hoved. I en '''kort''' stavelse udelades ofte nordenfjords (især i Tórshavn dialekten) ''y''-lyden ganske i udtalen, f.eks. ''leyst'' [lest], løst (af ''leysur'' [leisur]), ''steyrvongur'' [stervongur], en vingebrudt fugl. Denne tvelyd svarer til islandsk ''au''. Linje 231: Medlydene (konsonanterne) er: ''b, d, ð, f, g, h, j, k, l, m, n, p, r, s, t'' og ''v.'', af hvilke kun de følgende har noget særegent ved udtalen: * '''d''' udtales meget hårdt i enden af en stavelse, f.eks. ''skuld'', skyld, ''rinda'', betale. I begyndelsen af en stavelse lyder det som i dansk; dog antager '''dj''' i reglen den samme hviskende udtale som ''gj'', f.eks. ''djarvur'' [dsjarvur], djærv. * '''ð''' udtales ~~allevegne~~alle vegne undtagen på Suðuroy som [j] '''foran ''i''''' (medmindre en ''u''-lyd: ''u, ú'' eller ''ó'' kommer foran) samt '''efter ''i''-lyd''' (''i, í, y, ý, ei, ey, oy''), f.eks. ''loðin'' [lojin], lodden, ''liður'' [lijur], et led, ''býður'' [buijur], byder, ''leiða'' [laija], lede, føre; ligeledes allevegne, undtagen på Suðuroy, som [v] '''foran ''u''''' (når ingen ''i''-lyd, se ovenfor, kommer foran), samt tildels eller oftest som [w] '''efter en ''u''-lyd''' (''u, ú, ó''), f.eks. ''veður'' [vevur], vejr, ''muður'' [muwur], en mund, ''búðir'' [byuwir], boder, ''góðir'' [gouwir], gode. Talen er altså om ''i''- eller ''u''-områder, hvor ''ð'' bliver en [[glidevokal]].<br /> Mellem to selvlyde, af hvilke ingen hører til ''i-'' eller ''u''-lyden ('''''a''- eller ''e''-området'''), eller når det står i '''udlyd''', udtales det ''ikke'', hvilket ligeledes er tilfældet, når det står '''ved en anden medlyd''', f.eks. ''vaða'' [væa], vade, ''í suðri'' [ui suri], i syd.<br />På Suðuroy er ''ð'' næsten ganske forsvundet i udtalen, undtagen i endelsen ''-aður,'' hvor de almindeligvis lyder som [v] og undertiden træffes hærdet til [d], f.eks. ''mánaður'', en måned (læs [månavur], [månadur]).<br />På Norderøerne træffes ''ð'' enkelte steder hærdet til [d], som ''doydi'' ved siden af ''doyði'', døde, ''ródu'' ved siden af ''róðu'', roede. Datiderne ''hevði'', havde, ''legði'', lagde, og ''segði'' sagde, udtales overalt [hæiji], [læiji], [sæiji].<br />I nogle tilfælde udtales '''ðr''' som [gr], f.eks. ''í neðra'' [ui nægra], forneden, nedenunder, ''veðrur'' [vægrur], vædder, ''veðrið'' [vægri], vejret (bestemt form af ''veður'' [vevur]). * '''ft''' bliver i nogle tilfælde assimileret til [tt], f.eks. ''aftan'' [attan], bag (ved), men: ''aftan'' [aftan], aften. * '''g''' lyder hårdt foran ''a, á, í, o, ó, u, ú, ý, æ, ø, ei og ey'', f.eks. ''góðska'' [gøska], godhed, ''geiri'' [gairi], en klud, ''goysa'' [goisa], styrte frem. Foran ''e, i, y, ey'' udtales det omtrent som engelsk ''g'' eller ''j'' i ''George'', ''joy'', f.eks. ''genta'' [dsjenta], en pige, ''gima'' [dsjima] have afsmag (af kød af væderlammene i brunsttiden), ''gyrða'' [dsjira], omgjorde, ''Geyti'' [dsjeiti], Gauti; således også regelmæssigt foran et ''i'', der tilhører endelsen, når der i den foregående stavelse før ''g'' findes en anden medlyd, som i: ''borgin'' [bordsjin], borgen, slottet, ''hyggin'' [hiddsjin], forsigtig, ''veingir'' [vaindsjir], vinger, ''undir fargi'' [undir fardsji], under pres. Den samme [[hvislelyd]] har '''gj''' foran en af hårde medlyde, f.eks. ''gjálvur'' [dsjålvur], oprørt sø, ''eggja'' [eddsja], opægge.<br />På Suðuroy og Sandoy høres ofte en mindre hvislende udtale af ''gj'', som på den førstnævnte ø kan gå over til et fyldigt [j], som: [gjenta], [jenta].<br />Når et enkelt ''g'' kommer '''imellem to selvlyde''', høres det ''ikke'' i udtalen, men der indskydes ved en ''i-'' eller ''u-''lyd et [j] eller [v], undtagen på Suðuroy, ganske på samme måde som ved ''ð'' (se ovenfor).<br />I nogle enkelte bygder på Suðuroy har i sidste tilfælde ''g'' ~~tildels~~til dels bevaret sin gamle [[Aspiration (fonetik)\|aspirerede]] lyd, f.eks. ''dagur'', dag, i [[Sumba (Færøerne)\|Sumba]] [dæghir].<br />Står et enkelt ''g'' '''i enden''' af et ord, høres det ikke (som ''trog'', et trug), hvorimod det lyder meget ~~hård~~hårdt foran visse medlyde, som ''dags'' [daks], dags (ejefald af ''dagur'' [dæawur]), ''[[Lagtinget\|Løgtingið]]'' [løktingi], Lagtinget.<br />Undertiden (som på Suðuroy) antager ''g'', når det kommer foran ''n'', en [[nasal]] udtale, f.eks. ''logn'' [longn], vindstille. * '''h''' har kun noget ejendommeligt i udtalen, når det står foran ''j'' eller ''v'', idet '''hj''' og '''hv''' udtales som [tsj] og [kv], f.eks. ''hjá'' [tsjåa], hos, ''hjó'' [tsjou], huggede (dog er det blevet stumt i ordene ''hjarta'' [jasjta], hjærte, ''hjálpa'' [jålpa], hjælpe); ''hvalur'' [kvæalur], hval, ''[[Hvalba]]'' [kvalba], "hvalbø". * '''k''' udtales hårdt undtagen foran ''e, i, y'' og ''ey'' (jf. ''g'' ovenfor), hvor det lyder som ''ch'' i engelsk ''chance'', f.eks. ''kelda'' [tsjelda], kilde, ''kistil'' [tsjistil], lille kasse, ''kyssa'' [tsjissa], kysse, ''keypa'' [tsjeipa], købe. Foran disse selvlyde udtales '''sk''' som engelsk ''sh'', f.eks. ''skefta'' [sjefta], sætte skaft på, ''skip'' [sji:p], en skib. Den samme hvislende lyd har '''kj''' og '''skj''' foran de hårde selvlyde, som: ''kjaftur'' [tsjaftur], kæft, ''skjóta'' [tsjouta], skyde.<br />På Suðuroy træffes oftere en mindre hvislende udtale af ''k'' foran ''e, i, y, ey'' og af ''kj'' foran andre selvlyde. * '''ll''' lyder som [ddl], f.eks. ''fjall'' [fjaddl], fjeld, ''kallur'' [kaddlur], (egtl. ''karlur'') karl, mand, ''[[Nólsoyar Páll]]'' [nølsjar påddl], "Nolsøs-Poul" (nationalhelt). * '''nn''' udtales efter en tvelyd som [ddn]: ''seinni'' [saiddni], senere, ''oynna'' og ''oynni'' [oiddna] og [oiddni], (gf. og hf. af ''oyggj'', en ø, i den bestemte form); på Suðuroy også efter en lang selvlyd. Ellers lyder ''nn'' altid som [n:], f.eks. ''Anna'' (navnet). * '''m''' udtales i den hyppige dativ-endelse '''-um''' altid [un]. F.eks. ''í Føroyum'' [ui førjun], i (på) Færøerne. * '''r''' udtales med tungespidsen. Almindeligvis høres det færøske ''r'' ofte som ''engelsk r'' (men ikke amerikansk!) og foran [k], [p], [t] som [sj], f.eks. ''útvarp'' [yutvasjp], radio. Men '''rn''' udtales sædvanlig [ddn], f.eks. ''bjørn'' [bjøddn], en bjørn, ''orna'' [oddna], blive varm. <br />I enkelte ord udtales ''rn'' derimod som [rn]: ''ørn'', en ørn, ''torn'' en tårn, ''Arni'' [arni], men ''Árni'' [ådni], Arne; ligeledes overalt, hvor forbindelsen ''rn'' er opstået ved udstødelse af en selvlyd, der har stået ~~immellem~~imellem dem, f.eks. ''farnir'', farne (flertal af ''farin''). I flertallet af navneordene med det bestemte kendeord bortfalder ''r'' sædvanligvis i udtalen, f.eks. ''akrarnir'' [akranir], agrene, ''gøturnar'' [gøtunar], stierne. Dog høres det i flertalsendelsen ''ur'' af den [[stærk bøjning\|stærke bøjning]], når det bestemte kendeord sættes til, således i: ''bøkurnar'', bøgerne, ''brøðurnir'', brøderne, men almindeligvks foretages her en omsætning, således: ''bøkrinar'', ''brøðrinir''.<br />Efter de lange selvlyde udtales det her atter som [ddn], f.eks. ''kýrna'' [kuiddnar], køerne, idet den lange selvlyd forkortes i udtalen. * '''tj''' og '''stj''' udtales sædvanligvis som ''kj'' og ''skj'', f.eks. ''tjóð'' [tsjou], nation, folk, ''[[Tjørnuvík]]'' [tsjødnuvuik]. På Suðuroy og tildels på Eysturoy og Norderøerne er der endnu tydelig forskel på ''tj'' og ''kj'', ''stj'' og ''skj''. * '''vn''' bliver foran en anden medlyd gerne til [mn] eller [m] i hurtig udtale som i ordene: ''javnt'' [jamt], jævnt, ''nevndur'' [nemdur], nævnet. Og ''nevnd'', komité, kan udtales [neund] eller [nemd]. Som på dansk er ''havn'' dog [haun], ''navn'' [naun]. == Ordbøjning == === Navneord og Tillægsord (Substantiver og adjektiver) === Ligesom oldnordisk og islandsk kender færøsk tre køn. * ''kallkyn'' (k.) – [[hankøn]] (maskulinum) Linje 254: * ''hvørjumfall'' (hvmf.) – [[dativ]] * ''hvørsfall'' (hvsf.) – [[genitiv]] Bemærk, at genitiven er sjælden i former som nedenfor, men den findes ofte i komposita. Bemærk også, at: * hankøn kender 5 hovedklasser af nomina med 53 underklasser. Stort set adskiller de sig med to flertalendelser (hrvf. og hvnf.): enten '''-ar''' eller '''-ir'''; * hunkøn kender 7 hovedklasser med 34 underklasser. Her findes tre forskellige flertalendelser (hrvf. og hvnf.): '''-ar''', '''-ir''' eller '''-ur''' ; Linje 267: * ''eitt gott barn'' [aitt gott badn] – et god barn Bemærk, at ''alle'' udtalelseregler gælder, når færøske ord bøjes, altså lydes dativendelsen '''-um''' altid [-un]. ==== Ubestemte former ==== Linje 401: === Verberne === Verberne konjugeres, ~~ligesom~~som på alle andre germanske sprog, kun i to tempora (tider): præsens (eller hvad man kunne kalde "ikke-datid", da denne form både dækker præsens og tildels også futurum) og præteritum (eller datid). Andre verbalformer dannes ved hjælp af hjælpeverber eller andre omskrivninger. I modsætning til dansk bøjes verber i alle personer i ental, men har dog en fælles form i flertal. ''Tygum'' er høflighedsformen "De", og kan godt bruges, når man begynder med at tale færøsk, fordi den ~~benytter~~ i nutid benytter infinitivformen (''at kalla'' – at kalde; ''tygum kalla'' – De kalder). ==== Den svage bøjningsmåde ==== Linje 473: ==== Den stærke bøjningsmåde ==== Disse verber betegnes også som regelmæssige, men faktisk findes der syv klasser. De opdeles efter ~~dén~~den måde, hvorpå rodvokalerne ændrer sig: # '''í – ei – i- i;''' – at b'''í'''ta – eg b'''ei'''t – vit b'''i'''tu – vit hava b'''i'''tið (bide) # '''ó/ú- ey – u- o;''' – at br'''ó'''ta – eg br'''ey'''t – vit br'''u'''tu – vit hava br'''o'''tið (bryde, brække) Linje 649: \|} Bemærk, at der er ingen mulighed er for at adskille præteritumsformerne af ''vera'' fra ''verða'' i udtalen, ~~fordi~~eftersom ð er stumt. ==== Modalverber ==== Linje 925: * Hey [hei] – hej * Halló [hallou] – hallo * Væl gagnist [væal gaggnist] – velbekomme (svar på ''manga takk'' efter måltider, og bruges altid som hilsen, hvis man kommer ind et sted, hvor folk sidder og spiser) * Hvussu gongur (gongst)? [kvussu gongur (gongst)] – hvordan har du / De / I det? * Tað gongur væl, takk, og tygum / tær? [tæa gongur væal takk o tijun / tæar] – tak godt, og De / du?

Færøsk (sprog): Forskelle mellem versioner