Det armenske folkedrab: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m →Eksterne henvisninger: indsat ekstern henvisning |
Rmir2 (diskussion | bidrag) udvidet, fra norsk wiki |
||
Linje 7:
Den 23. april 2015 blev de dræbte armenere [[helgenkåret]] af [[Karekin II]], overhovedet for [[Den Armenske Apostolske Kirke|den armensk-ortodokse kirke]].<ref>{{Cite news | author = Laura Cæcilie Jessen | title = Alle ofre for det armenske folkedrab er blevet helgenkåret | publisher = [[Kristeligt Dagblad]] | date = {{date|2015-4-24}} | url = http://www.kristeligt-dagblad.dk/det-armenske-folkedrab-1915/alle-ofre-det-armenske-folkedrab-er-blevet-helgenkaaret | accessdate = {{date|2015-4-25}}}}</ref>
== Første verdenskrig ==
Første prioritet for Det osmanniske rige og krigsminister Enver Pasja var at genvinde de områder, som gik tabt i krigen mod Rusland næsten 40 år tidligere, og Det osmanniske rige allierede sig med [[centralmagterne]] under krigen. Til trods for, at Tyskland rådede Enver Pasja fra at angribe Rusland, gjorde han det nogen få måneder efter, at krigen brød ud. Det er anslået, at den osmanniske hær bestod af 100.000-190.000 soldater, men de var meget dårligt udstyrede, især med tanke på den kommende vinter. Russerne på deres side havde 100.000 soldater stationerede i området. Rusland tabte stort på den prøjsiske front og flyttede næsten halvdelen af soldaterne fra den tyrkiske front dertil og efterlod sig omkring 60.000 soldater. I begyndelsen avancerede den osmanniske hær langt og nåede i slutningen af 1914 byen [[Sarikamis]], som ligger omtrent 100 km fra den nuværende grænse mellem Armenien og Tyrkiet. Her tabte osmannerne slaget om byen og mistede mellem 60.000 og 175.000 soldater. Tallene er usikre, men det er klart, at de tabte omtrent 70-80 % af deres styrker. De måtte trække sig langt tilbage og mistede store landområder.
Enver Pasja trak sig som øverstkommanderende for hæren og beskyldte offentligt armenerne for at have skylden for det katastrofale nederlag, da en del armenske oprørsgrupper havde angrebet tyrkiske forsyningsruter og gjort væbnet oprør mod osmanniske styrker i håb om at få sin selvstændighed. Armenske partier og guerillaer, som ønskede selvstændighed havde eksisteret længe og armenske grupper havde længe samarbejdet med Rusland <ref name=hl />, men dette førte til, at mange flygtede til de russisk kontrollerede områder og hvervede sig til [[Den kejserlige russiske hær|den russiske hæren]].<ref name=hl />
og begynte at kæmpe på russernes side mod det osmanniske rige <ref name=hl />.
[[Fil:Şükrü Kaya, Minister of Interior.jpg|thumb|Şükrü Kaya.]]
Enver Pasja ønskede at løse det armenske problem og beordrede, at armenere i den osmanniske hær skulle afvæbnes og gav ordre om deportation.
=== Deporteringen ===
Den 25. maj 1915 beordrede indenrigsminister Talat Pasja tvungen deportering af hundredetusinder, muligvis over en million, etniske armenere fra hele Østanatolien til [[Mesopotamien]] og til det, som senere blev [[Syrien]]. Mange armenere drog til den syriske by [[Dayr az Zawr]] og den omkring liggende ørken. Under deporteringen døde mange armenere af sult og kulde, og mange blev angrebne af kurdiske landvejsrøvere. Nogen blev også dræbt af hidsige tyrkiske soldater. Nogen af overgriberne blev senere straffet af den tyrkiske regering for det, de havde gjort, men der er ingen tvivl om, at en del også slap væk med milde straffe eller ingen reaktion. Deportationerne endte med katastrofe fordi det svækkede osmanniske rige ikke kunne give tilstrækkelig beskyttelse til armenerne, hvilket førte til at de, foruden at omkomme af sult og kulde også blev angrebne og udplyndrede og i mange tilfælde dræbt af civile bander.
Flere kilder<ref>Kilder som viser til dette, ''Le Siècle des camps'' af Joël Kotek og Pierre Rigoulot, JC Lattes, 2000. ''Ahmed Djémal pacha et le sort des déportés arméniens de Syrie-Palestine'' af Raymond H. Kévorkian. ''Der Völkermord an den Armeniern und die Shoah'', Zürich: Chronos, 2002. af Hans-Lukas KIESER oh Dominik J. SCHALLER (dir.), og fra samme forfatter: ''L’extermination des déportés arméniens ottomans dans les camps de concentration de Syrie-Mésopotamie (1915-1916), la deuxième phase du génocide'', i ''Revue d’Histoire arménienne contemporaine II'' (1998). Konsentrationslejrkort fra J.M. Winter, professor fra Yale, ''America and the Armenian Genocide of 1915'', Cambridge Universitet (Januar, 2004)</ref> hævder, at 25 større koncentrationslejre eksisterede og stod under kommando af [[Şükrü Kaya]], en af Talat Pasjas nærmeste medarbejdere.
[[Fil:Armeniangenocidemap.gif|thumb|350px|Kort over de påståede lejre.]]
Disse var:
{|class="wikitable" align="center"
|-
| Dayr az-Zawr
| Ra's Al Gul
| Bonzanti
| Mamoura
|-
| Intili
| Islahiye
| Radjo
| Katma
|-
| Karlik
| Azaz
| Akhterim
| Mounboudji
|-
| Bab
| Tefridje
| Lale
| Meskene
|-
| Sebil
| Dipsi
| Abouharar
| Hamam
|-
| Sebka
| Marat
| Souvar
| Hama
|-
| Homs
| Kahdem
|
|
|}
Det er hævdet, at majoriteten af disse lejre skal have været placeret nær grænsen til [[Irak]] og Syrien, og nogen af disse skal have været midlertidige lejre. Andre blev kun brugt som [[massegrav]]e, som Radjo, Katma, og Azaz, og blev lukket i efteråret 1915. Nogen historikere mener også, at Lale, Tefridje, Dipsi, Del-El, og Ra's al-'Ain blev bygget specifikt for dem som man forventede ikke ville komme til at overleve mere end nogen få dage. De fleste af vagterne i lejrene var armenske. Det er blevet påstået at mange blev brændte, druknede, forgiftede og regelret henrettede i disse lejre.
I byen Edessa (senere [[Şanlıurfa]]) gjorde den armenske befolkning oprør mod den osmanniske regering tidlig i 1916 og fik kontrol over byen. Osmanniske styrker angreb byen med artilleri, men kunne alligevel ikke erobre den. Friherre [[Colmar von der Goltz]], som var den nærmeste tyske general, formåede at forhandle en aftale frem med armenerne om, at de skulle godtage at blive afvæbnet mod løfte om, at de ikke skulle deporteres. Dette gik armenerne med på, men de blev alligevel deporterede på et senere tidspunkt.
[[Fil:Near East relief the mother and children in syria.png|thumb]]
=== Deporteringens natur ===
Det er antaget, at mellem 400.000 og lidt over en million armenere blev deporterede i denne periode. Ordet "deportation" er blevet tolket forskelligt op gennem tiderne. Nogen bruger ord som "omplacering" om "deportation", andre "landsforvisning" eller til og med "[[etnisk rensing]]". Mange historikere mener, at deportationerne praktisk talt var en massehenrettelsesmetode ved, at armenerne blev tvungne til at gå lange strækninger gennem ørkenen uden mad, vand eller beskyttelse mod lokale kurdiske og tyrkiske kriminelle. Men der findes også historikere, som mener, at deportationerne ikke havde til hensigt at dræbe armenere.
Det er mange historikeres opfattelse, at det omstridte folkemord på armenerne startede efter krigserklæringen i oktober 1914. Andre mener, at det begyndte allerede i februar 1914 efter et osmannisk-tysk møde, der et forslag om at deportere alle osman-armenere blev lagt frem. Andre førkrigstiltag mod armenerne er også rapporteret. Donald Bluxham skriver, at armenske bosættelser nær rigets grænser blev plyndrede af osmanniske styrker i sommeren 1914.
I 1914 vedtog den osmanniske regering en ny lov for at styrke krigsberedskabet. Den krævede, at alle mænd i alderen 18 til 45 enten måtte lade sig rekruttere til hæren eller betale gebyrer for åat slippe. Dette resulterede i, at de fleste armenske mænd i denne aldersgruppe meldte sig til tjeneste.
==== Oprøret i Van ====
[[Fil:Van Defenders.jpg|thumb|Armenske styrker som kæmper mod osmannerne i Van.]]
Den 2. marts 1915 blev armenerne i Dörtyol evakueret af osmanniske ledelsesmagter. Russiske styrker nærmede sig Van-søen, og derfor beordrede den regionale ledelsen henrettelse af fem armenske ledere, som havde samarbejdet med russerne. Dette uløste en revolution i [[Van (Tyrkiet)|Van]] den 20. april. Denne revolution svækkede Det osmanniske rige yderligere. Det bliver også påstået, at guvernøren af Van, Jevdet, angreb byen under påskud af, at det skulle hindre oprør. Det hævdes også, at Jevdet havde en plan om at dræbe alle mænd i Van. Russerne erobrede byen i maj 1915, men forlod den allerede i august, og osmanerne tog igen kontrol over byen. Så blev de igen fordrevede af russerne i september. Ved krigens slutning lå byen i ruiner.
Fire dager efter, at urolighederne startede i Van, den 24. april 1915, arresterede regeringen efter osmanniske kilder 2.345 armenske intellektuelle. Det er antaget, at de fleste af disse hurtigt blev henrettede. Grunden til dette skulle være, at "Ungtyrkerne" ønskede at stoppe "Tashnak-bevægelsen", som var en militær-politisk organisation som samarbejdede med russerne om en selvstændig armensk stat. Den 24. april er i dag en officiel helligdag i Armenien til minde om disse henrettelser.
=== Teşkilat-ı Mahsusa og "Specialorganisationen"===
''Teşkilat-ı Mahsusa'' var en organisation oprettede af det ottomanske forsvarsdepartement for at bekæmpe arabisk separatisme og vestlig imperialisme. Dens formål var at bekæmpe undergravingsvirksomhed og mulig samarbejde med ydre fjender. Formålet blev udvidet til at omfatte forfølgelse af armenerne, som stod i ledtog med Rusland. De tidligste kilder, som omtaler organisationen, skriver sig fra 1903 og 1907. Den blev styrket organisatorisk i 1913 efter [[Balkankrigene]]. Lederen var forsvarsminister [[Enver Pasja]], som rekrutterede mange dygtige officerer til at opbygge en irregulær militær enhed, en "specialstyrke".
Desuden skal [[Ungtyrkerne]]s ledelse ''İttihat ve Terakki Cemiyeti'' i juli 1914 have oprettet en halvoffentlig "specialorganisation", som skulle gennemføre depotation af armenerne. Den skulle være en "stat i staten" og stå frit til at handle uden direkte ordre.
Senere i 1914 løslod den osmanniske regering flere kriminelle for at bemande denne organisation. Ifølge Mazhar-kommissionen blev 124 kriminelle løsladte fra Pimian-fængslet. Og mange flere fulgte; nogen måneder senere blev 49 kriminelle løsladte i Ankara. Lidt efter lidt blev flere og flere løsladte, og i begyndelsen af 1915 var tusindvis af fanger løsladte for at blive medlemmer i denne organisation. Senere blev de sat til at eskortere konvojerne af deporterede armenere. Vehib, øverstkommanderende for den osmanniske hær, kaldte disse for "slagtere af den menneskelige race".
Organisationen blev ledet af centralkomiteens medlemmer Doktor Nazim, Behaeddin Sakir, Atif Riza og direktøren for offentlig sikkerhed, Aziz Bey. Hovedkvarteret for Behaeddin Sakir var i Erzurum, og derfra ledede han styrkerne i øst. Aziz, Atif og Nazim Bey havde sit hovedkvarter i Istanbul, og deres afgørelser blev godkjente og iværksatte af Cevat Bey, militærguvernøren i Istanbul.
Ifølge den samme kommissionen og anden dokumentation blev de kriminelle bevidst valgt ud til formålet. De måtte være nærmest umenneskelige for at få blive med i den specielle organisation. Mazhar-kommissionen opgav som dokumentation under krigsretten lister over nogen af de kriminelle. En af listene viser, at 50 af de 65 løsladte kriminelle var fængslede for mord. Denne udvælgelsesproces viser efter manges mening, at den osmanniske regering planlagde et overlagt folkemord på den armenske befolkning.
== Udstilling og skulptur i Danmark ==
| |||