Det armenske folkedrab: Forskelle mellem versioner

 

== 1. verdenskrig ==

Første prioritet for Det osmanniske rige og krigsminister Enver Pasja var at genvinde de områder, som gik tabt i krigen mod Rusland næsten 40 år tidligere, og Det osmanniske rige allierede sig med [[centralmagterne]] under krigen. Til trods for, at Tyskland rådede Enver Pasja fra at angribe Rusland, gjorde han det nogen få måneder efter, at krigen brød ud. Det er anslået, at den osmanniske hær bestod af 100.000-190.000 soldater, men de var meget dårligt udstyrede, især med tanke på den kommende vinter. Russerne på deres side havde 100.000 soldater stationerede i området. Rusland tabte stort på den prøjsiske front og flyttede næsten halvdelen af soldaterne fra den tyrkiske front dertil og efterlod sig omkring 60.000 soldater. I begyndelsen avancerede den osmanniske hær langt og nåede i slutningen af 1914 byen [[Sarikamis]], som ligger omtrent 100 km fra den nuværende grænse mellem Armenien og Tyrkiet. Her tabte osmannerne slaget om byen og mistede mellem 60.000 og 175.000 soldater. Tallene er usikre, men det er klart, at de tabte omtrent 70-80 % af deres styrker. De måtte trække sig langt tilbage og mistede store landområder.

 

Enver Pasja trak sig som øverstkommanderende for hæren og beskyldte offentligt armenerne for at have skylden for det katastrofale nederlag, da en del armenske oprørsgrupper havde angrebet tyrkiske forsyningsruter og gjort væbnet oprør mod osmanniske styrker i håb om at få sin selvstændighed. Armenske partier og guerillaer, som ønskede selvstændighed havde eksisteret længe og armenske grupper havde længe samarbejdet med Rusland <ref name=hl>[http://www.hlsenteret.no/kunnskapsbasen/folkemord/andre-folkemord/folkemordet-pa-armenerne.html hlsenteret.no: -Tyrkisk folkemord på armenerne]</ref>, men dette førte til, at mange flygtede til de russisk kontrollerede områder og hvervede sig til [[Den kejserlige russiske hær|den russiske hæren]].<ref name=hl />

og begynte at kæmpe på russernes side mod det osmanniske rige <ref name=hl />.

Enver Pasja ønskede at løse det armenske problem og beordrede, at armenere i den osmanniske hær skulle afvæbnes og gav ordre om deportation.

 

=== Deporteringen ===

Den 25. maj 1915 beordrede indenrigsminister Talat Pasja tvungen deportering af hundredetusinder, muligvis over en million, etniske armenere fra hele Østanatolien til [[Mesopotamien]] og til det, som senere blev [[Syrien]]. Mange armenere drog til den syriske by [[Dayr az Zawr]] og den omkring liggende ørken. Under deporteringen døde mange armenere af sult og kulde, og mange blev angrebne af [[kurdere|kurdiske]] [[landevejsrøver]]e. Nogen blev også dræbt af hidsige tyrkiske soldater. Nogen af overgriberne blev senere straffet af den tyrkiske regering for det, de havde gjort, men der er ingen tvivl om, at en del også slap væk med milde straffe eller ingen reaktion. Deportationerne endte med katastrofe fordi det svækkede osmanniske rige ikke kunne give tilstrækkelig beskyttelse til armenerne, hvilket førte til at de, foruden at omkomme af sult og kulde også blev angrebne og udplyndrede og i mange tilfælde dræbt af civile bander.

 

Flere kilder<ref>Kilder som viser til dette, ''Le Siècle des camps'' af Joël Kotek og Pierre Rigoulot, JC Lattes, 2000. ''Ahmed Djémal pacha et le sort des déportés arméniens de Syrie-Palestine'' af Raymond H. Kévorkian. ''Der Völkermord an den Armeniern und die Shoah'', Zürich: Chronos, 2002. af Hans-Lukas KIESER oh Dominik J. SCHALLER (dir.), og fra samme forfatter: ''L’extermination des déportés arméniens ottomans dans les camps de concentration de Syrie-Mésopotamie (1915-1916), la deuxième phase du génocide'', i ''Revue d’Histoire arménienne contemporaine II'' (1998). Konsentrationslejrkort fra J.M. Winter, professor fra Yale, ''America and the Armenian Genocide of 1915'', Cambridge Universitet (Januar, 2004)</ref> hævder, at 25 større koncentrationslejre eksisterede og stod under kommando af [[Şükrü Kaya]], en af Talat Pasjas nærmeste medarbejdere.

Disse var: