|
:''Se [[Portræt (billede)|portræt]] for at læse mere om det generelle om emnet.''
[[Fil:B Song Dynasty Empress of Qinzong.JPG|thumb|200px|Det officielle kinesiske hofportræt af kejserinden og hustru til kejser Qinzong (1100–1161) fra [[Song-dynastiet]]]]
<!-- The official Chinese court portrait painting of the empress and wife of [[:en:Song Dynasty]] emperor [[:en:Emperor Qinzong of Song|Qinzong]] (1100–1161) -->
'''Portrætmaleri''' er en [[genre]] inden for [[malerkunst]]en, der viser mennesker, dyr og selv livløse genstande. Ud over i maleri kan portrætter laves i [[marmor]], [[bronze]], [[elfenben]], [[træ (materiale)|træ]], [[keramik]], [[ætsning]], [[litografi]], [[fotografi]], selv [[video]] og [[digitale medie]]r.
Portrætmaleri kan også beskrive det malede portræt. Portrætmalerier er ofte bestillingsarbejde for offentlige eller private, eller er inspireret af beundring eller sympati for emnet. Portrætter er ofte vigtige optegnelser, som stater og familier kan bruge som dokumentation. Når en kunstner portrætterer sig selv, kaldes det et [[selvportræt]].
Portrætmalerier har primært været erindringer om de rige og magtfulde. Men efterhånden blev det almindeligt for middelklassen at bestille portrætter af deres familier og kolleger. I dag benyttes portrætmaleri stadig af regeringer, virksomheder, grupper, klubber og enkeltpersoner.
== Teknik og praksis ==
[[Fil:Sir Anthony Van Dyck - Charles I (1600-49) - Google Art Project.jpg|thumb|upright|[[van Dyck]], tripelportræt af kong [[Karl 1. af England]] 1635-1636. Det viser profil, en face og trekvart profil. Det skulle sendes til [[Bernini]] i Rom, der skulle udføre en buste.]]
Et veludført [[portræt]] viser den indre [[essens]] af emnet (set fra kunstnerens synspunkt) eller at være en smigrende gengivelse og ikke bare en præcis lighed. [[Aristoteles]] sagde: "Formålet med kunst er ikke at præsentere tingenes ydre, men deres indre betydning, for den og ikke ydre fremtoning og detaljer udgør sand virkelighed."<ref> Gordon C. Aymar ,''The Art of Portrait Painting '', Chilton Book Co, Philadelphia, 1967, s. 119 </ref> Kunstnere kan stræbe efter fotografisk realisme eller en impressionistisk lighed i skildringen af deres emne, men det adskiller sig fra en [[karikatur]], som forsøger at afsløre særpræg ved overdrivelse af fysiske egenskaber. Kunstneren tilstræber generelt et repræsentativt portræt, som [[Edward Burne-Jones]] sagde: "Det eneste tilladte udtryk i store portrætter er udtryk for karakter og moralsk kvalitet, ikke noget midlertidigt, flygtigt eller tilfældigt."<ref> Aymar , s. 94 </ref>
I de fleste tilfælde er resultatet et alvorligt udtryk med lukkede læber, og alt ud over et lille smil er forholdsvis sjældent. Eller som [[Charles Dickens]] udtrykte det, "der er kun to stilarter i portrætmaleri: den alvorlige og det smørrede grin."<ref> Aymar, s. 129 </ref> Selv med disse begrænsninger er en palet af subtile følelser mulige, lige fra rolig trussel til blid tilfredshed. Men når munden skal være forholdsvis neutral, må en stor del af ansigtsudtrykket skabes gennem øjne og øjenbryn. Som forfatter og kunstner Gordon C. Aymar siger det: "Øjnene er det sted, man leder efter de mest komplette, pålidelige og relevante oplysninger". Og øjenbryn kan registrere "næsten egenhændigt, spekulation, skam, frygt, smerte, kynisme, koncentration, vemod, utilfredshed, og forventning, i uendelige variationer og kombinationer." <ref> Aymar, s. 93 </ref>
Portrætmaleri kan beskrive motivet ”hel figur”, ”halv figur”, ”ansigt og skuldre” (også kaldet et "[[brystbillede]]"), eller ”ansigt”, samt i [[profil]], både skråt forfra eller ”lige på”, ''en face'' med forskellig fordeling af lys og skygge. Indimellem har kunstnere skabt portrætter med flere vinkler, som [[Antoon van Dyck|Sir Anthony van Dycks]]'s "Tredobbelt portræt af Karl I".<ref> Aymar, s. 283 </ref> Der er endda eksempler på portrætter, hvor ansigtet ikke er synligt på nogen måde. [[Andrew Wyeth]]s ''[[Christina's World]]'' (1948) er en berømt eksempel, hvor den lamme pige med ryggen vendt mod beskueren føjer sig ind i de omgivelser, hvor hun er placeret i for at formidle kunstnerens fortolkning.<ref> Aymar, s. 235 </ref>
[[Fil:Pierre-Auguste Renoir 007.jpg|thumb|right|140px|[[Pierre-Auguste Renoir]], ''På terrassen'', 1881]]
[[Fil:Gilbert Stuart Williamstown Portrait of George Washington.jpg|140px|left|thumb|[[Gilbert Stuart]], Portræt af [[George Washington]], ca. 1796]]
Modellen kan være påklædt eller nøgen, indendørs eller udendørs, stående, siddende, liggende og til hest. Portrætmalerier kan være af enkeltpersoner, par, forældre og børn, familier eller grupper. De kan laves som oliemaleri, [[akvarel]], pen og blæk, [[blyant]], [[trækul]], [[Pastelmaleri|pastel]] og [[blandet medie]]. Kunstnere kan ansætte en bred palet af farver, som med [[Pierre-Auguste Renoir]]s ''På terrassen''(1881) eller begrænse sig til hovedsagligt hvid eller sort, som Hammershøi eller [[Gilbert Stuart]]s ''Portræt af George Washington''(1796).
Størrelsen af portrættet kræver overvejelse. [[Chuck Close]]s enorme portrætter skabt til museumsfremvisning adskiller sig meget fra portrætter til kundens hjem eller billeder, det skal være lette at rejse med. Ofte tager kunstneren i betragtning, hvor det endelige portræt skal hænge og tager hensyn til farver og stil i den omkringliggende udsmykning.<ref> Aymar, s. 280 </ref>
Skabelsen af et portræt kan tage lang tid: Normalt kræver det at modellen sidder mange gange. Cézanne insisterede på over 100 gange.<ref> Aymar, s. 51 </ref> Goya foretrak et enkelt langt dagsforløb.<ref> Aymar, s. 72 </ref> Det gennemsnitlige er omkring fire fremmøder. <ref> Robin Simon, ''The Portrait in Britain and America'', G. K. Hall & Co., Boston, 1987, s. 131, ISBN 0-8161-8795-9 </ref> Portrætmalere præsenterer ofte deres modeller for en portefølje af tegninger eller fotos, hvorfra modellen kan vælge en posering, som [[Joshua Reynolds|Sir Joshua Reynolds]] tilbød. [[Hans Holbein den yngre]] lavede en tegning af ansigtet, og færdiggjorde resten af maleriet uden model.<ref> Simon, s. 129 </ref> I det 18. århundrede, tog det typisk et år at levere et portræt til en kunde. <ref> Simon, s. 131 </ref>
Modellens forventninger og humør er en alvorlig overvejelse for en portrætkunstner. Med hensyn til portrættets realisme er portrætmalerne generelt konsekvente i deres tilgang. Kunder, der opsøgte sir Joshua Reynolds, vidste, at de ville modtage et flatterende portræt, mens [[Thomas Eakins]]'s kunder vidste, at de kunne forvente et realistisk, skånselsløst portræt. Nogle modeller udtrykker stærke præferencer, mens andre lader kunstneren beslutte alt. [[Oliver Cromwell]] var berømt for at forlange, at hans portræt skulle vise "alle disse ujævnheder, bumser, vorter, og alt således som du ser mig, ellers vil jeg aldrig betale en øre for det."<ref name="Aymar, s. 262">Aymar, s. 262</ref>
Efter at have anbragt modellen i en behagelig stilling undersøger kunstneren sit emne, og søger ét ansigtsudtryk ud af mange, der er hans begreb om essensen af modellen. Stillingen bliver også nøje overvejet for at afsløre modellens følelsesmæssige og fysiske tilstand; det samme gælder påklædningen. For at holde modellen fanget og motiveret opfører dygtige kunstnere sig ordentligt og taler venligt med modellen. [[Élisabeth Vigée-Le Brun]] råder kunstnerkolleger til at smigre kvinder og komplimentere deres udseende for at få deres samarbejde ved poseringen.<ref name="Aymar, s. 262"/>
Væsentligt for udførelsen af et vellykket portræt er beherskelsen af den menneskelige [[anatomi]]. Det menneskelige ansigt er asymmetrisk, og dygtige portrætkunstnere gengiver den subtile venstre-højre forskel. Kunstnere skal have kendskab til de underliggende knogle- og vævsstrukturer for at kunne udføre et overbevisende portræt.
[[Fil:Portrait of Mrs. Fairman Rogers - Study for The Fairman Rogers Four-in-Hand.png|thumb|right|200px|Portrætstudie af Thomas Eakins]]
Ved komplekse kompositioner kan kunstneren første lave en komplet skitse med blyant, blæk, kul eller olie. Den er især nyttig, hvis modellens tid er begrænset. Ellers bliver en rå, overordnet form skitseret på lærredet med blyant, kul eller tynd olie. I mange tilfælde afsluttes ansigtet først. Mange store portrætkunstnere udførte kun hoved og hænder, mens tøj og baggrunden blev lavet af svende og lærlinge. Der var endda andre end portrætmalerne, der udførte særlige opgaver som gardiner og beklædning som [[Joseph van Aken]]<ref> Simon, s. 98 </ref> Nogle kunstnere brugte tidligere dukker for at skabe stillingen og beklædningen.<ref> Simon, s. 107 </ref> Brugen af symbolske elementer placeret rundt om modellen ( tegn, husholdningsgenstande, dyr og planter) blev ofte brugt til at vise modellens moralske eller religiøse holdning, eller med symboler, der repræsenterer modellens arbejde, interesser, eller sociale status. Baggrunden kan være helt sort eller en udpenslet scene, som placerer modellen i rette sociale og rekreative omgivelser.
Selvportrætter fremstilles normalt ved hjælp af et spejl, og det færdige resultat er et spejlbillede – modsat et normalt portræt, hvor model og kunstner står over for hinanden. På et selvportræt ses en højrehånds kunstner ses med pensel i venstre hånd, medmindre kunstneren bevidst korrigerer billedet eller bruger endnu et spejl til at vende billedet.
[[Fil:Madame Récamier painted by Jacques-Louis David in 1800.jpg|thumb|left|upright|[[Jacques-Louis David]], portræt af Madame Récamier (1800), [[Louvre]], Paris]]
Det sker at kunden eller kundens familie er utilfreds med portrættet, og kunstneren må retouchere det, ændre det eller trække det tilbage uden at blive betalt, og lide ydmygelsen af fiasko. [[Jacques-Louis David]]s berømmede portræt af Madame Récamier, der nød stor popularitet på udstillinger, blev afvist af modellen pga. en klodset malet fod. Det samme gjaldt [[John Singer Sargent]]s berygtede'' [[Portræt af Madame X]]''. [[John Trumbull]]s portræt "General George Washington" blev afvist af det udvalg der havde bestilt det.<ref> Aymar, s. 268, 271, 278 </ref> Den nærtagende [[Gilbert Stuart]] besvarede engang en kundes utilfredshed med portrættet af hans kone på denne slagfærdige måde: "Du bragte mig en kartoffel, og du forventer en fersken!"<ref> Aymar, s. 264 </ref>
Et vellykket portræt kan imidlertid bevirke livslang taknemmelighed fra en klient. Grev Balthazar var så tilfreds med det portrætt [[Raphael]] havde malet af grevinden, at han sagde til kunstneren: "Dit billede ... kan alene lette mine bekymringer. Det billede er mig en fryd, jeg retter mine smil til det, det er min glæde."<ref> Aymar, s. 265 </ref>
== Historie ==
=== Antikken ===
<!-- [[File:Fayum-02.jpg|thumb|right|Roman-Egyptian funeral portrait of a woman]] -->
[[Fil:Fayum-02.jpg | thumb | right |Romersk-egyptisk begravelsesportræt af en kvinde.]]
Rødderne til portrætter findes i forhistorisk tid, selv om kun få af disse værker har overlevet til i dag. I den [[frugtbare halvmåne]]s kunst fra [[antikken]] og især fra [[Egypten]], vrimler det med skildringer af herskere og guder. Imidlertid blev de fleste af dem skabt stærkt stiliseret, de fleste i profil i sten, metal, ler, gips, eller krystal. Egyptiske portrætter lægger liden vægt på lighed, i det mindste til [[Akhenaton]]s tid i det 14. århundrede f.Kr. Portrætmaleri af fornemme mennesker fra Kina går sandsynligvis tilbage til før 1000 f.Kr., selvom ingen er overleveret fra den tid. Eksisterende kinesiske portrætter går tilbage til omkring 1000 e.Kr.<ref> Aymar, s. 5 </ref>
Fra litterære kilder ved vi, at oldgræsk maleri indeholdt portrætter, ofte meget nøjagtige, hvis vi skal tro kritikeres ros, men der er ingen overleveret. Skulpturer af herskere og personligheder som [[Socrates]] overlevede i et vist antal, og som de individualiserede portrætter af hellenistiske herskere på mønter, viser de, at de græske portrætter kunne opnå en god lighed, og at personerne blev afbildet med forholdsvis lidt smiger – Sokrates' portrætter viser, hvorfor han havde ry for at være grim. [[Alexander den Store]]s efterfølgere indledte den praksis at sætte Alexanders portræt som gud på deres mønter, og snart satte de deres egne profiler på.
Romerske portrættører adopterede portrætkunstens traditioner fra både [[etruskisk kunst|etruskerne]] og grækerne. De byggede på en meget stærk tradition knyttet til deres religiøse brug af portrætter af forfædrene såvel som til romersk politik.
De få malede overleveringer – i [[Fayum mumieportræt]]ter, [[Alines grav]] og [[Septimius Severus-tondoen]], alle fra Egypten under romersk herredømme – er klart lokale malerier, der afspejler græsk frem for romersk stil, men vi har et væld af hoveder i form af skulpturer, herunder mange individuelle portrætter fra middelklassens grave og møntportrætter i tusindvis.
Størstedelen af de malede portrætter er begravelsesmalerier, der overlevede i det tørre klima i [[Fayum]] (se illustration nedenfor). De stammer fra det 2. til 4. århundrede e.Kr. De er bortset fra [[fresko]]er næsten de eneste malerier fra Romerriget, der har overlevet. Selv om [[Plinius den Ældre]] har skrevet, at portrætmaleri var veletableret på græsk tid og praktiseredes af både mandlige og kvindlige kunstnere.<ref> Cheney, Faxon, og Russo,''Self-Portraits af Women Painters'', Ashgate Publishing, Hants (England), 2000, s. 7, ISBN 1-85928-424-8 </ref> Plinius klagede over sin tids vigende romerske portrætkunst: "Portrætmaleriet, som plejede at vise nøjagtig lighed med mennesker gennem tiderne, er helt forsvundet ... Magelighed har ødelagt den kunst."<ref> John Hope-Hennessy, ''The Portrait in the Renaissance'' , Bollingen Foundation, New York, 1966, s. 71-72 </ref> Disse en-face-portrætter fra romersk Egypten er heldige undtagelser. De præsenterer en vis realistisk sans for proportioner og individuelle detaljer, selv om øjnene generelt er i overstørrelse, og de kunstneriske færdigheder varierer betydeligt fra kunstner til kunstner. Fayum-portrætterne blev malet på træ eller elfenben i voks- og harpiksfarver ([[Enkaustik|enkaustisk]]) eller med [[tempera]] og indsat i mumien for at forblive sammen med kroppen i evighed.
Mens interessen for selvstændig portrætmaleri aftog i Rom, blomstrede portrætkunsten i romerske skulpturer, hvor de portrætterede forlangte realisme, selv når det ikke var særligt flatterende. Gennem [[4. århundrede]] dominerede portrætter i form af skulpturer, med tilbagegang for en idealiseret fremstilling af personen (sammenlign portrætter af de romerske kejsere [[Konstantin den Store]] og [[Theodosius den Store]]). I [[senantikken]] faldt interessen for individuel lighed betydeligt, og de fleste portrætter på sene romerske mønter og [[konsulardiptykon]] er knap individualiseret overhovedet. Dog blev tidlig [[kristen kunst]] på samme tid forholdsvis standardiseret med billeder til skildring af [[Jesus]] og de andre store skikkelser i kristen kunst som [[Johannes Døberen]] og [[Apostlen Peter]].
=== Middelalderen ===
[[Fil: Wilton diptych.jpg | thumb | 350 pixel | Den lille private Wilton-[[diptykon]] for [[Richard 2. af England]], ca. 1400, med præget guldbaggrund og meget [[ultramarin]].]]
De fleste tidlige middelalderportrætter var [[Votivgave|votivportrætter]]. I begyndelsen for det meste af paver i romerske [[mosaik]]ker og [[illuminerede manuskript]]er, som eksempel et selvportræt af forfatteren, mystikeren, forskeren, illuminatoren og komponisten [[Hildegard af Bingen]] (1152).<ref> Cheney, Faxon, og Russo, s. 20 </ref>. Som med samtidige mønter var der kun få bestræbelser på at opnå lighed. Gravstensmonumenter spredtes i den [[romansk stil|romanske]] periode. Mellem 1350 og 1400 begyndte sekulære figurer igen at dukke op i kalk- og [[panelmaleri]]er som i [[Theodoric af Prag]]s ''Karl IV modtager troskabsed'' (en. 'Charles IV receiving fealty)',<ref> David Piper,''The Illustrated Library of Art'', Portland House, New York, 1986, s. 297, ISBN 0-517-62336-6 </ref> og portrætter fik igen klare ligheder med de afbildede. Omkring slutningen af århundredet opstod de første olieportrætter af samtidige, malet på små træplader i Bourgogne og Frankrig; først i profil, senere i andre visninger. Wilton-[[diptykon]]en fra ca. 1400 er det ene af to bevarede panelportrætter af [[Richard 2. af England]], den tidligste engelske konge af hvem vi har samtidige portrætter. Til de førende [[Tidlig nederlandsk maleri|tidlige nederlandske]] portrætmestre hører [[Jan van Eyck]], [[Robert Campin]] og [[Rogier van der Weyden]]. Portrætter af givere begyndte at vise dem enten med på eller som deltageer i de hellige scener, der blev fremstillet. I mere private hofbilleder fremstod nogle af dem endog som betydningsfulde personer som [[Jomfru Maria]].
=== Renaissance ===
[[Fil:Dürer_-_Selbstbildnis_im_Pelzrock_-_Alte_Pinakothek.jpg|thumb|180px|right| [[Albrecht Dürer]], selvportræt, 1500]]
[[Renæssancen]] markerede et vendepunkt i portrætkunstens historie. Dels af interesse for naturen, dels af interesse for de klassiske kulturer i oldtidens Grækenland og Rom, fik portrætterne – både malede og skulpturelle – en vigtig rolle i renæssancens samfund og blev værdsat som objekter og som skildringer af jordisk succes og status. Maleri i almindelighed nåede et nyt niveau af balance, harmoni og indsigt, og de største kunstnere (Leonardo, Michelangelo, og Raphael) blev betragtet som "genier" og rangerede langt over den handelsmandsstatus der gjaldt for værdsatte tjenestefolk ved hof og kirke.<ref>Piper, s. 337</ref>
Mange nyskabelser inden for de forskellige portrætteringsformer udviklede sig i løbet af denne frugtbare periode. Traditionen med miniatureportrætter begyndte, udviklet af færdigheder hos malere af miniaturer i de illuminerede manuskripter. Den tradition var populær til fotografiet vandt indpas. Profilportrætter inspireret af gamle medaljoner var særligt populære i Italien mellem 1450 og 1500. Medaljer med billeder på begge sider inspirerede også til en kortvarig mode for tosidede malerier tidligt i renæssancen.<ref>John Hope-Hennessy, s. 209</ref> Klassiske skulpturer, som ''[[Apollo Belvedere]]'', havde også indflydelse på valget af de positurer der blev brugt, og som var i brug i de følgende århundreder.<ref>Simon, s. 80</ref>
Nordeuropæiske kunstnere førte an i skabelsen af realistiske portrætter af verdslige personer. Den større realisme og detaljerigdom hos de nordlige kunstnere i det [[15. århundrede]] skyldtes til dels finere penselstrøg og effekter muliggjort af oliefarver, mens italienske og spanske malere stadig brugte [[tempera]]. Blandt de tidligste malere der udviklede teknikken med oliefarver var [[Jan van Eyck]]. Med oliefarver kan der laves mere tekstur og forskellige grader af tykkelse, og man kan lagdele mere effektivt, med tilføjelse af stadig tykkere lag, kendt af malere som "fed over mager" (engelsk ‘fat over lean’). Desuden tørrer oliefarver langsommere, så kunstneren løbende kan foretage ændringer, såsom at ændre detaljer i ansigtet. [[Antonello da Messina]] var en af de første italienere, der udnyttede oliens fordele i maleriet. Han var uddannet i Belgien og slog sig ned i Venedig omkring 1475, hvor han havde stor indflydelse på [[Giovanni Bellini]] og den norditalienske skole.<ref>John Hope-Hennessy, s. 54, 63</ref> I løbet det [[16. århundrede]] spredtes olieteknikken over hele Europa, og det gav mulighed for mere overdådige gengivelser af tøj og smykker. Det havde også betydning for billedernes kvalitet at man gik fra træ til [[lærred]]. Det begyndte i Italien i det tidlige 16. århundrede og bredte sig til Nordeuropa i løbet af det næste århundrede. Lærred modstår bedre dannelse af revner end træ, holder bedre på [[pigment]]er (farvestoffer) og behøver mindre forberedende bearbejdelse.
Tidligt opgav de nordlige europæere portrætter i profil og begyndte at lave dem med realistisk indhold og perspektiv. I Nederlandene blev [[Jan van Eyck]] en førende portrætmaler. Hans ''[[Arnolfinis bryllup]]'' (1434, [[National Gallery]], London) er en milepæl i vestlig kunst, et tidligt eksempel på et portræt af to i hel figur, perfekt malet i rige farver og med udsøgte detaljer. Men lige så vigtigt, det viser den nyudviklede teknik med oliemaleri af pioneren van Eyck, som revolutionerede kunsten og spredtes over hele Europa.<ref>Piper, s. 301 </ref>
[[Fil:Hans Holbein d. J. 065.jpg|thumb|left|160px| [[Hans Holbein den yngre]]: portræt af sir [[Thomas More]], 1527]]
Førende tyske portrætkunstnere som [[Lucas Cranach den ældre|Lucas Cranach]], [[Albrecht Dürer]] og [[Hans Holbein den Yngre]] mestrede alle oliemaleriets teknik. Cranach var en af de første kunstnere, der påtog sig legemsstore bestillinger, en tradition som blev populær derefter.<ref> Piper, s. 363 </ref> På det tidspunkt havde England ingen portrætmalere af første rang, og kunstnere som Holbein blev efterspurgt af engelske kunder.<ref> Aymar, s. 29 </ref> Hans maleri af [[Thomas More]] (1527) – hans første vigtige [[mæcen]] i England – har næsten fotorealisme.<ref> Piper, s. 365 </ref> Holbein fik stor succes med at male den kongelige familie, herunder [[Henrik 8. af England|Henrik 8.]]. Dürer var en fremragende tegner, og en af de første store kunstnere der lavede en række selvportrætter, herunder en-face-portrætter. Han har også brugt sit selvportræt som tilskuer i flere af sine religiøse malerier.<ref name="Bonafoux, s. 35"> Bonafoux, s. 35 </ref> Dürer begyndte at lave selvportrætter i en alder af tretten.<ref> John Hope-Hennessy, siderne 124-126 </ref> Senere fulgte Rembrandt efter og udviklede denne tradition.
I Italien var [[Masaccio]] den ledende i moderniseringen af freskomaleriet ved at bruge et mere realistisk perspektiv. [[Filippo Lippi]] banede vejen i udviklingen af skarpere konturer og bugtede linjer<ref>Piper, s. 318</ref>, og hans elev [[Raphael]] udvidede realismen i Italien til et meget højere niveau i de følgende årtier med sine monumentale vægmalerier.<ref name="John Hope-Hennessy, s. 20">John Hope-Hennessy, s. 20</ref> I samme periode blev forlovelsesportrættet populært, en særlig specialitet som især [[Lorenzo Lotto]] udførte.<ref>John Hope-Hennessy, p. 227</ref> I den tidlige renæssance var portrætmalerier generelt små og nogle gange dækket med beskyttende låg, hængslede eller som skydelåg.<ref>John Hope-Hennessy, s. 212</ref>
I renæssancen ønskede især den florentinske og milanesiske adel en mere realistisk repræsentation af sig selv. Det var en udfordring at skabe overbevisende hel- og trekvart-portrætter, og det stimulerede til eksperimenter og fornyelse. [[Sandro Botticelli]], [[Piero della Francesca]], [[Domenico Ghirlandaio]], [[Lorenzo di Credi]], [[Leonardo da Vinci]] og andre kunstnere udvidede deres teknik i overensstemmelse hermed ved at tilføje portrætter til traditionelle religiøse og klassiske emner. Leonardo og [[Pisanello]] var blandt de første italienske kunstnere der tilføjede [[allegori]]ske symboler til deres sekulære portrætter.<ref name="John Hope-Hennessy, s. 20"/>
[[Fil:Mona_Lisa,_by_Leonardo_da_Vinci,_from_C2RMF_retouched.jpg|thumb|right|160px| [[Leonardo da Vinci]], ''[[Mona Lisa]]'' eller ''La Gioconda'', 1503–1505/1507]]
Et af bedst kendte portrætter i den vestlige verden er [[Leonardo da Vinci]]s maleri ''[[Mona Lisa]]'', opkaldt efter [[Lisa del Giocondo]],<ref name="subject">{{cite web|title=Mona Lisa – Heidelberger Fund klärt Identität (English: Mona Lisa – Heidelberger find clarifies identity)|language= tysk|url=http://www.ub.uni-heidelberg.de/news/monalisa.html|publisher=[[Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg]]|accessdate=2008-08-29}}</ref>{{,}}<ref>{{cite news|title=German experts crack the ID of ‘Mona Lisa’|url=http://www.msnbc.msn.com/id/22652514/?GT1=10755|publisher=[[MSN]]|date=2008-01-14|accessdate=2008-08-29}}</ref>{{,}}<ref>{{cite news|title=Researchers Identify Model for Mona Lisa|url=http://www.nytimes.com/aponline/arts/AP-Art-Mona-Who.html|work=[[The New York Times]]|accessdate=2008-08-29}}</ref> et medlem af Gherardini-familien fra [[Firenze]] og [[Toscana]] og hustru til en velhavende florentinsk silkekøbmand Francesco del Giocondo. Det berømte "Mona Lisa-smil" er et glimrende eksempel på anvendelsen af subtil asymmetri til et ansigt. I sine notesbøger giver Leonardo råd om forskellige lyskvaliteter i portrætmaleri:
<blockquote> "En meget høj grad af ynde i lys og skygge er føjet til ansigterne på dem, der sidder i døråbninger til værelser, der er mørke, hvor observatørens øjne ser på den overskyggede del af ansigtet dækket af skyggerne i rummet, og ser den oplyste del af ansigtet med den større glans, som luften giver det. Gennem denne ændring i skygge og lys får ansigtet større relief. "<ref> John Hope-Hennessy, s. 103-4 </ref> </blockquote>
Leonardo var elev af [[Andrea del Verrocchio]]. Da han blev medlem af [[Sankt Lukasgildet]]<ref>Om disse malerlav, "Sankt Lukas Laug", i Italien, se [[:en:Guild_of_St_Luke#Italy|afsnit]] i artikel om Leonardo {{en sprog}}</ref>, begyndte han at modtage uafhængige bestillinger. På grund af hans omfattende interesser og i overensstemmelse med hans videnskabelige sind, er hans produktion af tegninger og forundersøgelser umådelig, selv om hans færdige kunstneriske produktion er relativt lille. Hans andre mindeværdige portrætter omfattede adelskvinderne ''Ginevra de 'Benci'' og ''Cecilia Gallerani''.<ref> Piper, s. 338 </ref>
Raphaels bevarede bestillingsportrætter er langt mere talrige end Leonardos, og de viser flere stillinger, belysninger og teknik. Snarere end revolutionerende nyskabelser var Raphaels store bedrift at styrke og raffinere udviklingen i tidens strømninger i renæssancekunsten.<ref> Piper, s. 345 </ref> Han var især ekspert i gruppeportrættet. Hans mesterværk ''[[Skolen i Athen]]'' er et af de bedste gruppeportrætter i kalkmaleri, hvor nogle af de portrætterede har ligheder med Leonardo, Michelangelo, Bramante og Raphael selv, i skikkelse af gamle filosoffer.<ref> Pascal Bonafoux, ''Portraits of the Artist: The Self-Portrait in Painting'', Skira/Rizzoli, New York, 1985, s. 31, ISBN 0-8478-0586-7</ref> Det var ikke det første gruppeportræt af kunstnere. Årtier tidligere havde [[Paolo Uccello]] malet et gruppeportræt med blandt andet [[Giotto di Bondone]], [[Donatello]], [[Antonio Manetti]] og [[Filippo Brunelleschi]].<ref name = "Bonafoux, s. 35 "/> Da han steg i berømmelse, blev Raphael en foretrukken portrætmaler af paver. Mens mange renæssancekunstnere ivrigt accepterede portrætbestillinger, nægtede et par kunstnere dem, især Raphaels rival [[Michelangelo]], som i stedet påtog sig de store bestillinger til det [[Sixtinske Kapel]].<ref name = "John Hope-Hennessy, s. 20 "/>
Omkring 1500 dominerede [[Gentile Bellini]] og [[Giovanni Bellini]] portrætmaleriet i Venedig. De fik de betydeligste bestillinger af statens ledende embedsmænd. Bellinis portræt af [[doge]]n [[Leonardo Loredan|Loredan]] anses for at være et af de fineste portrætter fra renæssancen og viser fint kunstnerens beherskelse af det nye oliemaleris teknikker.<ref> John Hope-Hennessy, s. 52 </ref> Bellini er også en af de første kunstnere i Europa der signerede sine arbejder, selvom han sjældent daterede dem.<ref> Piper, s. 330 </ref> Senere i det 16. århundrede indtager [[Tizian]] stort set den samme rolle, bl.a. ved at udvide de mange forskellige måder hans kongelige modeller poserer på. Tizian var måske den første store børneportrætmaler.<ref> John Hope-Hennessy, s. 279 </ref> Efter at Tizian bukkede under for [[pest]]en, blev [[Tintoretto]] og [[Paolo Veronese]] de førende venetianske kunstnere og medvirkede til overgangen til den italienske [[manierisme]]. Manieristerne bidrog med mange usædvanlige portrætter, som understregede materiel rigdom og elegant komplekse stillinger, som i værker af [[Agnolo Bronzino]] og [[Jacopo da Pontormo]]. Bronzino blev berømt ved at skildre [[Medici]]familien. Hans dristige portræt af [[Cosimo de' Medici]] viser en streng hersker i rustning med et vagtsomt øje stirrende mod højre, i skarp kontrast til de fleste kongelige malerier, som viser de portrætterede som milde herskere.<ref> John Hope -Hennessy, p. 182 </ref> [[El Greco]], der blev uddannet i Venedig i tolv år, gik i en mere ekstrem retning efter sin ankomst til Spanien idet han betonede sit "indre syn" af modellen så langt som til næsten at eliminere en virkelighedstro fysisk fremtræden.<ref> John Hope-Hennessy, s. 154 </ref> En af de bedste portrætmalere fra det 16. århundredes Italien var [[Sofonisba Anguissola]] fra [[Cremona]], der tilførte sine enkelt- og gruppeportrætter nye niveauer af kompleksitet.
Hofportrætmaleriet i Frankrig begyndte, da den flamske kunstner [[Jean Clouet]] malede sit overdådige portræt af [[Frans 1. af Frankrig]] omkring 1525.<ref name="John Hope-Hennessy, s. 187"> John Hope-Hennessy, s. 187 </ref> Kong Frans var stor mæcen og begærlig kunstsamler, der inviterede Leonardo da Vinci til at bo i Frankrig i dennes sidste år. ''[[Mona Lisa]]'' blev i Frankrig efter Leonardo døde der.<ref name="John Hope-Hennessy, s. 187"/>
=== Barok og rokoko ===
[[Fil:Rembrandt - Klesveverlaugets forstandere i Amsterdam.jpg| thumb | left | 280px | [[Rembrandt]]s gruppeportræt<br /> ''Klædelavets forstandere i Amsterdam'', 1662]]
Under [[barok]]ken og [[rokoko]]en blev portrætter endnu vigtigere til at vise status og position. I et samfund domineret i stigende grad af sekulære ledere ved magtfulde [[hof]]fer blev billeder af overdådigt klædte personer et middel til at bekræfte deres myndighed. Flamske malere som [[Anthony van Dyck]] og [[Peter Paul Rubens]] udmærkede sig i denne type portrætter, mens [[Jan Vermeer]] fremstillede portrætter af især middelklassen på arbejdspladsen og ved indendørs sysler. Rubens portræt af sig selv og sin første kone (1609) i deres bryllupsklædning er et virtuost eksempel på et parportræt.<ref> Bonafoux, s. 40 </ref> Rubens berømmelse rækker ud over hans kunst: han var hofmand, diplomat, kunstsamler og succesrig forretningsmand. Hans [[atelier]] var et af de mest omfattende for den tid; det beskæftigede specialister i [[stilleben]], i landskabs-, dyre- og genrescener, foruden portrætter. Van Dyck fik uddannelse dér i to år.<ref> Piper, siderne 408-410 </ref> [[Charles 1. af England]] ansatte først Rubens, derefter fik han van Dyck som hofmaler, slog ham til ridder og tildelte ham hofstatus. Van Dyck ikke alene adopterede Rubens’ produktionsmetoder og forretningsfærdigheder, men også hans elegante manerer og fremtræden. Som det blev sagt, "Han var altid pragtfuldt klædt, havde flere fornemme [[ekvipage]]r og holdt så nobelt et hus som mangen en fyrste."<!-- Det virker lidt kringlet med negationerne; jeg mener vi skal bibringes den opfattelse at han ikke "stod tilbage for nogen", hverken mht. klædedragt, køretøjer eller husførelse -- Jeg har sat citatet i noten dertil, så man selv kan vurdere --><ref> Simon, s. 109 – Citatet på engelsk: "He always went magnificently dress’d, had a numerous and gallant equipage, and kept so noble a table in his apartment, that few princes were not more visited, or better serv’d"</ref> I Frankrig dominerede [[Hyacinthe Rigaud]] på stort set samme måde – en bemærkelsesværdig portrættør af kongelige idet han malede fem franske konger.<ref> Aymar, s. 162 </ref>
En af nyskabelserne i renæssancens kunst var bedre gengivelse af ansigtsudtryk, der skulle ledsage forskellige følelser. Især undersøgte den hollandske maler [[Rembrandt]] det menneskelige ansigts mange udtryk, han var en af de førende inden for selvportrætmaleriet og malede over 60 i sin levetid.<ref> Aymar, s. 161 </ref> Denne interesse for det menneskelige ansigt fostrede også en af de første [[karikatur]]er, tilskrevet ''Carracci-akademiet'', som blev drevet af Carracci-familien i slutningen af det 16. århundrede i [[Bologna]], Italien (se [[Annibale Carracci]]).
[[Fil:The Nightwatch by Rembrandt.jpg|right|thumbnail|260px|[[Rembrandt van Rijn]]: ''[[Nattevagten (maleri)|Nattevagten]]'' eller ''Kaptajn Frans Banning Cocq og løjtnant Willem van Ruytenburghs kompagni gør sig klar til at marchere'', 1642, olie på lærred, [[Rijksmuseum]], Amsterdam.]]
Gruppeportrætter blev produceret i stort tal igennem barokken, især i Nederlandene. I modsætning til det øvrige Europa modtog hollandske kunstnere ikke bestillinger fra den [[Reformerte kirke|calvinistiske kirke]] som havde forbudt disse billeder, eller fra [[aristokrati]]et der næsten var ikke-eksisterende. I stedet kom der bestillinger fra borgerlige foreninger og sammenslutninger. Den hollandske maler [[Frans Hals]] brugte flydende eller flygtige penselstrøg ([[Engelsk|en.]] 'fluid brush strokes', flydende, flygtige?) med livlige farver for at oplive sine gruppeportrætter, herunder vagterne i det borgerværn han tilhørte. [[Rembrandt]] havde stor nytte af sådanne bestillinger og i øvrigt af den generelle kunstvurdering hos kunderne fra borgerskabet, som støttede portrætkunsten såvel som stilleben og [[landskabsmaleri]]. Hertil kommer at det første betydende kunst- og forhandlermarked blomstrede i Holland på daværende tidspunkt.<ref> Piper, s. 421 </ref> (Se [[Den hollandske guldalder#Maleri|Maleriet i den hollandske guldalder]])
Den store efterspørgsel gjorde Rembrandt i stand til at eksperimentere med utraditionelle kompositioner og teknikker som [[chiaroscuro]], anvendelsen af lys og skygge i et maleri. Disse nyskabelser var indledt af italienske mestre som [[Michelangelo di Caravaggio]], og Rembrandt udnyttede dem tydeligt i sit berømte malere [[Nattevagten (maleri)|''Nattevagten'']] fra 1642.<ref> Aymar, s. 218 </ref> ''Dr. Tulps anatomitime.'' (1632) er et andet godt eksempel på Rembrandts beherskelse af gruppemaleriet, hvor han bader liget i skarpt lys for at gøre opmærksom på midten af maleriet, mens tøj og baggrund glider over i sort, hvilket fremhæver ansigterne på kirurgen og de studerende. Det er også det første maleri, som Rembrandt signerede med sit fulde navn.<ref> Piper, s. 424 </ref>
I Spanien malede [[Diego Velázquez]] 1656 ''[[Las Meninas]]'' ("Hofpigerne", eller "Kong Filip IV og Hans Familie"), et berømt og gådefuldt gruppeportræt. Det fremstiller kunstneren og den spanske kongefamilies børn, og det er tilsyneladende det kongelige par der sider model; de ses kun som refleksioner i et spejl.<ref> Bonafoux, s. 62 </ref> Velazquez begyndte primært som [[genremaler]], men blev hurtigt berømt som hofmaler for [[Filip 4. af Spanien|Filip IV]]; han udmærker sig inden for portrætkunsten især ved at udvide kompleksiteten i gruppeportrættet.<ref> Piper, s. 418 </ref>
Rokokokunstnere, der var særligt interesserede i rig og indviklet udsmykning, var mestre i det forfinede eller raffinerede portræt. Deres interesse for påklædningens detaljer og stoffets [[tekstur]] forøgede portrætternes virkning som vidnesbyrd om rigdom, som det fremgår af [[François Boucher]]s berømte portræt af [[Madame de Pompadour]] i bølgende silkekjole.
[[Fil: Thomas Gainsborough - The Blue Boy (The Huntington Library, San Marino L. A.).jpg | thumb | 180px | left | [[Thomas Gainsborough]], ''[[The Blue Boy]] '', ca. 1770, [[Huntington Library]], [[San Marino (Californien)|San Marino , Californien]]]]
De første større indfødte portrætmalere i den britiske skole blev de engelske malere [[Thomas Gainsborough]] og Sir Joshua Reynolds, der også havde specialiseret sig i at klæde modellerne på en iøjnefaldende måde. Gainsboroughs '' [[The Blue Boy|Blue Boy]]'' er et berømt portræt, malet med meget lange børster og tynde [[Oliemaling|oliefarver]] for at opnå den flimrende virkning i den blå dragt.<ref> Piper, s. 460 </ref> Gainsborough gjorde sig også bemærket ved at lave detaljerede baggrunde til sine modeller.
De to britiske kunstnere havde modsate opfattelser om brugen af assistenter. Reynolds beskæftigede dem regelmæssigt (nogle gange udførte han kun 20 procent af maleriet selv), mens Gainsborough sjældent gjorde det.<ref> Simon, s. 13, 97 </ref> Nogle gange kunne en kunde aftvinge et løfte fra kunstneren, som Sir Richard Newdegate gjorde af portrætmaleren [[Peter Lely]] (van Dycks efterfølger i England), der lovede at portrættet ville "fra begyndelse til slutning være malet med mine egne hænder." ([[Engelsk|en.]] "from the Beginning to ye end drawne with my owne hands.")<ref> Simon, s. 97 </ref> I modsætning til den nøjagtighed, der blev udvist af de flamske mestre, opsummerede Reynolds sin tilgang til portrætter ved at erklære, at "charmen eller ynden – og vi kan tilføje – ligheden består mere i at indfange atmosfæren end i at observere den nøjagtige overensstemmelse med enhver detalje."<ref> Aymar, s. 62 </ref> I England var også [[William Hogarth]] fremtrædende. Han vovede at bryde med konventionelle metoder ved at indføre et strejf af [[humor]] i sine portrætter. Hans "Selvportræt med mops" ("Self-portrait with Pug") er helt klart mere en humoristisk spøg med hans kæledyr end et selvoptaget maleri.<ref> Simon, s. 92 </ref>
I det 18. århundrede fik kvindelige malere ny betydning, især i forbindelse med portrætter. Bemærkelsesværdige kvindelige kunstnere var bl.a. den franske maler [[Élisabeth Vigée-Le Brun]], den italienske pastelkunstner [[Rosalba Carriera]], og den schweiziske kunstner [[Angelica Kauffmann]]. I samme århundrede, før opfindelsen af fotografi, var miniatureportrætter – malet med utrolig præcision og ofte indkapslet i guld- eller emaljemedaljoner – højt værdsat.
I USA blev [[John Singleton Copley]] skolet i den forfinede britiske stil og blev den førende maler af fuldstørrelse- og miniatureportrætter. Især blev de hyperrealistiske billeder af [[Samuel Adams]] og [[Paul Revere]] godt modtaget. Copley er også kendt for sine bestræbelser på at sammensmelte portrætmaleriet med det akademisk mere velanskrevne [[historiemaleri]], som han forsøgte i sine gruppeportrætter af berømte militærpersoner.<ref> Simon, s. 19 </ref> Lige så berømt var [[Gilbert Stuart]], der malede over 1.000 portrætter og især var kendt for sine portrætter af præsidenter. Stuart malede over 100 reproduktioner alene af [[George Washington]].<ref> Aymar, s. 204 </ref> Han arbejdede hurtigt og brugte blødere, mindre detaljerede penselstrøg end Copley for at fange essensen hos sine modeller. Han kunne lave flere udgaver så kunden kunne vælge en favorit.<ref> Aymar, s. 263 </ref> Stuart var kendt for sine rødlige toner til kinderne; han skrev: "... kødet er som intet andet materiale under himlen. Det har al den festlighed man kan møde hos silkehandleren uden det prangende ved glansen, og den bløde tone som ved gammel mahogni, uden dets tristhed."<ref> Aymar, s. 149 — Citatet på engelsk: "... flesh is like no other substance under heaven. It has all the gaiety of the silk-mercer's shop without its gaudiness of gloss, and all the softness of old mahogany, without its sadness." </ref> Andre fremtrædende amerikanske portrætmalere fra kolonitiden var [[John Smibert]], [[Thomas Sully]], [[Ralph Earl]], [[John Trumbull]], [[Benjamin West]], [[Robert Feke]], [[James Peale]], [[Charles Willson Peale]] og [[Rembrandt Peale]].
=== 19. århundrede ===
[[Fil:EakinsTheGrossClinic.jpg|thumb|200px|right|[[Thomas Eakins]], ''[[The Gross Clinic]]'', 1875]]
I slutningen af det 18. århundrede og i det tidlige 19. århundrede fortsatte [[Neoklassicisme|neoklassiske]] kunstnere traditionen med at skildre emner i den nyeste mode, som især for kvinder var transparente kjoler efter model af [[oldtiden]]s græske og romerske stilarter. Kunstnerne anvendte lys til at definere tekstur og ansigters og lemmers runde former. Franske malere som [[Jacques-Louis David]] og [[Jean Auguste Dominique Ingres]] viste stor virtuositet i denne håndværksmæssige teknik samt et godt blik for karakter. Ingres, elev af David, er kendt for sine portrætter, hvor et spejl er malet bag motivet for at simulere et kig bagfra på motivet.<ref> Bonafoux, s. 99 </ref> Hans portræt af Napoleon på den kejserlige trone er en tour de force i kongelig portrætkunst. (Se galleriet nedenfor)
[[Romantikken]]s kunstnere – i første halvdel af det 19. århundrede – malede protrætter af inspirerende ledere, smukke kvinder og ophidsede personer, med livlige penselsstrøg og en dramatisk og ofte tungsindig lyssætning. Franske malere som [[Eugène Delacroix]] og [[Théodore Géricault]] udførte særligt smukke portrætter af denne type, især billeder med fyrige ryttere.<ref>Piper, s. 542</ref> Fra denne periode er det også værd at bemærke Géricaults serie af portrætter af sindslidende (1822–1824). Den spanske maler [[Francisco de Goya]] malede nogle af tidens mest grænsesøgende og provokerende billeder, som for eksempel ''[[Den nøgne Maja]] ''(ca. 1797-1800) og de kendte hofbilleder af den spanske kong [[Karl 4. af Spanien|Karl 4]].
De [[Realisme (kunst)|realistiske]] malere i det 19. århundrede, som for eksempel [[Gustave Courbet]], udførte usminkede portrætter af folk fra under- og middelklassen. Courbet viste sine evner som romantiker ved at fremstille adskillige selvportrætter, der viste ham med forskellige ansigtsudtryk og sindsstemninger.<ref>Bonafoux, s. 111</ref> Andre franske realister som [[Honoré Daumier]] lavede karikaturer af deres samtidige. [[Henri de Toulouse-Lautrec]] skildrede nogle af de mest kendte optrædende på teatret, heriblandt Jane Avril, og viste dem i bevægelse.<ref>Piper, s. 585</ref> Den franske maler [[Édouard Manet]], var en vigtig overgangsfigur i skiftet fra realisme til [[impressionisme]]. Som portrætmaler viste han enestående indsigt og teknik, med billedet af [[Stéphane Mallarmé]] som et godt eksempel på denne overgangsform. Hans samtidige [[Edgar Degas]] var fortrinsvis realist og hans billede ''[[Portrait of the Bellelli Family]]'' er en indsigtsfuld gengivelse af en mismodig familie, og det er et af hans bedste portrætter.<ref>Piper, s. 568</ref>
I USA var [[Thomas Eakins]] ubestridt tidens førende portrætmaler, og han løftede realismen og den ærlige skildring til et højere niveau, især i sine to portrætter af arbejdende kirurger, og i sine billeder af udøvende sportsfolk og musikere. I mange portrætter, som for eksempel ''Portrait of Mrs. Edith Mahon'', gengiver Eakins modigt skæmmende følelser som sorg og melankoli.<ref>Aymar, s. 88</ref>
[[Fil:VanGogh 1887 Selbstbildnis.jpg|thumb|150px|left|[[Vincent van Gogh]], ''[[Selvportræt]]'', 1887]]
Realisterne måtte vige pladsen til fordel for impressionisterne i løbet af 1870'erne. På grund af deres begrænsede indtægter var mange af impressionisterne i begyndelsen henvist til at bruge familie og venner som modeller, og de malede små grupper og enkeltpersoner, enten udendørs eller i fuldt oplyste rum. Deres kendetegn var flimrende overflader og tykke penselstrøg, og impressionisternes portrætter er ofte indsmigrende med en afvæbnende intimitet. Franske malere som [[Claude Monet]] og [[Pierre-Auguste Renoir]] skabte nogle af tidens mest populære billeder af enkeltpersoner og grupper. Den amerikanske maler [[Mary Cassatt]], som studerede og arbejdede i Frankrig, er stadig populær for sine medlevende billeder af mødre og børn, og det samme er Renoir.<ref name="Piper, s. 589">Piper, s. 589</ref> [[Paul Gauguin]] og [[Vincent van Gogh]] var begge [[Postimpressionisme|postimpressionister]], og de malede afslørende portrætter af mennesker, de kendte, mættede med farver, men ikke nødvendigvis flatterende. De to malere fremhæves også for deres kraftfulde selvportrætter.
[[John Singer Sargent]] arbejdede omkring århundredskiftet, men han veg tilbage fra den åbenlyse impressionisme og postimpressionisme. Han var sin tids mest kendte portrætmaler, og han kombinerede realisme med en fremragende farvesans. Han var ferm til både enkeltpersoner og grupper, især familier fra overklassen. Sargent blev født i Firenze i Italien, hvor hans amerikanske forældre boede. Han studerede i Italien og Tyskland og i Paris i Frankrig. Sargent opfattes som den sidste væsentlige repræsentant for den britiske tradition for portrætmaleri, der begyndte med van Dyck.<ref name="Piper, s. 589"/> En anden prominent amerikansk portrætmaler, der studerede i udlandet, var [[William Merritt Chase]]. Den amerikanske maler [[Cecilia Beaux]], der blev kaldt "den kvindelige Sargent", havde en fransk far og hun studerede også i udlandet og fik succes hjemme i USA, hvor hun holdt sig til traditionelle teknikker. En anden kunstner, der er blevet sammenlignet med Sargent, var den italiensk-fødte [[Giovanni Boldini]]. Hans stil var fløjlsblød, og han arbejdede i Paris, hvor han var ven med både Degas and [[James Abbott McNeill Whistler|Whistler]].
Den amerikansk fødte, men internationalt orienterede [[James Abbott McNeill Whistler]] havde tætte forbindelser til tidens europæiske kunstnere, og han malede exceptionelle portrætter, hvoraf det mest berømte er ''Arrangement in Grey and Black, The Artist's Mother'' (1871), kendt som "Whistler's mor".<ref>Piper, s. 561</ref> Både i sine portrætter og i sine landskabsbilleder forsøgte Whistler at få beskueren til at fokusere på billedets harmoniske opbygning og farvevalg. Whistler brugte en nedtonet palette for at opnå sine effekter, og han lagde vægt på farvebalance og bløde toner. Han udtrykte det således: "lige som musikken er lydens poesi, så er maleriet synets poesi, og motivet har intet at gøre med lydens eller farvens harmoni."<ref>Aymar, s. 299</ref> Form og farve spillede også en stor rolle for [[Cézanne]]s portrætter, og der blev brugt endnu kraftigere farver og penselstrøg i de billeder, der blev malet af [[André Derain]] og [[Henri Matisse]].<ref>Piper, s. 576</ref>
Opfindelsen af [[fotografi]]et i det 19. århundrede fik afgørende betydning for portrætmaleriet, og det erstattede det tidligere [[camera obscura]], som hidtil var blevet anvendt som hjælpemiddel ved portrætmaleriet. Mange moderne indstillede kunstnere flokkedes i fotostudierne for at få taget portrætfotos, blandt andet [[Baudelaire]], der skønt han havde udnævnt fotografiet til "kunstens fjende", alligevel følte sig draget af fotografiets ærlighed og styrke.<ref>Piper, s. 552</ref> Fotografiet blev et billigt alternativ til portrætmaleriet, og afløste det på de lavere niveauer. Nogle realistiske kunstnere, som [[Thomas Eakins]] og [[Edgar Degas]], var begejstrede for fotografiet, og de brugte det som hjælp til at komponere deres billeder. Da impressionisterne brød igennem, fandt de utallige måder at genfortolke portrætmaleriet på, og kunne dermed konkurrere effektivt med fotografiet.<ref>Simon, s. 49</ref> Sargent og Whistler hørte til de kunstnere, der udbyggede maleteknikken, så den kunne skabe effekter, der ikke kunne indfanges i et kamera.
=== 20. århundrede ===
[[Fil:Umberto-Boccioni.jpg|thumb|200px|left|[[Umberto Boccioni]], ''[[Selvportræt]]'', 1906]]
Andre kunstnere fra begyndelsen af de 20. århundrede gjorde også en indsats for at udvide portrætkunsten i nye retninger. Den [[Fauvisme|fauvistiske]] maler [[Henri Matisse]] skabte udtryksfulde portrætter ved hjælp af ikke-naturalistiske, nærmest skrigende farver til huden. [[Cézanne]] brugte simplificerede former i sine portrætter, og i stedet for detaljer satsede han på farvesammensætningen.<ref>Piper, s. 582</ref> Østrigeren [[Gustav Klimt]] havde en særlig stil, hvor han inddrog elementer fra byzantinsk kunst og masser af guldmaling i sine mindeværdige portrætter. Hans elev [[Oskar Kokoschka]] var en anerkendt portrættør af Wiens overklasse. Den markante spanske kunstner [[Pablo Picasso]] malede mange portrætter, heraf adskillige [[Kubisme|kubistiske]] fremstillinger af elskerinderne, hvor motivet er groft forvansket, men hvor der til gengæld leveres et følelsesmæssigt udtryk, der ligger langt ud over karikaturens grænser.<ref>Aymar, p. 54</ref>
De [[Ekspressionisme|ekspressionistiske]] malere leverede nogle af de mest uforglemmelige og overbevisende psykologiske portrætter, der nogen sinde er lavet. Tyske kunstnere som [[Otto Dix]] og [[Max Beckmann]] skabte bemærkelsesværdige eksempler på ekspressionistisk portrætkunst. Beckmann var en produktiv leverandør af selvportrætter, og han malede mindst 27.<ref>Aymar, s. 188</ref> [[Amedeo Modigliani]] skabte mange portrætter i sin langagtige stil, der lagde mindre vægt på selve personen, og i stedet satsede på en stram komposition af form og farve. For at opnå denne effekt, nedtonede han de normalt så udtryksfulde øjne og øjenbryn, og lod dem i stedet fremstå som mørke streger og enkle buer.<ref>Piper, s. 646</ref>
Britisk kunst var repræsenteret af [[Vorticisme|vorticisterne]], der malede nogle bemærkelsesværdige portrætter i begyndelsen af det 20. århundrede. Den [[Dadaisme|dadaistiske]] maler [[Francis Picabia]] udførte adskillige portrætter i helt sin egen stil. Derudover udførte [[Tamara de Lempicka]] portrætter, hvor det lykkedes at indfange stilen fra [[Art Deco]]-perioden med strølinede former, rige farver og skarpe kanter. I USA udførte [[Robert Henri]] og [[George Bellows]] fine protrætter i realistisk stil i 1920'erne og 1930'erne. [[Max Ernst]] skabte et eksempel på et moderne gruppebillede i 1922, med sit maleri ''All Friends Together'' (Alle vennerne samlet).<ref>Bonafoux, s. 45</ref>
De russiske malere har 1930-2000 leveret væsentlige bidrag til portrætkunsten, og de har typisk bygget videre på traditionerne fra den realistiske og figurative skole. De mest fremtrædende er [[Isaak Brodsky]], [[Nikolai Fechin]], [[Abram Arkhipov]], [[Lev Russov]] og [[Engels Kozlov]].<ref>''[[Sergei Ivanov (kunsthistoriker)|Sergei V. Ivanov]]. Unknown Socialist Realism. The Leningrad School.'' – Saint Petersburg: NP-Print Edition, 2007. – 448 sider. ISBN 5-901724-21-6, ISBN 978-5-901724-21-7.</ref>
Produktionen af portrætter gik generelt tilbage i Europa og Amerika i 1940'erne og 1950'erne, hvor interessen i stedet samlede sig om abstrakt og nonfigurativ kunst. [[Andrew Wyeth]] udgjorde en enkelt undtagelse, og han udviklede sig til at blive USA's førende realistiske portrætmaler. Hos Wyeth er realismen, skønt den er udpræget, sat i anden række i forhold til billedets farvetoner og stemning. Det illustreres tydeligt i den skelsættende serie af malerier, der er kendt som "Helga" billederne. De er den største gruppe af billeder af en enkelt person, der nogen sinde er skabt af en anerkendt maler, og omfatter 247 billeder af hans nabo, Helga Testorf, påklædt eller nøgen, i forskellige omgivelser, og de er malet i årene 1971–1985.<ref>’’An American Vision: Three Generations of Wyeth Art, Boston, 1987, Little Brown & Company, s. 123, ISBN 0-8212-1652-X</ref>
I 1960'erne og 1970'erne fik portrætkunsten igen vind i sejlene. Engelske kunstnere som [[Lucian Freud]] (barnebarn af [[Sigmund Freud]]) og [[Francis Bacon (maler)|Francis Bacon]] har skabt kraftfulde billeder. Bacons portrætter gør sig især bemærket med deres mareridtsagtige stil. I maj 2008 blev Freuds billede fra 1995, ''[[Benefits Supervisor Sleeping]]'' (Den sovende jobcenterleder), solgt på [[Christie's]] auktion i New York City for 33,6 millioner $. Det var verdensrekord for et billede skabt af en nulevende maler.<ref>{{cite news | title = Freud work sets new world record | date = 14 May 2008 | url = http://news.bbc.co.uk/2/hi/entertainment/7398949.stm | publisher = [[BBC News]] Online | accessdate = 2008-08-29}}</ref> Mange af tidens amerikanske kunstnere, som [[Andy Warhol]], [[Alex Katz]] og [[Chuck Close]], har koncentreret sig om det menneskelige ansigt og gjort det til det centrale emne i deres kunst. Et eksempel er Warhols maleri af [[Marilyn Monroe]], der har opnået ikonstatus. Close specialiserede sig i kæmpemæssige, hyperrealistiske portrætter af hoveder, med udgangspunkt i fotografier. [[Jamie Wyeth]] fortsætter i sin far Andrews realistiske stil, og skaber berømte portrætter med en motivkreds, der rækker fra præsidenter til svin.
== Portrætmaleri i Danmark ==
[[Fil:Christian II of Denmark, engraving by Jan Gossaert c 1523.jpg|thumb|200px|Gravering af Jan Gossaert, ''Christian 2.'', ca. 1523 ]]
I [[Danmark]] er det ældste malede portræt sikkert en lille knælende stifterfigur af [[Oluf Axelsen Thott]] i [[Valløby Kirke]]. I ældre tider har portrætmaleri overvejende været besørget af fremmede kunstnere: feks. [[Jan Gossaert]]s portræt af [[Christian 2.]], især [[Jacob Binck]]; endvidere [[Hans Knieper]] og [[Tobias Gemperlin]].
I det 17. århundrede var [[Jakob van Doordt]], danskeren [[Reinhold Timm]], [[Pieter Isaacsz]], [[Karel van Mander III|Karel van Mander]], [[Abraham Wuchters]] og [[Henderick Dittmars]] <!-- og Grodtschilling (her er to "Grodtschilling"er der hedder Bendix, en fra 1655-1707 og en fra 1686-1737 og en "Grodtschilling" der hedder Bernhard (1697-1776) at vælge imellem) --> aktive.
I det 18. århundrede er især svenskeren [[Carl Gustaf Pilo]] og [[Johann Salomon Wahl]], [[Peder Als]], [[Vigilius Eriksen]] de kendte. I slutningen af 18. århundrede dominerer [[Jens Juel]]; samtidig virker [[Erik Pauelsen]] og endvidere [[Christian August Lorentzen]] og [[Friedrich Carl Gröger]] der virkede ind i 19. århundrede.
I det 19. århundrede har vi [[Eckersberg]] og hans skole, [[Christen Købke]], [[Wilhelm Bendz]], [[Adam Müller]], [[Constantin Hansen]], [[Jørgen Roed]], [[Wilhelm Marstrand]], [[Frederik Vermehren]] og dermed får portrætmaleriet en væsentlig plads i [[den danske guldalder]].<ref>Lise Svanholm, ''Portrætter'', ISBN 87-88190-04-8, side 12</ref> Den åndfulde [[C.A. Jensen]] gør portrætmaleri til sit speciale. [[J.V. Gertner]] er også produktiv især med gode tegninger, endvidere [[Christian Horneman]], [[Louis Aumont]], [[David Monies]], [[N.P. Holbech]] med flere. En senere generation repræsenteres af [[Carl Bloch]], [[Otto Bache]], [[Henrik Olrik]], [[August Jerndorff]] endvidere [[P.S. Krøyer]], [[Laurits Tuxen]], [[Viggo Johansen]], [[Julius Paulsen]], [[Georg Achen]], [[Bertha Wegmann]], [[Herman Vedel]], [[Bertha Dorph]], [[Knud Larsen (maler)|Knud Larsen]], [[Aksel Jørgensen (maler)|Aksel Jørgensen]], [[Hans Henningsen]], [[Niels Hansen (maler)|Niels Hansen]] og mange flere.<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0458.html 438 (Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest)]</ref>
Det 20. århundredes portrætmalere i Danmark er blandt andre <!-- danske portrætmalere fra det 20. århundrede – måske ikke alle er typiske så ret endelig -->[[Hans Berg]], [[Jørgen Boberg]], [[Kay Christensen]], [[Bente Christensen-Ernst]], [[Franciska Clausen]], [[Aksel Jørgensen (maler)|Aksel Jørgensen]], [[Thomas Kluge]], [[Eiler Krag]], [[Michael Kvium]], [[Mogens Kølkjær]], [[Hans Henrik Lerfelt]], [[Vilhelm Lundstrøm]], [[Olaf Rude]], [[William Scharff]], [[Niels Strøbek]], [[Kurt Trampedach]], [[J.F. Willumsen]] og [[Niels Winkel]].<ref>Lise Svanholm, ''Portrætter'', ISBN 87-88190-04-8</ref><ref>Steffen Heiberg, Danske portrætter, ISBN 87-617-2120-4</ref>
== Galleri ==
<gallery>
File:Shenzong of Song.jpg|Hofbillede af [[Emperor Shenzong of Song]] (r. 1067-1085), kinesisk
Image:Chinesischer Maler von 1238 001.jpg|Portræt af [[Zenbuddhisme|zenbuddisten]] [[Wuzhun Shifan]], 1238, kinesisk
Image:Martin_Luther,_1529.jpg|[[Lucas Cranach den ældre]], ''Portræt af Martin Luther'', 1529, [[Uffizi]]
Image:Velazquez1632philipIV.jpg|[[Diego Velázquez]], ''Portræt af [[Filip 4. af Spanien]],'' 1632
Image:Rembrandt Harmensz. van Rijn 097.jpg|[[Rembrandt van Rijn]], ''Portræt af [[Jan Six]],'' 1654
File:RapaljeChildren.jpg|''Rapalje-børnene'', [[New York City]]. John Durand, 1768
Image:J S Copley - Paul Revere.jpg|[[John Singleton Copley]], ''[[Paul Revere]],'' 1770
File:Jacques-Louis David 017.jpg|[[Jacques-Louis David]], ''[[Napoleon i sit bibliotek]]'' (1812), [[National Gallery of Art]], [[Washington D.C.]]
Image:Francisco de Goya y Lucientes 054.jpg|[[Francisco de Goya]], ''[[Karl den 4. af Spanien og hans familie]]'', [[1800]]-[[1801]]
Image:Ingres, Napoleon on his Imperial throne.jpg|[[Jean Auguste Dominique Ingres]], portræt af ''[[Napoleon 1. af Frankrig|Napoleon]] på kejsertronen,'' 1806, [[Musée de l'Armée]], [[Paris]]
Image:Eugène_Ferdinand_Victor_Delacroix_041.jpg|[[Eugène Delacroix]], portræt af ''[[George Sand]],'' 1838, Ordrupgaard-Museum, [[København]]
Image:Gustave_Courbet_033.jpg|[[Gustave Courbet]], ''Portræt af [[Charles Baudelaire]],'' 1848
Image:Pierre-Auguste Renoir 110.jpg|[[Pierre-Auguste Renoir]], ''Portræt af [[Alfred Sisley]],'' 1868
Image:Whistlers Mother high res.jpg|[[James Abbott McNeill Whistler]], ''Arrangement i gråt og sort: Kunstnerens mor'' ([[1871]]). Populært kendt som ''[[Whistler's Mother]]''
Image:Cassatt Mary Portrait of Madame Sisley 1873.jpg|[[Mary Cassatt]], ''Portræt af Madame Sisley'' 1873
Image:Edgar Germain Hilaire Degas 051.jpg|[[Edgar Degas]], ''Portræt af [[Mary Cassatt|Miss Cassatt]], siddende med kort i hånden'' 1876-1878
Image:Robert Louis Stevenson by Sargent.jpg|[[John Singer Sargent]], ''Portræt af [[Robert Louis Stevenson]]'', 1887.
Image:Paul_Gauguin_104.jpg|[[Paul Gauguin]], ''Solsikkemaleren,'' portræt af [[Vincent van Gogh]], 1888
Image:Portrait of Dr. Gachet.jpg|[[Vincent van Gogh]], ''Portræt af doktor Gachet,'' (første udgave), 1890
Image:SarahAlliboneLeavitt.jpg|[[Cecilia Beaux]], ''Sita og Sarita (Unge piger taler sammen)'', 1893–1894
<!--Image:Portrait_A.jpg|''A moderne familiebillede,'' slutningen af det 20. århundrede-->
</gallery>
== Se også ==
* [[Arkitekturmaleri]]
* [[Blomstermaleri]]
* [[Dyremaleri]]
* [[Genremaleri]]
* [[Historiemaleri]]
* [[Landskabsmaleri]]
* [[Marinemaleri]]
* [[Slagmaleri]]
* [[Stilleben]]
* [[Vedutmaleri]]
* [[Maleriets historie]]
== Referencer ==
{{reflist|2}}
{{lovende}}
[[Kategori:Maleri]]
[[Kategori:Portrætmalere| ]]
[[nl:Portretschilder]]
|
