Storfyrstendømmet Finland: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Amjaabc (diskussion | bidrag) m småret, et par flertydige links rettet |
Amjaabc (diskussion | bidrag) m Lidt flere linkfix |
||
Linje 89:
Den finske deputation under ledelse af grev [[Carl Erik Mannerheim]] rejste i november 1808 til [[Sankt Petersborg]] men hævdede, at de ikke var legitime repræsentanter for Finlands stænder. Følgen blev, at zaren besluttede at indkalde stænderne i overensstemmelse med de gamle svenske loves procedurer for en ''lantdag''.<ref>Klinge, s. 16</ref> Desuden lovede han finnerne, at deres ledere skulle kunne henvende sig direkte til ham uden om den russiske regering. På denne måde fik finnerne en mer ophøjet og reel status af autonomi, selv om landet ikke var selvstændigt.<ref>Jutikkala, side 287.</ref>
[[
Rusland og Sverige sluttede fred i september 1809, og fredsbetingelserne indebar, at Sverige måtte afstå hele den sydlige halvdel af Finland, [[Åland]], dele af [[Lapplands län]] og [[Västerbotten]]. Storfyrstendømmet bestod oprindelig blot af de områder, som Sverige nylig havde afstået, men fra begyndelsen af 1812 blev tillige de såkaldte "gammelfinske" områder, som Sverige havde mistet til Rusland i 1721 og 1743, indlemmede i riget. Dette blev de gældende grænser frem til, at Finland erklærede sig uafhængig i 1917. Ændringen var ikke uden betydning for Sverige – landets nye hersker [[Jean-Baptiste Bernadotte]] havde ikke den gamle kongeslægts sentimentale følelser over for Finland og indgik aftale med zaren i [[Åbo]] i 1812 om at afstå de finske områder i bytte mod russisk støtte til, at [[Norge]] blev lagt under Sverige. Aftalen fjernede en vigtig proteststemme mod russisk anneksion af Finland, hvilket bekymrede de finske nationalister, som måtte have haft håb om svensk støtte.<ref>Jutikkala, side 300.</ref>
Linje 211:
Den nye lederskikkelse, [[Yrjö Koskinen]], skabte i 1860'erne Fennomanibevægelsen om til en politisk bevægelse, som snart fik navnet ''[[Finska partiet]]''. Grundlaget lå hos akademikere med fennomanske sympatier og store dele af den finsksprogede befolkning. De arbejdede for, at finsk skulle blive officielt embedssprog, for gennemførelse af økonomiske og sociale reformer, men også for ubetinget loyalitet over for den russiske monark. I stænderforsamlingen var det finske parti dominerende blandt bonde- og præstestanden, mens de fleste af adel og borgerskab var tilhængere af det svenske parti. En række forsøg på at udvide stemmeretten faldt på det svenske partis bekymringer for, at den rådende magtbalance ville blive afgørende ændret, hvis den finsksprogede bybefolkning fik stemmeret.
I 1870
Tanken om et samlet Norden stod stærkt i dele af Sverige, her under hoffet, og under [[Krimkrigen]] foreslog Storbritannien, at svenskerne skulle udnytte krigssituationen til at generobre Finland. Dette blev afvist, fordi en finsk provins vanskelig lod sig balancere mod den statsretslige norske suverænitet i personalunionen – finnerne måtte nødvendigvis blive skuffede, hvis de fik lavere status end Norge. Særlig Snellman forstod, at nordisk samling ville gøre Finland underdanig og trolig følges af hårdhændet anti-finsk sprogpolitik. Overbevist om, at finsk sprog og kultur havde bedre kår under zar-Rusland end under et mere nærværende, svensk styre, udviklede han og de fleste andre finner en direkte fjendtlig holdning til skandinavismen.<ref>Jutikkala, side 321-322.</ref>
Linje 217:
De [[liberalisme|liberalistiske]] strømninger i Finland skriver sig tilbake til [[1848]]-revolutionen i Europa. På Kontinentet tog de liberale til orde mod det autokratiske imperie-Europa, som havde knuget og undertrykt små nationer efter 1815. De finske liberale var der imod ikke udprægede nationalt indstillede. Mens fennomanerne mente, at Finland bestod af et folk og derfor ønskede et sprog, og svekomannerne mente, at Finland bestod af to folk, indtog de liberale en mellemstilling med tanken om, at Finland bestod af et folk med to sprog.<ref>Jutikkala, side 323.</ref>
Deres hovedfjender var ekstreme pan-skandinavister, som mente, at finnerne var underlegne "asiatere", og at svenskerne var et arisk herrefolk, som burde lede et samlet Norden. Liberale tilhørte ofte de svensksprogede eliter, men fungerede som en forsonende kraft i sprogspørgsmålet og koncentrerede sig mest om økonomiske og statsretslige spørgsmål. De ønskede bredere stemmeret og pressefrihet uden censur. Disse krav blev afvist, men de liberale satte et varigt stempel på en række sociale og økonomiske reformer i 1860
Mens fennomanerne, svekomanerne og pan-skandinavisterne var politiske strømninger uden faste partiorganisationer, blev ''Det liberale parti'' Finlands første politiske parti i moderne forstand i 1880 under ledelse af [[Leo Mechelin]]. De finske liberale var mest influerede af britiske meningsfæller og udviklede en realistisk og jordnær tilbageholdenhed, som forhindrede revolutionære udbrud. Men de var samtidig langt forud for sin tid og fik aldrig stor opslutning.<ref>Jutikkala, side 323-324.</ref> Partiet blev der imod med tiden opsplittet, da fronterne i sprogstriden blev mere uforsonlige, og det forsvandt omkring 1885. Partiets avis ''[[Helsingfors Dagblad]]'' blev indstillet i 1889, og de fleste liberale sluttede sig til svekomannerne. Dette medførte, at det svenske parti fik et modererende element og kom til at stå langt fremme i kampen for konstitutionelt demokrati. Mechelin blev dermed omkring århundredeskiftet en af de centrale forkæmpere for de konstitutionelt sindede.
Linje 262:
== Selvstyre og forfatningstrid ==
Grundlaget for Finlands autonomi blev aldrig lovfæstet under storfyrstendømmets tid. Synet på autonomien hang stort set på fortolkninger af det, som skete i 1808 og 1809. I 1880
=== Finlands forfatningsret ===
Linje 329:
I foråret 1854 angreb den britiske flåde flere steder langs kysten og anrettede store skader. Den 7. juni forsøgte den at gå i land i [[Karleby (Finland)|Karleby]], men lokalbefolkningen greb til våben og slog forsøget tilbage. Den 8. august gik franske tropper i land på [[Åland]] og efter 8 dages belejring og bombardement kapitulerede besætningen på [[Bomarsunds festning]]. Fæstningen blev fuldstændig ødelagt, og efter krigen blev Åland demilitariseret.
Sommeren 1855 indfandt britiske og franske styrker sig igen langs den finske kyst. I juni ødelagde de Fort Slava uden for [[Kotka]], i juli [[Svartholm festning]] ved [[
=== Værnepligtsspørgsmålet og opløsning af styrkerne ===
| |||